De Fascinerende Rovfugle
Slået sammen i en gruppe, ikke af taksonomi, men af adfærd og morfologi, udgør de en unik samling af smukke, atletiske og spændende fugle – rovfugle udviser en uovertruffen ynde og elegant skønhed, når de i hurtige ryk eller dyk falder ud af himlen eller skovbrynet for at angriber et bytte.
Rovfugle, er ikke en nært beslægtet gruppe.
Rovfugle er som gruppe ikke en biologisk eller taksonomisk gruppering, men en gruppe af fugle med ensartede egenskaber. Egenskaber som under den normale evolution, har været fordelagtige at erhverve i et liv som jæger eller et liv i ensartede biotoper – en udvikling som betegnes ”konvergent evolution”.
I bred forstand er alle kødædende fugle rovfugle, men en vedtaget stram definition angiver, hvad der skal opfyldes for at indgå i den sammenbragte gruppering, der betegnes ”rovfugle”.
En ny vedtaget definition fra 2019 omhandlende, hvad der definerer en rovfugl udarbejdet af Dr. Chris McClur mf. – kan ses her.
Det er en definition der kombinerer fylogeni*, morfologi og økologi, men som lægger meget vægt på vigtigheden af at bruge den evolutionær historie til at beskrive mønstre af ”shared common ancestry” (delt almindelig fælles herkomst). En sådan tilgang giver et mere videnskabeligt grundlag for at gruppere arter som rovfugle efter en stram definition.
Fuglene er opdelt i 40 eller 41 overordnede grupper af ”Ordner” (alt efter hvilken fugleliste der følges), hvoraf kun 4 indeholder de dagaktive rovfugle, og en anden de nataktive – uglerne
Medlemmer af familierne Accipitridae (høge, ørne mf.), Pandionidae (fiskeørne) og Sagittariidae (sekterærfugle) anses af de fleste biologer som “kerne” rovfugle, fordi de deler en nærmeste fælles forfader – en sådan gruppe betegnes som monofyletisk, de udgør en klade. Hvis gruppen ikke deler den nærmeste fælles forfader, betegnes gruppen som “polyfyletisk”. Et eksempel på en sådan gruppe, er den samlede rovfuglegruppe, som findes i ordnerne; Accipitriformes, Falconiformes, Cathartiformes, Cariamiformes og Strigiformes, som beskrives og kan ses nedenfor.
Disse 5 ordner samles under den fælles betegnelse “rovfugle”, som altså ikke er en taksonomisk gruppe, men en gruppering af kødædende fugle defineret ud fra fastlagte egenskaber og værdier.
De dagaktive rovfugle er formelt klassificeret i 3 ordner (men HBW-fuglelisten har dog 4, idet de som den eneste liste har udskilt de Sydamerikanske Seriemaner i ordenen Cariamiformes (som Dr. C. McClure et al anbefaler) – som det ses nedenfor.
Dagaktive rovfugle:
Accipitriformes (traditionelle rovfugle / kerne-rovfugle):
– Familierne; Høge (ørne, glenter, rørhøge, mf), sekretærfugl, gribbe samt slægten Fiskeørne
Falconiformes – kan ses her:
– Familien; Falke og Caracara
Cathartiformes:
– Familien; Ny verdens gribbe (kondorer) “Cathartidae“. Søster-gruppe til Accipitriformes (høge og ørne).
Cariamiformes (anerkendes kun af HBW-listen):
– Familien; Seriema – Nyligt anerkende som medlem af rovfuglegruppen. Tidligere placeret sammen med traner, men besidder en typisk rovfuglelivsstil, og nu fundet tæt beslægtet med falkene)
De nataktive rovfugle er samlet i Ordenen Strigiformes (ugler).
Tilsammen udgør de 5 Ordner hele gruppen af de såkaldte rovfugle.
Accipitriformes
Orden af størsteparten af de dagaktive rovfugle; 262 arter, 75 slægter fordelt på 4 familier; Høgefamilien, Gl. Verdens gribbe, Sekretærfugle og slægten Fiskeørne. Falke findes ikke i denne gruppe – de har deres egen orden “Falconiformes”.
Ørne
Steppeørnen er på mange måder unik. I de træløse steppeområder bygger den ofte rede på en lille høj eller ved et fremspring, men den kan også etablere sin rede direkte på flad, åben jord. Steppeørnen er den eneste ørn, der hovedsageligt yngler på jorden.
Steppeørnen observeres ofte jage til fods. Den bruger denne taktik til at vente foran gnavernes indgange til deres huller for at fange dem, når de begiver sig ud i det fri.
Kongeørnen findes i store dele af den nordlige halvkugle, herunder dele af Nordafrika. Med et vingefang på op til 227 cm er den blandt de største rovfugle. De større underarter er de tungeste repræsentanter for slægten Aquila (de egentlige ørne), og gør gennemsnitligt arten til den syvende tungeste ørneart. Kongeørnen anses for at være en af de bedste flyvere blandt ørne, og måske endda blandt alle rovfugle.
Bonelli’s ørn har en spredt og begrænset global udbredelse og er i kraftig tilbagegang i mange europæiske områder. Som en kraftfuld toprovdyr beskrives den som både dristig og aggressiv. Den jager ofte i par og forfølger sit bytte gennem vegetation, på en måde der minder om en høg. Under ‘tandemjagt’ flyver én ørn typisk direkte over den anden, hvor den ene spreder en fugleflok, mens den anden udnytter kaosset til hurtigt at angribe isolerede individer.
Den Lysbugede høgørn er karaktaristisk med sin signaturfjer, som dog ikke findes hos alle raterne. Den er en klassisk skovlevende rovfugl, kendt for sin smidighed og evne til at variere sit bytte mellem fugle, pattedyr, krybdyr og andre hvirveldyr.
Som den mest udbredte, tilpasningsdygtige og talrigeste art i sin slægt (Nisaetus) skiller den sig tydeligt ud. Taksonomien er kompleks og omdiskuteret, og der er uenighed blandt forskere om, hvorvidt de fem underarter udgør et artskompleks.
Den spanske kejserørn, også kendt som den iberiske kejserørn, er en top-rovfugl i sit habitat og har stort set ingen naturlige fjender. Den spanske kejserørn lever adskilt fra andre ørne, der også har specialiseret sig i kaninjagt, hvilket mindsker konkurrencen. Arten foretrækker skovområder, kongeørne og høgeørne findes primært i klippelandskaber. Spanske kejserørne kan ofte komme i kamp om føde med andre rovfugle, herunder større gribbe. I ét tilfælde dræbte en voksen spansk kejserørn en munkegrib, verdens største accipitrid, for at beskytte sin rede.
Havørnen er en af de største nulevende rovfugle og den største af de cirka 12 ørnearter, der findes i Europa. Den er den største ørn i hele sit udbredelsesområde, med undtagelse af Stellers havørn fra det russiske Fjernøsten og Hokkaido i Japan (om vinteren), hvor den lever side om side med sin større fætter. Havørnen betragtes nogle gange som verdens fjerdestørste ørn, og er i gennemsnit den fjerde tungeste. Den indgår i et artskompleks med den hvidhovedede havørn (bald eagle), hvor de to arter kan være vanskelige at skelne fra hinanden.
Stellers havørn er endemisk langs Nordøstasiens kyster, hvor den lever i Rusland, Korea, Japan, Kina og Taiwan. Den lever primært af fisk og vandfugle. Stellers havørn er den største art i slægten ”Haliaeetus” (som omfatter fire store havørne), og er verdens tungeste ørn. Med en gennemsnitlig vægt er den omkring 0,5 kg tungere end harpyørnen og over 1 kg tungere end den filippinske abeørn. Dog kan nogle registrere Stellers havørn som lettere end disse arter, da dens vægt kan være ganske varierende på grund af sæsonbestemte forskelle i fødeadgang.
Den hvidbrystede/hvidbugede havørn findes langs kysterne fra Indien og Sri Lanka gennem Sydøstasien til Australien. Den lever ved større vandveje og kystområder. Arten danner livslange par, der forbliver sammen, indtil den ene dør.
Sammen med Sandfords havørn danner hvidbuget havørn en “superart,” hvilket betyder, at de to arter deler tætte genetiske relationer, og mange fysiske ligheder, som igen betyder, at de kan have en relativ nær fælles stamfader, og divergeret for nyligt i evolutionær tid.
Høge, Rørhøge, Glenter, Våger
Vågerne tilhører slægten Buteo i høgefamilien (Accipitridae). Denne slægt, ofte omtalt som de “ægte våger,” består af omkring 30 arter. Kendetegnende for vågerne er deres brede vinger og kraftige krop, der gør dem velegnede til at svæve.
En særlig gruppe inden for vågerne er slægten Pernis, som skiller sig ud ved at specialisere sig i at jage hvepse og andre insekter. Hvepsevågerne, har udviklet tilpasninger, som skæl på fødderne, der beskytter mod hvepsestik.
Glenter, er bred betegnelsen for visse rovfugle i familien Accipitridae, som også omfatter ørne, høge, våger mf. De blev i 2015 opdelt fra deres tidligere underart Milvinae (som udgik), og samlet i underfamilien Buteoninae, hvor de nu er fordelt i stammen Milvini sammen med deres nærmest slægtninge hav- og fiskeørne, og i Stammen Buteonini sammen med høge og musvåger.
Rørhøgene har for en rovfugl et usædvanlige parforhold, idet hannen kan have et helt harem af mager. Det er ikke ualmindeligt, at hannen kan være en særdeles aktive han, med tilknytning med flere reder placeret ganske tær på hinanden i rørskoven.
Faktisk kan en enkelte han have tilknytning til helt op til 4-5 hunner, men dog oftest ”kun” til 2-3 stykker. Det lyder voldsomt, men at have 2-3 hunner at opvarte, er ikke helt ualmindeligt for denne høgeart.
Få dyr er lige så frygtindgydende som en rovfugl. Lige fra de store ørne til de mindre høge er rovfugle kendt for deres hurtighed, styrke og dræber-instinkt.
Deres unikke styrke og flyveegenskaber gør dem til klodens mest udbredte toprovdyr, da de kan jage i næsten ethvert miljø.
Gribbe (Gl verden)
De gamle verdens gribbe findes i Afrika, Asien og Europa, tilhører familien Accipitridae, som også omfatter ørne, glenter, musvåger og høge .
De nye verdens gribbe og kondorer findes i varme og tempererede områder i Amerika, og har deres egen orden “Cathartiformes” og udgør familien Cathartidae. Der findes desværre ingen billeder af dem her.
Selvom New World gribbe og Old World gribbe deler mange ligheder, er de ikke særlig tæt beslægtede. De deler snarere lighed på grund af konvergent evolution
Ørne og gribbe fra den gamle verden: Flere arter har en god lugtesans, usædvanlig for rovfugle , og er i stand til at lugte døde dyr fra store højder, op til en kilometer væk
Falke (Falconiformes)
Ordenen omfatter ca. 65 arter af dagaktive rovfugle. Gruppen udgøres af én familie “falke”, som er opdelt i tre underfamilier – latterfalke og skovfalke, caracara og falkonetter samt de egentlige falke.
Falkefamilien (Falconidae) er kun fjernt beslægtede med de øvrige rovfugle, og er ved DNA analyser fundet værende nært beslægtet med papegøjer og sangfugle. De tre ordner er således hinandens nærmeste slægtninge.
Falkene adskiller sig yderligere fra mange andre grupper af rovfugle ved at dræbe deres bytte med næbbet i stedet for med kløerne. Til brug herfor har de en tap på næbet, en såkaldt ”falketand”, som anvendes til at klippe byttets nervetråde i nakken over, hvorved byttet øjeblikkeligt lammes. Caracaraer er dog typisk ådselædere, og har derfor ikke brug for at dræbe byttet, og har derfor ikke “falke-tanden”.
Ugler (Strigiformes)
Med slægter, der strækker sig 70 til 80 millioner år tilbage, er ugler en af de ældste grupper af landfugle.
Strigiformes ordenen omfatter ca. 250 eksisterende uglearter opdelt i to familier: Tytonidae (slørugler) og Strigidae (ægte ugler). De to slægter af slørugler, Tyto og Phodilus, repræsenterer mindre end 20 arter. De fleste af de arter, der lever i dag, er klassificeret som Strigidae, hvilket omfatter ca. 25 slægter. Selvom spørgsmålet ikke er helt løst på nuværende tidspunkt (2022), men har nyere systematik placeret ugler tættere på Natravne (Caprimulgiformes) end på de dagaktive rovfugle.
Selvom spørgsmålet ikke er fuldstændig løst på nuværende tidspunkt, har nyere systematik slægtsmæssigt placeret ugler tættere på natravne end dagjagende rovfugle
Når et udtryk som “rovfugl” i bred forstand må opfattes som omfattende alle fugle, der aktivt jager og spiser andre dyr:
- Hvorfor er alle kødædende fugle så ikke rovfugle !
- Hvad afgør om en fugl, er en rovfugl ?
Der er i 2019 kommet en ny definition af hvad der skal til
for at en art indgår i – rovfuglegruppen. Læs her om “rovfugle definition af 2019“