Rørhøgen

"Himmeldanseren"

Eurasian Marsh-harrier

Rørhøg / Marsh-harrier

Klassifikation:

Orden: Accipitriformes
Familie: Accipitridae / rovfugle
Slægt: Circus / høgefugle
Art: Circus aeruginosus / Rørhøg

To underarter:
Circus aeruginosus aeruginosus
Levesteder:
Europa og Lilleasien ind i Centrale Asien og Mongoliet; overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, Afrika syd for Sahara, Nildalen og i Mellemøsten, det indiske subkontinent, Maldiverne og Sri Lanka.

Circus aeruginosus harterti
Som findes i NW Afrika fra Marokko til Tunesien.

Slægten Circus udgøres af i alt 16 anerkendte arter.

Størrelse: 43 – 54 cm
Vægt: han 405-730 g. Hun 540-960 g
Vingefang: 115-145 cm
Fjerdragt: Meget varierende. Der er stor forskel på han og hun. Fjerdragten bleges med alderen.

Rørhøgen - en kærhøg

Rørhøgen (Circus aeruginosus) hører til gruppen ”kærhøge”, og er den største af de fire danske kærhøgearter (blå kærhøg, steppehøg og hedehøg). Den er en meget adræt rovfugl med et vingefang på op til 145 cm og nogle særdeles lange ben, som giver den et stort bevægelses mønster og aktivitet når den befinder sig på jorden.

Den er en slank og adræt fugl (også på jorden) med særdeles lange ben, vinger og hale.

Som art er den er udbredt i det meste af Europa, samt en del af Nordafrika og Asien. Vor hjemlige art er udbredt fra det sydlige Skandinavien ned gennem Vesteuropa og østover gennem Rusland.

Den overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, Afrika syd for Sahara, Mellemøsten, det indiske subkontinent, Maldiverne og Sri Lanka.

Yngleområdet spænder således ganske bredt lige fra Europa og det nordvestlige Afrika til Centralasien og de nordlige dele af Mellemøsten.

Kønnenes fjerdragt er meget forskellig

Fjerdragt – her forekommer et enestående forhold blandt rovfugle.

Hannens hoved har en farvning der nærmest ligner en blågrå hjelm. Hans fjerdragt er iøjnefaldende med brun ryg, blågrå hale og svingfjer og sorte vingespidser, en karakteristisk farve, der blandt fuglefolk har givet den kaldenavnet “Gray Ghost”. Hunnen- og umodne ungfugle er forholdsvis ensfarvede brune med partier af lys crem til orange på krop, isse og vingeforkanter.

Især hunner og ungfugle i deres brune fjerdragter forveksles ofte med musvåger eller blå kærhøg hun, men rørhøgene har en slankere fremtoning, spidsere vinger og har ofte hævede vinger i V-form.

Som noget enestående blandt rovfugle forekommer det hos Rørhøgen, at en han frafalder at vise sin karaktaristiske “han-farvning”, men vælger at efterligner den hunlig fjerdragt-farvning.

Nogle hanner (i det mindste i CW Frankrig) findes med permanent hunlig farve og mønster – se mere om det HER. De kan dog kønsbestemmes ved næb og kropsmasse med 99% sikkerhed.

Speciel jagtstil

Under jagt har rørhøgen en lave ”svæveagtig” flyvestil, hvor den i et meget særpræget langsomt glid med små (nærmest dovne) sving svæver over sivskoven, cirkler og afsøger området efter bytte mellem sivene og på vandet, mens den med mellemrum står stille i luften og intens betragter sivbunden – ganske som en tårnfalk. Et stort vingeareal og en lille kropsvægt gør den velegnet til netop denne jagtstil.

Den kan også jage til fods på sine lange ben, som gør den yderst mobil. Yderligere er den kendt for at bruge sine lange ben til at drukne større byttedyr, ved at fastholde det under vandet.

Kost og fødesøgning

Arten har et meget varieret fødevalg, og har på ingen måde nogen specialisering. Byttedyr udgøres således af en bred vifte, varieret af den lokale tilgængelighed.

Den foretrækker små eller mellemstore fugle, og ofte deres unger (f.eks. kyllinger af blishøns er et eftertragtet bytte) samt æg. Men også pattedyr indgår i dens føde, især gnavere, kaniner og egern, i meget mindre grad tages fisk, krybdyr (f.eks. firben, slanger), frøer og nogle hvirvelløse dyr. Store insekter kan også tages.

Fugle, der tages, er hovedsageligt vandlevende, f.eks. ænder, vadefugle og måger, samt sumpspurvefugle. Når sumpspurvefugle som har en passende størrelse tages, er der en tendens til at det er dem, der er sårbare, f.eks. ænder, der er sårede eller på anden måde svækkede – især om vinteren indgår også ådsler i rørhøgens føde.

En lidt uglelignende høg!

Et nærmere kig på rørhøgen viser et nærmest uglelignende træk – en “radarskål” af korte fjer, der danner en krans omkring dens forhoved og hals. Denne egenskab “kendt som en ansigtsskive”, forstærker en fugls hørelse, og ses oftere hos uglearter og enkelte andre rovfugle, som er særlig afhængige af nøjagtig hørelse, når de jager i tæt vegetation. Ligesom disse fugle bruger rørhøgen sin forstærkede høresans i kombination med sit syn til at hjælpe med til at lokalisere et bytte skjult af vegetation.

Denne ”radarskål-egenskab” er således under evolutionen opstået som en konvergent egenskab (parallel-udvikling) hos forskellige arter, som jager efter skjulte byttedyr – fordi det har været fordelagtigt at skærpe en i forvejen exceptionel hørelse.

HIMMELDANSEREN MED FLERKONEFORHOLD

Rørhøgene har for en rovfugl et usædvanlige parforhold, idet hannen kan have et helt harem af mager.

Det er ikke ualmindeligt, at hannen på samme tid kan være den aktive han, med tilknytning til 2-3 reder placeret ganske tær på hinanden i rørskoven.

Undertegnede har selv observeret en han, som vartede to hunner op, med reder placeret ca. 75 meter fra hinanden – et ganske spændende forhold at følge det forår.

Det begynder med, at hannen i det tidlige forår udfører “luftakrobatik” over sit territorium. Her kan han stige brat til vejrs for derefter at foretage voldsomme styrtdyk og hurtige opstigninger.

På denne måde reklamerer han for sine færdigheder og sit territorium til forbipasserende hunner gennem gentagne snurrende “himmeldans”-opvisning af U-formede dyk.

De mest “akrobatiske” hanner kan herved tiltrække flere hunner, og kan således opbygge et harem, hvilket er en helt usædvanlig adfærd blandt rovfugle.

Imponerede hunner vil flytte ind i territoriet, og gøre krav på en redeplads, hvorefter hun går i gang med at bygge en pinderede skjult i sivene. Hannen også bidrager med materiale.

Faktisk er jeg i litteraturen stødt på udsagn om, at hanner i enkelte tilfælde kan have gang i 4-5 hunner. Det lyder voldsomt, men at have 2-3 hunner at opvarte, er ikke helt ualmindeligt.

Ses ikke hos andre rovfugle

Rørhøgen adskiller sig ikke kun fra andre rovfugle ved at hanner kan findes med hunlige fjerfarver, men er også en af de få rovfugle, der ikke nøjes med en enkelt mage. Hannerne kan haver 2-3 mager indenfor sit territorium. Hannen vil i så fald dog oftest have en favorit blandt sine mager. Hun vil modtage mest hjælp fra hannen i yngletiden.

Opdræt, rede og parringsadfærd

Reden bygges på jorden, og er normalt placeret i eller ved siden af righoldige jagtmarker, som i sivskov, i moser, og langs søbredder, eller i en våd eng eller ferskvandsmose, og nogle gange på en græsslette. Hvis området er rigt på bytteemner. Den er ret så alsidig.

I det nordlige Europa lægger hunnen to til seks æg og ruger derefter i cirka en måned. Hannen bringer føde til sine mage/mager og unger under inkubation, og i de første par uger efter æggene er klækket. Derefter overtager hunnen madforsyningen. Da hanner ofte kan være engageret andetsteds i nærheden.

Han kan derfor være en travl herre, hvis han har påtaget sig faderrollen sammen med flere hunner. Men han sørger altid for, at rederne er placeret forholdsvis tæt på hinanden, hvilket går fint hunnerne imellem. Jeg har i et tilfælde set en ham med to hunner, hvor der i en sivskov, kun har været ca. 50 meter mellem rederne.

Ungerne er flyvefærdige efter 35-40 dage, og forbliver hos de voksne i 25-37 dage – de er seksuelt modne ved 2-3 års alderen.

Hyppigheden af udrugningsfejl varierer, men kan være meget høj; normalt flyver 2-4 kyllinger (op til 5), hvilket betyder 1,8-3,2 pr. ynglepar og 2,7-3,5 pr. succesfuldt par.

Rasteplads - overvintring

Vinteren over raster rørhøgene i grupper – en anden adfærd, der ligner uglernes overvintringsadfærd, som f.eks. mose- og skovhornuglernes adfærd.

Rørhøg og mosehornugle rapporteres til ofte at dele de samme vinterhabitater, hvor rørhøgen er aktiv på “dagskiftet”, mens mosehornuglen overtager det samme jagterritorium i skumringen og i den tidlige morgen.

I samme rapporter beskrives det også, at rørhøgen og uglen ofte (når de deler område) chikanerer hinanden, under deres overlappende “skifte” i skumringsperioden.

Kunsten at efterligne - mimikry og dens adaptive betydning hos rørhøge

Mimikry, også kendt som kunsten at efterligne, har længe fascineret naturforskere, især når det kommer til visse fuglearter og deres bemærkelsesværdige evne til at efterligne forskellige lyde, herunder menneskelig tale. Denne evne, ofte kaldet vokal mimik, er særdeles udbredt hos visse arter, såsom papegøjer og spottefugle.

Inden for feltet af evolutionær biologi refererer mimikry til en bemærkelsesværdig lighed mellem en organisme og et andet objekt, ofte en organisme af en anden art. Dette kan udvikle sig både mellem forskellige arter og mellem individer af samme art. En bemærkelsesværdig form for mimik er visuel mimik, der ofte bruges som en overlevelsesstrategi for at beskytte en art mod rovdyr, hvilket resulterer i en form for anti-predator tilpasning.

Inden for fugleverdenen er der også eksempler på arter, der bruger mimik. I tilfældet fugle ses mimik normalt hos unge hanner, indtil de bliver kønsmodne og skifter til de karakteristiske fjerfarver og mønstre, der kendetegner hannerne. Der er dog undtagelser, og kun to arter er kendt for at bevare en form for mimik gennem hele deres liv. Dette emne udforskes nærmere i den følgende tekst.

Permanent hunlig mimik hos rørhøge og dens adaptiv (tilpasningsdygtig) betydning

Baseret på en signifikant forskningsrapport

Permanent hunlig mimik* er en bemærkelsesværdig forekomst, hvor voksne hanner præsenterer sig med den ydre karakteristik af hunner. Denne forekomst er kun kendt fra to fuglearter, hvor rørhøgen er de ene.

En sandsynlig fordel ved, at hanner udviser hunfuglens farver og fjerpragt er en reduktion af intraseksuel konkurrence**. Dette giver hunlig udseende hanner adgang til reproduktionsressourcer uden at skulle kæmpe mod territorialhævdende hanner. Denne hypotese blev undersøgt i en population af rørhøge (Circus aeruginosus), hvor omkring 40 procent af de kønsmodne hanner udviser permanent hunlig fjerdragt gennem hele deres liv.

*Mimicry (mimik) = dyrs udseende ”kunsten at efterligne (afspejle)” et fx farligt/giftigt dyr, for at undgå rovdyrs efterstræben.

**interseksuel konkurrence? Når to individer af samme køn kæmper mod hinanden for at finde ud af, hvem af dem der må parre sig med de mest attraktive fra det modsatte køn.

Permanent hun-mimik

Den permanent hunlige mimik hos rørhøge findes hos en gruppe i det centrale Vestfrankrig som et unikt tilfælde af polymorfi**. I dette tilfælde fremviser en del af den voksne hanlige population permanent en hunlig fjerdragt-fænotype. Dette skyldes ikke forsinket fjerdragtmodning, men snarere er det en vedvarende fænotype, der udvikles i hannens andet år og bibeholdes, når han bliver ældre.

Mens de unikke tilpasningsmæssige betydninger af forsinket fjerdragtmodning og hunlig mimik hos unge hanfugle er ret velundersøgte, mangler der stadig viden om den adaptive betydning af dette usædvanlige tilfælde af polymorfi, hvor hanner permanent fortsætter med at fremvise en hunlig fjerdragt.

En væsentlig fordel ved hunlig mimik er en reduktion i aggression fra andre hanner. Forskningen har vist, at rørhøge hanner med permanent hunlignende fjerdragt sjældnere bliver angrebet af territorielle hanner under ynglesæsonen. Dette bekræfter ideen om, at hunlig mimik reducerer aggression fra andre hanner, og giver hunlignende hanner mulighed for at få adgang til vigtige avlsressourcer, herunder territorier af høj kvalitet og ekstra parringsmuligheder. Hvilket ellers kunne være vanskeligt at opnå i konkurrence med typiske territoriale hanner.

Yderligere viser undersøgelsen, at den mindre aggressive adfærd hos hunlignende hanner skaber en “ikke-aggressionszone” omkring territorierne for typiske hanner, hvilket kan gavne dem på flere måder.

Dette inkluderer en reducering af direkte konfrontation mellem typiske hanner, samt en større indsats fra hunlignende hanner i at forsvare det, der bliver det fælles territorie, mod potentielle rovdyr.

Samlet set understreger disse fund vigtigheden af mimikry og dens adaptive betydning hos rørhøge, hvor permanent hunlig mimik reducerer aggression, giver adgang til ressourcer og fremmer samarbejde blandt hanner i det fælles territoriale områder.

Selvom hunlig mimik også er til stede hos fugle, er det normalt begrænset til de tidlige livsstadier: fjerdragten hos unge, seksuelt umodne hanner er ofte hunlignende, men når hannerne bliver kønsmodne, og skal til at formerer sig, får de normalt den typiske hanfjerdragt.

I nogle tilfælde erhverver rovfugle-hanner dog først den fulde modne fænotype med en tidsforsinkelse efter deres første ynglesæson, idet det kan være fordelagtigt, ikke at fremvise det fulde hanlige mønster og farvning, før styrke og erfaring er fuldt udviklet. Dette er et andet (men almindeligt) mønster kendt som forsinket fjerdragtmodning.

I andre (sjældnere) tilfælde forbliver den hunlige mimik dog permanent. Til dato er denne type af alternativ fænotype, kun blevet undersøgt hos en enkelt fugleart Brushanen ”Philomachus pugnax”, hvor hunlignende hanner med held kan opfører sig som ”snigere” for derved at opnå parringer, parringer som de ellers ikke ville kunne opnå, da de er den dominante han underlegne.

I undersøgelsespopulation bestod den ynglende hanlige population (dvs. voksne hanner mere end 2 år gamle) af to kontrasterende fjerdragtfænotyper: en typisk hanlig morf og en hunlignende mandlig morf (morf = farvevariant).

Hunlignende hanners fjerdragt er hovedsageligt brun og mangler grå på primære, sekundære, dækfjer og halefjer (i modsætning til typiske voksne hanner). Hunlignende hanner adskiller sig fra voksne hunner ved, at de har slankere og gulere tarsi og en bleg iris (gul-hvid hos hannerne), men okkerbrun hos hunnerne. Hannerne er også cirka 30 procent lettere og mindre end hunnerne. De kan således kønsbestemmes ved næb og kropsmasse med 99% sikkerhed.

I biologi er en polymorfisme (eller polymorfi) en (DNA)-sekvens-variation.

I modsætning tila en mutation bliver den defineret som en ikke-sygdomsfremkaldende ændring eller en ændring fundet med en frekvens på mere end 1% i en population.

Jaguaren findes i både en lys og mørk form (morf), fugle findes også i mørke og lyse former, dette skyldes polommorfi.

Farvemorf forklaret – se Lysbuget høgeørn

Rørhøgen er således helt unik blandt alle rovfugle, da ingen anden art udviser mimicry/mimik og flerkoneri.
Kun hos en eneste anden fugleart er mimik/mimicry kendt – nemlig det forhold, hvor en han permanent efterligner en huns fjerfarve og mønster kendt – nemlig hos Brushanen.

Rørhøg vs Rød glente

Rørhøgen er grundet dens lange ben meget adræt og bevægelig, så hvis der opstår en strid med en fx en Rød glente (som på billederne her under), er glenten slet ikke en værdig modstander, den bliver hurtigt udmanøvret, og forlader skuepladsen. Grundet sine meget korte ben, er glenten ikke særlig bevægelig, når den befinder sig på jorden, dens evner ligger i luften, hvor den er en fantastisk smidig og manøvredygtig rovfugleart.

Rovfugle er ikke en biologisk naturlig gruppe, men betegner relativt enhver rovfugl stor nok til at jage forholdsvis store bytte af hvirveldyr (generelt ca. 50 cm lang eller mere).

Men der findes en definition over, hvad der skal til, for at en rovfugl placeres i den såkaldte – rovfuglegruppe. Den kan ses via linket her – Rovfugle definition fra 2019