Munkegrib
Cinereous Vulture
Taksonomi:
Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Rovfugle (Accipitriformes)
Familie: Høgefamilien (Accipitridae)
Slægt: Aegypius
Art: Aegypius monachus (Munkegrib)
Arten er monotypisk – der er ingen underarter
Munkegribben er en stor rovfugl i Rovfugle-familien Accipitridae og således i familie med rovfugle som høge og ørne. Men ikke med grib-arter fra den Nye Verden.
Den er udbredt gennem store dele af det tempererede Eurasien.
Der udføres omfattende bevaringsprojekter både for at bibeholde og genetablerer arten.
Arten er monotypisk
I biologi er et monotypisk taxon en taksonomisk gruppe, der kun indeholder ét umiddelbart underordnet taxon.
En monotypisk art er en art, der ikke inkluderer underarter.
Slægtskab til andre gribarter og rovfugle
Arten hører til gribbene fra den gamle verden, og er derfor kun fjernt beslægtet med gribbene i den nye verden, som udgør en separat familie ”Cathartidae” (kondorfamilien). Den er derfor helle ikke nært beslægtet med den meget mindre amerikanske sortgrib ( Coragyps atratus ) på trods af visse ligheder.
Rovfugle ordenen omfatter følgende familier:
Rovfugle ordenen omfatter følgende familier:
Orden Accipitriformes (rovfugle)
- Accipitridae: gribbe (gl.verden), ørne, høge,
glenter - Pandionidae: fiskørne
- Cathartidae: Cathartid gribbe (ny verdens gribbe) og kondorer
- Sagittariidae: sekretærfugl
Livets træ for rovfugle
Taksonomisk træ visende rovfuglenes slægtskab relationer i kladen Telluraves. Det grå felt viser “de egentlige rovfugle”.
Rovfugle der ikke omfattes af den "egentlige" rovfugle orden Accipitriformes:
Falken omfattes af deres egen orden – Falkoniformes (Falkeordenen)
Carimiformes; omfatter arterne Serimas – nogle ikke-flyvende arter.
De nataktive rovfugle familier ”ugler”, omfattes af ordenen ”Strigiformes”.
Som nøvnt ovenfor, bliver Vestgribbene ofte regnet for at tilhøre en selvstændig orden “Cathariformes”.
Som det kan ses i “Livets træ” er falke og serimas særlig fjernt beslægtet til de andre rovfugle, og er nærmere beslægtet med spurve og papegøjer – de tilhøre yderligere en helt anden klade ”Austral-aves” (meget stor gruppering).
Ugler (Strigiformes er ikke helt så fjernt beslægtet med de egentlige rovfugle Accipitriformes (ørne mf) og den gamle verdens gribbe Cathartiformes, men omfattes af den samme klade “Afroaves”. Som det kan ses i det taksonomiske træ overfor, ugler er endda nærmere beslægtet med Coraclimorphas, som eksempelvis omfatter isfuglene.
Det kan fastslås, at den såkaldte ”rovfugle-gruppe” ikke er en nært beslægtet taksonomisk enhed, men en gruppering fastslået efter forskellige udvalgte egenskaber (normer), som samlet udgørende ”en definition af en rovfugl”.
Denne definition er en ”stram” definering, for egentlig er ALLE fugle som lever af animalsk føde i begrebets videste omfang – at betragte som en rovfugl. Der kan der læses mere om ”rovfugle-definitionen” HER.
Europas største rovfugl
Synet af Europas største grib, der svæver i himlen, er et syn, der blev sjældent i løbet af det 20. århundrede som følge af en kombination af ulovlig forgiftning af vilde dyr og reduktion i tilgængeligheden af føde. Men et stort reetablerings- og bevaringsarbejde (både over landegrænser og lokalt), har medført, at arten er genetableret i egne, hvor den var uddøet.
Munkegribben er Europas største grib og dermed rovfugl.
Med en højde på op til 120 cm, et vingefang på op til 310 cm og en vægt på op til 14 kg, er den Europas største rovfugl.
På verdensplan overgås den kun i størrelse af Andelskondoren, der kan præstere en højde på op til 130 cm, et vingefang på op til 320 cm, og en vægt på op til 15 kg.
Fordeling og bestand
Munkegribbe er særligt følsomme over for menneskelig forstyrrelse, især i ynglesæsonen, og ødelæggelsen samt ændringerne af levesteder kan havde en betydelig indvirkning på bestanden i Europa.
Arten er uddød i mange lande på tværs af dens udbredelsesområde, hvilket efterlader den resterende bestand delt i to, en vestlig population på den iberiske halvø, og en lille østlig population fundet i Grækenland samt en startende genetablering i Bulgarien. Arten er således sjælden i Europa, bortset fra på den Iberiske halvø.
I hele to hundrede år er Munkegribbe-bestanden faldet kraftigt i antal i de fleste af dens udbredelsesområder.
I mange europæiske lande (Portugal, Frankrig, Italien, Østrig, Polen, Bulgarien, Slovakiet og Rumænien) uddøde arten. Men takket være en stor indsats via mange forskellige projekter (f.eks. beskyttelse af ynglepladser, foranstaltninger mod forgiftning, og forskellige genopretningsprogrammer) er antallet nu langsomt stigende, især i Spanien. Her er bestanden nu på mere end 2.000 par. Ydermere har et vellykket genindførelsesprojekt i Frankrig resulteret i genetablering af arten. Grækenland udfører et stort arbejde med deres Dadia-bestand, som er stabil – men ikke voksende, samt en lille nystartet bestand i Bulgarien.
Indtil 2021 fandtes Balkans eneste tilbageværende ynglekoloni for munkegribben i den græske Dadia skov i baglandet til Kerkinisøen (op mod Bulgarien) – og beliggende i det nordøstlige Grækenland, hvor den østlige ende af Rhodope-bjergene stort set både er ubeboet og uspoleret af menneskeligskabte tiltag. Men i 2021 blev den første munkegrib udklægget i Balkanbjergene (Balkanhalvøens største bjergkæde) – et rehabiliteringsforsøg syntes at tage form.
Det startede i slutningen af 2020 hvor to frigivne Munkegribbedannede par og med succes udklækkede en unge i naturen i 2021.
Dette var den første Munkegrib, der klækkede i Balkanbjergene (Stara Planina) i 60-70 år, og den første i Bulgarien i næsten tre årtier.
I december 2021 glædede projektholdet sig igen, da yderligere to frigivne fugle dannede par , og begyndte deres forsøg på at stifte en familie i de vestlige Balkanbjerge. I 2022 steg antallet af udklækkede unger til to, da en unge for første gang klækkede i de vestlige Balkanbjerge. Læs mere om projektet længere nede på siden HER.
Arten findes på verdensplan i en moderat lille bestand, og angives til at lide under en stadig vedvarende tilbagegang i sin asiatiske højborg.
Den Europæiske population er dog i stigning, men dette opvejer ikke den totale tilbagegang.
Munkegribben er listet i rødlistekategorien som – nær truet (ikke som “kritisk truet”).
En art er næsten truet, når den er blevet vurderet i forhold til kriterierne, men ikke kvalificerer sig til “Kritisk truet, truet eller sårbar” nu, men er tæt på at kvalificere sig til det eller sandsynligvis vil kvalificere sig til en truet kategori i den nærmeste fremtid.
Population – verdensplan: 16.800-22.800 individer
Den Europæiske bestand angives af ”Volture Conservation Fundation til ca. 2.740 par (2022).
96% af den europæisk ynglende bestand findes i Spanien.
Habitat
Munkegribben er en fastboende art, selvom individuelle fugle og ungfugle godt kan migrere. Munkegribben trækker således ikke som mange andre fuglearter.
Dens levesteder er skovområder hvor den findes både i bakker og bjerge i højder mellem 300-1400 m i Spanien, men endnu højere i Asien.
I Tibet og Kina findes den i to forskellige økogeografiske typer: bjergrig skov og krat i højder mellem 780 m og 3800 m; samt tørre og halvtørre alpine enge samt græsarealer i højder på mellem 3800 m og 4500 m.
Stor flyveevne
Munkegribben har ekstremt lange, brede vinger (kun overgået af Andeskondoren), der giver dem evnen til at svæve i ualmindelig stor højde. At svæve sparer energi, og gør det muligt for fuglene at tilbagelægge store afstande på jagt efter ådsler – de kan opnå en hastighed på 70 km/t, uden vingeslag – bare i glideflugt.
Arten kan flyve højt, og er blevet observeret på Mount Everest i højder på op til 6.970m (23.000 fod = fire miles høje).
Den kan findes i så store højder, fordi den har en specialiseret hæmoglobin alfa D -underenhed med høj oxygenaffinitet, som gør det muligt at optage oxygen effektivt på trods af det lave partialtryk i den øvre troposfære.
Kost og fødesøgning
De flyver / svæver over store afstande for at få mad; dog vender de altid tilbage til deres rede-sted for at sove. De bliver i rede-området hele året.
Arten er ikke social i større grupper, men fugle raster og svæver sammen. Ved et ådsel er disse gribbe (grundet deres størrelse) den dominerende art, men de er kendt for at tolerere andre gribbearter og enhver anden art, der ønsker at spise.
Min oplevelse under mine optagelser af billederne her på siden, var da også, at 3-4 munkegribbe uden problemer fandtes sammen med ca. 60 gåsegribbe. De flyttede lidt rundt på gåsegribbene, når de ønskede at indtage en plads, men det skete kun ved trueadfærd med spredte vinger – det store vingefang på 3,1 m fik gåsegribbene til at flytte sig uden opstående problemer 🙂
De lever af ådsler fra mellemstore til store kadaver; kun sjældent tages levende bytte, som fx firben, slanger og skildpadder og nogle insekter. I Syd Spanien lever den dybest set udelukkende af pattedyr, herunder 90% kaniner ( Oryctolagus ) og får, men insekter og firben forekommer også i kosten.
Deres stærke krogede næb er tilpasset til at rive store stykker kød af ådsler, og de har et tredje øjenlåg, der beskytter deres øjne mod forurening af blod og kød fra de døde dyrekroppe. Manglen på fjer på hoved og hals hjælper dem med at undgå at blive tilsmudsede, mens de spiser.
Da arten er i tilbagegang, oprettes der som en del af bevarings-projekter supplerende fodringssteder fx i Spanien og Frankrig for at give adgang til giftfri fødekilder.
På Balkan findes kun én stabil koloni, i Dadia-skovreservatet i det nordlige Grækenland, og supplerende fødereservat til ynglende fugle er oprettet i de bulgarske Rhodopi-bjerge hvor billederne af Munkegribbene på denne side er taget. Der etableres også “Vulture-restauranter” om vinteren i S-Korea, hvilket kan være en faktor, der tiltrækker individer til fra Mongoliet.
Munkegribben er en stort set ensom levende fugl, der gerne findes alene eller i par. Hvilket er ualmindeligt i forhold til de fleste andre gribbe i den gamle verden.
På store kadaver eller fodringssteder kan små grupper samles. Sådanne grupper omfatte sjældent mere end op til 12 – 20 individer.
Ynglesæson
I Europa indtager munkegribbene deres redepladser i januar eller februar måned, og begynder selve yngleperioden i februar eller marts-april.
Selv om den ikke er en desideret social fugl, har de alligevel tendens til at samles (dog) i meget spredte kolonier eller kerner – i Spanien placeres reder med 30 m til 2 km fra hinanden.
Deres enorme reder er normalt bredere end 2,4 m og dybere end 2,1 m, og består næsten udelukkende af pinde, fyrrenåle, grene og affald.
Normalt placeres reden mellem1,5-5 meter oppe i toppen af et træ. I Spanien hovedsageligt stedsegrøn eg ( Quercus ) eller fyr ( Pinus ).
Munkegribben foretrækker at bygge en rede oven på træer (ikke i træer), og i mindre grad på klipper og stærke grene. I Dadia, Grækenland, yngler arten i en gammel nåleskov, der overvejende består af tyrkisk fyr og europæisk sort fyr.
De parrer sig en gang om året, mellem oktober og november. Inkubation er fra januar til april (alt efter geografisk placering), og unge-pasning fortsætter til august.
Generelt lægges kun ét æg hver sæson. Det er ekstremt sjældent at to æg blevet observeret. Begge forældre ruger ægget i 50 til 55 dage, indtil ægget klækkes.
Ungerne fodres af begge forældre i omkring 160 dage; men selv efter at ungerne er fløjet fra reden, vil de stadig vende tilbage til reden for at få føde af forældrene i flere måneder. Både hanner og hunner er kønsmodne i alderen 4 til 5 år.
Milliarder af dollars er blevet brugt på at forhindre denne art i at uddø i mange områder, men den globale population er (som nævnt) stadig faldende.
Når en munkegrib beder en anden art om at flytte sig
Når en munkegrib med et vingefang på 310 cm. beder en anden fugl om at flytte sig ved, at brede vingerne ud og se truende ud, så flytter de sig hurtigt og uden protest.
Rhodope-bjergene, Bulgarien
Yngleresultater på Balkan
BESTAND OPRETNING I de bulgarske Rhodope-bjerge
I 1993 blev det sidste redeforsøg registreret i de østlige Rhodope bjerge, og arten blev opført som uddød på den bulgarske rødliste.
Men Vultures Back To LIFE -projektet blev sat i værk i et forsøg på at genintroducere Munkegribben, samt forsøg på etablering af en ynglebestand, og øge artens Balkan-population i Bulgarien.
Ud over det første opdræt af ny dato af munkegribbe i Balkan-bjergene (2019), blev der nu også sat gang i en rehabilitering i Rhodope-bjergene. Rhodope-bjergene er beliggende i det sydlige Bulgarien forsættende ind i Grækenland.
I 2018 blev 9 hanner og 8 hunner transporteret fra Extremadura (Spanien) til Bulgariens Rhodopebjerge og frisat, og i november 2022 blev yderligere 14 stk. udsat i det østlige Rhodope.
Det var 3-4 styk af dem, jeg oplevede på min tur til bjergområdet, og til Vulture Centre Eastern Rhodopes i Madzharovo, hvor jeg og 5 andre havde ophold i fire dage med et godt solidt landkøkken, og portioner som vist var beregnet på bulgarske bjergkæmper, og ikke til små ”spinkle” nordboer.
BEVARINGSPROBLEMER
Det mest alvorlige problem for gribbene i Bulgarien i dag, er det kritisk lave antal individer og deres isolation.
På trods af to årtiers bevaringsindsats viste WWF Grækenlands Dadia-projekt, at antallet af ynglende par ikke er stigende, men forbliver omkring 28 par.
En ikke uvæsentlig grund til dette er EU’s krav om bortskaffelse af døde dyrekroppe, krybskytteri og i særdeleshed udlægning af forgiftet kadavere i forsøg på udryddelse af ulv, sjak, ræv og bjørn i deres samlede europæiske leveområde.
Men et stort arbejde af Vulture Conservation Fundation har langsomt formået at skabe en stabilisering, og sat gang i en svag fremgang af denne – Europas største rovfugl.
Fra Vulture Conservation Foundation (VCF) forlød det for helt nyligt:
NY YNGLEREKORD I BALKANBJERGENE ER MED TIL AT SIKRE FREMTIDEN FOR CINEREOUS VULTURES (MUNKEGRIBBEN) I BULGARIEN Dato: 14. maj 2023
En opmuntrende rekord i ynglesæsonen for gribben (Aegypius monachus) i Balkanbjergene, Bulgarien, da tre unger klækkede i naturen og overgik sidste års ynglesucces. En fjerde unge kan stadig udklækkes i de kommende uger, hvilket gør det til en enorm sejr for den bevaringsindsats, der har været i gang i landet i mere end 30 år.
Sikring af gribbes fremtid i Balkanbjergene, Bulgarien
For at genoprette bestanden af Cinereous Vulture i Bulgarien har organisationer, der arbejder på nationalt plan, Det Grønne Balkan , FWFF, Birds of Prey Protection Society og naturparkerne “Vrachanski Balkan” og “Sinite Kamani” gået sammen med internationale organisationer som f.eks. Vulture Conservation Foundation og Junta de Extremadura .
Med Vultures Back to LIFE- projektet finansieret af EU’s LIFE-program, blev de første tre Cinereous Vultures udsat i 2018 i Balkanbjergene, og ved projektets afslutning, i 2022, var over 70 fugle blevet udsat.
I slutningen af 2020 dannede to frigivne Cinereous Vultures par og udklækkede med succes en unge i naturen i 2021. Dette var den første Cinereous Vulture, der klækkede i Balkanbjergene (Stara Planina) i 60-70 år, og den første i Bulgarien i næsten tre årtier. I december 2021 glædede projektholdet sig, da yderligere to frigivne fugle dannede par, og begyndte deres forsøg på at stifte en familie i de vestlige Balkanbjerge. I 2022 steg antallet af udklækkede unger til to, da en unge for første gang klækkede i de vestlige Balkanbjerge.
På tværs af Balkanbjergene skønnes det, at 11-13 par er blevet dannet, takket være udsætningerne på forskellige steder inden for rammerne af Vultures Back to LIFE -projektet. I løbet af de kommende år vil de frigivne unge gribbe blive kønsmodne og danne nye par, hvilket bringer nyt håb for fremtidens Cinereous Vultures i Bulgarien.
Kilde: Grønt Balkan
Læs hele teksten på Vulture Conservation Foundations hjemmeside HER.
Vulture Conservation Foundation
Vulture Conservation Foundation er verdens førende dyrelivsorganisation, der udelukkende er dedikeret til at beskytte, bevare og genoprette Europas fire arter af gribbe.
I løbet af det sidste århundrede er bestandene af Bearded vulture (Lammegrib), Cinereous vulture (munkegrib), Egyptian vulture (ådselgrib) og Griffon vulture (gåsegrib) faldet dramatisk, og deres udbredelsesområde over hele kontinentet blevet stærkt begrænset.
Besøg VCF hjemmesiden og læs om det store arbejde, der lægges i reetablering og vedligeholdelse af Europas gribbearter samt deres nyhedsbreve via linket HER
Mit syn på gribbe var før jeg besøgte dem på deres location sådan lidt “la-la”, men efter at have oplevet dem i deres miljø, må jeg sige – DET ER RIGTIG INTERESSANTE FUGLARTER RETUR
