De storslåede glenter
Introduktion
Glenterne udgør en imponerende gruppe af rovfugle, kendt for deres majestætiske udseende, styrke og skønhed. På mange måder adskiller de sig markant fra andre rovfugle.
De er vidt udbredte fugle, og er kun fraværende fra Antarktis og Australien, og grundet deres smukke og meget specialiserede særprægede, er de blevet dybt symbolske i mange kulturer.
Flyvestil
Glenternes flyvestil varierer betydeligt, fra vågernes afslappede svæven til skov-accipiternes lette og behændige manøvrer samt den glidende jagt, der er karakteristisk for glenterne selv.
Morfologien (udseendet) af deres vinger og haler er meget forskellige og tilpasset til deres jagt-metode og økologiske opholdssteder. Se yderligere herom længere nede på siden eller HER
Kost
De fleste glenter lever af en varieret kost som ådsler, mindre hvirveldyr og fisk, men nogle slægter er bemærkelsesværdigt specialiserede, idet de har tilpasset sig primært til at leve af fugleunger, små aber, snegle, hvepse, palmefrugter eller knoglemarv – men også fisk kan stå på menuen. Alle arterne er dog opportunistiske rovfugle, og tilpasser deres kost ud fra de givne omstændigheder – de er meget omstillingsparate arter.
Migration
Glenterne er i mange tilfælde langdistance-dagflyvende migranter, og især den sorte glente har en større tilbøjelighed til at danne store migrerende flokke end andre migrerende rovfugle, især før de krydser vand. Deres store koncentrationer, når de flokkes og tragter over landtanger og halvøer under migrationen, givende et udsøgt skue for de fugle interesserede observatører, der også flokkes på udvalgte lokationer for at betragte det storslåede overflyvende skue.
Taksonomi
Glenterne tilhører familien Accipitridae, som er en af de fire familier under rovfuglegruppen “Accipitriformes”. Denne familie inkluderer en række velkendte fugle som høge, ørne, glenter og gribbe fra den gamle verden
Rovfugle i familien Accipitridae er opdelt i 12 underfamilier, hvor glenterne er fordelt på fire af disse: ”Eleninae”, ”Perninae”, ”Harpaginae” og ”Buteoninae” (se boks Videnskabelig klassifikation her under). To slægter, ”Milvius” og ”Haliastur”, er nært beslægtet med fiske- og havørne. Andre glenter er derimod tættere knyttet til musvåge-slægten ”Buteo”, mens enkelte arter, der udgør underfamilien ”Elaninae”, er mere isolerede i deres slægtskab.
Splittelse og Omstrukturering
Glenterne udgør ikke en homogen gruppe, men er spredt blandt forskellige slægter og underfamilier. Denne opsplitning blev muliggjort af introduktionen af DNA-teknologi, som gav et mere præcist indblik i arternes genetiske slægtskab. Som resultat heraf blev glenternes taksonomi grundigt omstruktureret i 2015, og de blev fordelt i flere forskellige grupper.
Selvom glenterne fortsat har bevaret deres betegnelse, viser analyser, at mange arter er tættere beslægtet med andre grupper inden for Accipitridae. Denne opdeling kan ses i boks “Videnskabelig klassifikation” her under, og er uddybet med beskrivelser af de forskellige slægter og arter længere nede på siden, samt under de enkelte slægter.
Videnskabelig klassifikation
Klasse: Aves
Klade: Telluraves* (også kaldet kerne-landfugle som er en nyere defineret gruppe af fugle, karakteriseret ved deres tilpasning til et liv i træer – se yderligere i harmonikaen herunder).
Orden: Accipitriformes – 4 rovfugle familier; Accipitridae, Pandionidae, Cathartidae og Sagittariidae
Familie: Accipitridae – ørne, rørhøge, høge, glenter og gribbe fra den gamle verden
Underfamilier:
Elaninae (udelukkende glenter ”fx Blå glente”)
Polyboroidinae (African Harrier-Haw,)
Gypaetinae (Palme-nøddegrib, Lammegrib og Ådselgrib)
Perninae (indeholder glenter ”fx Svalehaleglente”)
Circaetinae (Slangeørne, Filipink ørn mf)
Aegypiinae (Gribbe)
Aquilinae (de egentlige ørne som fx Kongeørn, Høgeørn, Kampørn)
Harpiinae (Hapy ørn mf)
Lophospizinae (fx Toppet duehøg)
Accipitrinae (fx Spurvehøg, rørhøge mf)
Harpaginae (indeholder glenter ”fx Tandglente”)
Buteoninae (indeholder glenter ”fx rød og sort glente” + havørne + våger)
LÆS MERE: Kladen Telluraves – Landfugle. En nyere defineret gruppe af fugle.
Telluraves (landfugle), en nyere defineret gruppe af fugle
En tekst inspireret af Wikiwand tekster, men ikke en gengivelse
Tellur-aves (også kaldet landfugle eller kerne-landfugle) er en nyere defineret gruppe af fugle, karakteriseret ved deres tilpasning til et liv i træer. Ifølge de nyeste genetiske undersøgelser omfatter denne gruppe en bred vifte af fugle, herunder austral-avere (spurvefugle, papegøjer, seriemafugle og falke) samt afroavere (som inkluderer rovfugle som ørne, høge, våger og gribbe, men også ugler og spættefugle, blandt andre). Gruppen blev formelt defineret i PhyloCode af George Sangster og kolleger i 2022 som “den mindste gruppe, der inkluderer både spurvehøgen (Accipiter nisus) og gråspurven (Passer domesticus)”. Telluraves ser ud til at være søstergruppen til Phaethoquornithes.
Rovfugle som Fælles Forfader
Da de mest basale nulevende medlemmer af både Afroaves (rovfugle som Accipitrimorphae og ugler) og Australaves (seriemafugle og falke) er rovfugle, har forskere foreslået, at den sidste fælles forfader til alle Telluraves muligvis var en toppredator og sandsynligvis også en rovfugl. Andre forskere er dog skeptiske over for denne teori, og henviser til den planteædende cariamiforme fugl “Strigogyp” som modbevis.
Variation i Forskning
Afroaves er ikke konsekvent blevet genkendt som en monofyletisk gruppe (gruppe der indeholder samtlige arter af en stamfaders afkom) i alle studier. Eksempelvis viste en analyse af Prum et al. (2015), at accipitrimorpherne var en søstergruppe til en klade (Eutelluraves), der inkluderede de øvrige afroaviske ordener og australaverne. I en anden undersøgelse af Houde et al. (2019) blev accipitrimorpherne og uglerne samlet i en klade, som var søster til de resterende landfugle. Wu et al. (2024) støttede også denne klade (som de navngav Hieraves), men placerede den som søster til Australaves, mens Coraciimorphae blev identificeret som den mest basale klade inden for Telluraves – se nedenfor værende oversigts-diagram.
Kladogram og Klassifikation
Det kladogram, der viser Telluraves, er baseret på et studie af Josefin Stiller og hendes samarbejdspartnere fra 2024. Antallet af arter er baseret på december 2023-versionen af listen, der vedligeholdes af Frank Gill, Pamela C. Rasmussen og David Donsker på vegne af International Ornithological Committee (IOC). Denne liste inkluderer Cathartiformes (gribbe fra den nye verden) i ordenen Accipitriformes.
Kladiogram af Telluraves, med oversigt over de moderne landfugle
Kladen Telluraves med de to store klader “Afro-aves” og “Austral-aves”. Bemærk, at flere af rovfuglene er hjemmehørende i hver sin klade, med Ugler (Strigiformes), Ny Verdens Gribbe og ørne samt beslægtede, fiskeørn og sekretærfugle i Afroaves, og Falke (Falconiformes), Serimass (Cariamiformes) i Australaves. Slægterne i disse to klader kan således betragtes som fjernt beslægtede.
Kladogrammet af Telluraves vist ovenfor er baseret ud fra undersøgelsen af Josefin Stiller og samarbejdspartnere udgivet i 2024. Artsantallene er taget fra december 2023-versionen af listen vedligeholdt af Frank Gill, Pamela C. Rasmussen og David Donsker på vegne af Den Internationale Ornitologiske Komité (IOC). Denne liste omfatter Cathartiformes (New World gribbe) i ordenen Accipitriformes.
Telluraves, Afroaves og Australaves – forskelle og sammenhørighed
Tellurave (er som nævnt tidligere kendt som landfugle), en klade af fugle, der primært er tilpasset et liv i træer. Denne gruppe blev defineret baseret på genetiske studier og inkluderer to hovedgrupper: Afroaves og Australaves.
Afroaves
Afroaves omfatter en bred vifte af fugle, herunder rovfugle som ørne, høge og gribbe (Accipitriformes), ugler (Strigiformes), samt andre grupper som spættefugle (Piciformes) og isfugle (Coraciiformes). De mest basale medlemmer af Afroaves er rovfugle, hvilket antyder, at deres fælles forfader sandsynligvis også var en rovfugl.
Australaves
Australaves inkluderer grupper som spurvefugle (Passeriformes), papegøjer (Psittaciformes), falke (Falconiformes) og seriemafugle (Cariamiformes). Ligesom Afroaves har de mest basale medlemmer af Australaves også været rovfugle, hvilket peger på en mulig fælles forfader, der var en toppredator.
Relation til Telluraves
Afroaves og Australaves er begge undergrupper af Telluraves og repræsenterer to forskellige evolutionære linjer inden for denne klade. Genetiske studier har vist, at disse to grupper sandsynligvis deler en fælles forfader, der var en rovfugl. Der er dog stadig debat blandt forskere om præcis, hvordan disse grupper er beslægtede, og hvordan de er opstået.
Uddybet oprindelsen af Afroaves og Australaves:
Afroaves
Afroaves, som inkluderer rovfugle som ørne, høge og gribbe samt ugler og spættefugle, har sandsynligvis deres oprindelse i Afrika. Dette understøttes af deres navn, som betyder “afrikanske fugle”. De tidligste medlemmer af denne klade ser ud til at have udviklet sig i områder, der i dag udgør Afrika, og herfra spredte de sig til andre kontinenter. Deres evolutionære historie er tæt knyttet til de økosystemer, der fandtes i Afrika, hvilket gjorde det muligt for dem at udvikle sig til en bred vifte af arter.
Australaves
Australaves, der omfatter spurvefugle, papegøjer, falke og seriemafugle, har deres navn fra “Austral”, som betyder “sydlig”. Denne klade menes at have sin oprindelse i den sydlige halvkugle, især i Australien og Sydamerika. Passerine-fugle (spurve) og papegøjer har stærke evolutionære forbindelser til Australien, mens seriemafugle og falke har dybe rødder i Sydamerika, og begge omfattes den almen betragtning af rovfugle. Disse fugle har spredt sig globalt og tilpasset sig mange forskellige miljøer.
Relation og Spredning
Afroaves og Australaves er således begge undergrupper af Telluraves og deler en fælles forfader. Denne forfader var sandsynligvis en rovfugl, hvilket forklarer, hvorfor mange af de basale medlemmer af begge klader er rovdyr. Efter deres oprindelse i henholdsvis Afrika og den sydlige halvkugle spredte de sig til andre dele af verden, hvilket resulterede i den store diversitet, vi ser i dag.
Glenter med deres store (ofte smukke) forskellighed, varierende lige fra næsten helt hvide til dyb brun nærmest sort, skal ses, nydes og ikke mindst fotografere 😊
Indholdsfortegnelse
I Danmark yngler kun en art – den Rød Glente. Sort Glente ses i enkelte eksemplarer (fortrinsvis i den sydlige- og østlige del af landet, samt forbigående ved Skagen), men har aldrig ynglet her. Her ud over er der foretaget ca. 5 observationer af Blå Glente ved Skagen – men kun kortvarigt, på deres træk mod Sverige.
Glenter fra slægterne:
Milvus, Haliastur og Elanus
Del på :
Nye registrering i det 21. århundrede
Accipitridae er en kompliceret familie, og glente-slægterne ligger højt placeret i kompleksiteten.
En ting, som ny genetisk forskning har gjort helt klart, er, at glenterne ikke er en naturlig gruppe. De er nu spredt ud på fire underfamilier, hvor de tidligere var samlet i en underorden.
Ny DNA-forskning og den fremadskridende udvikling af DNA-sekventeringsmetoder har kortlagt 363 genomer fra 92,4 procent af alle fuglefamilier på kloden. Hvilket har gjort det muligt at identificere genetiske forskelle og ligheder mellem de mange fuglefamilier, slægter og arter. Resultatet har ført til mange ændringer i fuglenes placering i det taksonomiske system, og for glente-slægterne har det betydet en fuldstændig omplacering af deres taksonomiske status.
Termen ”glenter” er nu en bred betegnelse og fordelt i tre underfamilier i familien Accipitridae , som også omfatter ørne, høge, våger m.fl. Tidligere var de alle samlet i underordenen “Milvinae”, en underorden der nu er forældet og opløst. Termen Milvinae kan dog stadig finde mange steder på nettet, da det tager tid før sådanne ændringer slår fuldt og helt igennem.
I 2015 viste den nye genetiske forskning, at mange af glente-slægterne ( Milvus ”rød-, sort, og gulnæbet glente” (betegnet de ægte glenter) og Haliastur ”Brahiminglente og Fløjteglente”) , er nærmere beslægtet til Fiske- og havørne samt honningmusvåger, end til andre glenter. De øvrige glenter er så tættere beslægtet med Buteo -høgene (musvåger) end til gruppen af ”ægte” glenter og havørne.
Der skete efterfølgende det, at glente-gruppen blev splittet og fordelt på tre stammer i underordenen Buteoninae – ”Harpiagini”, ”Milvini” og Buteonini”. De beholdt deres kunstnavn ”glente”, på trods af, at de i flere tilfælde blev indplaceret i underfamilier som Perninae sammen med ikke glente-slægter som honningmusvåger, gægehøge, sortbrynet musvåge og madagaskar slangeørn.
Kæmpe studie afslører fugles evolution fra dinosaurer til frem til i dag - læs om det her
Fugles evolution afsløres af kæmpe genom-undersøgelse
Hvordan fik fuglene vinger? Hvorfor synger sangfugle så smukt? Og hvilke gener er gået tabt i fuglenes udvikling? Det kan verdens største genom-sekventering hjælpe med at svare på.
Fra Biologisk Institut: Følg linket i overskriften til den originale artikel, eller læs den på Videnskab.dk
Evolution
Forskere fra bl.a. Københavns Universitet er i færd med at kortlægge alle fugles genetiske arvemateriale. Deres data giver mulighed for at undersøge, hvilke fugle, der var de første nedstammere af dinosaurer, hvordan de fik vinger, og hvorfor sangfugle synger som de gør.
Hvordan har fugles genetiske materiale udviklet sig fra dengang, de var dinosaurer frem til i dag? Hvilke gener er gået tabt og hvilke er bevaret? Og hvad er konsekvenserne for den måde de ser ud, synger og opfører sig på?
Disse spørgsmål kan nu bevares ved at analysere data fra en af verdens største gen-sekvenserings undersøgelser, udført på dyr – det såkaldte B10K projekt. Her kortlægger forskere alle verdens 10.500 fugles genetiske arvemateriale.
Indtil nu har forskerne fra Københavns Universitet samt flere internationale universiteter, kortlagt 363 genomer fra 92.4 procent af alle fugle-familier på kloden.
I et nyt studie – det andet ud af fire – har de undersøgt de genetiske forskelle og ligheder mellem fuglene og kan bekræfte, at fuglenes genetik er utrolig ensartet gennem evolutionen.
“Vi er overraskede over ensartetheden i fuglenes DNA. Derudover har fuglene tabt adskillige gener siden deres oprindelige form for 150 millioner år siden, hvor de udviklede sig fra dinosaurer. Årsagen til, at de har ændret sig, er blandt andet, at de har skulle tilpasse deres kroppe til at kunne flyve,” forklarer Guojie Zhang, der er professor på Biologisk Institut på Københavns Universitet og en af hovedforfatterne til studiet.
Sangfuglen tabte et gen og fik en smukkere stemme
Gener har også udviklet sig på interessante måder i en mere nylig del af fuglenes evolution. Eksempelvis i sangfuglen, som er en del af spurvefamilien – en ekstrem forskelligartet gruppe af fugle med over 6.000 arter.
Ifølge studiet, har sangfuglene nemlig tabt et gen kaldet cornulin, som kontrollerer, hvor elastisk deres spiserør er og som derved påvirker deres evne til at synge.
Tabet af cornulin-genet har gjort spiserøret mere fleksibelt, hvilket bevirker, at sangfuglene kan bruge spiserøret og munden som et akustisk filter. På den måde har de udvidet deres toneregister og kan synge rene toner på flere frekvenser.
Evnen til at synge rene toner er en speciel egenskab for sangfugle, forklarer Leopold Eckhart, der er professor på Medical University of Vienna og en af forskerne bag B10K.
“De fleste fugle kommunikerer via lyd, men sangfugle er enestående i den sammenhæng. Overraskende nok er det ikke evolutionen af nye gener, men tabet af et gen, der har hjulpet sangfuglene til at blive de bedste skønsangere,” siger han.
Langt de fleste fugle samt krybdyr og pattedyr – herunder mennesker – har bevaret cornulin-genet, hvilket gør sangfuglenes udvikling endnu mere interessant. Forskerne er da også i færd med at undersøge endnu flere dele af sangfuglenes gener for endnu bedre at forstå udviklingen af deres sang, pointerer Eckhart.
Det er vigtigt at understrege, at fuglenes evne til at synge, blot er ét eksempel på, hvad forskernes genanalyse kan bruges til.
Vævsprøver kan afsløre fuglenes evolution
Forskerne bag B10K har indsamlet vævsprøver fra fugle via en række museer, blandt andre Det Naturhistoriske Museum i Danmark, The Smithsonian National Museum of Natural History og Louisiana State University Museum of Natural Science i USA.
Genmaterialet fra vævsprøverne er blevet analyseret ved hjælp af computermodeller, der sammenligner de genetiske forskelle og ligheder. Med denne metode, har forskerne været i stand til at afsløre de ellers skjulte dele af fuglenes evolution.
”Genmateriale er en rig kilde til information, der kan svare på en række spørgsmål. Eksempelvis til at rekonstruere de evolutionære og genetiske forskelle mellem fugle. Vores forskning i fuglenes genetik kan også bruges i forbindelse med bevaring af fugle,” slutter Josefin Stiller, der er postdoc på Biologisk Institut på Københavns Universitet og ligeledes en af forskerne bag den omfattende genkortlægning.
Fordeling i fire underfamilier
Ornitolog og forsker John Boyd placerer de “ægte” milvin-glenter ( Milvus og Haliastur ) med havørnene i stammen Milvini inden for Buteoninae slægten. Dette resulterer i en opdeling af glente-slægterne på tre underfamilier.
Glente-slægternes fordeling kan ses her under (slægter i parentes kaldes ikke generelt glenter):
Underfamilien Elaninae: 3 slægter, Gampsonyx , Chelictinia og Elanus . Kaldes ofte ”elaninae-glenter”. Som det ses i diagrammet, er denne glente-gruppe ikke så nært beslægtet med de andre glente-grupper – se boks her under med navne på arterne i underfamiliens slægter.
Underfamilien Perninae, slægter: Chondrohierax , Leptodon , Elanoides , ( Pernis ), Hamirostra , Lophoictinia , ( Henicopernis ).
Underfamilien Harpiginae: Består af to slægter ”Microspizias” med to høgearter og ”Harpagus” med to glentearter.
Underfamilien Perininae: Tre grupper af glenter er nu en del af Perninae. De neotropiske Chondrohierax- og Leptodon- glenter, Svalehaleglenten ( Elanoides, søster til Pernis -honningvågerne) og Glentevåge ( Lophoictinia , søster til Henicopernis -honningvågerne).
Bemærk i diagrammet for underfamilien Perininae, at honningvågerne er som glenterne, heller ikke er en naturlig samlet gruppe. De er også spredt ud på forskellige slægter. Se fordelingen af slægter i Underfamilien Perininae i boksen nedenfor.
Underfamilien Buteoninae – den største underfamilie i familien Accipitridae (mere om den lidt nede).
Underfamilien Elininae (Elanine-glenter), arter. Danske, engelske og videnskabelige navne
Arter i slægten Elininae
- Dværgglente, Pearl kite, Gampsonyx swainsonii
- Svaleglente, Scissor-tailed Kite, Chelictinia riocourii
- Blå Glente, Black-shouldered Kite, Elanus caeruleus
- Australsk Blå Glente, Black-winged Kite, Elanus axillaris
- Sortbåndet Glente, Letter-winged Kite, Elanus scriptus
- Hvidhalet Glente, White-tailed Kite, Elanus leucurus
Underfamilien Perninae, arter. Danske, engelske og videnskabelige navne
Arter i slægten Perinnae – Danske, engelske og videnskabelige navne
- Madagaskarslangehøg, Madagascar Serpent-Eagle, Eutriorchis astur
- Papegøjebaza, Hook-billed Kite, Chondrohierax uncinatus
- Gråhovedet Bazavåge, Grey-headed Kite, Leptodon cayanensis
- Hvidhalet Bazavåge, White-collared Kite, Leptodon forbesi
- Svalehaleglente, Swallow-tailed Kit,e Elanoides forficatus
- Hvepsevåge, European Honey-buzzard, Pernis apivorus
- Negros hvepsevåge, Steere’s Honey-buzzard, Pernis steerei
- Østlig Hvepsevåge, Oriental Honey-buzzard, Pernis ptilorhynchus
- Stribet Hvepsevåge, Barred Honey-buzzard, Pernis celebensis
- Glenteørn, Black-breasted Buzzard, Hamirostra melanosternon
- Glentevåge, Square-tailed Kite, Lophoictinia isura
- Langhalet Hvepsevåge, Long-tailed Honey-buzzard, Henicopernis longicauda
- Sort honning-musvåge, Long-tailed Honey-buzzard, Henicopernis infuscatus
- Sort Baza, Black Baza, Aviceda leuphotes
- Afrikansk Baza, African Baza, Aviceda cuculoides
- Øglebaza, Madagascar Baz, Aviceda madagascariensis
- Stor Baza, Jerdon’s Baza, Aviceda jerdoni
- Gråfodet Baza, Pacific Baza, Aviceda subcristata
Træstruktur visende glenternes placering i familien Accipitridae
Glenternes (Kites) placering i underfamilierne “Elaninae” og “Buteoninae”
Illustration af slægter i underfamilien Perninae
Perninae: fire glente-slægter “Chondrohirax”, “Leptodon”, “Elanoides” og Heniopernis” og to slægter af Honningvåger “Pernis” og “Henicopernis”
Underfamilien Buteoninae – den største underfamilie i Accipitridae er opdelt i tre stammer:
Harpagini: Harpagus (2 Tandglenter – H. bidentatus og H. diodon).
Milvini: Haliastur, Milvus, samt alt efter hvilken fugle-taksonomi der følges: Haliaeetus og Icthyophaga slægterne (milvinske glenter samt hav- og fiskeørne). Vedr. Haliastur, så har nogle taksonomiske autoriteter placeret disse arter i slægten milvus, på trods af tydelige forskelle i både vokal og fjerdragt.
Buteonini: mange slægter, herunder glenterne Ictinia, Rostrhamus og Helicolestes. Se diagrammet ”Buteoninae”, hvor de tre stammer og slægter er vist.
Se boksen Buteoninae hvor de tre stammer er illustreret.
Disse opdelinger er baseret på genetiske og morfologiske studier, som har hjulpet med at klarlægge de evolutionære relationer mellem disse rovfugle. Der er ikke helt enighed på forskerniveau om slægten Buteoninae, men alligevel er opfattelser, at stammen er godt på vej rent kunstmæssigt.
Diagran over underfamilien Boteoninae med stammerne Harpagini, Milvini og Buteonini med deres slægter
Stammen Harpagini
Stammen Harpagini udgør udelukkende af slægten Harpagus, som består af to Tandglente-arter – Harpagus bidentatus og Harpagus diodon.
Særprægede glentearter
Begge Harpagus arter er oprindelig små ”kun 29-35 cm”. De har begge som falkene et markant dobbelthak i overnæbet, et tandlignende udspring på den skærende kant af maxilla (øvre mandible).
Det generelle udseende af begge arter er, at mere ligner en Accipiter (høge) end andre glenter.
Harpagus bidentatus er fordelt over hele Neotroperne, der forekommer fra det sydlige Mexico syd til sydøst Brasilien.
Harpagus diodon forekommer i høj lavlandsregnskov fra Guianas syd til Bolivia, Paraguay og det nordlige Argentina, Den er en relativ lidt kendt art.
Se de små flotte høgelignende glenter via linket på deres navn.
Fuld videnskabelig klassificering
Rige: Animalia
Phylum: Chordata
Klasse: Aves
Klade: Inopinaves
Klade: Afroaves
Superorden: Accipitrimorphae
Orden: Accipitriformes
Familie: Accipitridae
Underfamilie: Buteoninae
Stamme: Harpagini
Slægt: Harpagus
Art: Harpagus bidentatus (Tandglente)
Art: Harpagus didon (Lysbuget tandglente)
Stammen Milvini
Milvini er en interessant gruppe af en meget blandet samling af glenter samt fiske- og havørne. Men de i starten omtalte genetiske analyser, har placeret dem som hinandens nærmeste slægtninge.
De mange nylige omlægninger af fuglenes klassificering har nu betydet, at de nordlige fiske- og havørne er placeret i Haliaeetus slægten , mens de tropiske fisk- og havørne er placeret i slægten Icthyophaga .
Grunden til disse placeringer skal findes i, at de to grupper både er geografisk adskilte (visuelt adskilte), og i forholdet til relativt længere og smallere vinger hos Haliaeetus, og kortere, bredere vinger hos Icthyophaga .
Haliaeetus (havørne) og Icthyophaga (hav- og fiskeørne) ses nu som en del af stammen Milvini, hvor de placeres sammen med nogle glente-arter. Haliaeetus og Icthyophaga kan betragtes som nært beslægtet, men udgør ikke en selvstændig gruppe inden for Milvini.
En tidligere underfamilie “Haliaeetinae”, som traditionelt har indeholdt havørne (Haliaeetus) og tidligere igen fiskeørne (Pandion – som overgik til sin egen orden), har gennemgået taksonomiske ændringer baseret på nyere genetiske studier. Moderne klassifikationer har revideret placeringen af disse arter. U nderfamilien Haliaeetinae kan således betragtes som opløst i nyere taksonomi, hvor der i stedet er fokus på opdelingen af familier og slægter baseret på genetiske data.
Slægten Haliaeetus (havørne)
Haliaeetus er en slægt af fire ørnearter (inklusiv vor egen Haveørn (Haliaeetus albicilla), som alle er nært beslægtet med havørne i slægten Ichthyophaga, som ses i boksen overfor.
Haliaeetus leucocephalus (Hvidhovedet havørn)
Haliaeetus leucoryphus (Pallas’ Havørn)
Haliaeetus albicilla (Havørn)
Haliaeetus pelagicus (Beringshavørn) (Steller’s Sea-Eagle)
Fire arter her fra slægten Haliaeetus blev grundet monofyletiske studier overført til Slægten Icthyophaga. Denne slægt kom således til udelukkende at bestå af havørne, mens slægten Icthyophaga kom til at bestå af både hav- og fiskeørne.
Forskellen på hav- og fiskeørne udgør hovedsaeligt levesteder i form af, at fiskeørne findes ved søer og floder med ferskvand og havørnene er mere kystnære, selv om de ofte absolut ikke afholder sig fra at trække ind til både søer og fjorde.
Slægten Icthyophaga (hav- og fiskeørne)
I 2023, baseret på seneste molekylære systematiske undersøgelser, forøgede International Ornithologists’ Union slægten Icthyophaga, ved at overføre fire arter fra slægten Haliaeetus (havørne) til denne slægt, som nu udgør 6 slægter:
Icthyophaga leucogaster (Hvidbrystet havørn)
Icthyophaga sanfordi (Sanfords havørn)
Icthyophaga vocifer (Afrikansk flodørn)
Icthyophaga vociferoides (Madagaskarflodørn)
Icthyophaga humilis (Lille fiskeørn)
Icthyophaga ichthyaetus (Flodørn)
Alle fire fuglelister HBW, Cornell, Clement og Howard & Moore indeholder disse rettelser.
I bogen All Birds of the World (2020) ses det at Slægten Haliaeetus omfatter disse ørnearter fire arter, således at slægten indeholder 8 arter. I samme bog omfatter slægten Ictyhyophaga kun de to arter. Men disse anførsler er således nu forældet.
Slægten Haliastur (Glenter)
I forbindelse med Haliastur slægten så har nogle taksonomiske autoriteter placeret disse arter i slægten milvus, på trods af tydelige forskelle i både vokal og fjerdragt.
Haliastur udgøres af to slægter :
Brahminy glente (Haliastur indus)
Fløjteglente (Haliastur sphenurus)
Begge arter i denne slægt er store i forhold til andre glenter
Fløjteglenten når en kropslængde på 50 til 60 centimeter og har et vingefang på 120 til 145 centimeter. Hannerne vejer i gennemsnit 700 gram, hunnerne er væsentligt tungere med 850 gram.
Fløjteglenten findes i hele Australien, Ny Kaledonien og store dele af Ny Guinea, hvor den kan findes i åbne eller let skovklædte områder, typisk nær vand, i højder fra havniveau til 1400 meter.
Brahminy glenten “i Australien også kendt som Rødrygget havørn” er lidt mindre. Dens kropslængde er 44-52 cm, hvoraf 18-22 cm stammer fra halen. Spændvidden er 110-125 cm. Der er ingen seksuel dimorfi hos nogen af arterne, men hunnerne er lidt større end hannerne hos begge arter.
Brahminy-glenten findes hovedsageligt ved kysten og i indre vådområder. Den har mange (som det Australske kaldenavn “Rødrygget havørn” antyder) ligheder med fiskeørnene i Halliaeetus og Icthyophaga slægterne, men den har en mere varieret kost og mindre specialisering.
Slægten Milvus (de ægte glenter)
Slægten Milvus har tidligere været placeret i underfamilien Milvinae. Men underfamilien Milvinae blev opløst baseret på molekylære fylogenetiske studier, der viste, at denne opdeling var polyfyletisk (hvor en underfamilie skal være monofyletisk (have samme fælles stamfader), for at udgøre en underfamilie. Slægterne fra Milvinae blev derfor opløst, og flyttet til underfamilien Buteoninae, hvor den nu indgår som slægten Milvus i stammen Milvini sammen med de andre fire slægter.
Milvinae som underfamilie, er derfor en forældet betegnelse i moderne klassifikation – selv om man stadig vil støde på den ved søgning på “nettet”.
Slægten udgøres af tre arter:
Rød glente (Milvus milvus)
Sort glente (Milvus migrans)
Gulnæbbet glente (Milvus aegyptius)
Gulnæbbet glente er den afrotropiske pendant til den Sorte glente, som den oftest betragtes som en underart af. DNA- undersøgelser tyder dog på, at den gulnæbbede glente adskiller sig væsentligt fra sorte glenter i den eurasiske klade, og bør betragtes som en separat, allopatrisk art.
Den gulnæbbede drage er nu en af tre drager placeret i slægten Milvus. Dog er den ikke at finde ved søgninger hos eBird og Cornell Lab – “endnu oktober 2024 !!”
Allopatrisk art – også omtalt som geografisk art, som er en form for artsdannelse når biologiske populationer bliver geografisk isoleret fra hinanden i et omfang, der forhindrer eller interfererer med genflowet.
Flyve og svævestil
Glenters særpræg er især deres måde at svæve
Nogle fugle, såsom tårnfalke, formår at stå ubevægelige i luften (musende eller svævende) over et punkt på jorden ved at flyve ind i vinden med en hastighed svarende til vindens, hvorved de kan lave et stillestående svæv over et eventuelt bytte. De skaber en helikopterlignende effekt, som på engelsk betegnet “hovering” – nogle glenter gør det samme . Se mere hende under.
Hovering and Soaring svævning
Det er især svæveevnen der adskiller glenter fra mange andre fugle.
Selv om glenterne er placeret i forskellige slægter, så kan de stadig sammenholdes i to grupper, som på engelsk betegnes de ”hovering” svævende og de ”soanering” svævende glenter. To svæve-teknikker, som er ret forskellige.
Nogle forfattere bruger udtrykkene “hovering glente” og “soaring glente” for at skelne mellem de to slægter- Elanus- og Milvinglenter. Grupperne kan også nogle gange være opdelt efter størrelse, der refererer til milvine glenter som “store glenter” og elanine glenter som “små glenter.
Forskellen på arternes svæveevne, som altså kan inddele arterne efter deres svævemetode eller evne, er:
Soaring: refererer til svæveflyvning, hvor piloter flyver ikke motoriserede fly – svævefly. Den samme svæveteknik som visse glenter praktiserer – gruppen kan betegnes “the soaring kites” (de svævende glenter).
Hovering: betegner en egenskab som giver fuglen mulighed for at holde en stabil og nærmest stillestående position i luften, ganske som en helikopter – gruppen betegnes “the hovering kites” (de stillestående glenter).
Hvidhaledrager (Elanus leucurus) har fx denne evne, til at “svæve i en jagtadfærd kendt som – helikopter.” Den smukke sort-hvid-plyerede fugl glider yndefuldt over åbne marker og svæver derefter over et sandsynligt bytte.
Den smukke sort-hvid-melerede fugl glider yndefuldt over åbne marker og svæver derefter over et sandsynligt bytte.
Nogle glenter udfører en “helikopter lignende” stilstand i vinden (de ”kiter”) og andre de svæver over bakker i langstrakte glid. Hovering glenters jagtadfærd kendt som “helikopterring”. Den smukke glente glider yndefuldt over åbne marker, og for pludselig at stå stille i luften, de “hover” eller “kiter” over etmuligt byte.
List of soaring birds of prey (svævende rovfugle)
Liste over soaring (glidende) fugle, som er fugle, der kan opretholde flugten, ved hjælp af opstigende luftstrømme. uden at bevæge vingerne. Mange glidende svævende fugle er i stand til at “låse” deres vinger ved hjælp af en specialist sene.
- Musvåger (Buteo arter)
- Kondorer
- Ørne
- Falke
- Høge
- Glenter – Slægten Milvin (Rød, sort- og Gulnæbet glente)
- Fiskeørn
- Sekretærfugl
- Gribbe
List of hovering birds of prey (stillestående rovfugle)
Antallet af fugle i naturen, der kan svæve, er relativt almindelige, især for rovfugle. Her 8 forskellige eksempler på arter der typisk udfører hovering i deres jagtstrategi.
- Kolibrier
- Glenter – Slægten Elanus (fx Blå glente)
- Tårnfalke
- Gråfisker (broget isfugl)
- Terner
- Høge
Rovfugle er som gruppe ikke en biologisk eller taksonomisk gruppering, men en gruppe af fugle med ensartet udviklede egenskaber. Egenskaber som under den normale evolution, har været fordelagtige at erhverve under et liv som jæger eller et liv i ensartede biotoper.
Gruppen er samlet ud fra fastlagte egenskaber, der definerer, hvad der skal til for at indgå i “rovfuglegruppen”.
MEN:
- Hvorfor er alle kødædende fugle ikke rovfugle !
- Hvad afgør om en fugl, er en rovfugl ?
I 2019 kom en ny videnskabelig definition af hvad der skal til
for at en art indgår i – rovfuglegruppen.Læs om den her: Rovfugle defination af 2019