northern hawk owl e

Ordenen Strigiformes

Vælg arter længere nede: DIREKTE TIL ARTER

Ugler er nattens lydløse og mystiske jægere, og en heldig nattevandrer kan se deres store, skinnende øjne stirre ned fra trætoppene, se dem som lydløse skygger glide forbi eller høre et karakteristisk tuden i det fjerne. Gennem historien har ugler været i centrum for myter og legender og endda forbundet med hekseri. Den nuværende virkelighed er, at de tragisk mister levesteder, med mange arter i fare for at uddø.

Ordenen Strigiformes er en monofyletisk gruppe, hvilket betyder, at de i modsætning til de dagaktive rovfugle, alle er nære slægtninge og nedstammer fra en fælles forfader, og at alle efterkommere af denne forfader er medlemmer af gruppen.

Strigiformes ordenen omfatter ca. 250 eksisterende uglearter opdelt i to familier: Tytonidae (slørugler) og Strigidae (ægte ugler). De to slægter af slørugler, Tyto og Phodilus, repræsenterer mindre end 20 arter. De fleste af de arter, der lever i dag, er klassificeret som Strigidae, hvilket omfatter ca. 25 slægter. Selvom spørgsmålet ikke er helt løst på nuværende tidspunkt (2022), men har nyere systematik placeret ugler tættere på Natravne (Caprimulgiformes) end på de dagaktive rovfugle.

Alle de 250 uglearter lever over jorden med undtagelse af én enkelt art: Prærieuglen (Burrowing owl), en lille ugle fundet i Nord- og Sydamerika, der yngler i forladte huller gravet af andre dyr. 

Med slægter, der strækker sig 70 til 80 millioner år tilbage, er ugler en af de ældste grupper af landfugle.

Ødelæggelse af levesteder er den største bekymring for mange truede uglepopulationer, herunder Stor fiskeugle (Bubo blakistoni), den nordlig plettede ugle (Strix occidentalis caurina) samt mange tropiske uglearter. En ny art Lombok-dværghornugle (Rinjani scops ugle / Otus jolandae) i Indonesien, er for nylig blevet opdaget.

Arten som helhed findes over hele verden med undtagelse af Antarktis og nogle meget fjerntliggende øer. De fleste ugler er nataktive, hvor nogle arter udviser crepuscular (skumrings) adfærd og nogle få arter jager i løbet af dagen.

De jager for det meste små pattedyr, insekter og andre fugle, selvom nogle få arter specialiserer sig i at jage fisk. 

strigiformes

ANATOMI OG FYSIOLOGI

Uglerne besidder flere unikke anatomiske og fysiologiske tilpasninger i forhold til andre fugle eller endda andre rovfugle.

Kraniedesignet optimerer to kritiske sanser for ugler – hørelse og syn. Hos op til en tredjedel af alle uglearter på verdensplan er store øreåbninger placeret asymmetrisk på hver side af hovedet for specifik lokalisering af lodret placering af lyd. Den højre åbning peger opad og venstre nedad. Den asymmetriske placering er helt afgørende for arter, der er nataktive jægere, især dem, der bor nord for 35 graders breddegrad, hvor tungt snedække ofte forhindrer visualisering af bytte samt nedsat lydgennemtrængning.

Horisontal placering af lyd understøttes af et bredt kranium.

En anden kranietilpasning hos ugler findes i de store, fremadvendte øjne, som giver 60 til 70 grader kikkertsyn og et højt niveau af stereoskopisk syn til bedømmelse af afstande. Øjnene er rørformede og har relativt store hornhinder til indsamling af lys. Nethinden er specialiseret til syn i svagt lys og har flere stav-celler end tappe/kegler-caller (op til 56.000 pr. kvadrat/millimeter, hos sløruglen, (Strix alluco)), Stængerne indeholder høje niveauer af rhodopsin, som er et lysabsorberende pigment.

Hos mange arter har nethinden også et tapetum lucidum, et reflekterende lag bagerst i øjet, der tilbagekaster og dermed øger mængden af lys, hver stav-celle modtager. I modsætning til mange andre fuglearter kan ugler ikke registrere ultraviolet (UV) lys.

Ugler er langsynede og bruger de taktile børstefjer omkring næbbet til at føle genstande tæt på.

Arten har flere unikke anatomiske forskelle i deres gastrointestinale (GI) kanaler* i forhold til dagaktive rovfugle. I modsætning til høge har de ikke en kro (udvidelse af spiserøret, der opbevarer mad). Indtaget mad passerer direkte ind i proventriculus eller kirtelmaven. PH-værdien af ventriklen i ugler er i gennemsnit 2,2 til 2,5 og giver ikke tilstrækkelig surhed til at nedbryde pels, fjer eller knogler. Gennem muskelsammentrækninger danner ventriculus en pellet, et kompakt bundt af ufordøjelige fødevarer, som derefter støbes med et måltid-til-pellet-interval på 10 – 13 timer.

Uglernes fødder er anderledes opbygget end de dagaktive rovfugles – ørne, høge mf.

Foden hos en ugle er ”zygodactylous”, hvilket betyder, at den har fire tæer, hvoraf to vender fremad og to vender bagud. Dette giver uglen et bedre greb om byttet og grenene. De fleste fugle har en ”anisodactyl” fod, hvor tre tæer vender fremad og en vender bagud.

Når de sidder, vender kløerne 2 og 3 fremad og kløerne 1 og 4 bagud. Klo 4 er imidlertid modsatrettet og kan hjælpe med at fastholde byttet ved at blive placeret i fremadgående position. Dette betyder, at uglen kan flytte sin ydertå (klo 4) frem og tilbage efter behov.

Når uglen griber et bytte, placerer den sin ydertå i en fremadgående position, så den har to tæer foran og to bagved byttet. Når uglen sidder på en gren, placerer den sin ydertå i en bagudgående position, så den har en tå foran og tre bagved grenen.

Den distale tibiotarsus* er mere afrundet i ugler sammenlignet med høge, der vedrører den zygodactylous positionering af cifrene. Den distale tibiotarsus er den nederste del af benet, hvor tæerne er fæstnet. Hos ugler er denne del mere afrundet end hos høge, fordi ugler har brug for at rotere deres tæer mere end høge. Høge har en anisodactyl fod, hvor tæerne er mere faste i deres position.

Senerne forbundet med musklerne i foden er også forskellige hos ugler og høge. Ugler har en særlig sene kaldet den fleksible digitale tendonsløjfe, som løber fra tæerne til låret. Denne sene gør det muligt for uglen at stramme og løsne sit greb om byttet eller grenen uden at bruge muskelkraft. Høge har ikke denne sene, men bruger muskler til at kontrollere deres greb.

*Den distale tibiotarsus refererer til den yderste ende af knoglen kaldet tibiotarsus. Tribioartus er en del af fuglens skelet, og udgør en del af benet i underekstremiteten. “Distal” indikerer, at det er enden, der er længest væk fra kroppens centrum. I konteksten af fugle, som ugler, kan denne del af tibiotarsus giver vigtige anatomiske oplysninger, især når det kommer til studiet af forssile resterer eller beskrivelser af nye arter.

Arter

mosehornsugle
ugler
natugle

Ugler og visiuelle signaler

Ugler bruger visuel signalering i kommunikation inden for arten, både i territoriale vaner og interaktioner mellem forældre og afkom. 

Nogle forskere mener, at ugler kan anvende forskellige visuelle signaler i andre situationer, der involverer kommunikation . 

Eksperimentelle beviser tyder på, at ugleafføring og rester af bytte kan fungere som visuelle signaler. Denne nye type signaleringsadfærd kan potentielt indikere uglernes nuværende reproduktive tilstand til ubudne gæster, herunder andre territoriale ugler eller ikke-ynglende individer fra samme art.

Videnskabelig klassifikation
Klasse: Aves
Klade: Telluraves
Orden: Strigiformes

Familier
Strigidae (Egentlige ugler)
Tytonidae (Slørugler)

* Gastrointestinale (GI) kanaler

Ugler er nat- eller skumringsaktive rovdyr, der spiser små dyr som mus, fugle, insekter og frøer. Til forskel fra de fleste rovfugle sluger uglerne byttet helt og gylper klumper af ufordøjet føde op. Disse klumper kaldes ugleboller eller uglegylp.

Uglernes gastrointestinale (GI) kanaler består af flere dele: spiserøret, kråsen, kirtelmaven, tarmen og kloakken. Spiserøret forbinder munden med kråsen. Kråsen er en muskuløs udvidelse af spiserøret, hvor byttets knogler findeles og ugleboller dannes. Kirtelmaven er en del af maven, der producerer syre og enzymer til at fordøje byttet. Tarmen er et langt rør, der optager næringsstoffer fra den fordøjede føde. Kloaken er en åbning, hvor affaldsstoffer udskilles.

Ugler har flere unikke anatomiske forskelle i deres GI kanaler i forhold til dagaktive rovfugle. For eksempel:

  • De har ingen kro (udvidelse af spiserøret), som rovfuglene har. Kroen fungerer som et midlertidigt lager for byttet, indtil det kan fordøjes i maven. Ugler har ikke brug for en kro, fordi de spiser mindre bytte og har en større krås.
  • De har en større kråse end rovfugle. Kråsen er det vigtigste organ for ugler, da det både mekanisk og kemisk nedbryder byttet. Kråsen kan rumme flere bytteenheder på én gang og holde dem i længere tid.
  • De har en mindre kirtelmave end rovfugle. Kirtelmaven er mindre vigtig for ugler, da det meste af fordøjelsen sker i kråsen. Kirtelmaven producerer dog stadig syre og enzymer til at hjælpe med at opløse byttets bløde dele.
  • De har en kortere tarm end rovfugle. Tarmen er ikke så effektiv til at optage næringsstoffer hos ugler, da de får det meste af deres energi fra byttets fedt og protein. Tarmen er dog stadig vigtig for at optage vand og mineraler.
Se også de dagaktive rovfugle
Accipritiformes - Ørne, høge mf

Høgefamilien (Accipitiformes), indeholder en bred gruppe af dagaktive rovfugle som ørne, musvåger, rørhøge, glenter, den gamle verdens gribbe mf.

I lang tid var flertallets opfattelse at inkludere dem med falkene i Falconiformes , men mange de har nu i lang tid været anerkender nu en separat Orden “Accipitriformes”. 

En DNA- undersøgelse offentliggjort i 2008 viste, at falke ikke er nært beslægtet med Accipitriformes, men i stedet er tættere beslægtet med papegøjer og spurvefugle . Siden da er opdelingen og placeringen af falkene ændret til at figurer tæt på papegøjerne i den taksonomisk rækkefølge.

Accipitriformes, er med 262 arter og 75 slægter i 4 nulevende familier og muligvis 1 uddød familie, er den største dagaktive rovfugleorden. DNA-sekvensanalyser tyder på, at divergenser inden for Accipitriformes begyndte omkring Eocæn/Oligocæn-grænsen omkring 34 mya, 

Falconiformes - Fakle

Falkefamilien (Falconidae) er kun fjernt beslægtede med de øvrige rovfugle, og er ved DNA analyser fundet værende nært beslægtet med papegøjer og sangfugle. Disse tre ordner er således hinandens nærmeste slægtninge – Rovfugle og Ugler er fjerne slægtninge.

Falkene adskiller sig yderligere fra mange andre grupper af rovfugle ved at dræbe deres bytte med næbbet i stedet for med kløerne. Til brug herfor har de en tap på næbet, en såkaldt ”falketand”, som anvendes til at klippe byttets nervetråde i nakken over, hvorved byttet øjeblikkeligt lammes. Caracaraer er dog typisk ådselædere, og har derfor ikke brug for at dræbe byttet, og har derfor ikke “falke-tanden”.

Når et  udtryk som “rovfugl” i bred forstand må opfattes som omfattende alle fugle, der aktivt jager og spiser andre dyr:

  • Hvorfor er alle kødædende fugle så ikke rovfugle !
  • Hvad afgør om en fugl, er en rovfugl ?

Der er i 2019 kommet en ny definition af hvad der skal til
for at en art indgår i – rovfuglegruppen. Læs her om “rovfugle definition af 2019

Inspiration til siden her og de underliggende sider:

Wikipedia, Peregrinefound Org, iGoterra, Videnskab.dk - med flere,

British Trust for Ornitlogy  – BTO

Birds of the World:

The CornellLab og Ornitology – Cornell

Why Birds Matter, and Are Worth Protecting:

National Geographic – MAGAZINE

Birds Are Vanishing From Nort America:

Antallet af fugle i De Forenede Stater og Canada er faldet med 3 milliarder eller 29 procent i løbet af det sidste halve århundrede. Læs om det HER

Pandion:

En super fugleside fra Dansk Orentoligisk Forening . Se den HER

Anbefalede fuglesider

The difference we make:

British Trust for Ornitlogy  – BTO

Birds of the World:

The CornellLab og Ornitology – Cornell

Why Birds Matter, and Are Worth Protecting:

National Geographic – MAGAZINE

Birds Are Vanishing From Nort America:

Antallet af fugle i De Forenede Stater og Canada er faldet med 3 milliarder eller 29 procent i løbet af det sidste halve århundrede. Læs om det HER

Pandion:

En super fugleside fra Dansk Orentoligisk Forening . Se den HER