northern hawk-owl

Videnskabelig klassifikation:

Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Ugler (Strigiformes)
Familie: Egentlige Ugler (Strigidae)
Slægt: Surnia
Art: Høgeørn (Surnia ulula) (3underarter)

Population på verdensplan: 250.000
I Nordamerika: 130.000

Yngleforsøg

Høgeørnen yngler ikke i Danmark. Men i 2020 forsøgte et par sig alligevel.

Desværre ødelagde ekstreme mængder af nedbør i det tidlige forår sandsynligvis et par høgeuglers ynglesucces i et østsjællandsk skovområde. Normalt hører høgeuglen til i de store skandinaviske og russiske skove, og ugleparret på Sjælland var derfor en ornitologisk sensation. 

høgeugle

Høgeuglen - en sjælden gæst fra nord

Høgeuglen har en dristig natur og ser ud til at mangle frygt for mennesker, hvilket glæder fuglefolk, som ofte rejser store afstande for at observere den.  Sammenlignet med andre ugler på den nordlige halvkugle er den atypisk i både morfologi og adfærd, og ligner på mange måder Accipiter-høge (slægt i høgefamilien) – deraf navnet høgeugle. Primært er den dagaktiv, og arten sætter sig normalt på toppen af fremtrædende træer for at få et godt udsyn over dens jagtområde. Når den flyver, glider den enten lavt over jorden med høj fart eller slår med sine spidse vinger i dybe, kraftige falkelignende strøg.

Når man hører navnet på denne art, første gang, er det nærliggende at spørge ”er det en høg eller en ugle” der tales om?

 Hvis man ser på artens adfærd og nogle af dens træk når den jager, efter yderligere tegn på hvad den egentlig er, kan man for den sags skyld nemt komme yderligere i tvivl om, hvor den hører til.

Høgeuglen har trods alt en lang hale og spidse vinger – ganske som en falk. Dens flymønster svarer meget til Aftenfalk, og dens jagtmønster er sammenlignelig med en Spurvehøgs. Yderligere sætter den sig i det fri oven på et højt træ eller på en pæl, som musvågen, og så kan den ofte ses svæve mens den jager – som en tårnfalk.

Disse ligheder har på mange sprog givet den navnet – høgeugle.

Men med sin massive krop og sit store hoved, gennemtrængende runde gule-orange øjefarve og en ”radar-skål-agtig” ansigtsskive af små omkransende fjer, der er karakteristisk for dens familie, kan den dog  ikke fornægte sig at være en ”ugle”.

Den er således afgjort en ugle, men en usædvanlig én – med ganske specielle egenskaber. Eksempelvis har den endnu en egenskab ud over ligheder som lang hale, spidse vinger og et svæv m.m.  – den jager om dagen – ganske som falke og høge.

Den nordlige høgeugle er en mellemstor ”ægte” (eller typisk) ugle. Den er ikke-migrerende og forbliver normalt inden for sit yngleområde, selvom den nogle gange bryder op og tager sydpå. Det er en af de få ugler, der hverken er nat- eller skumringsaktiv – den er kun aktive i løbet af dagen. Den er den eneste levende art i slægten Surnia fra familien Strigidae, de “typiske” ugler. 

Arten kaldes gerne blot høguglen; men mange arter af ugler i den 37 arters store slægt Ninox  (som den nordlige høgeugle ikke tilhører) kaldes dog også “høgeugler”, hvorved det ikke er en så eksakt betegnelse.

Det specifikke artsnavn” ulula” (Surnia ulula) er latin og betyder “skrigende ugle”.

Her hjemme er høgeuglen en forholdsvis sjælden gæst, der ikke optræder hvert år, men når den gør, er det gerne kun i ganske få eksemplarer – men, i visse år kan den dog optræde invasionsagtigt.

Normalt holder den til og yngler i de mægtige russiske nåleskove – og de vilde nordiske fjeldskove.

ugler
Høgeugle i det tidlige morgenlys
Northern Hawk Owl
Høgeugle i det tidlige morgenlys
Northern Hawk Owl
Høgeugle i det tidlige morgenlys

En molekylær fylogenetisk undersøgelse af uglerne, der blev offentliggjort i 2019, viste, at den nordlige høgugle er søster til en klade, der indeholder pygmæuglerne i slægten Glaucidium. 

Størrelsesmæssigt er der meget stor forskel på de enkelte uglearter. Verdens mindste ugle er den 13,5 cm lille alfeugle (Micrathene whitneyi ), mens den største er stor hornugle med et vingefang på to meter. En høgeugle med sine 35 cm, henhøre således til blandt de mindre ugler. Hunnen er ofte større end hannen. Hos enkelte arter er hunnen helt op til 50% større end hannen.

Underarter, udbredelse og levested

Underarter

Arten er anerkendt i tre underarter, som lever på tværs af det nordlige holarktiske område*. 

Udbredelsen af den nordamerikanske underart Surnia ula caparoch strækker sig fra det østlige Alaska gennem Canada til Newfoundland og strækker sig i nogle områder sydpå ind i det nordlige USA. 

De to andre underarter findes i det nordøstlige Europa og Sibirien: 

Surnia ulula tianschanica yngler  i Centralasien og når Xinjiang (Kina); og 
Surnia ulula ulula findes på tværs af Sibirien, hvor den når sit østligste område.

Nordlige høgeugler er ujævnt fordelt og meget varierende i hele den boreale skov*. De lever for det meste i åbne nåleskove eller nåleskove blandet med løvfældende arter som lærk, birk, poppel og 
pil. Deres vinterhabitat er normalt det samme som ynglehabitatet

Den eneste art i sin slægt

 Som den eneste art af sin slægt yngler den nordlige høgeugle i den cirkumpolære boreale skovzone fra Alaska mod øst gennem Newfoundland og fra Skandinavien gennem Sibirien. Den yngler i døde træstubbe eller spættehuller, især i åbne nåletræer eller blandede nåleskove, afbrændte områder og moser. 

*Boreal skov (Tagjaen)

Tajgaen betegnes også som “boreal skov” og opdeles ofte i 2 zoner: Den nordlige (nordboreal skov) med spredt skov der lukker meget lys igennem, domineret af fyr og birk, og den sydlige (sydboreal skov) med tæt skov domineret af gran men iblandet fyr, birk og andre løvtræer.

Den boreale skov (tajga) dækker cirka 17 % av jordens overflade i det cirkumpolare bælte på den nordlige hemisfære. Nordfor denne grænse, ændres tajgaen til cirkumpolar tundra.

Den boreale skov repræsenterer 29 % af jordens skovdække.

*Begrebet Holarktis

Begrebet bruges inden for økologien som betegnelse for et dyre- og plantegeografisk område. Det omfatter den palæarktiske og neaktiske økozone. Palæaktis dækker hele Europa og Afrika ned til den sydlige grænse for Sahara, men også Asien ned til Himalaya.

Den nearktiske zone dækker det meste af Nordamerika, heri medregnet Grønland og højsletterne i Mexico. Det sydlige Mexico, det sydlige Florida, 
Centralamerika og de Caribiske øer tilhører derimod den neotropiske zone sammen med Sydamerika.

Overvintring

Selv om denne ugle overvintrer i hele sit yngleområde, “invaderer den” med jævne mellemrum det sydlige Canada og det nordlige USA, samt på den nordlige halvkugle Danmark. Størrelsen og omfanget af disse vinter-invasioner menes at falde sammen med høj reproduktionssucces efterfulgt af strenge vinterforhold og nedsat byttetilgængelighed. Tidlige undersøgelser tyder på, at denne ugle primært spiser små gnavere, men nyere beviser tyder på, at ryper, og harer udgør en større del af deres kost end tidligere antaget.

Nordlige høgeugler er ujævnt fordelt og findes meget varierende i hele den boreale skov. Deres vinter-habitat er normalt det samme som ynglehabitatet.

høgeugle
høgeugle
høgeugle
høgeugle
høgeugle

Når den kommer på vingerne, sker det hurtigt, men ikke helt så lydløst som hos andre ugler

Dagtilpasninger – Godt befjeret, Strømlinet og eminent flyver

Mange ugler ser større ud, end de egentlig er, fordi de er dækket af fjer fra top til bund, og ofte sidder oppustede, hvorved deres store, bløde og megen luftige fjer fylder en del. Men når de strammer dem op, for at blive mindre synlige, bliver den ganske tynd og vanskelige at se, når de samtidig trykker sig ind til en træstamme.

De har dog også et andre tricks til at skjule sig selv. Når de prøver at skjule sig selv, hæver ugler de hvidlige fjer omkring næbbet, hvorved det skjules, og glider i et med hovedet almindelige camoflage. Arter med fjertotter rejser også deres totter, og rundhovedede ugler løfter deres ansigts- og ‘øjenbryn’ fjer.

Hos de fleste arter har hun- og hanugler ens fjerfarver og aftegninger, men hunnen er normalt større end hannen. Voksne ugler mister deres fjer og vokser nye hvert år. Men hver ugle forbliver den samme farve hele sit liv.

Næsten hele Høgeuglens krop er dækket af fjer, der gør den glat og strømlinet. Fjerene er bløde, hvilket gør uglerne næsten lydløse, når de jager deres bytte. Knoglerne er som hos de fleste andre fugle meget lette og ofte tilmed hule, hvilket gør vægten mindre. Samlet set gør det ugler til adrætte og eminente flyvere.

Ugler er alle dygtigt flyvere uden stor indsats, fordi deres vinger er store sammenlignet med størrelsen og vægten af ​​deres kroppe. Med store vinger og en let krop kan ugler bære tunge byttedyr, flyve mellem tyk vegetation og træer og svæve over åbne marker. Deres ”specielkonstruerede” fjer gør dem også total lydløse, under deres flugt.

Men høgeuglen flyver ikke helt så lydløst som andre ugler, en egenskab den har opgivet under sin tilpasning til at være dagaktiv.

Da den jager om dagen, har høgeuglen således ikke behov for de helt bløde, frynsede vingefjer, der tillader den lydløse flugt, som er karakteristisk for natjagtende ugler. I stedet er høgeuglens svingfjer mere stive, hvilket gør dens vingeslag lige så hørbare som enhver høgs.

 Også benene er fjerbeklædt helt ned til kløerne, som en tilpasning til et liv i kulde. 

Manglende øre asymmetri hos nordisk høgeugle

Mangel på skelet-øre-asymmetri hos høgeugle – de fleste ugler har asymetriske ørerplacering, en egenskab høgeuglen mangler.

Høgeuglen er en af de få ugler, der hverken er nataktive eller skumringsjagende, den er kun aktive i løbet af dagen. 

I den forbindelse har evolutionen fravalgt uglernes generelle asymmetriske øreplacering, de er i stedet placeret symmetrisk samme sted på hver side af dens hoved – endnu et kendetegn ved et rovdyr der jager i dagtimerne.

Denne ændring, fordi de ikke på samme måde som de natjagende ugler, har brug for at baserer byttets nøjagtige placering udelukkende efter lyden. Høgeuglen detekterer sit bytte primært ved synet, og har således ikke brug for en helt så skarp retningsbestemt lydopfattelse.

Den har stadig en skarp hørelse, men altså ikke helt så retningsfølsom som hos nataktive rovdyr som de fleste af dens slægtninge, som har ørerne placeret lidt forskudt af hinanden. En egenskab som bevirker, at lyden med ganske få millisekunders forsinkelse opfanges af det ene ører. Ved at dreje hovedet mod lyden indtil den opfanges uden forsinkelse, kan den natjagende ugle med næsten 100% sikkerhed lokaliserer nøjagtigt hvor byttet befinder sig, En egenskab der giver en eminent og en helt nøjagtig retningsfastsættelse i næsten totalt mørke. En ganske god evolutionær tilpasning for en natjæger. 

*Dyr, der er aktive i disse tusmørketimer, kaldes crepuskulære! Crepuskulære dyr er aktive ved daggry og skumringstid 

Men – hver ugleart har sine egne unikke egenskaber og tilpasninger til deres specifikke levesteder og jagtmetoder. Her under en liste over nogle arter, som mangler de natjagende arters asymmetrisk øreplacering.

Uglearter med symmetrisk øreplacering:

  1. Høgeugle (Surnia ulula): Høgeuglen er en dagaktiv art med symmetrisk øreplacering. Denne art er godt tilpasset skovområder og åbne landskaber og bruger primært synet under jagten.
  2. Perleugle (Aegolius funereus): Perleuglen er en skumringsaktiv art med symmetrisk øreplacering. Den er godt tilpasset til skovområder og bruger både synet og hørelsen under jagten.
  3. Kirkeugle (Tyto alba): Kirkeuglen er en dagaktiv art med symmetrisk øreplacering. Denne art er kendt for at leve nær menneskelige beboelser og bruger primært synet under jagten.
  4. Slagugle (Strix nebulosa): Slaguglen er en dagaktiv art med symmetrisk øreplacering. Den lever primært i skovområder og bruger både synet og hørelsen under jagten.
  5. Sneugle (Bubo scandiacus) Sneugler er dagaktiv og hjemmehørende i de arktiskeområder i både Nordamerika og Palearktis. Den har en række unikke tilpasninger til sit levested og livsstil, som er ret forskellige fra andre eksisterende ugler. En af de største uglearter, det er den eneste ugle med hovedsagelig hvid fjerdragt.

Disse arter lever i forskellige dele af verden, herunder Arktis, Asien, Afrika og Nordamerika. De er alle dag- eller skumringsaktive, hvilket betyder, at de ikke er afhængige af skelet øreasymmetri til at lokalisere bytte i svagt lys.

I nogle tilfælde er det uklart, om en ugleart har skelet øreasymmetri eller ej. Dette skyldes, at det kan være vanskeligt at måle graden af øreasymmetri. I disse tilfælde er det muligt, at nogle arter, der antages at mangle skelet øreasymmetri, faktisk har en lille grad af asymmetri.

Forskerne er stadig ved at lære om, hvordan uglearter med mangel på skelet øreasymmetri kompenserer for denne egenskab. Det er muligt, at de har udviklet andre tilpasninger, såsom en stor, flad fjerkranset hovedflade, en usædvanligt følsom hørelse eller adfærdsmæssige tilpasninger.

Det skal bemærkes, at der findes mange flere uglearter, og denne liste repræsenterer blot et udvalg af arter med forskellige øreplaceringer og jagtaktiviteter.

høgeugle
høgeugle

Uglens øje og syn

Synssansen begynder i de fotoreceptorer (synsceller), som omsætter lys til nervesignaler. Det sker ved at en foton påvirker et molekyle rhodopsin. Synscellerne i øjets retina (nethinde) består af stave og kegler. Stavene er meget lysfølsomme, men kan ikke skelne farver og anvendes ved natsyn. Tappene er mindre lysfølsomme, men farvefølsomme. 

Uglers nattesyn er en vigtig faktor i deres jagtstrategi, og natjagende arter har tilpasset synet til at jage om natten. Deres store øjne har en stor iris, der tillader dem at samle mere lys end de fleste andre fuglearters, hvilket forbedrer deres syn svagt lys.

De fleste ugler har en også en høj tæthed af stave i nethinden men få kegler. Stave er celler i øjet, der er ansvarlige for at opfange lys og bevare synet i svagt lys. Natjagende ugler har også en høj tæthed af rodopsin, et pigment i øjet, der hjælper med at opfange lys i svagt lys.

Natjagende ugler kan ikke se farver, men de kan se i sort og hvid. Deres øjne er også i stand til at opfange ultraviolet lys, hvilket hjælper dem med at se byttedyr i mørket.

Derudover har de et ”tapetum lucidum”, som er et reflekterende lag bag nethinden, der reflekterer lys tilbage gennem fotoreceptorerne, hvilket yderligere øger deres nattesyn. Disse tilpasninger gør det muligt for ugler at se i meget svagt lys, men de gør det også at de ikke ser farver. De skumringsjagende arter ser opfatter farver, men ikke klare og tydelige. (se yderligere HER).

Høgeuglens syn er lidt anderledes konstrueret end andre uglers syn, det er tilpasset til at jage i dag- og skumringstimerne.

Da høgeuglen er en dag ugle, så dens syn er tilpasset at se i fuldt dagslys. Dens øjne er flade, brede og runde, og de har en høj tæthed af kegler i nethinden. Kegler er celler i øjet, der er ansvarlige for at opfange farver og detaljer. Dagjagende ugler har også en høj tæthed af iodopsin, et pigment i øjet, der hjælper med at opfange farver. Tilstedeværelsen af pigmenten ”rodopsin” betyder, at den også kan se ultraviolet lys.

Dagjagende ugler kan således se farver, og deres øjne er i stand til at justere sig til at se i forskellige lysforhold.

Dens iris og tapetum lucidum er mindre end hos de natjagende ugler – men dog større end hos andre rovfugle. Dette gør det muligt for den nordlige høgeugle at se farver, som er en nødvendighed for at jage effektivt i dagslys – men det gør det også vanskeligt for den at se i svagt lys.

Ugler har store, fremadrettede øjne og ørehuller, et høglignende næb, et fladt hoved og normalt en iøjnefaldende cirkel af fjer omkring hvert øje – nogle arter om hele hovedet. Fjerene, der udgør denne krans, kan justeres til skarpt at fokusere lyde fra forskellige afstande på uglernes asymmetrisk placerede ørehuler. 

De fleste fugle har øjne på siderne af hovedet, men den stereoskopiske karakter af uglens fremadvendte øjne tillader den en større af dybdeopfattelse, som er nødvendig for jagt i svagt lys. Selvom ugler har kikkertsyn, er deres store øjne fikseret i deres huler – som de fleste andre fugle er – så de skal dreje hele hovedet for at ændre synspunkter. 

Ved at flytte vores øjne fra side til side har mennesker 180 graders synsfelt, hvoraf 120 grader ses af begge øjne. Ugler har omkring 125 graders synsfelt, med op til 50 grader set med begge øjne.

Ugler er langsynede, og er ikke i stand til tydeligt at se noget inden for få centimeter fra deres øjne. Fanget bytte kan mærkes af ugler ved brug af filoplumer  (hårlignende fjer på næb og fødder), der fungerer som “følere”. Deres udsyn, især i svagt lys, er således usædvanligt godt.

Da høgeuglen er en dag ugle, så dens syn er tilpasset at se i fuldt dagslys. Dens øjne er flade, brede og runde, og de har en høj tæthed af kegler i nethinden. Kegler er celler i øjet, der er ansvarlige for at opfange farver og detaljer. Dagjagende ugler har også en høj tæthed af iodopsin, et pigment i øjet, der hjælper med at opfange farver. Tilstedeværelsen af pigmenten ”rodopsin” betyder, at den også kan se ultraviolet lys.

Dagjagende ugler kan således se farver, og deres øjne er i stand til at justere sig til at se i forskellige lysforhold.

Dens iris og tapetum lucidum er mindre end hos de natjagende ugler – men dog større end hos andre rovfugle. Dette gør det muligt for den nordlige høgeugle at se farver, som er en nødvendighed for at jage effektivt i dagslys – men det gør det også vanskeligt for den at se i svagt lys.

Ugler har store, fremadrettede øjne og ørehuller, et høglignende næb, et fladt hoved og normalt en iøjnefaldende cirkel af fjer omkring hvert øje – nogle arter om hele hovedet. Fjerene, der udgør denne krans, kan justeres til skarpt at fokusere lyde fra forskellige afstande på uglernes asymmetrisk placerede ørehuler. 

De fleste fugle har øjne på siderne af hovedet, men den stereoskopiske karakter af uglens fremadvendte øjne tillader den en større af dybdeopfattelse, som er nødvendig for jagt i svagt lys. Selvom ugler har kikkertsyn, er deres store øjne fikseret i deres huler – som de fleste andre fugle er – så de skal dreje hele hovedet for at ændre synspunkter. 

Ved at flytte vores øjne fra side til side har mennesker 180 graders synsfelt, hvoraf 120 grader ses af begge øjne. Ugler har omkring 125 graders synsfelt, med op til 50 grader set med begge øjne.

Ugler er langsynede, og er ikke i stand til tydeligt at se noget inden for få centimeter fra deres øjne. Fanget bytte kan mærkes af ugler ved brug af filoplumer  (hårlignende fjer på næb og fødder), der fungerer som “følere”. Deres udsyn, især i svagt lys, er således usædvanligt godt.

northern hawk-owl

Jagt og byttedyr

Høgeuglen lever hovedsageligt af små gnavere, især skovmus, men vil også tage spidsmus, lemminger, sneharer og egern. Den jager også små til mellemstore fugle op til størrelsen af ​​ryper – hvilket er en typisk kost for ugler i de boreale skovområder.

I Eurasien er den nordlige høgeugle kendt for at spise muslinger – primært af muslinger fra Microtus -familien. Disse muslinger følger normalt en 3-4 års cyklus med overflod. Derfor angives det, at Surnia ulula ulula artens ungeantal påvirkes negativt, når antallet af muslinger er lavest. 

Selvom den mangler de asymmetriske øreåbninger, der giver natjagende ugler en superb nøjagtighed under jagt, er den stadig en dygtigt rovfugl med enestående hørelse. 

Snedække afskrækker ikke denne ivrige jæger: Den kan høre byttet bevæge sig under op til 30 centimeter sne, og styrter let ned i sneen med fødderne først for at fange det. 

Ugler sluger deres mad hele eller i store stykker uden at tygge den, men selv om deres næb ikke er så stærkt som andre rovfugles, kan de i nogen grad godt sønderdele det i mindre stykker, hvis det skulle være nødvendigt.

En ugles mave indeholder ikke de fordøjelsessafter, der er nødvendige for at nedbryde slugt pels, fjer, tænder, næb, knogler, insektskaller eller andre hårde kropsdele. De gylper derfor den ufordøjet føde og knoglestykker op, som dannes i fuglens kråse (muskelmave). Uglerne har heller ingen kro (poseagtig udvidelse af spiserøret). Kroen er en tyndvægget udvidelse af spiserøret hos mange fuglearter(inklusiv andre rovfugle), som bruges til opbevaring af føde inden denne fordøjes.

Frygteløs rede-forsvarer

Høgeørnen er hovedsagelig monogam og begynder sit frieri sent på vinteren. Hannen etablerer et redeterritorium, og viser sig derefter ved at kalde og udføre vingeklappende flyvninger. 

Når en hun viser interesse, vil parret kalde på hinanden og udføre gensidige flyveopvisninger. En bejlende han giver også madgaver til en kommende ægtefælle, og gemmer mad i og omkring redepladsen. 

Foretrukne redesteder omfatter forfaldne træhulrum, ledige spættereder eller endda udbrændte stubbe. Arten bruger nogle gange forladte pindereder, klippekanter eller endda redekasser af passende størrelse.

Når parret har parrer sig, sætter hunnen sig til rette for at lægge tre til syv æg. I år med super-rigtige byttedyr kan hun lægge op til 13 æg! Hunnen ruger i tæt på en måned, og fortsætter derefter med at udføre ”rugning”, efter at hendes unge er klækket for at holde de unge fugle varme.

Høgeuglen er total frygtløs i forsvaret af sin rede og sine unger, og vil let iværksætte et decideret luftangreb på alt, hvad den opfatter som en trussel, inklusive menneskelige observatører eller forbipasserende.

høgeørn

Den primære jæger

Hannen er den primære jæger i rugetiden, og udfører et stort arbejde med at leverer føde til hunnen, og de (nogle gange mange) hurtigt voksende unger, som forlader reden omkring tre uger efter udklækningen. 

Hos den nordlige høgeugle er det for det meste hunnen, der ruger på æggene mens hannen jager efter føde. Når ungerne først er udklækket, skifter deres roller drastisk. Omkring to uger inde i ungernes liv begynder hunnen at forlade reden i længere tid (5 timer eller mere). I dette tidsrum er formodningen at hunnen jager. I den periode vil hannen dog vogte reden flittigt, indtil ungerne er klar til at forlade den. 

Når rovdyr (normalt andre rovfugle) flyver i nærheden, vil hannen ihærdigt jage dem væk hvis de kommer for nær reden. Når uglerne er vokset til en størrelse, der tillader mindre forældretilsyn, vil de forlade reden. Dette sker i gennemsnit efter 21. dage. Herefter vil hunnen stå for det meste af plejen. Hannen vil dog forblive tæt på, og vil af og til stadig deltage i fodringen.  

De flyvedygtige høgeugle-unger forbliver i nærheden af ​​deres rede i et par måneder, hvor forældrene fortsætter med at fodre og beskytte dem.

høgeugle

Den er ganske tillidsfuld

Når den er uden for yngleperioden.

Ligesom andre fugle, der lever i fjerntliggende nordlige områder, frygter den ikke mennesker, og kan virke bemærkelsesværdig tam, hvilket ofte giver betragteren (og denne fotograf) mulighed for at komme tæt på.

Når en Høgeugle først er fundet, er det således nemt at holde kontakten med den, for den er ikke særlig bange for mennesker. Det er derfor ganske nemt, at følge den rundt i det område, hvor den holder til. Faktisk tager den slet ikke notits af fotografer eller ornitologer, når de følger den rundt i den lysning, hvor den holder til. Den både jager og spiser gerne selv med en flok mennesker klods op af dens træ – eller for den sags skyld, en stup i sokvbunden.

Det at den lever langt mod nord, hvor den næppe ser mennesker, er utvivlsomt grunden til, at den er ret så ligeglad med vores tilstedeværelse.

Den bliver i sin lysning og nære omegn, så længe der er mus nok, hvilket giver mulighed for, at tilbringe megen tid sammen med den, uden at den forsvinder.

De tre gang jeg har besøgte den, havde jeg fornøjelsen af at følge og betragte den i mange timer. Og det var hver gang mig der forlod den. Det plejer at være omvendt, at fuglene forlader mig – ofte før jeg har fået de billeder, jeg godt vil ha’  🙂 

høgeugle
høgeugle
høgeugle
høgeugle

Ugler i Danmark

I Danmark yngler 7 ugle arter, men der er yderligere observeret 4 arter på træk. Én af dem er altså den lille Høgeugle. Den er dog en sjælden gæst, men i 2016 havde vi nogle stykker på besøg – én i Gribskov og én i Kongelunden på Amager. Her ud over skulle der være rapporteret om en til to andre.

Høgeørnen lever normalt højt mod nord, men når kulden bliver for stor, eller føden bliver knap, trækker den længere mod syd Det er i disse tilfælde, den ofte finder en niche i Danmark for at overvintre.

Den er ikke særlig stor, og det kombineret med sine grå/sorte farver, falder den godt ind i skovens skyggeagtige mosaik, så det kan godt være lidt af et problem, at finde den.

Men heldigvis kan den godt lide, at have et godt overblik over sit område, og sidder derfor ofte, og spejder på en enlig træstub, i toppen af et træ, eller en gren der rager ud fra et træ, hvorved det ikke er helt umuligt at spotte den alligevel 🙂

De 7 ynglende uglearter i Danmark:

høgeugle
høgeugle
høgeugle
høgeugle

Anbefalede fuglesider

The difference we make:

British Trust for Ornitlogy  – BTO

Birds of the World:

The Cornell Lab og Ornitology – Cornell

Why Birds Matter, and Are Worth Protecting:

National Geographic – MAGAZINE

Birds Are Vanishing From Nort America:

Antallet af fugle i De Forenede Stater og Canada er faldet med 3 milliarder eller 29 procent i løbet af det sidste halve århundrede. Læs om det HER

Pandion:

En super fugleside fra Dansk Orentoligisk Forening . Se den HER