Sort glente
Black kite
Sort glente (Black kite)
Videnskabelig klassifikation:
Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Rovfugle (Accipitriformes)
Familie: Høgefamilien (Accipitridae)
Slægt: Milvus-glenter
Art: Milvus migrans – Sort glente (nominel art)
Findes i 5 underarter:
Milvus migrans migrans
Milvus migrans lineatus
Milvus migrans formosanus
Milvus migrans govinda
Milvus migrams affinis
Slægten Sort glente (Milvus migrans) er medlem af Accipitridae-familien, som bl.a. omfatter ørne, høge, Gl. verdens gribbe og andre glenter.
Deres vingefang er er på mellem 135 -150 cm.
De har en længde på ca. 56 cm, og en vægt på mellem 650-950 gram.
Generel Beskrivelse og forskelle fra rød glente
Den sorte glente kan nemt forveksles med Rød glente, men kan skelnes fra røde glenter ved dens lidt mindre størrelse, samt mindre eller slet ingen kileformet hale. Det huskeråd ”at sort glente ikke har en kileformet hale, holder ikke. Sort glente kan under flugten fremvise alle variationer fra slet ingen kile, til en kile – som dog ikke er helt så dyb som den røde glentes – men den kan sagtens være der.
Generelt har en Sort glente en mørk brun fjerdragt uden den varme rødbrune nuance som findes hos den røde glente. Kønnene er ens, men hannen er lidt mindre og mindre aggressiv (hvilket er tilfældet hos de fleste rovfugle).
Den øverste fjerdragt er brun, men hovedet og halsen har en tendens til at være blegere. De ydre svingfjer er sorte, og fjerene har mørke tværstænger, og er plettet i bunden. De nederste dele af kroppen er lysebrune og bliver lysere mod hagen.
Kropsfjerene har mørke skafter, der giver den et stribet udseende. Dens cere* og gabe* er gule, men næbet er sort (i modsætning til gulnæbbet glentens).
Benene hos Sort glente er gule og kløerne er sorte.
Hanner og hunner har samme fjerdragt, men hunner er længere end hanner og har lidt større vingefang.
*Cere
Fugle fra en håndfuld familier – inklusive rovfugle, ugler, storkjove, papegøjer, kalkuner og hjelmkasura – har en voksagtig struktur kaldet en cere (fra det latinske cera , som betyder “voks”) eller ceroma, som dækker bunden af deres næb. Denne struktur indeholder typisk næsen, undtagen hos uglerne.
Hos rovfugle er cere et seksuelt signal, som indikerer fuglens “styrke og kvalitet”; graden af orange hos eks. vis en hedehøgs cere, hænger sammen med dens kropsmasse og fysiske tilstand.
Ceresens farve eller udseende kan bruges til at skelne mellem hanner og hunner hos nogle arter. F.eks. kan hannen have en gul cere, som mangler hos hunnen og unge hanner. Hanundulatens cere er kongeblå, mens hunnens er meget lyseblå, hvid eller brun.
Gabe
I fugleanatomi er gabet det indre af den åbne mund på en fugl.
Fordeling og udbredelse
Sort glente menes at være verdens mest udbredte Accipitridae art, på trods af at nogle bestande har oplevet dramatiske fald eller udsving i antal af individer. De nuværende globale populations-estimater opgøres til omkring 6 millioner individer.
Arten findes i Europa, Asien, Afrika og Australien, og er vidt udbredt gennem de tempererede og tropiske dele af Eurasien og dele af Australasien og Oceanien, hvor populationen i de tempererede regioner har tendens til at være migrerende. De europæiske populationer er små, men den sydasiatiske population er meget stor.
Deres meget vinklede vinge (se billede XX) og i nogle tilfælde karakteristiske kløftede hale gør dem forholdsvis nemme at identificere som værende en glente.
Sorte glente er vidt udbredt gennem de tempererede og tropiske dele af Eurasien og dele af Australasien og Oceanien hvor populationerne i den tempererede region har tendens til at være migrerende.
Flere underarter er anerkendte, og havde tidligere deres egne engelske navne. De europæiske populationer er små, i modsætning til den sydasiatiske population som er meget stor.
Den røde glente er kendt for at hybridisere med den sorte glente (i fangenskab, hvor begge arter blev holdt sammen, og i naturen på Kap Verde-øerne – før de uddødede).
Kost og fødesøgning
I modsætning til andre i gruppen er sort glente er en jægere der hurtigt indstiller sig på enhver situation, og er mere tilbøjelige til at jage levende dyr, end andre glentearter. Men de bruger som den røde glente meget tid på at svæve og glide i termik på jagt efter føden.
Arten er primært en ådselæder, men er meget tilpasningsdygtig, f.eks. indgår indmad fra slagterier eller fiskeri også i den samlede fødemængde.
Den fanger også levende bytte: pattedyr, fx mus og andre små gnavere, muldvarpe, unge kaniner og harer, flagermus; små fugle, både land- og vandlevende, ofte unge fugle, herunder kyllinger af tamfjerkræ. Firben, padder og hvirvelløse dyr, fx græshopper, fårekyllinger, biller, termitter, flyvemyrer, regnorme, krebsdyr og bløddyr indgår også i dens føde. Fisk er ofte vigtige i kosten, normalt døde eller handicappede, og især små fisk. Den fanger byttet både på jorden samt i vandet, og store insekter fanges i luften, og spises mens fuglen stadig er på vingerne.
Mere usædvanligt er vegetabilsk materiale som olie-palme frugter, men sådanne fødeindtag er rapporteret.
Sort glente søger ofte føde omkring udkanten af vandområder og ved affaldsdepoter, slagterier eller veje, hvor den ser efter dyr, der er trafikdræbte.
Den flyver gerne 30 km eller mere fra sovepladser; langsom og meget svævende hvorunder den udfører lave overvågningsflyvning.
De tiltrækkes af røg og bål, hvor de søger efter et bytte på flugt fra ilden, og er i den forbindelse også kendt for at sprede ild ved at opsamle og slippe brændende kviste for at sætte gang i en brand, som vil opskræmme bytte. Denne handling har ført til, at de i nogle kredse er kendt som ” ildhøge “.
Sort glente menes at være verdens mest udbredte Accipitridae art, på trods af at nogle bestande har oplevet dramatiske fald eller udsving i antal af individer. De nuværende globale populations-estimater opgøres til omkring 6 millioner individer.
Arten findes i Europa, Asien, Afrika og Australien, og er vidt udbredt gennem de tempererede og tropiske dele af Eurasien og dele af Australasien og Oceanien, hvor populationen i de tempererede regioner har tendens til at være migrerende. De europæiske populationer er små, men den sydasiatiske population er meget stor.
Deres meget vinklede vinge (se billede XX) og i nogle tilfælde karakteristiske kløftede hale gør dem forholdsvis nemme at identificere som værende en glente.
Sorte glente er vidt udbredt gennem de tempererede og tropiske dele af Eurasien og dele af Australasien og Oceanien hvor populationerne i den tempererede region har tendens til at være migrerende.
Flere underarter er anerkendte, og havde tidligere deres egne engelske navne. De europæiske populationer er små, i modsætning til den sydasiatiske population som er meget stor.
Den røde glente er kendt for at hybridisere med den sorte glente (i fangenskab, hvor begge arter blev holdt sammen, og i naturen på Kap Verde-øerne – før de uddødede).
Opførsel
Den sorte glente er en meget social fugl, som ofte ses flyve i store flokke. Den er også kendt for sin akrobatiske flyvning, hvor den svæver højt på himlen og udfører imponerende luftopvisninger.
Om vinteren danner glenterne store fælles sovepladser.
Når den migrerer, har den sorte glente en større tilbøjelighed til at danne store flokke end andre migrerende rovfugle, især før den krydser vandet.
Den røde glente har været kendt for at hybridisere med den sorte glente (i fangenskab, hvor begge arter blev holdt sammen, og i naturen på Kap Verde-øerne).
Ynglesæson
Ynglesæsonen for den sorte glente i Indien begynder om vinteren (hovedsageligt januar og februar), og de unge fugle forlader igen landet før monsunen sætter ind.
Europæiske fugle yngler om sommeren. Fugle i de italienske alper har en tendens til at bygge deres rede tæt på vandet i stejle klipper eller høje træer. Redeorientering kan være relateret til vind og nedbør. Rederne kan nogle gange være dekoreret med lyse materialer som hvid plastik, og en undersøgelse i Spanien tyder på, at de kan have en rolle i at signalere om at holde andre glenter væk.
Reden er en ru platform af kviste og pinde placeret i et træ, og kan blive genbrugt i efterfølgende år.
Der lægges typisk 2 eller nogle gange 3 æg, og inkubationstiden varierer fra 30 til 34 dage. Unger af den indiske population bliver ved reden i næsten to måneder. I modsætning udklækkes ungerne senere i europæiske populationer, og ser ud til at flyve fra reden tidligere.
Søskende viser aggression over for hinanden, og ofte kan den svagere kylling blive dræbt, hvilket er en handling, som ofte forekommer hos rovfugle.
Som den stor rovfugl den er, har den sorte glente få naturlige fjender, men der er dog et enkelt alvorligt rovdyr, der efterstræber den, nemlig: den eurasiske ørneugle ( Bubo bubo ).
Ørneuglen plukker frit glenter af alle aldre fra rederne, hvorved ørneugler er blev bemærket for at nedsætte glentes avls succes, når de yngler inden for kilometer fra glentesamfund – især i de italienske alper, er denne handling blevet observeret.
Migrans gruppens underarter
Inspiration til beskrivelse af underarter, er hentet fra, iGoterra, Conell Lab, All Birds Wiki (baseret på IOC) og WikiWand
Slægten Milvus som sort glente tilhører, udgøres (som nævnt i starten) af tre underarter:
– Milvus milvus (rød Glente) – 2 underarter
– Milvus migrans (Sort glente) – 5 underarter i 2 grupper (migrans og lineatus)
– Milvus aegptius (Gulnæbet glente) 2 underarter.
Art: Sort glente (Milvus migrans)
De enkelte underarter:
Sort glente Milvus migrans migrans
- Milvus migrans migrans – Europæisk sort glente (den nominelle art)
Yngler i det centrale, sydlige og østlige Europa, såvel som Maghreb-regionen i Nordvestafrika, til Tien Shan og syd til nordvest Pakistan. Overvintrer i Afrika syd for Sahara. Den kendes ved at hovedet er gråligt.
Denne underart blander sig frit med lineatus, uanset hvor de kommer i kontakt.
Identifikationsoversigt
Helt brun med fine sorte striber, underkroppen nogle gange rødbrun. Grå hoved med diffus maske bag øjnene. Blege diagonaler på overvingen. Subtil lysegrå panel på undervingen. Let iris; gule fødder. Halekile 20–35 mm. Der er meget individuel variation inden for denne underart, hvor nogle fugle er mere rødbrune eller mørkere brune end de fleste andre.
Nogle fugle i Mellemøsten er meget farvestrålende, muligvis på grund af miljøforhold, og ligner dermed Rød glente. Disse fugle antages foreløbigt at være en lokal rødbrun morf* af den nominelle art. *Morf = farvevariant
Underart: Milvus migrans lineatus (Sortøret glente)
Yngler i Sibirien til Amurland S omkring Himalaya til N Indien , N Indokina og S Kina til Japan. Nordlige indlands fugle trækker til den østlige Persiske Golfkyst og S-asien om vinteren.
Viser næsten alle mellemliggende fænotyper mellem de to underarter migrans og lineatus.
Denne gruppe kaldes nogle gange ”intermedius” og siges at være ganske enorm i størrelsen.
Identifikationsoversigt
Største underart, med en næsten ørnelignende struktur. Sammenlignet med den nominelle underart (migrans) er vingerne større og viser en anden vingeform. Brunere krone og underkrop; kontrasterende cremet-gul mave og underhale. Et forholdsvis blegt hoved, mens mørke øredække danner en “maske”. Sort næb som virker lang og tung. Stor hvid primær plet i alle fjerdragter. Bare dele er kedelige blålige eller grønlige i modsætning til den lyse gule farve hos andre underarter.
Der er også meget individuel variation inden for denne underart, hvor nogle fugle er rødere (dog mindre rødbrun end migrans kan være) og andre er mørkere end normalt. De typiske karakteristika for denne underart (sorte øredækfjer, blålige nøgne dele, hvide vingepaneler), har især en tendens til at komme stærkere til udtryk i den østlige del af dens udbredelse.
- Underart: Milvus migrans formosanus – Taiwan-glente.
Underarten angives til næppe at kunne skelnes fra ovenstående underart (lineatus).
Underart: Milvus migrans affinis – Black Kite (affinis) (Gaffelhaleglente)
Yngler i det østlige Pakistan videre mod øst gennem det tropiske Indien og Sri Lanka til Indokina og den malaysiske halvø. Den er en mørkebrun glente fundet på hele subkontinentet. Kan ses cirkle og svæve i byområder.
En undersøgelse angiver at der ikke kunne skelnes mellem govinda og lineatus i den genetiske analyse, og det blev fremført, at alle prøverne blev indsamlet i overvintringsperioden, hvor lineatus også er til stede i samme region. Det blev konkluderet, at disse resultater kan skyldes forkert mærkning af overvintrende lineatus arter.
Identifikationsoversigt
Mindre end migrans og lineatus, noget mellem i fjerdragt. Der er ingen seksuel dimorfi (kønsstørrelse) i størrelse for denne underart. Vinger og hale kortere, med en dybere kløft. Kronen mere rødbrun, fjerdragten mere ensartet brun. Øredækfjer står ikke så meget i kontrast som hos lineatus. Det lysegrå panel på undervingen er mindre og mere sprosset i forhold til lineatus. Bare dele er lyse gule. I ungfuglenes fjerdragter er de hvide striber på kroppen tyndere end på unge lineatus. Denne underart er også mindre variabel i fjerdragt end migrans og lineatus.
Træstruktur visende underfamilien Buetoninae (se diagram herunder)
Underfamilien Buetoninae indeholder over 60 rovfuglearter fordelt på 18 slægter (Musvåger, egentlige ørne og havørne). En stor gruppe med stor forskel i udseende og form.
Buetoninae underfamilien kan opdeles i 3 stammer (tribes), hvor to af dem indeholder slægter hvis arter er nært beslægtede – de kan føres tilbage til en fælles stamfader, hvorved de danner en nært beslægtet gruppe (stamme).
De tre stammer:
– Stammen Milvini, som udgøres af slægterne:
– Milvus: 3 glente arter (rød-, sort-, og gulnæbbet glente
– Haliastur: 2 glentearter (Brahmin kite og Whisling kite)
– Haliaeetus: 11 havørne arter
Stammen Buetonini: indeholdende mange musvågearter, nogle glentearter mf. En gruppe hvis indbyrdes slægtskab endnu ikke er endelig klarlagt.
Stammen Harpagnini, som udgøres af:
Glente slægten Harpagus: små fugle levende i amerikanske tropisk skove.
- Tandglente, Harpagus bidentatus
- Lysbuget tandglente, Harpagus diodon
Buteoninae slægtern opstod klart i Amerika baseret på fossile optegnelser og nuværende artsfordelinger (mere end 75% af de eksisterende rovfugle fra denne slægt findes i Amerika ).
Taksonomisk forløb mod Botininae
Superorden: Accipitrimophae – en gruppe fugle, der omfatter ordnerne Cathartiformes: Ny verdens gribbe og Accipitriformes: Høgefamilien, Sekretærfugl,
Fiskeørn og høgfamilien, Accipitridae. Sammen med Falconiformes (Falke) og Strigiformes (ugler) betegnes de samlet som rovfugle.
Orden: Accipitriformes: Orden som indeholder de fleste af de dagjagende rovfugle – Falke og Ugler er ikke med her.
Familien: Accipitridae – en af tre familier under Ordenen Accipitriformes.
Underfamilie: Buteoninae – en underfamilie af rovfugle som kan opdeles i 3 stammer:
Stammer – se de enkelte slægter i teksten før denne boks:
– Harpanini
– Milvini
– Buteonini
En superorden, tilføjes nogle gange direkte over Orden, med underorden direkte under Orden. En Ordre kan også defineres som en gruppe af relaterede/beslægtede familier.
Superordenen “Accipitrimophae samler således ordenerne af rovfugle i en ikke nært beslægtet, men relateret gruppe
Geografisk variation
Den geografisk variation er kompleks og ikke fuldt ud forstået. Fugle fra tørre områder i Nordafrika og Mellemøsten har tendens til at være lysere og rødere end andre, muligvis på grund af miljøforhold
Kompleksitet
Molekylære undersøgelser indikerer dog at der hersker en mere kompleks situation. Baseret på de begrænsede tilgængelige beviser, er den røde glente (Milvus milvus) indblandet i Sort glente (Milvus migrans), hvilket har ført til den seneste praksis med at splitte gulnæbbet glente (Milvus aegyptius) fra Milvus parasitus som en separat art.
Nogle fugle i Mellemøsten er meget farvestrålende, muligvis på grund af miljøforhold, og ligner dermed Rød glente. Disse fugle antages foreløbigt at være en lokal rødbrun morf af den nominelle Sort glente (Milvus migrans).
Beslægtede arter
Den sorte glente er tæt beslægtet med den røde glente (Milvus milvus). Arten er endda helt klart (som nævnt tidligere) indblandet i Sort glente, en konstatering baseret på fylogenetiske analyser af genetiske data, muligvis på grund af fejlagtige artsbestemmelser.
Slægten Milvus omfatter i øjeblikket tre arter (inkluderet Gulnæbbet glente), men slægtens interne taksonomi er stadig uklar, og andre arter kan blive anerkendt i en nær fremtid. Milvus-glenter er nært beslægtet med Haliastur-glenter, men ikke til andre glente-slægter, som man tidligere antog (Elanus, Harpagus, Ictinia).
De to glente slægter (Milvus og Haliastur) placeres af de fleste forskere sammen med Haliaeetus (havørne) i underfamilien Haliaeetinae, en gruppe, der er tættest beslægtet med høge fra underfamilien Buteoninae (musvåge mf.).
Stammen Milvine glenter (Milvus og Haliastur) og havørne deler mange morfologiske og økologiske egenskaber, især deres tiltrækning til fugtige områder. De splittes sandsynligvis fra deres nærmeste slægtninge fra mellem 9,8 og 15,7 milliarder af år siden.
Milvus migrans (Sort glente) og Milvus milvus (Rød glente) hybridiserer regelmæssigt i naturen. Et mere overraskende tilfælde af hybridisering mellem Milvus migrans og musvåge (Buteo buteo) som er blevet rapporteret fra Italien.
Nylige DNA-undersøgelser tyder på, at de gulnæbbede afrikanske arter parasitus og aegyptius adskiller sig væsentligt fra sorte glenter i den eurasiske klade og bør betragtes som en separat allopatrisk* art: gulnæbbet glente, M. aegyptius. De forekommer i hele Afrika undtagen Congo-bassinet og Sahara-ørkenen.
*Alleotatrisk art: Artsdannelse uden geografisk adskillelse som opstår fordi nogle individer pludselig får en ny genvariant
