Rød glente
Red kite
Rød glente (Red kite)
Videnskabelig klassifikation:
Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Rovfugle (Accipitriformes)
Familie: Glenter, ørne & høge (Accipitridae)
Underfamilie: Milvinae
Slægt: Milvius (Glenter)
Art: Rød glente
Milvus (De Egentlige glenter) er en lille slægt af glenter i
høgefamilien.
Slægten består af tre arter:
- Rød glente (Milvus milvus)
- Sort glente (Milvus migrans)
- Gulnæbbet glente (Milvus aegyptius)
Somme tider regnes gulnæbbet glente som en underart af Sort glente ligesom sortøret glente (Milvus migrans lineatus), der dog af nogle betragtes som en selvstændig art.
Generelt
Rød Glente eller som den også kaldes ”den røde drage”, fordi den ganske som en drage ofte står med udbredte vinger op mod vinden – helt stille i luften, er en smuk og iøjnefaldende rovfugl, som med sine 60-70 cm kropslængde, er betydelig større end musvågen.
Milvus er en slægt af mellemstore rovfugle. Slægten er anført med den røde glente som typeart – når en slægt indeholder flere arter, angives en af disse som ”typeart”, og navnet danner betegnelsen på slægten eks. vis hos den røde glente:
- Red kite, Milvus milvus – trype arten, som er navngivende til slægten ”Milvius”
- Black kite, Milvus migrans
- Yellow-billed kite, Milvus aegyptius
Arten ses sædvanligvis i ensomhed eller i par, og er den ”mest” sete af alle glenter. Den er nem genkendelig, når den ses elegant svævende i luften på sine lange slanke vinger med den varme rødbrune fjerdragt og det karakteristiske vingemønster, samt dens dybe kile i halen (ungfugle har dog ingen eller kun en ganske lille kile, men der kan dog være individer, som heller ikke som voksne hare en nævneværdig udviklet kile). Kilen gør den relativ nem genkendelig fra den Sorte glente, som højest har en ganske svag kile i sin hale.
Den kileformede hale gør, at den med enkelte halebevægeler kan skifte retning eller vinkel – ofte uden brug af vingerne – en god energibesparende egenskab.
Med sin specielt udformede halefjer og lange slanke vinger er røde glente en fantastisk flyver (og ikke mindst “svæver”, der under fødesøgningen både ligger højt i luften, hvor den ofte stopper op i luften, vender rundt og daler ned mod jorden for at undersøge et muligt bytteemne. Andre gange ses den glide lavt over jorden (ofte i bølget terræn), spejdende efter et muligt bytteemne.
Rød glente ses sjældent på jorden, medmindre den søger efter regnorme; da kan den sidde på ét sted i længere tid, og tålmodigt betragte den omgivende jord- eller græsareal.
Den ses sædvanligvis i ensomhed eller i par, selvom store grupper samles i fælles sovepladser uden for ynglesæsonen og på steder med stor fødeforsyning.
Når den markerer sit redeterritorium kan den “hænge” i timevis som en drage over skoven, deraf både dens engelske “kite” og latinske navn “milvus”, som begge betyder – drage.
Størrelse
Rød glente er en pæn stor og kompakt rovfugl, og med et vingefang på mellem 145-165 cm og en længde på mellem 60-70 cm, er den til sammenligning 25% større end musvågen.
Vægt:
Han: 750-1.050 gram
Hun: 950-1300 gram
Udbredelse og Habitat
Rød glente har, i modsætning til sin nære slægtning den sorte glente, en begrænset geografisk udbredelse. Næsten hele artens yngleområde befinder sig inden for Europa. 80 % af den europæiske bestand er koncentreret i tre lande: Tyskland, Frankrig og Spanien.
Den er bredt udbredt på åbne lokationer, hvor den findes over åbent skovklædt land; herunder skrat eller skove blandet med landbrugsjord, græsgange eller hede, samt vådområder og kyster.
Den findes normalt i lav eller mellem-højde, men forekommer i skove på op til 2.500 m i Marokko. Om vinteren har den tendens til at søge til mere åbne områder, f.eks. landbrugsjord uden træer, ødemarker, krat og vådområder.
Mens rød glente er udbredt (og i fremgang) i Europa, har der været alvorlige populationsfald, især i den sydlige del af dets udbredelsesområde – Spanien, Frankrig og Tyskland. Men mens der ses tilbagegang mod syd, går bestanden frem i f.eks. England, Danmark, Polen og Sverige.
I Danmark var 2007 et gennembrudsår for fremgangen med mindst 46 ynglepar, heraf 12 par på Sjælland, og ynglebestanden er fortsat i fremgang. Fra 1980 til 2018 var der en fremgang på ikke mindre end 500%. Og der anslås ifølge DOF, at ynglebestanden i Danmark nu er på mellem 300-350 par.
Den sydsvenske bestand er vokset markant fra 20 par i 1960 og op til nu over 2000 ynglepar. På europæisk plan er den røde glente dog stadig truet, bl.a. som følge af direkte forfølgelse på overvintringspladserne og arealændringer i vinterkvarteret i Spanien, samt ikke mindst udlægning af gift. Men internationalt pres angives at have mindsket problemet på det seneste. Verdensbestanden af rød glente vurderes til ca 35.000 par.
Migration og sæsonbestemte forskelle i migrationsstrategier hos røde glente
Generelt er arten trækkende i køligere områder; Nord- og Centraleuropa, selvom den viser en stigende tendens til at overvintre i disse områder, herunder det sydlige Sverige, Danmark, samt i Schweiz og Tyskland.
Rød glente viser en stor variation i sine migrationsstrategier; de fleste individer i både det nordlige og nordøstlige Europa er migranter.
I modsætning til de langdistancetrækkende rovfugle, som fx den sorte glente ( Milvus migrans ) med en veldefineret langdistance-trækadfærd, har den røde glente en stor intra-specifik variabilitet i sin migrationsøkologi.
De fleste røde glenter i det nordlige- og nordøstlige Europa er intrakontinentale migranter (arter med ændring af sædvanligt ophold), som tilbringer vintersæsonen hovedsageligt i det sydlige Frankrig, Spanien og Portugal.
Spanien er den vigtigste vinterdestination for arten, med en overvintringsbestand på 50.297 individer ifølge den seneste optælling.
Fugle starter efterårstrækket mellem august og november, og de vender tilbage til deres yngleområder mellem februar og april.
Tyskland er den vigtigste destination, hvor 70% af mærkede røde glenter, der overvintrede i Spanien, migrerede til under forårstrækket. Dette land har de største ynglebestande af arten med 12.000-18.000 par (BirdLife International 2019).
Forskel mellem forårs- og efterårstræk
Der er fundet forskelle mellem ikke kønsmodne og voksne for forårstræk. Voksne begyndte forårstrækket mod nord og nordøst i februar-marts, mens de umodne individer begyndte at migrere betydeligt senere, og har vist et bredere datointerval (februar-juni).
Forårstrækkerne foregår klart hurtigere og med færre mellemlandingsdage end efterårstrækkerne.
Efterårstrækket begyndte mellem midten af oktober og slutningen af november, og to forskellige adfærdsformer er blevet observeret: De fleste fugle trækker hurtigt direkte til overvintringsområderne med kun nogle dages mellemlanding, mens andre forlængede trækket med lange stop langs ruten. Disse konstaterede forskelle fremhæver en stor variation i den røde glentes trækmønster, ikke kun efter alder, men også mellem individer og årstider.
Det er observeret, at røde glenter generelt vender tilbage til det samme overvintringsområde, som de havde opholdt sig i året før. Denne overvintringsstedets troskab er dog et almindeligt træk blandt migrerende rovfugle.
Data er hovedsaligt baseret på undersøgelser af træk mellem det centrale Europa og Spanien. Der er ikke lavet tilsvarende undersøgelser på træk fra det nordlige Europa.
De, der migrerer, forbliver på det samme kontinent, og vender ofte tilbage til deres fødested for at yngle.
Kost og fødesøgning
Rød glente er generelt en typisk ådselæder, men kan også være en jagende rovfugle.
Den er ikke kræsen, og har et bredt udvalg af foretrukne fødetyper, men i det væsentlige er det ådsler, ofte i form af vejdræbte dyr. Herefter er det små eller mellemstore pattedyr, fugle og kystfisk; kosten varierer afhængigt af lokal tilgængelighed, med forholdsmæssigt fanges flere levende byttedyr i yngle-sæsonen.
Pattedyr, der jages, omfatter; gnavere som rotter, mus, hamstere, bisamrotter, muldvarpe og spidsmus, kaniner og harer samt fugle, især unge. Hvirvelløse dyr, f.eks. biller, græshopper og regnorme, indgår også i kostplanen. De tages alle på jorden, men alatmyrer tages flyvende.
En svensk undersøgelse har vist, at omkring 3/4 af de svenske røde glenters føden udgøres af fugle. Især kragefugle viste sig at være vigtige byttedyr.
Reproduktion
Rød glente er monogam, og danner par-binding for livet. Normalt holder de sammen året rundt, selvom de om vinteren kan tilbringe tid adskilt eller opholde sig på de fælles sovepladser. Frieri i form af luftakrobatik, hvor parret eks.vis flyver direkte mod hinanden, og lige før et sammenstød, drejer skarpt fra. Akten foregår hvert år som en fornyelse af den tilknytning, parret allerede har.
For migrerende populationer betyder troskaben til et bestemt redested, at parbindingen sandsynligvis vil blive fornyet hver ynglesæson, selv om de ikke skulle tilbringer vinteren sammen.
Et par vil nogle gange bruge en rede fra det foregående år, og kan lejlighedsvis overtage en gammel musvågerede. Reden bygges af begge køn. Hannen medbringer døde kviste på 30-50 cm (12-20 tommer) i længden, som placeres af hunnen.
Reden er foret med græs og nogle gange også med fåreuld. I modsætning til den sorte glente tilføres der ikke grønt til reden. Begge køn fortsætter med at tilføje materiale til reden under inkubations- og rugeperioderne. Reder varierer meget i størrelse og kan blive store, når den samme rede anvendes i flere sæsoner.
De yngler i stokplatformsreder som normalt placeres i løvtræer (ofte tæt på andre glenter), hvor reden normalt placeres i en gaffel i en højde på mellem 12 og 15 m over jorden. Hunnerne ruger for det meste på æggene, samt passer og fodrer ungerne. Men hannen udfører det meste af jagten, og afleverer således byttet på redekanten.
Et til tre æg lægges normalt i april med 3 dages mellemrum. Dette sikrer, at der til enhver tid vil være en dominerende unge, der sandsynligvis vil overleve sine søskende. Inkubationstiden er 31 til 32 dage, men forlænges med yderligere 3 dage pr. ekstra æg. Arten er kendt for let at blive forstyrret ved reden.
Efter omkring 6 uger vil ungerne flyve fra reden for at afprøve deres vinger, men de vil holde til omkring reden i en periode, da forældrene fortsætter med at fodre dem i flere uger.
Unger opnår voksen fjerdragt omkring 1 år gamle, og når modenhed mellem 2 til 3 år.
Rød glente er beskyttende for redeområdet, men ikke for hele yngleterritoriet.
Når den markerer sit redeterritorium kan den “hænge” i timevis som en drage over skoven, deraf dens engelske navn “kite”.
Rød glente i Danmark og Sverige
I Danmark yngler Rød glente fåtalligt, men den har været i fremgang i de seneste år og findes især i Nord-og Østjylland, på Fyn og i Vestsjælland – men Nordsjælland er ved at komme godt med.
De danske og sydsvenske ynglefugle overvintrer primært i Spanien og Sydfrankrig sammen med størstedelen af den europæiske bestand. Vinterfodring i Sverige har dog medført, at bestanden er oppe på over 2.000 ynglepar, og da flere sydsvenske glenter overvintrer tæt på yngleområdet, drager Danmark stor fordel heraf med en stor tilgang af overvintrende sydsvenske glenter. Ved Stevns og på Sjælland er der på efterårssæsonen 2022 talt omkring 1.000 indtrækkende individer af rød glente.
I løbet af de seneste år er der således sket en fordobling i antallet af røde glenter, som opholder sig vinteren over i den danske natur. I januar 2022 taltes der ifølge DOF 566 glenter i Danmark. Hvilket er det højeste antal talt i den danske midvinter.
Der fodres ikke herhjemme, men alligevel er antallet af vor “egne” overvintrende glenter stærkt stigende. Det er især de gamle fugle, der bliver i Danmark.
Langt de fleste røde glenter blev talt i Vestsjælland og i Storstrømsområdet.
Forskelle mellem voksne og unge
Voksne adskiller sig fra unge i en række egenskaber:
- Voksne er generelt mere dybt rødbrune sammenlignet med den mere udvaskede farve hos unge fugle. Voksne har sorte bryststriber, hvorimod disse er blege på ungfugle.
- Unge fugle har en mindre dybt kløvet hale med et mørkt subterminalt bånd.
- Unge fugle har blege spidser til alle overdækninger (sekundære og primære) på både over- og undervinger, som danner en lang smal bleg linje; voksne har kun blege frynser til overvinger, og sekundære dækfjer.
Disse forskelle holder i det meste af det første år en rød glentes liv.
Kontroverser
Ved uoverensstemmelser med andre rovfugle er en rød glente på trods af sin størrelse ikke en fugl der trækker sig sejrrigt ud af uenigheden.
Her under en serie billeder hvor den konkurrerer med en rørhøg om et ådsel. Men en rød glente er ingen match for rørhøgen.
Glenten kan på trods af en betydelig overlegen størrelse og vægt ikke stille noget op mod den betydelig mindre og lettere rørhøg, hvis de er interesseret i det samme ådsel. Den bliver jaget væk – hver gang.
Det skyldes helt klart glentens meget korte ben, som gør den langsom og ret ”kluntet” i sine bevægelser på jorden. Hvor den langbenede, slankere og meget adrætte rørhøg nemt udmanøvrer den, så glenten må forlade stedet.
Geografisk variation
Der er en lille geografisk variation, og meget individuel variation hos den røde glente.
En nylig genetisk undersøgelse fandt ingen signifikant fylogeografisk #1 struktur på tværs af artens europæiske udbredelsesområde, men en alarmerende lav genetisk diversitet #2.
Forholdet mellem arterne i denne taxon er blevet utydeliggjort af fejlidentifikationen af sorte glenter, der forekommer på den samme øgruppe (men ikke de samme øer) som Kap Verde-glenter fasciicauda (som nyligt betegnes som uudød – år 2000).
Men den genetiske afstand mellem Milvus slægtens taxa er generelt små, muligvis på grund af ufuldstændig slægtssortering, mens de morfologiske (udsenet) forskelle er relativt store.
Fylogeografi er en integrerende disciplin, der har til formål at give forståelse af den geografiske fordeling af genotype. I de seneste årtier er fylogeografiske tilgange blevet brugt til at forbedre vores forståelse af både biogeografi og landskabsgenetik på tværs af en række rumlige og tidsmæssige skalaer
Genetisk diversitet dækker over variationen af gener inden for en art eller en bestand. Stor diversitet er derfor en vigtig faktor for en arts udvikling og trivsel.
Stor genetisk diversitet er vigtig, fordi den mindsker risikoen for indavl, og gør en art mindre sårbar i forhold til sygdom.
Den fundne lave genetiske diversitet hos den røde glente er således alarmerende for fremtidens bestand, og bringer arten i en sårbar position. Lav genetisk diversitet er også fundet hos den sorte glente.
Allozymdata (variantformer af et enzym) indikerer, at den genetiske diversitet hos både sorte og røde glenter er ret lav. Da succesfuld hybridisering mellem Milvus- glenter er ret almindelig, er mtDNA- analyser upålidelige til at løse slægtens fylogeni***
Fremtidig evolution – Tab af genetisk variation ved lav genetisk diversitet
Ud over indavl kan en lille bestandssstørrelse også være en trussel mod den mere langsigtede eksistens af en art. På grund af de samlede påvirkninger fra indavl og genetisk drift kan der ske et stort tab af genetisk variation i en lille bestand. En bestand, som har mindre mængde af genetisk variation, vil dårligere være i stand til at tilpasse sig omgivelserne evolutionært, hvis de ændrer sig. De har det man kalder mindre evolutionært potentiale.
Den lille bestand er altså mere sårbar og hvis temperaturen pludselig stiger, eller der bryder en sygdom ud blandt de få individer, der er tilbage, vil der ikke være nogen genetisk variation, som selektionen kan virke på. Derfor er det ikke muligt for selektionen at favorisere de individer, der kan leve under de nye miljøforhold, eller er resistente overfor sygdommen, fordi alle individer er næsten genetisk ens. Bestanden kan derfor ikke udvikle sig evolutionært, og den risikerer i stedet for at uddø.
Der findes flere eksempler på at truede dyrearter er blevet beskyttet ved lovgivning og efterfølgende har formået at stige i antal. Det betyder dog ikke, at arten er sikret overlevelse, da det tager mange tusind år før den genetiske variation er blevet genetableret. I mellemtiden kan det miljø, der omgiver arten have ændret sig så meget, at den når at uddø på grund af manglende genetisk variation.
Beslægtede arter
Røde glente er tæt beslægtet med den meget identiske sorte glente (Milvus migrans), som den lejlighedsvis hybridiserer med; taksonomien mellem disse to arter beskrives som usikkert og nævnes krævende yderligere undersøgelse. De to arter er søster-arter, og kan sammen få levedygtigt afkom.
Selvom den genetiske afstand er lille imellem arterne, er Milvus glenter gyldige og anerkendt bioarter, som på trods af lejlighedsvise tilfælde af hybridisering, alle tre kan yngle indbyrdes i blandede avlssammensætninger.
Slægten Milvus glenter omfatter tre arter; men slægtens interne taksonomi er stadig uklar – Gulnæbbet glente (Milvus aegyptius) er ”nyligt” blevet anerkendt.
Milvus glenter er nært beslægtet med Haliastur glenter, men ikke til de andre glente slægter (f.eks.Elanus (fx Blå glente), Ictinia, Harpagus, m.f.).
De to glente-slægter er tættere beslægtet med havørnene (Haliaeetus), end med de andre glente-slægter, og placeres af de fleste forskere sammen med Haliaeetus (havørne) fra underfamilien Haliaeetinae, en gruppe, der er tættest beslægtet med høge fra underfamilien Buteoninae (som fx ikke indeholder de store ørne – ud over havørnene); disse to underfamilier af glenter er nogle gange kombineret til den større og mere inkluderende Buteoninae gruppe (se Videnskabelig klassifikations boks senere).
Disse glente-slægters forhold til havørne er delvist understøttet af deres genetiske sekvensering.
Milvine glenter (Milvus og Haliastur) samt havørne deler yderligere mange morfologiske og økologiske egenskaber, især deres tilhørselsforhold til fugtige områder. De splittede sandsynligvis fra deres nærmeste slægtninge for mellem 9,8 og 15,7 millioner år siden.
Underfamilien Buteoninae i familien Accipitridae
Buteoninae er en stor underfamilie i familien Accipitridae (som er en af tre familier i rovfugleordenen), der omfatter omkring 55 anerkendte arter, som udgør en bred vifte af ganske forskelligartede rovfugleslægter; musvåger (buteoninihøge), hvor nogle er meget ørnelignende. Tidligere blev støvleørnene (de egentlige ørne) også placeret i denne Buteoninae-gruppen. Men undersøgelser baseret på mitrokondrielt DNA, afklarede, at denne underfamilie skulle “slankes” og frataget flere slægter.
Yderligere blev opfattelsen, at Milvius glenter, Haliastur glenter og Havørne (Haliastur) er nærmere beslægtet med hinanden, end med andre slægter i Buteoninae-gruppen; eks. vis Bueto (musvåge og høge arter) samt yderligere ca. 21 andre slægter, som kan ses her:https://www.wikiwand.
com/en/Buteoninae
Det vil sige, at den Røde glente (samt de to andre arter i slægten Milvus) er nærmere beslægtet med havørnene og de to Halietus-glenter (Brahminy glente og Fløjtende glente), end med alle andre glente-slægter. Disse tre slægter kan samles i en stammen (tribe) betegnet “Milvini”, alle andre slægter samles i stammen “Buetoninae”. Underfamilien Buteoninae kan således opdeles i to stammer, hvor der tages højde for at samle især slægterne i “milvus”, som vises i nedenfor stående træstruktur.
I modsætning til mange slægter af Accipitridae (høge, ørne, glenter m.f.), som så ud til at være udstrålet fra Afrika eller Sydasien, opstod Buteoninae slægterne i Amerika, baseret på fossile optegnelser og de nuværende artsfordelinger (mere end 75% af de eksisterende rovfugle fra denne underfamilie findes i Amerika ).
Slægter i Underfamilien Buteoninae som mitrokondielle data har påvist ligger forholdsvis tæt, og er samlet i stammen Milvini:
Milvius glenter:
- Rød glente, Milvus milvus
- Kap Verde-drage, Milvus (milvus) fasciicauda uddød (2000)
- Sort glente, Milvus migrans
- Sortøret glente, Milvus (migrans) lineatus
- Gulnæbbet glente, Milvus aegyptius
Haliastur glenter :
Brahminy glente , Haliastur indus
Fløjteglente, Haliastur sphenurus
Haliaeetus (havørne)
- Hvidbuget havørn ( H. leucogaster )
- Sanfords havørn ( H. sanfordi )
- Afrikansk fiskeørn ( H. vocifer )
- Madagaskar fiskeørn ( H. vociferoides )
- Pallas fiskeørn ( H. leucoryphus )
- Havørn ( H. albicilla )
- Skaldet ørn ( H. leucocephalus )
- Stellers havørn ( H. pelagicus )
- Lille fiskeørn ( H. humilis )
- Gråhovedet fiskeørn ( H. ichthyaetus )
Videnskabelig klassifikation for Underfamilien Buteoninae
Klasse: Aves (fugle)
Orden: Accipitriformes (rovfugle)
Familie: Accipitridea
Underfamilie: Buteoninae (en af 13 underfamilier) Indeholder omkring 24 slægter.
Se en artikel om dem HER
https://www.wikiwand.
com/en/Buteoninae
De 13 underfamilier i rovfugle familien "Accpitridea"
- Elaninae – glenter
- Gypaetinae – Lammegrib, Ådselgrib m.f.
- Perninae – flere glente- og musvåge slægter
- Aegypiinae – gl. verdens gribbe
- Circaetinae – slangeørne
- Harpiinae – Hapy- og andre skovørne
- Aquilinae – støvleørne (de egentlige ørne)
- Lophospizinae – Toppet Duehøg (og andre)
- Harpaginae
- Melieraxinae
- Buteoninae – glenter, musvåger, havørne
- Accipitrinae – spurvehøge (skovhøge)
- Circinae – Rørhøg
Videnskabelig klassifikation for Underfamilien Buteoninae
Med sine nakkefjer udspilet og skrigende sin aggression ud mod en rørhøg, ses det tydeligt hvorfor Rød glente på mange sprog her fået navnet “drage”.
Træstruktur
Træstrukturen herunder viser en oversigt over underfamilien Buetoninaes slægtsmæssige placering i rovfugle-ordenen Accipitriformes, samt underordenens slægters opdeling i to stammer. Milvus-glenter, Haliastur-glenter og havørne (Haliaeetus) i den ene, som menes nærmere indbyrdes beslægtet, og underordenens øvrige slægter i den anden “Buteonini”, hvis indbyrdes slægtskab ikke er endeligt klarhed over.
Det ses også, at glenter er spredt ud på flere forskellige slægter, nogle med eget slægtsnavn, andre tilføjet i slægter med høge. Denne noget forvirrende udspredning, fordi nutidens mtDNA analyser vist, at de ikke indbyrdes er så nært beslægtet, at de udgør en egentlig glente-slægt. Den gamle gruppering af glenter op er således splitter op. Arterne har beholdt deres navn, selv om de er nært beslægtet med andre arter i andre slægter – enkelte har dog fået status af selvstændig slægt. Eksempelvis slægten Ictinia og Elanus (som eks. vis indeholder den blå glente).
