Blå glente (Black-winget kite)
Videnskabelig klassifikation:
Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Rovfugle (Accipitriformes)
Familie: Høgefamilien Accipitridae – 10 underfamilier
Underfamilie: Boteonae (kan opdeles i tre stammer)
Stamme: Melvinae
Slægt: Elanus (3 underarter)
Art: Elanus caeruleus (Blå glente)
Blå glente generelt
Den Blå glente er både en ualmindelig og smuk lille og karakteristisk falkelignende glente. Lys (nærmest hvid) underneden, blågrå foroven med iøjnefaldende sorte skuldre dannet af sorte vingedækfjer, sorte vingespidser og sort øjenstriber. Og så – dens store og uglelignende fremadvendte øjne med en dyb rød iris. En egenskab der ikke findes hos andre slægter af dagjagende rovfugle.
Dens store fremadvendte øjne er placeret under et fremspringende ”knoglestykke”, der giver dem skygge, er unikke og karakteristiske for slægten, det samme er deres fløjlsbløde fjerdragt, som giver dem en særlig lydløs flugt.
De lange meget falkelignende vinger strækker sig ud over halen, når fuglen sidder, og giver den et langstragt og slankt udseende. Under flugten er den korte og firkantede hale synlig, og den er ikke gaffelformet som i de typiske glenter af slægten Milvus (eks. vis Rød glente).
En anden egenskab som ikke findes hos andre dagaktive rovfugle, og som er et særkende for slægten Elanus er ”zygodactyl* fødder” (adskildte tæer), en karakterer der blandt den samlede rovfugle gruppe, kun findes hos Fiskeørn og ugler.
En egenskab som kun den blå glente (ikke hele slægten) har, er afrundede undersider på kløernes negle, et træk, der også findes hos fiskeørnen, men ikke hos nogen andre rovfugle.
*zygodactyl fødder
Zygodacyle fødder betyder, at fuglen har to tæer på forsiden og to tæer på bagsiden for at hjælpe dem med at lande på grene i lodret stilling, samt til at gribe et bytte på en anderledes måde – som fiskeørnen. Spætten bruger disse tæer sammen med deres stive halefjer til at stemme mod træerne, når de klatrer.
Ugler har zygodactyl fødder med to tæer pegende fremad og to tæer peger baglæns, og alle deres tæer har skarpe taloner. Dette giver fuglene et stærkere og mere kraftfuldt greb, så de kan være mere effektive rovdyr. Denne evne kompenserer uglerne for deres svage næb, idet de skal dræbe byttet med deres fødder, frem for med næbet, som ikke har styrke til det.
Zygodactyl (Ornitologi )
Angiver at anden og tredje tå er placeret foran, og den første (tommel-) og fjerde tå er placeret bagud.
Psittaciforme (papegøjer, araer, kakaduer osv.), piciforme (spætter m.f.) og cuculiforms (gøge) og Fiskeørnen er zygodactyler.
I modsætning til alle andre rovfugle ”undtagen Fiskeørn”, har Elanus-glenterne zygodaktile fødder med en vendbar ydre tå.
Størrelse og vægt
Størrelse: 30-37 cm. Vingefang: 77-92 cm
Vægt: Han 197-277. Hun 219-343
Størrelsesforhold: En anelse større end en Tårnfalk
Billedet lånt under:
- License: CC BY-SA 3.0
- Usage terms:Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0
- Credit: Own work| Mdk572
Bemærk den blå glentes store og uglelignende fremadvendte øjne med en dyb rød iris. En egenskab der ikke findes hos andre slægter af dagjagende rovfugle.
Dens store fremadvendte øjne er placeret under et fremspringende ”knoglestykke”, der giver dem skygge, er unikke og ligeledes karakteristiske for slægten
Levesteder og udbredelse
Den Blå glente er en art primært til det åbent lands græsarealer med små buske og lave træer, tørre stepper i Afrika syd for Sahara og det tropiske Asien, men den har fodfæste i Europa i Spanien og Portugal. Den er stort set fraværende i lukket skov og ørken. Arterne angives til at sprede sig til Sydeuropa og muligvis i Vestasien
Forekommer i Indien, Sydøstasien, det sydvestlige Europa og på tværs af Afrika syd for Sahara, fra det sydlige Mauretanien til Eritrea syd til det sydlige Afrika. Her er den meget almindeligt i hele regionen, især i Sydafrika, det nordøstlige Zimbabwe og det centrale Botswana.
Jagtteknik
Den Blå glente lever hovedsageligt af gnavere, som ofte tages fra et stillestående svæv. Når den først har fundet et bytte, falder den lyn-hurtigt til jorden for at gribe det. Den jager også fra en udsigtsposter og flyver gerne fra en position til en anden, før den dykker til jorden.
Den blå glente udfører således som Tårnfalken et stillestående svæv (den muser), når den spotter et muligt bytte. Men dens stillestående svæv (hover-teknik) adskiller sig dog væsentligt fra Tårnfalkens, idet den hover med dens vinger holdt vandret op over kroppen og kroppe i en vinkel på 30º, og har derved sin krop betydelig mere horisontalt end Tårnfalken (se billedet her under).
Hover-jagt er mindre energieffektivt, men lidt mere vellykket end jagt fra udstigtposter, hvilket også giver den mulighed for at fouragere i områder uden siddepinde.
Følgende dyr er blevet registreret i dens kost:
div. små pattedyr, frem for alt gnavere samt insekter. Desuden tages firben og småfugle, næsten udelukkende arter som lever på jorden i det åbne land (lærker og pibere), samt unger af forskellig slags.
Fugle angives til at tages i en størrelse op til rørvagtler
Den blå glente hover med dens vinger holdt vandret op over kroppen, og kroppe holdt i en vinkel på 30º, og har derved sin krop betydelig mere horisontalt end Tårnfalken
Yngle og par forhold
Arten er Monogam, territorial-hævdende og yngler ikke i grupper. Hunnen udvælger hannen baseret på kvaliteten af hans territorium.
Viden om den blå glentes yngleforhold er ikke særlig dybtgående. Det synes, som om de enkelte territorier bebos ret uregelmæssigt, afhængigt af forekomsten af smågnavere. At territoriet er besat, viser magerne ved sammen at kredse højt over området. Frieriet er støjende og involverer jagter, og når først parret er dannet, parrer de sig ofte.
De kalder ved høje hvin eller bløde fløjten hovedsageligt i yngletiden og på liggestedet.
Begge mager arbejder på at anlægge reden. Hannens rolle synes mest at være at skaffe materialet, mens hunnen bygger. Allerede i denne fase af yngletiden overtager hannen forsørgelsen af hunnen.
Reden anbringes gerne i tornede, fladkronede træer i 3-20 meters højde. Den er en løs platform af kviste, og hunnen bruger flere kræfter på at bygge reden end hannen.
Æglægningen finder i Spanien/Portugal sted ult. Feb./pr. marts. Kuldet er på 3-4 æg. Rugetiden er 26 dage.
Æggene er bleg cremet med pletter af dyb rød. Begge forældre ruger, men når ungerne klækkes, bruger hannen mere tid på at søge føde.
Når ungerne forlader reden, flytter hunnerne ofte til nye territorier, nogle gange ”deserterer” hun før ungerne flyver, og efterlader hannen tilbage til at fodre og opdrage ungerne.
Både hanner og hunner udviser betydelig nomadisme. I modsætning til de fleste rovfugle er de i stand til at opdrætte flere kuld i løbet af et år, og unge fugle er kendt for at sprede sig vidt, tilpasninger, der hjælper dem med at udnytte periodiske gnaver-populationsstigninger.
Uden for ynglesæsonen kan op til 500 fugle raste i fællesskab hvor de samles i en klynge at løvtræer og spreder sig om dagen til individuelle jagterritorier. Uden for Europa samles arten kun i mindre grupper på 15-30 individer.
Arten er godt tilpasset til at udnytte periodiske stigninger i gnaverpopulationer, og kan få flere kuld på et enkelt år i modsætning til de fleste andre rovfugle, som kun rejser et kuld – ofte kun bestående af en enkelt unge
Fjender
Den Blå glente er blevet registreret som bytte for følgende dyr:
- Terathopius ecaudatus
(Gøglerørn) - Aquila rapax(Afrikansk rovørn)
- Bubo africanus(Plettet hornugle)
- Unger jages af:
- Buteo rufofuscus
(sjakalvåge)
- Buteo rufofuscus
Migration og geografisk udbredelse
Arten er ikke migrerende, men udviser nomadisme som reaktion på vejrlig og fødetilgængelighed. Nogle gange flytter den fra det sydlige Afrika til troperne. Hunner er generelt mere nomadiske
end hanner.
Inden for Europa den Blå glentes højborg den sydvestlige del af Den Iberiske Halvø, men gennem en del år har de været i gang med at spreder sig længere og længere nordpå.
Arterne er geografisk adskilte, idet Blå glente er udbredt i det palæarktiske og afrotropiske
område, Australsk Blå glente følgelig i Australien og Hvidhalet glente i Nord- og Sydamerika. Sammen danner de en ”Superart*” Superart se nærmere HER.
Underarter
Den Blå glente “Elanus careruleus” findes i slægten Elanus, som forekommer i tre anerkendte underarter, som er spredte på forskellige geografiske populationer.
Elanus slægten
Elanus arter og underarter samt levesteder
- Art
- Black-winged Kite – Elanus caeruleus (Blå glente 3 underarter)
- Underarter:
- Black-winged Kite – Elanus caeruleus caeruleus – Iberiske halvø, Afrika, Sydvest Arabien
- Black-winged Kite – Elanus caeruleus vociferus – Pakistan, Øst Kina, Malaya, Indokina
- Black-winged Kite – Elanus caeruleus hypoleucus – Sydøst Asien, Filipinerne, Ny Ginea
- Art – ikke anerkendt som selvstændig art på alle tjecklister. Hypoleucus gruppen på Ny Ginea er splittet fra som selvstændig art.
- Black-winged Kite – Elanus caeruleus wahgiensis – Ny Ginea, lavlandet
- Art
- Black-shouldret kite – Elanus axillaris (Australsk blå glente) Australien, åben skov, savanne, græsland
- Art
- White-talled kite – Eleanus leucurus (Hvidhalet glente 2 underarter)
- Underarter: Elanus leucurus lecurus – Øst Panama til Bracilien, Central Argentina, Centrale Chile.
Elanus majusculus – Vest Panama - Art
- Letter-winged kite – Elanus scriptus (Sortbåndet glente) Australien (hovedsaligt indland)
Artsgruppe
Det er almindeligt antaget, at Blå glente danner en artsgruppe (eller et artskompleks*) med Elanus axillaris (Australsk Blå glente) og Elanus leucurus (Hvidhalet glente).
Alle tre betragtes undertiden som artsfæller, men adskiller sig i fjerdragt, morfologi og adfærd. Fire underarter er anerkendt.
Superart og Artsgruppe
Superart; en samling af nært beslægtede arter
På artsplan kan der også opereres med en taksonomisk kategori kaldet superarter. Denne kategori bliv “opfundet” af praktiske grunde, og er specifikt tilpasset opstående behov, og kan benyttes på flere niveauer.
Gruppen benyttes bl.a. som en “samleart” i tilfælde, hvor en art har vist sig at udgøre et kompleks af flere meget identiske arter eller i forbindelse med artspar, der kan være svære at kende i felten, f.eks. havterne/fjordterne.
En biologisk superart er en taksonomisk kategori, der bruges til en gruppe på mindst to forskellige, men nært beslægtede arter. Udtrykket blev brugt og populariseret først af Bernhard Rensch (tysk evolutionsbiolog og
ornitolog ) og senere af Ernst Mayr (en af 1900-tallets mest kendte og mest produktive evolutionsbiologer.
De to forfattere specificerede, at de arter, der udgør en superart, skal være udbredt på en sådan måde, at arten skal have forskellige levesteder (allopatrisk udbredelse).
Superarter er særligt interessante, fordi de kan siges at repræsentere et “snapshot” af arter. Der er ingen skarp skelnen mellem stærkt differentierede underarter og medlemmer af en superart, så betegnelsen er normalt foreløbig og nogle gange kontroversiel (på afgørende punkter adskiller sig fra normen eller det almindeligt accepterede, og som derfor kan virke provokerende).
Superarter i nomenklaturen
I zoologien betragtes gråspurve, middel-havsspurve og Italiensk spurv som én superart, hvor gråspurven menes at være opstået ved hybridisering mellem de to andre. I tilfælde, hvor der ikke er lavet tilstrækkelige undersøgelser til at afgøre, hvor meget krydsning der er mulig eller faktisk finder sted, kan den bedst tilgængelige taksonomiske løsning være at bruge superarter som nødløsning.
Normenklatur:
Inden for botanikken og zoologien er nomenklaturen den videnskabelige navngivning, der har til formål at skabe klarhed og entydighed, således at ét bestemt navn er permanent knyttet til én bestemt taksonomisk
enhed.
Beslægtede fænomener
I en række af sådanne artsgrupper finder der naturligt krydsninger sted mellem nogle af arterne. Sådan en superart med uklare artsgrænser kaldes et artskompleks .
Defination af artskompleks
Et artskompleks betragtes typisk som en gruppe af nært beslægtede, men forskellige arter. Det er således klart, at begrebet er tæt knyttet til definitionen af en art.
Artkompleks nærmere defineret
I biologien er et artskompleks en gruppe af nært beslægtede individer, der er så ens i udseende og andre træk, at grænserne mellem dem ofte er uklare. Taxaerne i komplekset kan være i stand til let at hybridisere med hinanden, hvilket yderligere udvisker ethvert kendetegn til den originale art.
Begreber, der nogle gange bruges synonymt, men som har mere præcise betydninger, er kryptiske arter for to eller flere arter gemt under ét artsnavn, søskendearter for to (eller flere) arter, der er hinandens nærmeste slægtninge, og art-flok for en gruppe af nært beslægtede arter, der lever i samme habitat.
I de fleste tilfælde er et artskompleks en monofyletisk gruppe af arter med en fælles forfader, men der er undtagelser. Det kan repræsentere et tidligt stadie efter artsdannelse, hvor arterne var adskilt i en lang periode uden at udvikle morfologiske forskelle.
Rovfugle er som gruppe ikke en biologisk eller taksonomisk gruppering, men en gruppe af fugle med ensartet udviklede egenskaber. Egenskaber som under den normale evolution, har været fordelagtige at erhverve under et liv som jæger eller et liv i ensartede biotoper
MEN:
- Hvorfor er alle kødædende fugle ikke rovfugle !
- Hvad afgør om en fugl, er en rovfugl ?
I 2019 kom en ny videnskabelig definition af hvad der skal til
for at en art indgår i – rovfuglegruppen: LÆS OM DEN HER
Kladiogram (fylogenetisk stamtræ); para- og monofyletisk gruppe
Skematisk oversigt over et kladiogram (stamtræ) af en biologisk gruppe. Den sidste fælles forfader angives ved den lodrette linjestamme i bunden. Sammenlagt udgør de tre farver en klade eller en momofyletisk gruppe, idet de kan ledes tilbage til en fælles stamfader.
Set opdelt i tre grupper, udgør den blå og røde undergruppe to klader; hver viser sin fælles stamfader i bunden af undergruppe-grenen. Den grønne undergruppe er nu ikke en klade; det er en parafyletisk gruppe, fordi den udelukker den blå gren, som er nedstammet fra den samme fælles forfader.
Samles den grønne og blå undergrupper danner de tilsammen en klade, fordi alle den fælles forfaders afkom er samlet.
Betragtes den grønne og den røde særskilt, har vi igen en parafyletisk gruppe, fordi den fælles stamfader også er forfader til blå. En klades stamfader SKAL indeholde alle hans efterkommere.
Navnesystematikken
Forstå det sammensatte navns betydning
Hvordan angives og forstås fuglenes navne. Nogle fugle angives ved to navne andre ved brug af tre ?
I biologisk klassificering refererer udtrykket underart til en af to eller flere populationer af en art, der lever i forskellige områder af artens udbredelse, og som på en eller flere måder varierer fra hinanden. En art anerkendes enten som at have ingen underarter overhovedet eller mindst to.
Arten er systematikkens basale enhed, den der specifikt skal navnegives, så den enkelte art ikke kan forveksles med andre. I teksten her er navnet ”kongeørn = chrysatos” (den latinske betegnelse), specifikt, og kan ikke forveksles med et andet fuglenavn. Dette navn staves altid på korrekt vis med et lille bogstav.
Her ud over skal arten knyttes til en ”slægt”, som altid staves med stort – i dette tilfælde ”Aquila”
Det videnskabelige navn hos en slægt som består af en enkelt fugleart, betegnes således ved to navne – og for kongeørnen ”Aquila chrysaetos” = slægt og art.
Men, hvis der findes og anerkendes yderligere en art af kongeørnen, og der så findes to arter (eller flere) i samme art-gruppe, må endnu et tredje navn tilføjes. Herefter har alle arter i slægten tre navne. Den først anerkendte art af kongeørn som har det videnskabelige navn ”Aquila chrysaetos”, skal så tilføjes et tredje navn.
Tre navn bliver således efterfølgende permanent for alle arter i Kongeørn art-gruppen. Gruppes første art Kongeørnen ”Aquila chrysaetos”, betegnes så Aquila chrysaetos chrysaetos, for det er det tredje navn, som fastslår, at det lige netop er den Europæiske Kongeørn (chrysaetos) der er tale om. Den næste art i slægten betegnes Aquila chrysaetos japonica, hvilket fastslår, at det er den Japanske variant af Kongeørn (japonica) der er tale om = slægtnavn, artsnavn og den specifikke underart ”japonica eller chysaetos.
En tredje underart i slægten kan så hedde ” Aquila chrysaetos homeyeri” det tredje navn ændres, så det angives, at det er den Iberiske variant af kongeørn, og således efterfølgende. Alle arter i gruppen kommer til at hedde ” Aquila chrysaetos” med et efterfølgende specifik underarts navn.
Disse tre arter er så underarter i art-gruppen ”Aquila chrysaetos” (se boksen – Slægten Aqulia).
Typearten
*Typearten” repræsenterer referencearten (eller den nominelle art) og danner dermed “definitionen” for et bestemt slægtsnavn.
For kongeørnen er typearten “Aquila chrysaetos” (Europæisk kongeørn), som således er reference arten, som gerne vises øverst i gruppen.
Den nominelle art, er den navnebærende variant af en slægt eller underslægt.
Typearten knytter permanent et formelt navn (det generiske navn) til en slægt (eller en art i en slægt med flere arter), ved kun at angive én art inden for den pågældende slægt, som slægtsnavnet er permanent knyttet til (dvs. slægten skal omfatte den art, hvis den skal bære navnet). Det er altid den først anerkendte og beskrevne art.
Hybrid
Er afkom af individer af forskellige underarter, racer, arter eller slægter.
Som oftest vil hybrid-afkom ikke være forplantningsdygtige, men hvis forældreparret slægtsmæssigt ligger meget tæt på hinanden, kan det godt resultere i at hybriderne kan producere afkom.
Hybride zoner.
En hybridzone er et område, hvor to arter eller underarter begge træffes. De kan fremvise og indeholde en eller begge rene fænotyper plus førstegenerations- og tilbagekryds-hybrider.
Fænotype; det man ser / individets udseende
Anbefalede fuglesider
The difference we make:
British Trust for Ornitlogy – BTO
Birds of the World:
The Cornell Lab og Ornitology – Cornell
Why Birds Matter, and Are Worth Protecting:
National Geographic – MAGAZINE
Birds Are Vanishing From Nort America:
Antallet af fugle i De Forenede Stater og Canada er faldet med 3 milliarder eller 29 procent i løbet af det sidste halve århundrede. Læs om det HER
Pandion:
En super fugleside fra Dansk Orentoligisk Forening . Se den HER