Lille Flagspætte (Lesser Spotted Woodpecker) 1

Videnskabelig klassificering

Klasse: Aves (Fugle)
Orden: Piciformes (Spættefugle)
Familie: Picidae (Spætter)
Slægt: Dyrobates
Art: Dyrobates minor

Synonymer / Tidligere navne
Picus minor
Dendrocopos minor

13 Anerkendte Underarter

Lille Flagspætte

Dryobates minor / Lesser spotted woodpecker

Med sit karakteristiske udseende, sin liden størrelse og unikke adfærd kan den lille flagspætte godt siges, at være blandt de mest interessante fuglearter i Danmark.

I denne tekst vil jeg gennemgå arten og beskrive dens biologi, adfærd, levesteder, familieforhold til andre spætter og nærmeste slægtninge – og ikke mindst vise nogle billeder, som jeg har været så privilegeret at have haft mulighed for at tage.

Lille flagspætte er medlem af spættefamilien Picidae. Den indgik tidligere i slægten Dendrocopos (sammen med Stor flagspætte), hvilket navn den stadig under søgning på nettet kan findes under i ikke opdaterede tekster – eller sider som er baseret på Howard and Moore listen.

Bestandsudvikling

Bestanden af lille flagspætte er siden 1964 tiltaget støt, selv om den er i tilbagegang i nabolandene. Dog er den stadig en fåtallig ynglefugl herhjemme med 83 til 128 ynglepar (ifølge Atlas III 2014-17), talrigest i skovene på Nordbornholm og nord for København, hvor den største bestand findes i Grib Skov i Nordsjælland med ca. 15-20 par.

Den er ikke særlig stor og ganske tæt på "usynlig"

Den lille flagspætte er den mindste europæiske spætte, og opnår som voksen kun en størrelse på mellem 14–16 cm 12 til 15 cm – den er således kun på størrelse med en spurv. Til sammenligning har solsorten en længde på 25 cm.

Den er forholdsvis sjælden i Danmark, og i Tisvildeområdet (hvor billederne i på denne side er taget) er den som ynglefugl – meget sjælden. Dette kombineret med sin lille størrelse og sin vane med at tilbringe det meste af sin tid i toppen af høje træer i skove og parker, gør, at den ofte overses. Men hvis den ses på en stamme, kan den straks identificeres ved, at ryggen mere eller mindre zebrastribet, ofte bredere hvidstribet bagtil, og når den folder sine viger ud – de mange runde sine hvide pletter, som tydelig fremstår på en sort baggrund.

Arten er en udfordring for alle vores evner til at se fugle. De er stort set usynlige det meste af året og først i februar og marts kalder og trommer de med nogen regelmæssighed. Når de først har slået sig ned på en rede i midten af april, er de meget upåfaldende og hemmelighedsfulde, indtil de fodrer unger sidst i maj til midt i juni.

Træk og Geografisk udbredelse

Trækadfærd og migration, hvis relevant

Lille flagspætte er normalt en standfugl, hvilket betyder, at den ikke foretager lange træk eller migrerer til andre områder. Den forbliver normalt i sit territorium året rundt, medmindre der er mangel på føde eller andre eksterne faktorer, tvinger den til at flytte.

Dog strejfer den en del omkring efterår og tidligt forår, hvor den ofte optræder sammen med mejser og andre mindre spurvefugle, men vender gerne tilbage til sit oprindelige område.

Udbredelsesområde

Arten er relativt ny i Danmark, hvor det første ynglefund blev registreret i Nordsjælland i 1964 efter en invasion den foregående vinter. I 1986 var bestanden steget til 25-30 par, og ti år senere blev den anslået til 70-100 par. Bestanden vurderes til at være i langsom vækst. Den største koncentration findes på Bornholm med omkring 30 par, mens Nord- og Midtsjælland samt Lolland også er vigtige kerneområder. Arten yngler desuden spredt i andre dele af landet.

I resten af Norden findes en bestand i Sverige (3.000-6.000 par), Norge (1.000-5.000 par) og Finland (5.000-8.000 par), som er blevet markant reduceret, primært på grund af mere intensiv skovdrift.

Dens udbredelsen er den palæarktiske region, hvor flere underarter er anerkend, og andre foreslået. Området er det største af jordens otte biogeografiske riger. Den palearktiske region strækker sig over hele Eurasien nord til foden af Himalaya og Nordafrika.

Den palearktiske region er en dyregeografisk region, der omfatter Europa inklusive de nord- og midtatlantiske øer, Nordafrika samt Asien, undtagen de tropiske dele. Se kort her under.

Udbredelsesområde

Kost og fødesøgning

Lille Flagspætte lever primært af insekter (især træborende insekter), små sorte myrer, larver og deres æg. Den kan også spise frugt, bær og frø. Lille flagspætte fouragerer ved at hakke på træstammer og grene med sit (for sin størrelse) kraftige næb. Den bruger også sin lange tunge til at udpille insekter i træernes/barkens sprækker.

Små insekter udgør hovedparten af kosten. Om sommeren mest larver, bladlus, myrer, biller og andre overfladelevende leddyr, herunder mange tovingede insekter (Dipteria) og edderkopper; selv små snegle (Discus) tages. Om vinteren bliver træborende larver og dem, der lever under barken vigtige fødeemner.

Om foråret, i år hvor birk og/eller sort el blomstrer, bliver larver af Elleraklemøl (Argyresthia goedartella) hvis forekomst starter i juni og topper juli måned en vigtig fødekilde (se foto). Efter knopspring skifter dens kost til at inkludere ovefladelevende insekter, som også er hovedføden for ungerne.

Elleraklemøl (Argyresthia goedartella). Larven lever i ellerakler, altså elletræets hanblomster

Billedet er bragt under licensen: License: CC BY-SA 3.0 at Usage terms:Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 at redit: http://www.salzburg.com
/wiki/index.php/Datei:E-MK-11444a.jpg | Michael Kurz

Myrer er vigtigere del af føden især i sydlige dele af artens udbredelsesområde. Den spiser meget lidt grønt, men tager af og til frugt og bær og frø i vinterperioden ved foderautomater. Almindeligvis fouragerer den enkeltvis, men kan uden for yngletiden, om efteråret og i det tidlige forår strejfe en del omkring. Her kan den slutte sig til blandede flokke bestående af mejser og andre mindre spurvefugle.

Ellers søger den sin føde stille og roligt i det øvre lag eller i tæt vegetation, hvor den kravler mere rundt på tynde grene og kviste, hvor den på ”mejsemaner” med kroppen nedad søger efter fødeemner. Den foretrækker at søge føde fra lodrette kviste 1–3 cm i diameter i træernes bladkroner, meget sjældent på stammen eller bunden af store træer. Den kan gå ned til lavere niveauer hovedsageligt for at besøge buske og plantestilke, sidstnævnte herunder især siv, men lejlighedsvis også majs.

Arten kan også ses i tagrør, hvor den gennemborer rørene på jagt efter larver og pupper. Derfor er mange af artens ynglelokaliteter beliggende ved søbredder eller i ådale med større ellesumpe.

Tagrør (Phragmites australis) er ikke det samme som siv, selvom de ofte forveksles.
Tagrør er et flerårigt græs, der vokser ved lavvandede strandbredder, søer, grøfter og strandenge. Det kan blive 100-300 centimeter højt og har visne strå, der tidligere blev brugt til stråtage. Det kaldes dog også “siv” i daglig tale^, men er det altså ikke.

Siv refererer til flere af rørsumpens planter, herunder slægterne tagrør og kogleaks.

Stødabsoberende kranie og Tungeknogle

Når spætten hakker sit næb ind i et træ, sker det med 10 gange større kraft end det, der ville give et menneske hjernerystelse. Dens hoved bevæger sig 6 meter i sekundet, og de enkelte hak har voldsomme opbremsninger, der er 1.000 gange tyngdekraften. Men spætten kranie er på flere måder tilpasset til, at kunne modstå dette “problem” på en helt særlig måde. Dele af kranieknoglen er stødabsorberende, og tungebenet er tilpasset, så det virker støddæmpende.

Spættens tungeknogle (eller hyoidknogle) er meget lang, og snor sig rundt om kraniet gennem et særligt hulrum og dæmper derved hjernens følsomhed over for de voldsomme påvirkninger slag kan forårsage, når fuglen hakker i træernes.

Den øverste og nederste halvdel af næbet er ikke ens i størrelse. Når hakke-kraften bliver overført fra spidsen af næbet ind i kraniet, tager denne asymmetri en del af tøddet, så hjernen bliver mindre belastet, end hvis næbet var symmetrisk.

Plad-lignende knogler med en blød struktur findes forskellige steder i fuglens kranie. De hjælper med til at fordele støddene og har derved en beskyttende effekt på hjernen.

Kombineret hjælper disse anatomiske egenskaber næbbet med at absorbere de voldsomme stød, før de når ud i resten af hoved og hjerne.

Spættens tunge er ganske speciel konstrueret, spiller en afgørende rolle i deres livsstil:

Hyoidbenet (Tungeknoglen): Spættens hyoidben er meget langt og snor sig rundt om kraniet gennem et særligt hulrum. Dette design hjælper med at dæmpe hjernens følsomhed over for de slag, som spætten udsætter sig selv for under hakkeriet. Når spætten hamrer løs på træstammer, fungerer hyoidbenet som en slags støddæmper, der beskytter hjernen mod de voldsomme påvirkninger. Det er en fantastisk tilpasning, der gør det muligt for spætten at hakke løs uden at skade sig selv.
Næbbet og Tungen: Spættens næb er skarpt og kraftfuldt. Men det er deres tunge, der virkelig skiller sig
ud. Den er lang, klæbrig og har modhager. Denne specielle tunge gør det muligt for spætten at gribe og udtrække insekter dybt inde i træernes huller. Når spætten finder et bytte, bruger den sin tunge som en fælde, der holder fast på insekterne. Det er en imponerende tilpasning, der hjælper spætten med at finde føde og overleve i sit naturlige habitat.

Sociale strukturer og Forholdet til Andre Spættearter -

interaktioner med andre fugle.

Lille flagspætte er en territorial besiddende fugl, der heftigt forsvarer sit territorium mod andre af samme art. Den bruger trommelyde og andre vokaliseringer til at markere sit territorium og til at kommunikere med andre flagspætter.

Den kan også have interaktioner med andre fugle, især når der er konkurrence om føde eller reder. Lille flagspætte kan også komme i konflikt med andre spættefugle eller fugle, der forsøger at stjæle dens reder, eller ligefremt dens æg eller unger.

Lille Flagspætte deler sit habitat med andre spættearter som stor flagspætte samt Grønspætten – hvor den findes. Disse arter kan have overlappende territorier og konkurrere om føde og redepladser. Dog har hver art sine unikke tilpasninger og adfærdsmønstre, der gør dem i stand til at eksistere side om side. Undertegnede har observeret territoriale stridigheder mellem de to arter, og Stor flagspætte vil efterstræbe Lille flagspættes unger, hvis det er muligt. Stor flagspætte er en stor rede-røver af andre fugles unger – se yderligere under ”vokalisering“.

Spætter er aviære økosystemingeniører

Hvilket de er, ved tilføre skoven mange perfekt udførte hulrum – hvert år

En anden form for interaction med andre fugle, er spætternes unikke evne til at lave hulrum rundt i hele økosystemets område.

Tilbage i 1994 udgav økologen Clive Jones et papir med titlen “Organisms as Ecosystem Engineers” i tidsskriftet Oikos. I dette papir argumenterede han for, at visse arter går ud over de grundlæggende roller, som vi ofte kalder “keystone-arter”, ved at påvirke deres miljø på en unik måde.

Disse arter konstruerer faktisk hele økosystemer gennem deres adfærd, som evolutionen har formet dem til at være. Både bævere, alligatorer, elefanter og præriehunde er eksempler på disse “økosystemingeniører”. De definerede dette udtryk som enhver organisme, der skaber, væsentligt ændrer eller vedligeholder et økosystem

Bævere, bevæbnet med et solidt tandsæt, bygger dæmninger, der ændrer vandløb og skaber søer og vandhuller. Disse ændringer holder på sedimenter og skaber levesteder for fisk, padder og insekter. Derfor har bævere en ekstra stor effekt på landskabet omkring dem og fungerer som ægte økosystemingeniører.

Stort set enhver art af flagspætte falder ind under kategorien økosystemingeniør. Disse fugle, som alle arbejder mod det samme mål: at udhugge hulrum, opdrætte unger i dem i en sæson, og derefter forlade disse hulrum det efterfølgende år for at udhugge et nyt hjem til endnu en familie.

Alt denne huleudgravning summer virkelig op. I vores skove skabes kun 1 ud af 10 hulrum naturligt. Det betyder, at i gennemsnit bliver 90 procent af alle tilgængelige redehuller skabt af spætters ”håndværk”. Jo flere der er af disse fugle, desto flere hulrum er der i en skov. Jo flere hulrum, desto flere sekundære hulrum-ynglende fugle kan skoven understøtte. Diversitet avler diversitet.

Økosystemingeniørerne kan således både påvirke og blive påvirket af de økosystemer, de lever i. De har derved stor interaktion både med andre fuglearter og stor prægning på den pågældende habitat.

Spætter er aviære økosystemingeniører

Hvilket de er, ved tilføre skoven mange perfekt udførte hulrum – hvert år

En anden form for interaction med andre fugle, er spætternes unikke evne til at lave hulrum rundt i hele økosystemets område.

Betydning af vokaliseringer og trommespil for kommunikation og territorial hævdelse

Trommespillet hos spætter ligner neurologisk sang hos sangfugle

Spætter har et nyligt fundet system til ikke-vokal kommunikation, der både neurologisk og funktionelt ligner sangsystemet hos sangfugle – og talesystemet hos mennesker.

Ligesom fuglesang bruges spættetrommen til at forsvare territorier, og kræver hurtige og komplekse motoriske bevægelser. De skal hurtigt kunne tilpasses, når fugle konkurrerer med hinanden.

Spætter har et ”nyfundet” sæt specialiserede hjerneområder, der styrer deres evne til at tromme eller hurtigt hamre deres budskab på træer, og under stridigheder med andre fugle. Disse hjerneområder ligner bemærkelsesværdigt de dele af hjernen hos sangfugle, der hjælper dem med at lære at synge.

Selvom forskere endnu ikke har fastslået, at trommespil er en tillært adfærd, forudsiger dette nye bevis fra disse hjerneområder, meddeler de – at det er det.

At finde dette system til ikke-vokal kommunikation, der både neurologisk og funktionelt ligner sangsystemet, kan hjælpe med til at forstå, hvordan eksisterende hjernesystemer udvikler sig, og bliver tilpasset til nye, men lignende funktioner.

Se hele forklaringen i accordionnen her under- “Trommespil hos spætter ligner neurologisk sang hos sangfugle”

Vokaliseringen - kaldet

Kontaktkald hos spætter er individuelt forskellige, og viser betydelige kønsforskelle, samt muliggøre genkendelse af en potentiel partner

Vokal kommunikation hos spætter er relativt lidt undersøgt, da de fleste arter bruger trommen som deres primære kommunikationsmiddel.

Men i et studie af Mellemstore flagspætte opdagedes det, at en bestemt kaldelyd, som bruges af fugle uden en fast partner (såkaldte floaters), er unik for hver fugl og fungerer som en vokal signatur for disse individer. Formålet med denne undersøgelse var at undersøge, om en kontaktlyd fra et par territorieejer af samme art, kunne afsløre individuelle forskelle og deres køn.

Akustiske analyser viste, at kaldet er unikt for hver fugl, og forsøgene demonstrerede, at spætterne kan skelne mellem lyden af deres partner og en fremmed. Undersøgelsen fandt også, at kontaktkaldet viser klare forskelle mellem kønnene. Interessant nok er den akustiske egenskab, der gør det muligt at identificere kønnet, forskellig fra de egenskaber, der viser individuelle forskelle i kaldet. Kaldet ser ud til at være designet således, at den første del afslører individets identitet, mens den anden del afslører dets køn, hvilket udgør et effektivt og fintunet kommunikationssystem.

Se yderligere i accordionnen her under “Kontaktkald hos spætter”.

Trommespil hos spætter ligner neurologisk sang hos sangfugle

Trommespil hos spætter minder om sang hos sangfugle

Spætter har et nyligt opdaget system til ikke-vokal kommunikation, som både neurologisk og funktionelt minder om sangsystemet hos sangfugle og talesystemet hos mennesker

Forskere fra USA og Danmark har fundet specialiserede områder i spættens forhjerne, som er forbundet med hakkeadfærd. Disse hjerneområder har egenskaber, der ellers kun har været forbundet med vokal indlæring hos dyr som sangfugle og med sprog hos mennesker. Men i stedet for at være relateret til vokalisering, er aktiviteten i disse områder knyttet til spættens karakteristiske “trommespil” på træstammer.

Spætter har en begrænset vokal, som primært består af korte kald. For eksempel laver den lille flagspætte et gentaget “keek”, som varierer i en tonehøjde og intensitet, som er overraskende høj for så lille en fugl. Denne lyd fungerer som en erstatning for en mere traditionel fuglesang, og kan høres hele tiden, men forekommer hyppigst under parringsritualet tidligt på året, eller når den lille fugl føler sig tæt på sin rede.

Da deres vokal ikke er udpræget mangfoldig, har de udviklet en kommunikationsform, som øger deres indbyrdes kontakt og måde til at udtrykke tilkendegivelser, som ligger ud over en egentlig vokalfrembringelse. Spætter kommunikerer primært ved at “tromme” på træstammer. De bruger deres kraftige næb til at hamre på træernes overflader, og skabe karakteristiske og forskelligartede lyde, som frembringes med varierende styrke og hastighed, hvilket hjælper dem med at markere territorier og kommunikere med andre spætter.

Undersøgelsens design og resultater
Menneskeligt sprog og fuglesang har mange ligheder, da begge er indlæringsprocesser, der kræver komplekse muskelkoordinationer, som styres af specialiserede områder i forhjernen.

Både mennesker og sangfugle besidder et markørgen i disse regioner kaldet PV (parvalbumin), som aldrig er fundet i kerner i forhjernen hos vokalfugle, der ikke lærer deres vokaliseringer (som sangfugle gør).

Men da der blev kontrolleret for PV-genekspression hos flere typer fugle, der ikke tidligere var blevet undersøgt (herunder flamingoer, ænder, pingviner og spætter), fandt forskerne til deres overraskelse, at spætter har specialiserede områder i hjernen, der fremstiller PV (parvalbumin).

Desuden fandt de, at disse områder i antal og placering ligner flere af de forhjerne-kerner*, der styrer sangindlæring og udtrykkelse hos sangfugle. I yderligere åbne feltforsøg med spætter opdagede de, at den adfærd der udløste hjerneaktivitet i disse regioner, faktisk var spætternes hurtige trommespil og ikke deres vokaliseringer.

* For-hjernekerner forbundet med spættens territoriale trommelyde afspejler de hjerneker, der muliggør vokalindlæring hos sangfugle.

Forhjernekerner er specifikke områder i hjernen, der er involveret i avanceret motorisk kontrol. I sammenhæng med fugle refererer “forhjernekerner” til de hjerneområder, der styrer komplekse bevægelser og adfærd, såsom sangproduktion hos sangfugle og trommeadfærd hos spætter.

Disse gamle forhjernekerner, som oprindeligt udviklede sig til at kontrollere præcise motoriske bevægelser, kan have udviklet sig til at styre både sang hos vokalindlæringsfugle og trommesystemet hos spætter. Dette betyder, at de samme grundlæggende hjerneområder, der engang var ansvarlige for generel motorisk kontrol, nu er specialiserede til at styre mere komplekse og specifikke adfærdsmønstre i forskellige fuglearter.

Yderligere indsigt
Ligesom fuglesang bruges spætternes trommespil til at forsvare territorier og kræver hurtige, komplekse motoriske bevægelser. Bevægelser, som hurtigt skal kunne tilpasses, når fugle konkurrerer med hinanden.

Selvom det endnu ikke er fastslået, om trommespillet er en tillært adfærd, tyder hjernens aktivitet på, at det er tilfældet.

Spætter har specialiserede hjerneområder, der styrer deres evne til trommespil, og som bemærkelsesværdigt ligner de områder, som hjælper sangfugle med at lære at synge.

At finde dette system til ikke-vokal kommunikation, der både neurologisk og funktionelt ligner sangsystemet, kan hjælpe med at forstå, hvordan eksisterende hjernesystemer udvikler sig, og bliver tilpasset til nye, men lignende funktioner.

Forskerne mener derfor, at hjernens kerner til motorisk kontrol, som udviklede sig til at styre sang hos vokalindlæringsfugle, også kan have udviklet sig til at styre trommespil hos spætter.

Vokalindlæring
Vokalindlæring menes at have udviklet sig i tre ordener af fugle: sangfugle, papegøjer og kolibrier. Hver af disse ordeners medlemmer viser lignende hjerneområder, der har sammenlignelige
gen-udtryk-specialiseringer i forhold til det omgivende for-hjerne-motoriske kredsløb.

Forskning på området har vist, at spætter har markører for sangsystemet. Overraskende nok havde spætters for-hjerneområder, der anatomisk lignede de palliale sangkerner* hos de voksne vokale sangfugle, kendt som gode til indlæring af vokalisering.

*Palliale sangkerner refererer til en gruppe neuroner i hjernen hos vokale sangfugle. Disse neuroner er ansvarlige for produktionen af de komplekse og melodiske sange, som sangfugle er kendt for. Når en sangfugl synger, aktiveres disse neuroner, og de styrer musklerne i fuglens syrinx (stemmeboksen), hvilket resulterer i den smukke sang.

Spættetrommespil er en højt specialiseret kommunikationsadfærd, der udføres, når individer hurtigt hamrer deres næb på et træ for at generere specifikke lydmønstre.

Trommespil bruges til at hjælpe med at forhandle territoriale interaktioner, ligesom fuglesang hos nogle arter, og det er derfor markant anderledes end andre spættenæb adfærd, såsom at bore efter mad og udgrave rede hulrum i gamle træer.

Feltundersøgelser viser, at øget trommehastighed eller forøgelse af trommelængde med et par slag i høj grad forstærker truslen mod konkurrenterne.

Faktisk vil fugle forsøge at matche tempoet på denne højhastighedstrommen, selvom mange individer ikke kan klarer denne bedrift. Derudover koder en trommes rytme information om artsidentitet, således at ændringer i dens kadence og/eller acceleration forvrænger signalets genkendelighed for artsfæller.

Undersøgelser af flere spættearter tyder også på, at trommer kan kode for individuel identitet, og at spætter kan skelne trommer produceret af deres naboer sammenlignet med dem, de aldrig har mødt før.

Desuden ligner disse hjerneområder bemærkelsesværdigt de dele af hjernen hos sangfugle, der hjælper disse dyr med at lære at synge.”

Konklusion
Denne forskning viser, at spætter har specialiserede hjerneområder, der styrer deres trommespil, og at disse områder ligner dem, der styrer sang hos sangfugle. Dette antyder, at hjernens motoriske kontrolsystemer kan have udviklet sig til at understøtte både vokal- og ikke-vokal kommunikation hos forskellige fuglearter.

* I denne sammenhæng refererer “øget ekspression af øjeblikkelige tidlige gener (IEG’er)” til en biologisk proces, hvor visse gener i spættens hjernekerner bliver mere aktive. Lad mig forklare det nærmere:

Gener: Gener er sekvenser af DNA, der indeholder information til proteinsyntese. De styrer, hvordan celler fungerer og hvilke proteiner de producerer.
Ekspression af gener: Dette henviser til, hvor meget et bestemt gen er aktivt og omsættes til proteiner. Når et gen er “udtrykt,” betyder det, at det er involveret i produktionen af proteiner.
Øjeblikkelige tidlige gener (IEG’er): Dette er en gruppe gener, der reagerer hurtigt på stimuli, såsom ændringer i miljøet eller hormonelle signaler. De aktiveres ofte inden for få minutter efter en påvirkning og spiller en vigtig rolle i reguleringen af cellernes respons.

Spættetrommespil er en højt specialiseret kommunikationsadfærd, der udføres, når individer hurtigt hamrer deres næb på et træ for at generere specifikke lydmønstre.

Feltundersøgelser viser, at øget trommehastighed eller forøgelse af trommelængde med et par slag i høj grad forstærker truslen mod konkurrenterne.

Faktisk vil fugle forsøge at matche tempoet på disse højhastighedstrommer, selvom mange individer ikke klarer denne bedrift. Derudover koder en trommes rytme information om artsidentitet, således at ændringer i dens kadence og/eller acceleration forvrænger signalets genkendelighed for artsfæller.

Desuden ligner disse hjerneområder bemærkelsesværdigt de dele af hjernen hos sangfugle, der hjælper disse dyr med at lære at synge.”

Inspiration til denne tekst er hentet fra forskningsresultater vist i tidsskriftet ”PLoS Biology” (Open Access). Forskningsresultaterne kan læses i fuld version HER

Kontaktkald hos spætter er individuelt forskellige, og viser betydelige kønsforskelle

Kontaktkald hos spætter er individuelt forskellige,

og viser betydelige kønsforskelle, samt muliggøre genkendelse af en potentiel partner.

Undersøgelse af mellemflagspættens vokale lyde. Studier fra 2021 har vist, at selv om spætternes vokaler er få og små, så indebærer de væsentlige budskaber.

Denne tekst er inspireret og frit oversat med enkelte tilføjelser og undladelser fra:
“Contact calls in woodpeckers are individually distinctive, show significant sex differences and enable mate recognition.”
Ewa Węgrzyn, Wiktor Węgrzyn & Konrad Leniowski.

Se nærmere i artiklens bund

Resumé

Vokal kommunikation hos spætter er relativt lidt undersøgt, fordi de fleste arter bruger trommen som kommunikationsmiddel. I vores seneste undersøgelse af den Mellemstore Flagspætte opdagede vi, at en bestemt kaldelyd, som bruges af fugle uden en fast partner (såkaldte floaters), er unik for hver fugl og fungerer som en slags vokal signatur for individer der ikke er i par. Målet med denne undersøgelse er at undersøge, om en kontaktlyd fra en parret territorieejer af samme art kan afsløre individuelle forskelle og deres køn.

Vores akustiske analyser viste, at kaldet er unikt for hver fugl, og forsøg viste, at spætterne kan skelne mellem lyden af deres partner og en fremmed. Undersøgelsen fandt også, at kontaktkaldet viser klare forskelle mellem kønnene. Interessant nok er den akustiske egenskab, der gør det muligt at identificere kønnet, forskellig fra de egenskaber, der viser individuelle forskelle i kaldet. Kaldet ser ud til at være designet, så den første del afslører individets identitet, mens den anden del afslører dets køn, hvilket er et effektivt og fintunet kommunikationssystem.

Vokal Kommunikation hos Fugle:

Individuel Variation og Genkendelse

Vokal kommunikation spiller en vigtig rolle blandt fuglearter. Den hjælper med at løse territoriale konflikter og forsvare grænser mod rivaler samt tiltrække hunner. Der er meget, der beviser, at der er forskelle i vokale træk mellem individer af samme art eller population. Denne variation findes i mange aspekter af fugles vokale adfærd, og kan have udviklet sig af forskellige grunde, som fx at signalere kvalitet eller for at kunne genkende individer. I det sidstnævnte tilfælde kan små forskelle i struben, luftrør eller næbbets længde og bevægelser resultere i unikke vokale træk hos individer. Kombinationen af fysiske træk skaber ofte individuelle vokale signaturer.

Mange sociale interaktioner afhænger af korrekt genkendelse af individer, som fx partnere, naboer eller afkom. Det hjælper også med at opretholde dominanshierarkier og undgå indavl. Derfor kan man antage, at vokale signaturer og genkendelse af individer baseret på deres stemme er udbredt blandt fugle, da det giver mange fordele både for afsenderen og modtageren.

Når det kommer til spætter, er deres vokale kommunikation ikke blevet undersøgt så meget, da de fleste spætter bruger trommelyde til at tiltrække en partner, og forsvare deres territorium. Men kald kan også spille en vigtig rolle i spættekommunikation, og nogle arter, som fx mellemflagspætten (Dendrocoptes medius), trommer sjældent og bruger mest kald til at kommunikere.

De tre kaldtyper
Disse nylige studier, baseret på observationer af spontane interaktioner mellem individer og eksperimenter med afspilning af kald, viste, at mellemflagspætten bruger tre typer af kald med forskellige lydkarakteristika og funktioner.

Kald-1 og Kald-2 er karakteristiske for individer i par, mens Kald-3 er typisk for enkeltlevende individer (ikke parrede).

Kald-1; Bliver generelt brugt af individer, der sidder i et træ, som en kontaktlyd og en første reaktion på forstyrrelser i territoriet. Territorial-ejende par bruger Kald-1 som et kontakt-kald, og som en indledende reaktion på enhver forstyrrelse inden for deres territorium.

Kald-2: Udstødes ofte af territoriale ejere under flyvning mod indtrængere, samt ved territoriale konflikter og forsøg på at fjerne en rival fra territoriet. Det forekommer også ofte før en direkte kamp.

Kald-3: som er typisk for individer, som ikke er i parforhold, er en vedholdende lydudsendelse uden nogen tydelig udløser. Lydudbredningsmønstre ved Kald-3 viste sig at være unik forskellig for hver fugl, og afspilningseksperimenter afslørede, at spætterne var i stand til at skelne mellem kald fra bekendte og kald fra fremmede. Dette førte til den konklusion, at Kald-3 fungerer som en vokal signatur for individer som ikke er i par.

Aktuelle studier har til formål at klarlægge, om kald fra mellemflagspætter i par også er unikke for hvert individ, og kan bruges til at de kan genkende hinanden. Der er analyseret bioakustiske parametre for Kald-1 fra forskellige territoriale individer for at se, om dette kald fungerer som en vokal signatur. Der er også undersøgt reaktioner fra parrede fugle på afspilninger af Kald-1 fra deres partner og fra fremmede fugle.

Kald-1 bruges ofte som en kontaktkald mellem partnere, når de fouragerer separat i forskellige dele af territoriet, hvilket gør det logisk at antage, at parret kan skelne deres partners kald fra andre par eller indtrængere.

Der blev testet hypoteser om at:
1) individuelle forskelle i lydudstrålingsmønstre ved Kald-1 er større
    end variationen inden for individets egen produktion af denne
    vokalisering.
2) individer reagerer forskelligt på Kald-1, som er produceret af deres
    partner og ukendte mellemflagspætter.
3) om lydudbringningsmønstre ved Kald-1 viser betydelige
    kønsforskelle, og gør det muligt at skelne hanner fra hunner.

Dette sidste punkt vil være et værdifuldt redskab for forskere, da det er svært at se forskel på hanner og hunner hos mellemflagspætten, og kun erfarne feltarbejder kan skelne dem ud fra små forskelle i længden af den røde plet på hovedet.

Individuel og kønsbestemt genkendelse i Mellem flagspættens vokaliseringer:

Ny indsigt i Kald-1's rolle i akustisk kommunikation

Undersøgelserne viste, at Kald-1 fra mellemflagspætten, som er den mest almindelige vokalisering blandt fugle i par, er individuelt kendetegnende, viser betydelige kønsforskelle og muliggør genkendelse af partneren. Disse resultater udvider vores tidligere fund, der viste, at Kald-3, en karakteristisk vokalisering hos mellemflagspætte-”ungkarle”, og fungerer som en vokalsignatur for individer, som ikke er i par, og gør det muligt for territoriale besiddende naboer at genkende dem.

Sammen viser disse resultater, at selvom repertoiret og strukturen af mellemflagspættens kald er ret simple, gør det det muligt at kode både identitet og køn af den kaldende fugl. Desuden viste eksperimentet, at spætterne bruger denne information og kan skelne mellem velkendte individer og fremmede.

Selvom der er skrevet meget om vokal kommunikation hos fugle, er området om spætters vokaliseringer (Piciformes) næsten uudforsket. Studier af spætte-vokalisationer er få, og de er ofte beskrivende, og involverer kun observationer af et par individer.

Bioakustiske analyser og eksperimentet i vores nuværende undersøgelse viser, at Kald-1, som fungerer som et kontaktkald mellem partnere og et signal om generel ophidselse, er individuelt kendetegnende.

Par svarer forskelligt, når de hører en afspilning af deres partners Kald-1 sammenlignet med en fremmeds Kald-1. I det første tilfælde svarer de med Kald-1 for at holde kontakten med deres partner, mens afspilningen af en fremmeds Kald-1 udløser en aggressiv og territorial respons med Kald-2, efterfulgt af Kald-1.

Dette kan forklares med, at spætterne bruger Kald-1 til at udtrykke angst ved forstyrrelser i territoriet, og muligvis også til at tilkalder deres partner for at undersøge indtrængeren. Responsen med Kald-1 på en fremmeds Kald-1 var dog væsentligt mindre hyppig end responsen på partnerens Kald-1.

Individuel genkendelse baseret på vokale karakteristika er bredt beskrevet i tidligere undersøgelser, og er blevet påvist ikke kun hos sangfugle, men også hos arter med mindre komplekse vokaliseringer. Der er også enkelte studier, der beskriver individuel genkendelse hos spætter, herunder Dunet spætte (Picoides pubescens) og Agernspætten (Melanerpes formicivorus).

Interessant nok er spætternes trommen også vist at være individuelt kendetegnende, men det er ikke testet, om det bruges til genkendelse af artsfæller. At kunne skelne mellem individer er gavnligt, da det fremmer kommunikationen mellem partnere over længere afstande og begrænser unødvendige, gentagne aggressive interaktioner mellem naboer i ynglesæsonen.

Det er derfor sandsynligt, at de fleste vokalisationssystemer, inklusive spættekald, giver mulighed for at kode vokalsignaturer. Vi var ikke i stand til at klassificere enkelte kald til et individ med 100% nøjagtighed, men vores resultater ligner dem fra klassifikation af kald i andre fuglearter, såsom afrikanske skovugler, europæiske natravne og dobbeltbekkasiner.

Det ser ud til, at en klassifikationsnøjagtighed omkring 80% er et typisk resultat hos arter, der har vokalsignaturer. Det er bemærkelsesværdigt, at diskriminantanalyse (DFA) i vores studie blev udført på enkelte kald, men under spætternes vokalisering bliver Kald-1 ofte gentaget, hvilket sandsynligvis øger sandsynligheden for, at artsfæller kan identificere de kaldende spætter mere præcist end det, DFA viser.

Vores undersøgelse afslørede også, at Kald-1 fra både hanner og hunner udviser betydelige kønsforskelle. Interessant nok var det akustiske parameter, der muliggjorde kønsbestemmelse, forskelligt fra de parametre, der kendetegnede individuel variation af Kald-1. Dette viser, at strukturen af Kald-1 er tilstrækkelig til at overføre flerdimensionel information mellem individer. Kaldets design, hvor den første del koder for et individs identitet, og den anden del koder for dets køn, repræsenterer et effektivt og veljusteret kommunikationssystem. Lignende løsninger er også blevet påvist i andre fuglearter.

Opsamling

Kontaktkaldet hos Mellem flagspætter er individuelt kendetegnende, og spætter er i stand til at skelne mellem deres partners kontaktkald og en fremmeds, hvilket antyder, at kaldet fungerer som en vokalsignatur for individer i par.

Kaldet udviser også betydelige kønsforskelle, selvom disse er mindre udtalte end de individuelle forskelle. Strukturen af kontaktkaldet er tilstrækkelig til at overføre flerdimensionel information mellem individer, hvilket gør det til et effektivt kommunikationssystem

Denne tekst er inspireret og frit oversat med enkelte tilføjelser og undladelser fra
en artikel licenseret under ”Creative Commons Attribution 4.0 International License”, bragt i Scientific reports, under open acces, Publiceret den 23. november 2021.

Ewa Węgrzyn, Wiktor Węgrzyn & Konrad Leniowski.
Contact calls in woodpeckers are individually distinctive, show significant sex differences and enable mate recognition.

Den fulde artikel med illustrationer til teksten kan læses via linket herunder:

Sci Rep 11, 22769 (2021). https://doi.org/10.1038/s41598-021-02034-3

ADFÆRD og kritisk periode

Forud for læggesæsonen, fra slutningen af marts til midten af maj, er der (iflg. en svensk undersøgelse) en kritisk periode for den lille flagspætte. Dødeligheden i denne periode er betydeligt højere end om vinteren. Fødesøgning og fødetilgængelighed i denne før-læggesæson har en betydelig indflydelse på starten af æglægningen og er positivt korreleret med antallet af flyvefærdige unger.

Studier viser, at rigelig tilgængelighed af bytte i dødt træ før ynglesæsonen kan være mere afgørende for den samlede reproduktionssucces end tilgængeligheden af overfladelevende byttedyr under yngleperioden. På grund af disse sammenhænge anses før-læggesæsonen for at være den relevante periode at fokusere på, når man estimerer behovet for habitatareal.

Læs rapport en om det her: Reproduktion og overlevelse hos den lille flagspætte.

Reproduktion og parbinding

Et almindeligt mønster hos fugle er en forbedring af ynglepræstationer med alderen. Forbedringen kan vedrøre et eller flere forskellige mål for ynglesucces, f.eks. æglægningsstart, kuldstørrelse, ægstørrelse, rugesucces, flyvesucces og ungestørrelse.

Lille flagspætte er kendt for at etablere langvarige parforhold og ofte forblive sammen hele året (eller længere), hvilket gør den monogam (men studier har dog vist, at dette ikke altid holder).

Forskningsstudier antyder, at parforholdets varighed har en positiv effekt på mindre flagspætters reproduktion. Ældre par begynder typisk at lægge æg tidligere, og jo længere parret forbliver sammen, desto større er sandsynligheden for en vellykket reproduktion.

Arten yngler første gang i en alder af 1 år, og frieri foregår fra februar med iøjnefaldende visninger af vinge- og hale-spredning, karakteristisk flagrende flyveopvisning og glidende flyvning med vinger holdt godt op over ryggen.

Æglægningen foregår fra april til midten af maj, frem til juni. Generelt er der (som nævnt) monogamt par-binding, som kan strække sig over flere år; undersøgelse i det Sydlige Sverige fandt dog at næsten 10% af hunner er polyandrøse, og ca. 3% af hanner er polygyne (mere om dette senere).

Under æglægning og inkubation bliver fuglene meget hemmelighedsfulde, og skifter kun hver anden time eller deromkring – på dette stadium er det let at antage, at reden ikke længere er aktiv.

Redehullet udhugges af begge køn, men hannen udfører ofte den største andel af dette arbejde, som kan varer 2-4 uger alt efter stammernes beskaffenhed. Der udhugges et nyt hul hvert år, som sædvanligvis anbringes i en højde under 8 m (men ofte i en højde fra 0,5 til 2 meter), i blødt træ af død eller rådnende stamme, stub eller underside af en gren, hulindgangen er 3-3,5 cm i diameter, hulrumsdybde 10-18 cm; redekasser bruges sjældent.

Billederne på denne side blev taget, hvor redehullet var anbragt i højde mellem 2,5 og 3 meter.

I midten af maj lægges der ofte 4-6 æg, og i sjældne tilfælde op til 9. Inkubationen (rugningen) udføres normalt i ca. 12-14 dage af begge køn.

Lille flagspætter udviser en høj grad af faderlig investering, hvor begge forældre spiller afgørende roller i redebygning, rugning og opfostring af deres afkom.

I starten deltager parret i lige stor grad i forældrelig omsorg under udrugningen, og så længe ungerne har brug for rugning. Biforældreomsorg på disse stadier ser ud til at være nødvendig for vellykket yngleresultat. I de sene stadier af ungernes fodring er hannens andel dog ofte større end hunnens.

Ifølge DOF: Ungerne fodres af begge forældre, og deres udflyvningen fra reden foregår efter ca. 18-21 dage, og gerne fra sidst i juni til først i juli. Gruppen holder sammen efter ungernes udflyvning, idet de i nogen grad passes af forældre i 1-2 uger, efter de har forladt deres rede.

Men en meget evident norsk og en svensk undersøgelse har dog fastslået et lidt anderledes forløb kan forekomme, et forløb som kan ændre artens normale monogame adfærd, til polygam adfærd.

De norske og svenske undersøgelser angav følgende:

Hvad angår seksuelle forskelle under yngelpleje, fandt en undersøgelse fra en subalpin skov i det centrale Norge, at hannerne hos Lille Flagspætte var mere involveret i redebyggeri og stod for 65% af arbejdet. De bidrog også mere til fodring af ungerne, med en deltagelsesprocent på 64%. Dette indikerer en arbejdsdeling, hvor hannerne er mere aktive i visse aspekter af yngelplejen.

I en undersøgelse i det Sydlige Sverige lykkedes det ikke for 34% af yngleforsøgene at producere unger, og polyandrøse hunner (hunner med flere hanner) var ca. 40 % mere succesrige end monogame. Polyandri kan således se ud til at være en succesfuld parameter for Lille flagspættes mulighed for at rejse flest mulige unger.

Læs mere om polyandri hos Lille flagspætte i den efterfølgende tekst.

Forbindelser mellem kønnene – Lille flagspætte med sjælden parringsstrategi.

Polyandrisk adfærd (familiegrupper) er ikke normalt hos Lille flagspætte, men to spanske og et svensk studie viser, at når menneskeskabte habitats ændringer hæmmer den lille flagspættes yngleforhold, kan det forekomme, at det frembringer atypiske kooperative ynglesamarbejder.

Flerkoneri eller hunner med flere fædre – polyandri, polygyni eller samarbejdsbaseret yngelpleje – hos Lille flagspætte!!!

Polyandriske adfærd antyder en grad af social kompleksitet, der normalt ikke er forbundet med den lille flagspætte, men studier har alligevel vist disse fugles store tilpasningsevne i deres yngelstrategier, hvis det er påkrævet.

De allerfleste (omkring 95%) af verdens fuglearter er monogame, det vil sige at de to mager lever sammen, i det mindste en enkelt sæson, men i visse tilfælde i flere år eller endda indtil en af parterne dør. Monogami muliggør ungernes pasning af begge mager, hvilket er særlig vigtigt for mange fuglearter, da det kan være en forudsætning for ungernes succesfulde opvækst.

Blandt mange monogame arter er parringer med andre end magen (utroskab) almindelige. Disse “udenomsægteskabelige” parringer sker sædvanligvis mellem dominante hanner og hunner, der danner par med subdominante hanner. For hunnen kan mulige fordele ved parring udenfor parret (med en dominante han) være at få bedre gener til sit afkom, og at forsikre sig imod mulig infertilitet hos magen. Men hannen hos arter, hvor “udenomsægteskabelige” parringer er udbredt, overvåger nøje deres mage for at sikre sig, at det afkom som han passer, faktisk også er hans. I realiteten er hanner ganske gode til at opdage (og kende) en unge, som ikke er deres, hvilket vil medføre, at han ikke fodrer den, når han kommer med føde 😊

Læs mere om emnet via linket HER

Systematik og evolutionære historie

Picadae familiens placering i Spætte-ordenen Piciformes

Evolutionær historie: Spætter – Fremkomst - Udvikling

For millioner af år siden opdagede forfædrene til alle spætter, hvordan man kunne få adgang til en rig og stort set uudnyttet ressource: saftige og nærende insekter, der gemmer sig i træer.

Naturlig udvælgelse favoriserede de fugle, der var bedst til at grave i træ og fange bytte. Således blev spætten formet og født – og verden har aldrig været den samme siden 😊

I dag findes der et væld af spættearter, som har stor succes med deres unikke livsstil og niche.

De har udviklet tilpasninger, der gør dem særdeles dygtige til det, de gør, og rigtig mange karakteristiske træk hos spætter, udgør deres særlige, ejendommelige og helt særprægede tilpasninger. Den for fugle helt unikke tilpasning er Honninggøgen, som er specialist til at finde biernes bo, og mod betaling hjælper den gerne mennesker med at få fingrene i søde honning. Den kan nemlig ikke selv bryde ind i biernes stærke bo. Ny forskning viser, at gøgen reagerer på det særlige kald fra afrikanske stammefolk.

Men disse egenskaber opstod dog ikke på én gang hos de forhistoriske spætter. Det tog lang tid. En undersøgelse offentliggjort i 2012 foreslår en model for den trinvise udvikling af de egenskaber, der gjorde det muligt for spætter at blive mere og mere specialiserede.

Ved at analysere anatomiske og adfærdsmæssige data fra de fleste moderne spættelinjer, kom forskerne frem til følgende progression: De tidligste spætter kunne bore i træ for at finde insekter, men deres kranier var ikke stærke nok til at udgrave deres egne reder, og de kunne ikke klatre op ad træstammer. I det næste trin udviklede de forstærkede, hårdere kranier og næb, hvilket gav dem mulighed for at udhule deres reder. I de sidste trin ændrede deres tæer sig til deres moderne look, og deres halefjer blev stivere. Med stærke, gribende fødder, omplacerede tæer og en stiv hale udviklede de en støttestruktur, der gjorde det muligt at klatre op ad træstammer.

Hvor opstod de? Den præcise geografiske oprindelse af spætter er stadig et mysterium. Forskere har brugt fossiler, sammenlignende anatomi, geografisk fordeling og DNA-sekvenser til at finde ud af, hvor og hvornår spætterne først dukkede op.

Det kan ikke med sikkerhed siges, hvor disse fugle stammer fra, fordi forskellige beviser peger i forskellige retninger. For eksempel tyder den høje artsdiversitet af de relativt primitive dværgspætter (piculets) i Sydamerika på, at spættefamilien opstod der. Men der findes også ældre, men mindre forskellige slægter i den gamle verden, hvor de ældste spættefossiler er fundet.

Den mest sandsynlige oprindelseshistorie for spætter er, at de først udviklede sig i det tropiske Eurasien for omkring 45 millioner år siden. På det tidspunkt fremkom forfaderen til alle spætter en særskilt art, der udskilte sig fra sin slægt, og blev til de moderne honninggøge. Honninggøge lever i Afrika og Sydøstasien, og er de nærmeste nulevende slægtninge til spætter.

Fossile optegnelser viser, at træspætter har eksisteret i Europa i mindst 25 millioner år. De tidligste fossiler blev fundet i Tyskland, Frankrig og i Tjekkiet.

Der er travlhed, når der skal både fodres og gøres rent efter fem unger, som der var

Lille flagspætte med sjælden parringsstrategi

Taksonomien

Ordenen Piciformes, som inkluderer træspætter, honninggøge (Indicatoridae), skægfugle og deres nære slægtninge, har som nævnt ovenfor en interessant evolutionær historie. I dag udgøres den af ni familier af stort set trælevende fugle i Ordenen Piciformes, den mest kendte af dem er Picidae, som omfatter spætter og nære slægtninge. Piciformes udgøres af 71 levende slægter med lidt over 450 arter, hvoraf Picidae udgør omkring halvdelen (240).

Generelt er Piciformes gruppen insektædende, selvom skægfugle og tukaner
for det meste spiser frugt. Honninggøgene er unikke blandt fugle ved at være i stand til at fordøje bivoks (selvom insekter udgør hovedparten af deres kost). Næsten alle Piciformes har papegøje-lignende zygodactyl-fødder ”to tæer frem og to tilbage”, et arrangement der har åbenlyse fordele for fugle, der bruger meget af deres tid på træstammer. Bortset fra slægten Jacamar udvikler Piciformes slægterne ikke dunfjer på noget alderstrin, kun rigtige (normale færdige) fjer.

Rekonstruktionen af ordenens evolutionære historie er blevet hæmmet af en begrænset forståelse af udviklingen af zygodactylfoden (to tæer fremad og to bagud) samt mangelfuld forskning i ordenens medlemmer. Moderne genetiske studier og teknikker inden for genetik og molekylærbiologi har dog i de senere år hjulpet med at kaste lys over Piciformes udvikling, ved at analysere deres genetiske forhold og fylogeni.

Selvom studier af Piciformes har været udfordrende, er det almindeligt accepteret, at en stor del af ordenens evolution fandt sted i Europa. Det er dog vigtigt at bemærke, at kun én familie, Picidae (spætter), findes i Europa, mens andre eksotiske arter såsom jacamar, puffbirds (dovenfugle), skægfugle og tukaner primært findes uden for Europa.

Selvom Piciformes har haft en evolutionær tilstedeværelse i Europa, har de forskellige slægter over tid spredt sig til andre dele af verden.

Det fylogenetiske forhold mellem de ni familier, der udgør ordenen Piciformes, er vist i kladogrammet nedenfor. Antallet af arter i hver familie er taget fra den liste, der føres af Frank Gill, Pamela C. Rasmussen og David Donsker på vegne af Den Internationale Ornitologiske Komité (IOC)

Spætte ordenen Piciformes indgår mange forskelligartede fugle - her under ses et eksempel fra familien Galbulidae med de glinsende og meget "biæderlignende til nærmest kolibriagtigt" udseende - jacamarerne. Se dens placering i ordenen Piciformes

Licens: CC BY-SA 4.0 Brugsbetingelser:
Creative Commons Navngivelse-Del ens 4.0Kredit: Eget arbejde, fra Sharp Photography, sharpphotography | Charles J. Sharp

Galbulidae og slægten jacamar - ovenfor Rufustailed jacamar

Jacamarer er en familie i Galbulidae, af fugle fra det tropiske Syd- og Mellemamerika, der
strækker sig op til Mexico, som er en af de eksotiske slægter der adskiller sig meget fra spætterne.

Familien indeholder fem slægter og 18 arter. De er nært beslægtet med dovenfuglene (Puffbirds), en anden neotropisk* familie (de to familier kan ofte ss adskilt i deres egen orden Galbuliformes, adskilt fra Piciformes ). De er hovedsageligt fugle fra lavtliggende skove og regnskove, hvor de færdes især i skovbryn og træernes baldakiner.

Imidlertid placerede en nuklear DNA analyse i en undersøgelse fra 2003 dem som søstergruppe til resten af Piciformes, hvilket også viste, at grupperne havde udviklet zygodactylfødder, før de blev adskilt.

*Neotropisk: dyregeografisk region, der omfatter Syd- og Mellemamerika og i Mexico grænser

Hierarkisk diagram over Ordenen Piciformes

Lille flagspættes placering i familien Picidae kan ses i den nederste boks i stammen “Melanerpini”.

Piciformes omfatter 9 familier. Familien Picidae (de egentlige spætter) er langt den største gruppe, som er opdelt i fire underfamilier, med 37 slægter, som igen er opdelt i fem stammer – som ses her over.

Slægten Dryobates - Lille flagspætte

Evolutionær Historie og Systematik

Lille flagspætte blev opført af den svenske naturforsker Carl Linné i 1758 i den 10. udgave af hans Systema Naturae under binomialnavnet
Picus minor. Arten blev dog senere flyttet til slægten Dendrocopos (med stor flagspætte mf.) af den tyske naturforsker Carl Ludwig Koch i 1816.

Men en molekylær fylogenetisk* undersøgelse offentliggjort i 2015 baseret på nukleare og mitokondrie DNA-sekvenser viste, at når arten placeres i slægten Dendrocopos, dannede gruppen ikke en monofyletisk gruppe.

*Monofyli og fylogenetik forklaret via linket.

Lilleflagspætte og beslægtede skulle derfor tildelt deres egen slægt, og til brug herfor blev en tidligere, men nedlagt slægt betegnelse foreslået ”Dryobates”.

Den nuværende slægt Dryobates blev derfor i den reviderede generiske klassifikation (den biologiske systematik) efterfølgende placeret i den genopstandne slægt ”Dryobates”, der oprindeligt var blevet introduceret af den tyske naturforsker Friedrich Boie i 1826.

Disse spætter bredte og udviklede sig gennem deres evolutionære forløb, og tilpassede sig ofte til forskellige økologiske nicher, hvilket resulterede i den mangfoldighed af arter, der kan ses i boksen med det Hierarkiske diagram over Ordenen Piciformes ovenfor.

Slægten Dryobates var oprindeligt indført af den tyske naturforsker Friedrich Boie til at omfatte en gruppe af træspættearter. Senere blev gruppen nedlagt eller opdelt i andre slægter af forskellige ornitologer og systematikere. Det er ikke muligt at finde grunden, men det skyldes gerne ændringer i klassifikationssystemet eller forskellige opfattelser af slægtskabsforholdene mellem arterne.

Gruppen Dryobates blev imidlertid senere genoplivet eller genoptaget af ornitologer og forskere, der mente, at arts-lighederne i den daværende gruppering af træspætter retfærdiggjorde brugen af slægten Dryobates til deres nye klassifikation af visse spættearter.

En sådan handling (nedlægning og genopretning) er en almindelig forekomst inden for videnskabelig forskning, hvor klassifikation og systematik kan ændres baseret på ny viden eller revision af eksisterende data. I dette tilfælde skyldtes genoptagelsen omfordelinger grundet ny forskning på DNA niveau.

Lille flagspætte ”Dryobates minor” som tidligere var placeret i Dendrocopos (med Stor flagspætte) eller
Picoides. Men molekylære analyser fandt, at arten var tættest på Dryobates cathpharius
(karmosinrøde spætte), idet disse også var tæt på Dryobates pubescens (Dunet spætte – tidligere Dendrocopos eller Picoides).

Men Lille flagspætte kan stadig findes under sit gamle navn “Dendrocopos”, da kun fire verdens-fuglechecklister har anerkendt denne ændring. Desværre er det sådan, at flere fuglearter kan findes under mere end ét videnskabeligt navn, og nogle arter endda under hele tre engelske navne. Da dette igennem årene har (og stadig gør), har de fire verdens-fuglelister “IOC, HBW, Claments og Howard and Moore igangsat et harmoniseringsarbejde, for at forsøge, at finde sammen om en enkelt liste dækkende alle verdens fugle. Hvid du er interesseret i at læse om disse hovedlister, hvordan de arbejder, fungerer, hvordan harmoniseringsarbejdet foregår, og hvem de er mest tilpasset, så har jeg en tekst, som om alle disse ting som kan læses HER

Slægten Dryobates - underarter

Slægten Dryobates udgøres hos IOC- og Clement listerne af 13 underarter.

Lille flagspætte var tidligere placeret i slægten Dendrocopos. I dag er den anerkendt som tilhørende slægten Dryobates i tre af verdenslisterne. Men Howard and More listen har som eneste tjekliste ikke tiltrådt denne ændring, og har den således stadig klassificeret under slægten Dendrocopos, hvor også Stor flagspætte og Grænspætten findes.

HBW/Birdlife BirdLife Internationale tjekliste anerkender kun 11 arter i slægten Dryobates (HBW-BirdLife Checklist v81 Jan24), men har også Lille flagspætte i slægten Dryobates.

Hvorfor disse navneforskelle – læs om det via linket HER

IOC og Clement listens 13 underarter:

Dryobates minor comminutus – England og Wales
Dryobates minor minor – Skandinavien og det nordøstlige Polen til Uralbjergene
Dryobates minor kamtschatkensis – Uralbjergene til Okhotskhavet og det nordlige Mongoliet
D. m. immaculatus – Anadyrbassinet og Kamchatkahalvøen (Østsibirien) (ikke hos HBW)
Dryobates minor amurensis – det nordøstlige Kina, Sibirien, Korea og Hokkaido (Japan)
Dryobates minor hortorum – Centraleuropa
Dryobates minor buturlini – Sydeuropa
Dryobates minor danfordi – Grækenland og Tyrkiet
Dryobates minor colchicus – Kaukasus og
Transkaukasien
Dryobates minor quadrifasciatus – sydøstlige Aserbajdsjan
Dryobates minor hyrcanus – det nordlige Iran (ikke hos HBW)
Dryobates minor morgani – sydvestlige Iran
Dryobates minor ledouci – Nordvestafrika

Andre foreslåede men endnu ikke anerkendte underarter omfatter;
hispaniae (Spanien), jordansi
(C europæiske bjerge), serbicus (
Montenegro), wagneri
(Rumænien), hyrcanus (N Iran), mongolicus (SW Sibirien til Mongoliet), nojidoensis (NE Korea) og immaculatus (Kamchatka).

HBW and Birdlife Internationale

6 arter; Dryobates minor minor, Dryobates minor kamtschatkensis, Dryobates minor hortorum, Dryobates minor buturlin, Dryobates minor danfordi, Dryobates minor morgani

Hvorfor disse forskelle!

Det, der bevirker den største forskel mellem de forskellige tjekliste, er den måde, de anvender og behandler de to handlinger, der oftest bruges til at give mening til ændringer i taksonomi er: “splitting/opdeling” og “lumping/sammensmeltning”.

Opdeling er adskillelsen af to (eller flere) taxa, der tidligere blev betragtet som underarter eller under-artgrupper, til ”fulde arter”. Sammensmeltning er det modsatte: at betragte to (eller flere) taxa, som nogle behandler som separate ”fulde arter”, som kun under-artgrupper af én art. Hver tjekliste synes at have forskellige tilbøjeligheder til at træffe disse beslutninger, baseret på de enkelte organisationernes meninger, anerkendelser og tolkning af nye data.

Én tjekliste kan have en stærkere tendens til at opdele, mens en anden kan være mere krævende med hensyn til beviser, før den accepterer en mulig opdeling.

Læs mere om de fire hovedlisters forskelle og det arbejde mod en harmonisering af dem via linket HER

Diagram over slægten dryobates

Polyandri - hos Lille flagspætte

Polyandri, hvor en hun parrer sig med flere hanner, er sjældent hos spættefugle (Piciformes). Spættefugle er en orden af fugle, der omfatter familier som spætter, tukaner og honninggøge. De fleste spættefuglearter er monogame, hvilket betyder, at de danner parforhold med én partner i ynglesæsonen.

Polyandri kan dog forekomme i visse situationer, især hvis det øger chancerne for ungernes overlevelse. For eksempel kan flere hanner hjælpe med at beskytte reden og fodre ungerne, hvilket kan være en fordel i områder med mange rovdyr eller begrænsede føderessourcer.

Det er kendt, at Agernspætten danner ynglekolonier, men ny forskning har afsløret, at Lille flagspætte kan gøre anvendelse af både polyandri og polyandry, hvis det skulle blive fordelagtigt.

Læs mere om “Lille flagspætte med ny parringsstrategi”.

Se andre sider om fugle og deres fantastiske egenskaber

Fugle – I Tekst Og Billeder

Fugle er en fascinerende dyregruppe med over 11.000 arter spredt over hele kloden. Deres farverige fjer og forskellige former og adfærd gør dem både smukke og unikke. Besøg min hoved- og fordelingsside for at se flere mere:
Til hovedsiden for: Fugle – i tekst og billeder

De fire verdensdækkend fuglelister – beskrivelse om funktion, virke og arbejdsgang