Siden er en del af min hovedside om Piciformes – Spætteordenen,
Fossile optegnelser viser, at træspætter har eksisteret i Europa i mindst 25 millioner år. De tidligste fossiler blev fundet i Tyskland, Frankrig og i Tjekkiet.
For millioner af år siden opdagede forfædrene til alle spætter, hvordan man kunne få adgang til en rig og stort set uudnyttet ressource: saftige og nærende insekter, der gemmer sig i træer.
Naturlig udvælgelse favoriserede de fugle, der var bedst til at grave i træ og fange bytte. Således blev spætten formet og født – og verden har aldrig været den samme siden 😊
I dag findes der et væld af spættearter, som har haft stor succes med deres unikke livsstil og niche.
De har udviklet tilpasninger, der gør dem særdeles dygtige til det, de gør. Rigtig mange karakteristiske træk hos spætter, udgør deres særlige, ejendommelige og helt særprægede tilpasninger.
Men disse træk opstod dog ikke på én gang hos de forhistoriske spætter. Det tog lang tid. En undersøgelse offentliggjort i 2012 foreslår en model for den trinvise udvikling af de egenskaber, der gjorde det muligt for spætter at blive mere og mere specialiserede.
Ved at analysere anatomiske og adfærdsmæssige data fra de fleste moderne spættelinjer, kom forskerne frem til følgende progression: De tidligste spætter kunne bore i træ for at finde insekter, men deres kranier var ikke stærke nok til at udgrave deres egne reder, og de kunne ikke klatre op ad træstammer. I det næste trin udviklede de forstærkede, hårdere kranier og næb, hvilket gav dem mulighed for at udhule deres reder. I de sidste trin ændrede deres tæer sig til deres moderne look, og deres halefjer blev stivere. Med stærke, gribende fødder, omplacerede tæer og en stiv hale udviklede de en støttestruktur, der gjorde det muligt at klatre op ad træstammer.
Man nu spole vi tiden tilbage til de allerførste forfædre til spætterne. Hvor boede de? Den præcise geografiske oprindelse af spætter er stadig et mysterium. Forskere har brugt fossiler, sammenlignende anatomi, geografisk fordeling og DNA-sekvenser til at finde ud af, hvor og hvornår spætterne først dukkede op.
Det kan ikke med sikkerhed siges, hvor disse fugle stammer fra, fordi forskellige beviser peger i forskellige retninger. For eksempel tyder den høje artsdiversitet af de relativt primitive dværgspætter (piculets) i Sydamerika på, at spættefamilien opstod der. Men der findes også ældre, men mindre forskellige slægter i den gamle verden, hvor de ældste spættefossiler er fundet.
Den mest sandsynlige oprindelseshistorie for spætter er, at de først udviklede sig i det tropiske Eurasien for omkring 45 millioner år siden. På det tidspunkt fremkom forfaderen til alle spætter en særskilt art, der udskilte sig fra sin slægt, og blev til de moderne honninggøge. Honninggøge lever i Afrika og Sydøstasien, og er de nærmeste nulevende slægtninge til spætter.
En betydelig del af Piciformes evolutionære udvikling synes at have fundet sted i Europa, hvor kun spættefamilien Picidae findes i dag
Det ældste spættefossil, der er fundet, er en benknogle fra Tyskland. Den stammer fra en fugl, der levede for omkring 25 millioner år siden i den sene oligocæne epoke. Dette fossil understøtter teorien om en eurasisk oprindelse for spætter. Det tidligste bevis på spætter fra den vestlige halvkugle har været en fjer indkapslet i rav fra Den Dominikanske Republik i Caribien, som er omkring 23 millioner år gammelt. Men fra det tidlige Oligocæn (Rupelium) blev der i Tjekkiet (2012) fundet fossiler af en ny stammegruppe, der repræsenterer Pici (underorden) og deres beslægtede.
Den nye art, Picavus litencicensis, adskiller sig fra kronengruppen* Pici ved flere primitive og oprindelige træk, som også findes hos andre beslægtede grupper. Denne art er blevet tildelt et nyt taxon ved navn Picavidae. Picividae er således en meget tidlig (uddød) familie i Piciformes ordenen. Fundet fastslår, at Piciformes har en gammel historie i Europa.
Den forhistoriske ”Picavus litencicensis” er den mest primitive repræsentant for Pici-gruppen og udgør en morfologisk forbindelse mellem Pici-gruppen og deres søstergruppe, Galbulae (jacamars). Dette understreger yderligere Europas rolle i Piciformes’ evolution.
Spætternes evolution og artsdiversificering tog virkelig fart i udviklingen for omkring 14 millioner år siden. De spredte sig over hele verden og udviklede sig til hundredvis af arter, der specialiserede sig som træ-, skov-, træborings- og insektædende ”specialister”.
De nuværende omkring 240 spættearter lever for det meste i skove, men medlemmer af denne gruppe findes i en bred vifte af levesteder. Nogle lever i åbne skove eller savanner, andre i græsarealer eller ørkener.
En håndfuld arter har endda udviklet en terrestrisk livsstil, hvor de fouragerer i jord, grus og støv eller græs i stedet for på træstammer. Disse arter lever typisk i åbne områder med få træer. Nogle få arter i det sydlige Afrika og i Sydamerika, graver deres redehuler i jorden. Forfædrene til disse fugle var træbeboere, så denne jordbundne tilværelse udviklede sig sekundært – ganske spændende!
Spætter lever i alle disse træ- og terrestriske habitater over det meste, men ikke hele verden. De er påfaldende fraværende fra Madagaskar, New Guinea, Australien og New Zealand. De er heller ikke på Antarktis, men det siger næsten sig selv.
Dette biogeografiske mønster er lidt overraskende. Jeg mener, det lykkedes for spætter at komme alle andre steder, ikke sandt? En forklaring er, at spætter er meget tilbageholdende med at flyve lange afstande over vand, over strækninger af åbent hav.
Som så mange andre dyr er spætter blevet forhindret i at sprede sig til Ny Guinea og Australien af en stor strækning af åbent vand øst for Bali og Borneo. Dette markerer, hvad der kaldes Wallace’s Line*. Denne biogeografiske skillelinje eller barriere blev først beskrevet af Alfred Russell Wallace, naturforskeren fra det nittende århundrede, der opdagede naturlig udvælgelse på samme tid som Darwin gjorde. Dyr og planter på hver side af stregen er meget forskellige. Kun tre spættearter lever øst for den. Hypotesen om, at spredningen er blevet begrænset af oceaniske barrierer, forklarer nogle geografiske mønstre hos spætter, men bestemt ikke dem alle.
Familien Picidae og Slægten Dryobates er angivet med rødt i rækkefølgen
Picodynastornithes er en klade, der indeholder ordenerne Coraciiformes (Ellekrager og isfugle) og Piciformes (spætter og tukaner). Denne gruppering er aktuel og har historisk støtte fra molekylære og morfologiske undersøgelser. Så i det store perspektiv, er disse fugle i relativ slægtskab – fjernt, men dog i en tættere relation til hinanden, end til andre fugle. Her ses gruppen opdelt i klade, orden, underordner, og de tilknyttede slægter.
Som det ses i træstrukturen oven for, udgøres underordenen Galbuli af to søskende familier, jacamar og dovenfugle, som er hinandens nærmeste slægtninge. De afviger dog så meget fra resten af ordenens medlemmer, at de også blev placeret i deres egen underorden ”Galbuli”.
Tidligere var de placere sammen med isfugle, biædere, ellekrager, motmoter og brednæb (Todus) i ordenen Coraciiforme , men nuklear DNA analyse fra en undersøgelse fra 2003 placerede dem som søstergruppe til resten af Piciformes, hvilket også viste, at grupperne havde udviklet zygodactylfødder (to tæer vendte fremad og to bagud), før de blev adskilt.
Men DNA analyser fra 2002 bekræftiger, at dovenfugle og jacamars er søstergrupper og deres plads er i Piciformes. De to slægter har også udviklet zygodactyl-fødder (to tæer vendte fremad og to bagud), før de blev adskilt som to slægter.
Underordenen Pici udgøres af to infraordner:
Ramphastdes: (tukaner og skægfugle
Pici: Familien Honninggøge (Indicatoridae)
Familien Spætter og beslægtede (Picidae)
Underfamilien Sasiinae er i december 2022 oprettet for slægterne Sasia og Verreauxia efter opfordring af George Sangster, Jimmy Gaudin og Jérôme Fuchs.
Sasia: 3 dværgspættearter; Bambusdværgspætte (Sasia abnormis), Hvidbrynet Dværgspætte (Sasia ochracea) og Afrikansk Dværgflagspætte Verreauxia africana
Tidligere blev de ofte placeret i underfamilien Picumninae – videnskabelig papir som foreslår oprettelsen
Størrelse og Habitat: Alle tidlige Oligocæne piciforme fugle, inklusive den forhistoriske Picavus litencicensis, var små fugle, omtrent samme størrelse som de mindste nuværende Pici. De tilpassede sig livet i skove og skovområder.
Piciformes arterne varierer i størrelse fra den lille rødbrune piculet (dværgspætte) på 8 centimeter til den store tukan på 63 centimeter. De bygger alle reder i hulrum og har altricielle unger (unger der fødes i hjælpeløs tilstand).
Geografisk Distribution: Piciformes findes på verdensplan, men deres diversitet er høj i Europa. Træspætter (Picidae) er den mest kendte familie i denne orden og findes i Europa, Asien, Afrika og Amerika. Det er denne slægt der er målet i det efterfølgende afsnit ”Taksonomi, Lille flagspætte”.
Sammenfattende har Europa spillet en vigtig rolle i Piciformes’ evolution, især for træspætter
Evolutionær Succes: Træspætter har haft stor evolutionær succes i Europa. Deres tilpasningsevne til forskellige levesteder, og deres unikke fødevalg har gjort dem til en vellykket fuglefamilie.
Neotropiske Familier: Selvom Picidae er mest udbredt i Europa, har nogle neotropiske* familier (f.eks. Familien Ramphastidae (Tukaner) også deres oprindelse i den gamle verden. Disse familier er nu primært koncentreret i Sydamerika.
* Den neotropiske region, dyregeografisk region, der omfatter Syd- og Mellemamerika og i Mexico. Her at forstå som ”neotropiske fuglefamilier”.
Picidae (spætter) er blot en af ni nulevende familier i ordenen Piciformes (se diagram 1). Andre medlemmer af denne gruppe, såsom jacamar (glansfugle), puffbirds (dovenfugl), skægfugle, tukaner og honninggøge (redesnyltere), er traditionelt blevet anset for at være nært beslægtet med spættefamilien (de egentlige spætter, Piculets (dværgspætter), Wryneeks (vendehalse) og Sapsukers (saftspætter)).
Kladen (eller underordenen) Pici (spætter, afrikanske skægfugle, Sydamerikanske skægfugle, tukaner og honninggøge) er godt understøttet og deler en zygodactyl-fod med Galbuli (puffbirds (dovenfugl) og jacamar (glansfugle)). For nylig har flere DNA-sekvensanalyser bekræftet, at Pici og Galbuli er søstergrupper.
Det fylogenetiske forhold mellem spætterne og de otte andre familier i ordenen Piciformes er vist i kladogrammet nedenfor. Antallet af arter i hver familie er taget fra listen vedligeholdt af Frank Gill , Pamela C. Rasmussen og David Donsker på vegne af Den Internationale Ornitologiske Komité (IOC).
Piciformes evulitionære historie har udviklet mange utroligt spændende arter lige fra selve spætten til de honningædende “Honryguides, de kolobriagtige “Jacamar” og de stor-næbede Tukaner, for ikke at glemme de smukke Afrikanske og New World Barabets.
Billedet: Licens: CC BY-SA 4.0 Brugsbetingelser: Creative Commons Navngivelse-Del ens 4.0
Kredit: Eget arbejde , fra Sharp Photography, sharpphotography | Charles J. Sharp
Rufous-tailed jacamar (Galbula ruficauda
Jacamars : Blåhalset Jacamar :
også kaldet: Glansfugle
Jacamarer er en familie i Galbulidae, af fugle fra det tropiske Syd- og Mellemamerika, der strækker sig op til Mexico, som er en af de eksotiske slægter der adskiller sig meget fra spætterne.
Familien indeholder fem slægter og 18 arter. Familien er nært beslægtet med dovenfuglene (Puffbirds), en anden neotropisk* familie (de to familier kan ofte ss adskilt i deres egen orden Galbuliformes, adskilt fra Piciformes ). De er hovedsageligt fugle fra lavtliggende skove og regnskove, hvor de færdes især i skovbryn og træernes baldakiner.
Imidlertid placerede en nuklear DNA analyse i en undersøgelse fra 2003 dem som søstergruppe til resten af Piciformes, hvilket også viste, at grupperne havde udviklet zygodactylfødder, før de blev adskilt.
*Neotropisk: dyregeografisk region, der omfatter Syd- og Mellemamerika og i Mexico grænser
Her kommer så en fortællende rejse — en slags evolutionær eventyrfabel — om hvordan spætten blev til en tukan:
En ”evolutionær” fortælling
“Nogle fugle følger ikke stier — de skaber dem selv. Naturens fortælling er både sand og eventyrlig.”
En historisk rejse om spætten, der blev til en tukan – og som udvikler sig til en lille fabel om den evolutionære rejse fra træets stamme til regnskovens lys.
Langt tilbage i tid, før regnskovens farver eksploderede og fuglesang fyldte luften, levede en gruppe fugle med stærke næb og en forkærlighed for træernes hemmeligheder. De var spætter, måske nærmere spætte- eller barabetlignende — dygtige, målrettede og tilpasset til at hakke sig gennem barken for at finde skjulte insekter. Med deres zygodactyle fødder (to tæer fremad, to bagud) og stive halefjer kunne de klatre og balancere som ingen andre.
Men evolutionens hjul drejer langsomt og ubønhørligt. Nogle af disse fugle begyndte at søge nye territorier — steder hvor træerne ikke gemte insekter, men bar frugter som glinsende perler. I tropiske egne, hvor solen var stærk og vegetationen frodig, opstod en ny livsstil: ikke hakke, men nippe, Ikke jage, men høste.
Her begyndte transformationen
Fugle med lidt længere næb kunne nå frugter, og dem med mere farverige fjer blev bedre til at tiltrække partnere. Over generationer blev næbbet større, lettere og mere komplekst — et værktøj til både føde, temperaturregulering og social interaktion.
”Disse fugle blev tukaner”. Stadig med rødder i Piciformes-ordenen, men nu med en helt anden livsform. De var sociale, frugtspisende og farvestrålende. Deres næb, som kunne virke klodset, var i virkeligheden et evolutionært mesterværk — let som skum, men stærkt nok til at plukke frugt og imponere artsfæller.
Genetiske studier har vist, at spætter og tukaner deler en fælles forfader, og at deres udvikling er et eksempel på ” 𝐚𝐝𝐚𝐩𝐭𝐢𝐯 𝐫𝐚𝐝𝐢𝐚𝐭𝐢𝐨𝐧” — hvor én art spreder sig og tilpasser sig forskellige nicher. Mens spætterne blev ved med at forfine deres evne til at hakke på træerne, udviklede tukanerne en helt ny strategi: at leve af regnskovens overflod.
Evolution er ikke en lineær stige, men et net af muligheder. Fra spætternes rytmiske hakken til tukanernes tropiske elegance — naturen har formet to vidt forskellige fugle fra samme udgangspunkt.
I de dybe skove langt mod nord boede engang en spættegruppe, kendt for deres utrættelige hakken og trommen på træerne. De var mestre i at finde små insekter bag barken, og skovens rytme fulgte lyden af deres næb mod træernes stammer. Men én ”spættekælling” ved navn Pico begyndte at drømme større.
“Hvad nu hvis der fandtes et sted, hvor mad hang frit i luften? Hvor træerne bar farver året rundt, og solen var varm hele dagen?” tænkte Pico“.
Hun fløj mod syd, længere end nogen spætte før hende. Over bjerge, dale og floder, til hun nåede regnskoven — et overflødighedshorn af frugter, farver og varme. Her kunne hun ikke hakke sig frem; træerne var glatte, og barken sej. Men frugter hang som juveler, og Pico opdagede, at hun kunne nippe til dem.
Hver generation af hendes efterkommer fik næb, der var lidt længere og lidt stærkere. Deres farver blev mere livlige, og i stedet for den monotone bankelyd, begyndte de at kommunikere med kvidrende kald og hoppende dans på grenene.
Til sidst, efter mange tusinde år, var der ikke meget tilbage af den oprindelige ”spættekrop”. Næbet var blevet stort og farverigt, kroppen – større – men alligevel lettere og bevægelserne mere yndefulde. Og sådan var Pico blevet stammoder til en helt ny slags fugl — den storslåede tukan.
Evolutionen er ikke bare en kold videnskabelig proces – det er også en episk fortælling om tilpasning, opdagelse og naturens kreative kraft. Den kreative kraft, som lader naturens stille – til tider brutale – fortælling udspille sig for vores øjne. En kraft, vi som passionerede naturfotografer er så privilegerede at opleve.
Tja — historien er et eventyr, og ikke helt taksonomisk korrekt. Men et eventyr, som sagtens kan læses højt for dine børnebørn — måske ved sengetid, mens billeder af fugle danser på ”en skærm over dynen”. For selvom evolutionen sjældent følger en lige vej, kan fortællingen om Pico måske inspirere nye generationer til at se fugle ikke blot som arter og navne — men som nøgler til en verden fuld af naturens eventyr.