Lammegrib (Bearded vulture)
Videnskabelig klassifikation:
Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Rovfugle (Accipitriformes)
Familie: Høgefamilien
(Accipitridae)
Slægt: Gypaetus
Art: Gypetus barnatus (nominel art)
Findes i 2 underarter:
Gyps fulvus fulvus (nominelle)
Gups fulvus fulvescens
Lammegriben er den eneste nulevende art i slægten Gypaetus. Den er kendt for sit unikke udseende, herunder en mørk krop, karakteristiske fjerbeklædte skæglignende fjer rundt om næbbebunden og et vingefang på op til 2,8 meter.
Den findes primært i bjergrige områder i Europa, Asien og Afrika.
Sjældne besøg i Danmark
Kun i to tilfælde er Lammegribben set kortvarigt i Danmark.
I maj 2017 rapporteredes det, at lammegribben var set på Lolland, og 10/06 2022 blev et eksemplar observeret over Skagen Odde omkring Råbjegvej/Råbjerg Kirke og nærliggende områder.
Lammegrib ( Gypaetus barbatus )
Lammegribben hører til blandt sine artsfæller i gribbefamilien, men i den samlede rovfugle gruppe, hører den alligevel til blandt de store rovfugle med en vægt på op til 7,1 kg og et vingefang på mellem 231-283 cm.
Til sammenligning har den gamle verdens største grib-art “Munkegribben” en vægt på op til 14 kg. og et vingefang på op til 310 cm, og Europas største ørn “Havørnen” med en vægt på op til 7 kg., samt et vingefang på op til 245 cm.
Arten adskiller sig fra andre grib-arter ved at have fjer både på hoved og hals.
Yderligere har den et meget karakteristisk skæg, som har givet den sit engelske navn – Bearded vulture.
Artforskellen er ikke stor, men hunner har en tendens til at have længere vingefjer og være tungere end hanner.
Den er ikke meget tættere beslægtet med de egentlige gribbe i den gamle verden end til for eksempel høge.
Underarter
Lammegribben findes i to annerkendte underarter:
Gypaetus barbatus (den nominelle) findes i Indien (Himalaya), Nepal, Bhutan, Nordafrika, Sydeuropa, Tyrkiet, Kaukasus, Egypten, Saudi-Arabien, Iran, Afghanistan, Kasakhstan, Rusland, Mongoliet, Kina, Pakistan og Tibetansk Plateau.
Gypaetus meridionalis, som er udbredt i Nord- og Østafrika, Sydafrika og Lesotho.
Habitat
Bjergkæder med barsk topografi og stenede steder, hvor arter yngler og brækker knogler; besøger omkringliggende sletter.
Arten kræver store åbne områder med lille eller lav vegetation, som ikke konstant er dækket af sne.
De er afhængige af termik og vind til svæveflyvning, men dog i meget mindre grad end de fleste andre gribbe.
Lammegribben er observeret i Himalaya i mere end 8000 m, hvilket er langt over de højder, hvor de kan finde føde.
Yngler i varierende højder, f.eks. 400-4400 m på det indiske subkontinent.
Migration og Bevægelsesmønstre
Arten er ikke migrerende, og bortset fra fødselsspredning er den knyttet til en fast lokation. I de høje bjerge kan den dog søge til lavere højder om vinteren.
I Sydafrika viste en undersøgelse, der brugte satellitsendere, hjemmeafstande på 286 km 2 i gennemsnit hos voksne, sammenlignet med fourageringsrækkevidder på 10.540 km 2, hos unge, 21.880 km 2, hos ikke kønsmodne og 25.985 km 2.
Ungfugle spredes, især om sommeren, og forlader normalt ikke fødselsbjergkæden;
De besøger regelmæssige fodringssteder, nogle gange i nærheden af menneskelige bosættelser, og kan bosætte sig midlertidigt i nærheden af sådanne steder; fugle bliver fasttilknyttet en fast lokation med alderen.
I Pyrenæerne fandtes den gennemsnitlige fødselsspredningsafstand at være ca. 47 km for begge køn.
Kost og fødesøgning
Kost er unikt blandt hvirveldyr ved at være domineret af knogler, som udgør 70-90% af al føde. De foretrækker gamle knogler frem for friske, måske fordi de er lettere, store knogler frem for små og knogler med højt fedtindhold.
Delvis bagben fra mellemstore husdyr (får, geder) , som kosten ofte er baseret på, eller vilde hovdyr. Både marv og ben spises, men også stykker af kød og skind.
I en undersøgelse valgte vilde fugle, der fik et valg af kød og ben – knoglen.
Små knogler sluges hele, mens knogler den ikke kan brække eller sluge, bæres op i luften, hvor de tabes ned på et klippeområde fra en højde på ofte 20-80 m – men det kan også være højere.
Voksen har nogle enorme ”hjemmeområde” på op til tusindvis af km 2, som kan overlappe med andre voksne individers. Fødeemner kan opbevarer i reden eller huler.
Syrekoncentrationen i skæggribbens mave er blevet estimeret til at have en pH-værdi på omkring 1. Store knogler vil blive fordøjet i løbet af omkring 24 timer, hjulpet af langsom blanding eller kværning af maveindholdet.
Det høje fedtindhold i knoglemarven gør nettoenergiværdien af knogler næsten lige så god som muskler, selvom knoglerne er mindre fuldstændigt fordøjede. Et skelet efterladt på et bjerg vil dehydrere og blive beskyttet mod bakteriel nedbrydning, og Lammegribben kan vende tilbage for at forbruge resten af et kadaver selv måneder efter, at de bløde dele er blevet fortæret af andre dyr, larver og bakterier.
