Høgeugle
Northern hawk-owl
Videnskabelig klassifikation:
Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Ugler (Strigiformes)
Familie: Egentlige Ugler (Strigidae)
Slægt: Surnia
Art: Høgeørn (Surnia ulula) (3underarter)
Population på verdensplan: 250.000
I Nordamerika: 130.000
Yngleforsøg
Høgeørnen yngler ikke i Danmark. Men i 2020 forsøgte et par sig alligevel.
Desværre ødelagde ekstreme mængder af nedbør i det tidlige forår sandsynligvis et par høgeuglers ynglesucces i et østsjællandsk skovområde. Normalt hører høgeuglen til i de store skandinaviske og russiske skove, og ugleparret på Sjælland var derfor en ornitologisk sensation.
Høgeuglen - en sjælden gæst fra nord
Når man hører navnet på denne art, første gang, er det nærliggende at spørge ”er det en høg eller en ugle” der tales om?
Hvis man ser på artens adfærd og nogle af dens træk når den jager, efter yderligere tegn på hvad den egentlig er, kan man for den sags skyld nemt komme yderligere i tvivl om, hvor den hører til.
Høgeuglen har trods alt en lang hale og spidse vinger – ganske som en falk. Dens flymønster svarer meget til Aftenfalk, og dens jagtmønster er sammenlignelig med en Spurvehøgs. Yderligere sætter den sig i det fri oven på et højt træ eller på en pæl, som musvågen, og så kan den ofte ses svæve mens den jager – som en tårnfalk.
Disse ligheder har på mange sprog således givet den navnet – høgeugle.
Den er så afgjort en ugle, men en usædvanlig én – med ganske specielle egenskaber. Eksempelvis har den endnu en egenskab ud over ligheder som lang hale, spidse vinger og et svæv m.m. – den jager om dagen – ganske som falke og høge.
Men med sin massive krop og sit store hoved, gennemtrængende runde gule-orange øjefarve og en ”radar-skål” ansigtsskive, der er karakteristisk for dens familie, kan den ikke fornægte sig at være en ”ugle”.
Her hjemme er høgeuglen en forholdsvis sjælden gæst, der ikke optræder hvert år, men når den gør, er det gerne kun i ganske få eksemplarer – men, i visse år kan den dog optræde invasionsagtigt.
Normalt holder den til og yngler i de mægtige russiske nåleskove – og de vilde nordiske fjeldskove.
Underarter, udbredelse og levested
Arten findes i tre underarter, som lever på tværs af det nordlige holarktiske område*.
Udbredelsen af den nordamerikanske underart Surnia ula caparoch strækker sig fra det østlige Alaska gennem Canada til Newfoundland og strækker sig i nogle områder sydpå ind i det nordlige USA.
De to andre underarter findes i det nordøstlige Europa og Sibirien: Surnia ulula tianschanica yngler i Centralasien og når Xinjiang (Kina); og Surnia ulula ulula findes på tværs af Sibirien, hvor den når sit østligste område.
Nordlige høgeugler er ujævnt fordelt og meget varierende i hele den boreale skov. De lever for det meste i åbne nåleskove eller nåleskove blandet med løvfældende arter som lærk, birk, poppel og pil. Deres vinterhabitat er normalt det samme som ynglehabitatet
Tre underarter er anerkendt:
- Surnia ulula tianschanica– Centralasien til det nordlige Kina og det nordlige Mongoliet
- Surnia ulula ulula– det nordlige Eurasien
- Surnia ulula caparoch – det nordlige Nordamerika
Arten yngler i nålesskovs- og birkezoner i det nordlige Skandinavien. Den lever således højt mod nord, men når kulden bliver for stor, eller føden bliver knap, trækker den længere mod syd, hvor den ofte finder en niche i Danmark for at overvintre.
Denne dagaktive ugleart er nemmere at observere end andre ugler, fordi den søger sin føde hovedsaligt i dagtimerne
Boreal skov (Tagjaen)
Tajgaen betegnes også som “boreal skov” og opdeles ofte i 2 zoner: Den nordlige (nordboreal skov) med spredt skov der lukker meget lys igennem, domineret af fyr og birk, og den sydlige (sydboreal skov) med tæt skov domineret af gran men iblandet fyr, birk og andre løvtræer.
Den boreale skov (tajga) dækker cirka 17 % av jordens overflade i det cirkumpolare bælte på den nordlige hemisfære. Nordfor denne grænse, ændres tajgaen til cirkumpolar tundra.
Den boreale skov repræsenterer 29 % af jordens skovdække.
Godt befjeret
Næsten hele kroppen er dækket af fjer, der gør den glat og strømlinet. Fjerene er bløde, hvilket gør uglerne næsten lydløse, når de jager deres bytte.
Også bennene er fjerbeklædt helt ned til kløerne, som en tilpasning til et liv i kulde.
Knoglerne er som hos de fleste andre fugle meget lette og ofte tilmed hule, hvilket gør vægten mindre. Samlet set gør det ugler til eminente flyvere.
Men høgeuglen flyver ikke helt så lydløst som andre ugler, en egenskab den har opgivet under sin tilpasning til at være dagaktiv.
Tilpasning til dagaktivitet
Da den jager om dagen, har høguglen intet behov for de bløde, frynsede vingefjer, der tillader en lydløs flugt, som er karakteristisk for natjagtende ugler. I stedet er høguglens svingfjer stive, hvilket gør dens vingeslag lige så hørbare som enhver høgs.
Selvom høguglen mangler ydre ører, er dens øreåbninger symmetriske – endnu et kendetegn ved et rovdyr der jager i dagtimerne.
Den har en skarp hørelse, men høgugles hørelse er ikke helt så følsom som hos nataktive rovdyr som de fleste af dens slægtninge. I modsætning til den dagjagende høgeugle, har natjagtende ugler asymmetriske øreåbninger, der giver eminente og en helt nøjagtig retningsfastsættelse i næsten totalt mørke.
Jagt og byttedyr
Høgeørnen lever hovedsageligt af små gnavere, især skovmus, men vil også tage spidsmus, lemminger, sneharer og egern. Den jager også små til mellemstore fugle op til størrelsen af ryper.
Selvom den mangler de asymmetriske øreåbninger, der giver natjagende ugler en superb nøjagtighed under jagt, er den stadig en dygtigt rovfugl med enestående hørelse.
Snedække afskrækker ikke denne ivrige jæger: Den kan høre byttet bevæge sig under op til 30 centimeter sne, og styrter let ned i sneen med fødderne først for at fange det.
Til forskel fra de fleste rovfugle sluger uglerne byttet helt og gylper klumper af ufordøjet føde op. Disse dannes i fuglens kråse (muskelmave), hvor også byttets knogler findeles. Uglerne har derimod ingen kro (udvidelse af spiserøret) som rovfuglene.
Størrelsesmæssigt er der meget stor forskel på de enkelte uglearter. Verdens mindste ugle er den 13,5 cm lille alfeugle (Micrathene whitneyi), mens den største er stor hornugle med et vingefang på to meter. En høgeugle med sine 35 cm, henhøre således til blandt de mindre ugler. Hunnen er ofte større end hannen. Hos enkelte arter er hunnen helt op til 50% større end hannen.
Frygteløs rede-forsvarer
Høgeørnen er hovedsagelig monogam og begynder sit frieri sent på vinteren. Hannen etablerer et redeterritorium, og viser sig derefter ved at kalde og udføre vingeklappende flyvninger.
Når en hun viser interesse, vil parret kalde på hinanden og udføre gensidige flyveopvisninger. En bejlende han giver også madgaver til en kommende ægtefælle, og gemmer mad i og omkring redepladsen.
Foretrukne redesteder omfatter forfaldne træhulrum, ledige spættereder eller endda udbrændte stubbe. Arten bruger nogle gange forladte pindereder, klippekanter eller endda redekasser af passende størrelse.
Når parret har parrer sig, sætter hunnen sig til rette for at lægge tre til syv æg. I år med super-rigtige byttedyr kan hun lægge op til 13 æg! Hunnen ruger i tæt på en måned, og fortsætter derefter med at udføre ”rugning”, efter at hendes unge er klækket for at holde de unge fugle varme.
Den primære jæger
Hannen er den primære jæger i rugetiden, og udfører et stort arbejde med at leverer føde til hunnen, og de (nogle gange mange) hurtigt voksende unger, som forlader reden omkring tre uger efter udklækningen.
De flyvedygtige høgugle-unger forbliver i nærheden af deres rede i de næste par måneder, mens forældrene fortsætter med at fodre og beskytte dem.
Høgeuglen er total frygtløs i forsvaret af sin rede og sine unger, og vil let iværksætte et decideret luftangreb på alt, hvad den opfatter som en trussel, inklusive menneskelige observatører.
Når høgeørnen går på vingerne, sker det hurtigt, men ikke helt så lydløst som hos andre ugler
Strømlinet og eminent flyver
Næsten hele Høgeuglens krop er dækket af fjer, der gør den glat og strømlinet. Fjerene er bløde, hvilket gør uglerne næsten lydløse, når de jager deres bytte. Knoglerne er som hos de fleste andre fugle meget lette og ofte tilmed hule, hvilket gør vægten mindre. Samlet set gør det ugler til adrætte og eminente flyvere.
Men høgeuglen flyver ikke helt så lydløst som andre ugler.
Til forskel fra de fleste rovfugle sluger uglerne byttet helt og gylper klumper af ufordøjet føde op. Disse dannes i fuglens kråse (muskelmave), hvor også byttets knogler findeles. Uglerne har derimod ingen kro (udvidelse af spiserøret) som rovfuglene, de er derfor afhængig af at gylpe de mest ufordøjelige fødeemner op.
Størrelsesmæssigt er der meget stor forskel på de enkelte uglearter. Verdens mindste ugle er den 13,5 cm lille alfeugle (Micrathene whitneyi), mens den største er stor hornugle med et vingefang på to meter. En høgeugle med sine 35 cm, henhøre således til blandt de mindre ugler. Hunnen er ofte også større end hannen. Hos enkelte arter er hunnen helt op til 50% større end hannen.
Den er ganske tillidsfuld
Ligesom andre fugle, der lever i fjerntliggende nordlige områder, frygter den ikke mennesker, og kan virke bemærkelsesværdig tam, hvilket ofte giver betragteren (og denne fotograf) mulighed for at komme tæt på.
Når en Høgeugle først er fundet, er det således nemt at holde kontakten med den, for den er ikke særlig bange for mennesker. Det er derfor ganske nemt, at følge den rundt i det område, hvor den holder til. Faktisk tager den slet ikke notits af fotografer eller ornitologer, når de følger den rundt i den lysning, hvor den holder til. Den både jager og spiser gerne selv med en flok mennesker klods op af dens træ – eller for den sags skyld, en stup i sokvbunden.
Det at den lever langt mod nord, hvor den næppe ser mennesker, er utvivlsomt grunden til, at den er ret så ligeglad med vores tilstedeværelse.
Den bliver i sin lysning og nære omegn, så længe der er mus nok, hvilket giver mulighed for, at tilbringe megen tid sammen med den, uden at den forsvinder.
De tre gang jeg har besøgte den, havde jeg fornøjelsen af at følge og betragte den i mange timer. Og det var hver gang mig der forlod den. Det plejer at være omvendt, at fuglene forlader mig – ofte før jeg har fået de billeder, jeg godt vil ha’ 🙂
Ugler i Danmark
I Danmark yngler 7 ugle arter, men der er yderligere observeret 4 arter på træk. Én af dem er altså den lille Høgeugle. Den er dog en sjælden gæst, men i 2016 havde vi nogle stykker på besøg – én i Gribskov og én i Kongelunden på Amager. Her ud over skulle der være rapporteret om en til to andre.
Høgeørnen lever normalt højt mod nord, men når kulden bliver for stor, eller føden bliver knap, trækker den længere mod syd Det er i disse tilfælde, den ofte finder en niche i Danmark for at overvintre.
Den er ikke særlig stor, og det kombineret med sine grå/sorte farver, falder den godt ind i skovens skyggeagtige mosaik, så det kan godt være lidt af et problem, at finde den.
De 7 ynglende uglearter i Danmark:
- Kirkeugle – Little owl (Athene noctua)
- Mosehornugle – Short-eared owl (Asio flammeus)
- Skovhornugle – Long-eared owl (Asio otus)
- Natugle – Tawny owl (Strix aluco)
- Perleugle – Boeal owl (Aegolius funereus)
- Stor hornugle – Eurasian eagle-owl (Bubo bubo)
- Slørugle – Barn owl (Tyto alba)
Anbefalede fuglesider
The difference we make:
British Trust for Ornitlogy – BTO
Birds of the World:
The Cornell Lab og Ornitology – Cornell
Why Birds Matter, and Are Worth Protecting:
National Geographic – MAGAZINE
Birds Are Vanishing From Nort America:
Antallet af fugle i De Forenede Stater og Canada er faldet med 3 milliarder eller 29 procent i løbet af det sidste halve århundrede. Læs om det HER
Pandion:
En super fugleside fra Dansk Orentoligisk Forening . Se den HER