Fuglelister / Fugletjeklister

og de vigtigste databaser

Hvorfor kan den samme art ses med flere forskellige navne? – hvorfor er der fire hovedlister?

Denne tekst hører til min hjemmeside om fugle, hvor den fungerer som et appendix med orientering om de forskellige fuglelister, deres anvendelse, hvem de er målrettet mod, deres forskelligheder og hvorfor man nogle gange støder på forskellige klassifikationer af enkelte fuglearter under søgninger på nettet. Hvilket godt kan skabe lidt forvirring.

Indledning

Ved søgning kan man ofte støde på arter, der er placeret i forskellige slægter, eller som optræder som både arter og underarter med varierende videnskabelige navne. Dette kan skyldes flere forhold, såsom manglende opdatering af en hjemmeside, som viser forældede navne eller klassifikationer, eller uenighed blandt taksonomer om fortolkningen af nye data. I de seneste år er mange arter og slægter blevet omklassificeret på grund af fremskridt inden for DNA-analyser, herunder fulde genom-analyser, samt detaljerede feltstudier af fugle. Men hvorfor findes der fire forskellige „verdens hovedfuglelister‟, og hvorfor er de ikke ens?

En forklaring er, at når man som listeførende organisation skal træffe videnskabeligt forsvarlige beslutninger om placeringen af arter i det taksonomiske system, er der en lang række forhold at tage hensyn til. Det er derfor forståeligt, at forskellige organisationer arbejder ud fra hver deres taksonomiske koncept, hvor de vægter kriterier og afgrænsninger af arter forskelligt, baseret på den videnskabelige evidens de lægger til grund. Disse forskelle medfører variationer, som afspejler sig i deres fuglelister. Hvis organisationerne skal forsøge at harmonisere deres lister med målet om at skabe én global fugleliste, vil der uundgåeligt opstå udfordringer. Det skyldes især forskelligheder i synet på, hvad der konstituerer en art, en underart eller en tilhørsforhold til en bestemt slægt.

Efter mange års undren over visse modsigelser og afvigelser i fuglelisterne har jeg besluttet at skrive en tekst, der tager udgangspunkt i de fire verdensfuglelister og det store harmoniseringsarbejde, der er udført af især tre af de førende listers beslutningstagere. Siden 2020 har der været et målrettet fokus på at skabe én global fuglecheckliste, som omfatter alle verdens fugle. Arbejdet tog særligt fart i 2022, og i 2024 er der store forventninger til, at målet nås i begyndelsen af 2025.

Som resultat af min egen research og indsigt i funktionen, strukturen og arbejdet bag de fire verdensfuglelister, har jeg valgt at samle denne erfaring i noget, der blev til et ”omfattende værk”. Dette gør jeg for at give jer, mine kære læsere, en lettere tilgang til at forstå, hvad de forskellige lister repræsenterer, og hvilke retningslinjer de arbejder ud fra, eller til selv at rette egne målrettede søgninger de rette steder – hvis I skulle have interesse for dette.

Vil der kunne være fejl i teksten „ja formodentlig nok‟ men ikke i en format der vil rykke i væsentlig grad – ingen er ufejlbarlig „heller ikke denne skribent 😊

Fuglelister har forskellige unikke anvendelser, men de er alle yderst indflydelsesrige. Forvirring opstår, når videnskabelige data viser genetiske forskelle, og listernes beslutningstagere når frem til uenigheder om klassificering og anerkendelse af nye arter. Dette resulterer ofte i divergerende placeringer i slægter eller ligefremt familier.

Men gennembruddet syntes at være kommet, så der er håb forude, hvor et stort step i forhold til en harmonisering ”mindst de tre lister imellem” allerede i starten af 2025, hvilket jeg vil gøre rede for mod artiklens afslutning 😊

De fire fugle lister -

Beskrivelse, anvendelse, hvordan opstår forskellene, samt arbejdet mod én samlende liste

Der findes (som nævnt) fire store og verdensdækkende fuglregistrerende lister, som betegnes ”De Fire Verdens Checklister”. Der findes utallige flere lister, som dækker enkelte lande, regioner o.l. Den største database for fugle ”Avibase”, registrerer alene arter fra 151 lister.

De fire verdens-fuglelister styrer hver deres registrering og klassifikationer af verdens fugle, ud fra egne kriterier og opfattelser. Kriterier og retningslinjer, som ikke på alle områder er identiske. Derfor er der ikke altid enighed imellem dem om tolkning af nye data, deres betydning for taksonomi og klassifikationen for de enkelte arter.

Grundet disse forskelle af fortolkninger af nye data, kriterier for anerkendelse, fastholdning af egne principper, konservatisme o.l. har der gennem årene opstået forskelle listerne imellem, forskelligheder, som dog gennem de senere år, er mindsket, på grund af listers beslutningstageres accept og forståelse for nødvendigheden af, at der kun findes en fælles checkliste dækkende alverdens fugle.

Der arbejdes derfor på en samling og forening af listerne. Arbejdet er i fuld gang, og måske er det endelig ved at være i mål?

Behandlingerne af de fire taksonomiske checklisterne adskiller sig en smule i deres taksonomiske og primære mål, bl.a. fordi de i nogen grad henvender sig til forskellige målgrupper. Men som det beskrives i introduktionen af HBW’s bog ”All Bird of the Word (2020)”, så er forskellene mellem dem dog mindre (og mindre vigtige), end man måske skulle tro.

Howard and Moore, listens manglende opdatering omtalt

Andre tjeklister har været opdateret utallige gange siden Howard and Moore’s sidste officielle opdatering i 2013. Men Howard and Moore Complete Checklist of the Birds of the World (4. udgave fra 2013) er ikke blevet officielt opdateret siden da.

I stedet er andre store lister, såsom IOC World Bird List, HBW og Clements Checklist, blevet løbende opdateret årligt for at afspejle nye opdagelser, ændringer i arter, taksonomiske revisioner og genetiske studier. Disse lister har fortsat med at indarbejde ny forskning og opdateret klassificering af arter.

Så mens Howard and Moore ikke har udgivet en ny officiel version efter 2013, er der mange andre ressourcer, der har leveret opdaterede oplysninger om fugleklassifikation i årene mellem 2014 og 2024.

Der er ikke en officielt bekræftet grund til, at Howard and Moore Checklist ikke er blevet opdateret siden 2013.

Opdateringer er kostbare nævner H & M, men i 2019 blev Howard and Moore’s administratorer enige om at forsøge at arrangere en ny udgave.

På Howard and Moore’s hjemmeside kan hentes efterfølgende oplysninger.

The Howard and Moore Complete Checklist of the Birds of the World: fremtidsplaner.

Under „H & M Online‟ har vi nu givet detaljer („Introduktion til udviklende onlinemateriale til H & M-tjeklisten‟) vedrørende opdateringen af 2013/14-tjeklisten. Dette forklarer, at vi går fra at arbejde os gennem hele tjeklisten familie for familie, for at lave rimelig hurtige ændringer i enhver familie med ny versionsnummerering med udstedelsesdatoer. Denne overgang kræver et midlertidigt to-kildesystem: den ene kilde er de nyligt reviderede familier, som, når de er uploadet, bliver genstand for øjeblikkelig ændring, den anden – gradvist aftagende – er data fra 2013/14-tjeklisten, som vi har vist dem siden 2019. Vi sigter mod at gennemføre overgangen i 2024.

Vi har også forklaret, at hver revideret og opdateret familie vil komme med (1) en liste over fodnoter og (2) en liste over referencer (baseret på fodnoterne). Disse vil, i modsætning til den grundlæggende tjekliste, ophøre med at være frit tilgængelige, når vi introducerer „betalingsmuren‟, som vi har forklaret under „H & M Online‟. Trust har brugt flere tusinde pund på at igangsætte dette system. Vi håber at kunne finansiere det, der mangler at blive gjort, men betalingsmuren skal formentlig aktiveres inden for de næste 6 måneder. Hold øje med dette rum!

Når betalingsmuren er på plads, vil vi også gøre downloads tilgængelige af det ophavsretligt beskyttede indhold af 2013- og 2014-bindene i et sæt PDF’er.

Men først

Før jeg går videre med en gennemgang af de fire hovedchecklister, vil jeg lige nævne forskningsområdet, som er det egentlige fundament for listerne, for ingen forskning – ingen lister.

Hvad gik galt for tidligere systematikere?

Molekylær systematik har i dag på overbevisende måde vist, at fylogenien er meget hierarkisk opbygget med lavere niveauer og komplekse, afledte grene – i modsætning til den opfattelse, som var dominerende i midten af 1900-tallet. De problemer, som tidligere systematikere stod overfor, kan delvist tilskrives den tids kulturelle praksis.

I det meste af det 20. århundrede var der et stærkt fokus på at indsamle og analysere skind, som blev opbevaret i museumsudstillinger. Der manglede en klart defineret metode til systematisk praksis, og selv efter evolutionsteoriens gennembrud blev anatomiske karakterer kun sjældent anvendt, primært til at klassificere forholdet mellem større fuglegrupper. Når en vurdering først var blevet offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift eller en autoritativ revision, blev den ofte ukritisk accepteret som sandhed og opretholdt i officielle lister og håndbøger i årtier uden tilstrækkelig kritisk gennemgang.

En ny forståelse af forholdet til og mellem eksisterende fugle

Den traditionelle klassificering af fugle blev i de tidlige tjeklister og feltguider baseret på observationer fra slutningen af 1800-tallet. Disse observationer blev udført af morfologer, der dissekerede adskillige fugle for at undersøge knogler, muskler, tarmenes struktur, sener, vingefjer og mange andre synlige træk. De definerede diagnostiske kendetegn for de vigtigste fuglegrupper og identificerede træk, der kunne antyde slægtskab mellem grupper. På grund af vanskelighederne ved at skelne mellem morfologiske ligheder, der skyldes fælles afstamning, og dem, der er resultatet af konvergerende evolution, blev mange fuglearter dog fejlagtigt placeret i samme gruppe.

Denne morfologibaserede klassifikation blev kun ændret i små trin gennem det 20. århundrede, indtil den blev udfordret af fremskridt inden for molekylær systematik. Offentliggørelsen af et omfattende datasæt baseret på DNA-DNA-hybridisering markerede et stort fremskridt, der dog senere afslørede væsentlige fejl, og krævede en ny tilgang. Metoden mødte en del kritik, da slægtskab mellem taxa var afhængig af de anvendte algoritmer.

I dag, efter mange års molekylær forskning, har nye DNA-teknikker ændret forståelsen for teknikken markant. Et tydeligt hierarki af fylogenetiske grene er blevet etableret, hvilket understøtter nye fortolkninger, som nu i større eller mindre grad er indarbejdet i de moderne fuglelister.

Entomologen Willi Hennig bemærkede i 1950, at fylogenier ikke kunne bestemmes ud fra forfædres træk alene. Slægtskabsforhold kunne kun fastlægges ved at analysere, hvordan avancerede træk (apomorfier) deles mellem arter. Dette førte til kladistikken*, en metode til at definere monofyletiske grupper** baseret på delte afledte træk (synapomorfier***), som inkluderer alle efterkommere fra en fælles forfader.

Inden for ornitologi fik kladistikken langsomt fodfæste, blandt andet på grund af skepsis over for de tidligere DNA-analyser. Over tid og med udviklingen af computerteknologi har kladistik revolutioneret klassifikationen af fugle ved at muliggøre komplekse analyser af store datasæt.

Ny forskning „Complexity of avian evolution revealed by family-level genomes,‟, ledet af Josefin Stiller (Kbh. Universitet), har yderligere ændret vores forståelse af fuglenes udvikling. Projektet afslørede væsentlige ændringer i populationsstørrelse, mutationsrater og hjernestørrelse efter kridt-paleogen-udryddelsen, hvilket har formet vores syn på fuglediversitet og evolution.

Josefin Stiller er med i et forskningsprojekt, der har til formål at forevige 10.000 fuglearters DNA-sekvens. Adskillige gamle ‚sandheder‛ er allerede blevet modbevist, efter vi lærte at læse den kode, som ligger gemt i alle celler. ”Dengang Charles Darwin levede, kendte forskerne ikke til DNA”.

Projektet at forevige 10.000 fuglearters DNA-sekvens, nærmere betegnet ” Bird 10K Genomes Project (B10K)” – se mere om det sidst i denne artikel.

*Kladistiske metoder baserer sig på analyse af „delte afledte kendetegn‟ eller synapomorfier. Kladistiske analyser danner grundlaget for de fleste moderne

**En monofyletisk gruppe: betegner inden for fylogenetisk systematik en gruppe organismer, som indeholder alle efterkommerne af en stamform og ingen andre. Et eksempel er klassen Mammalia (pattedyr). Praktisk betydning er at mælk kun er udviklet én gang.

***Kladistiske metoder baserer sig på analyse af „delte afledte kendetegn‟ eller synapomorfier. Kladistiske analyser danner grundlaget for de fleste moderne klassificeringer, der forsøger at gruppere organismer på basis af evolutionære slægtskaber.

Del 1:

De fire fuglelister og deres målgrupper -

Hvem anvender dem, i hvilken forbindelse og hvordan?

Til Del 2

Rigtig mange parametre og begreber tages i anvendelse, når de ansvarlige kommitterer for de forskellige fuglelister skal vurdere og afgøre, hvad der skal til, for om en art er en art (eller en underart), og kan tildeles sit eget navn, eller der skal tages stilling til, om der skal oprettes en ny slægt, familie eller måske endda en helt ny orden. Jeg vil i det efterfølgende gennemgå de enkelte tjeklister, deres struktur, arbejdsgang, artsafgrænsningsmetoder o.l. Betegnelsen ”tjeklister” anvendes i flere variationer, og beskrives både som „tjeklister” eller ”checklister”, de to variationer er der derfor anvendt tilfældigt.

HBW Checklist (Handbook, All the Birds of the World)

HBW / BirdLife International Illustrated Checklist of the Birds of the World er en tjekliste over verdens fugle udgivet af Lynx Edicions i samarbejde med BirdLife International i to bind fra 2014 og 2016. Denne liste følger 16-binds Håndbog om fuglene of the World og bruges som base for fuglene på IUCNs rødliste over truede arter (The International Union for Conservation of Nature), og mange andre organisationer.

De udgav en fantastisk bog ”All the Birds of the World” i 2020, en bog som viser alle anerkendte arter og de forskelle, der er imellem de fire chekliters registrering.

– HBW-listen er en omfattende optegnelse af fuglearter, sammensat af eksperter.

– HBW-brugere kan finde detaljeret information om forskellige fuglearter og deres biologi fra bøgerne, og er mere tilgængelig for almindelige fugleentusiaster og feltornitologer.

I bogen All the Birds of the World afslutter senior-forfatteren Josep Del Hoyo Calduch et afsnit om “Hvad gør checklisterne forskellige” med følgende (frit oversat):

“Denne tjekliste kan betragtes som mere konservativ med hensyn til at acceptere fulde arter baseret på genetiske forskelle, der ikke understøttes af fænotypiske beviser (herunder vokale forskelle).

Den er også mere tilbageholdende med at acceptere resultater fra artikler, der anvender et artskoncept forskelligt fra Biological Species Concept (BSC)*. Tjeklisten lægger større vægt på vurdering af fænotypiske forskelle. Men ligesom eBird/Clements følger HBW/BirdLife-listen ofte integrativ taksonomi*, som også kan omfatte BSC. Men BSC konceptet syntes at have en prioriteret vægtning. Desuden er denne tjekliste sandsynligvis mindre tilbøjelig til at fortolke hybridisering som en hindring for at betragte to former som separate arter, selvom hybridiseringszonen er bred, forudsat at de to forskellige fænotyper klart opretholdes.

Efter at have fremhævet de vigtigste karakteristika ved de fire tjeklister og personligt kendt dem, der er ansvarlige for hver af dem. Jeg vil gerne afslutte denne korte oversigt med at understrege, at de punkter, vi har til fælles, er flere end dem, hvor vi er uenige om, især med hensyn til vores bredere syn på taksonomi, som er vigtig gavn for fugle- og ornitologiske samfund, som ligger godt inden for vores forskning.”

Integrativ taksonomi og Biological Species Concept (BSC)

*Integrativ taksonomi

Integrativ taksonomi er en tilgang, der kombinerer flere typer data og metoder for at forstå arters evolutionære relationer og klassificering.

Det er en moderne tilgang til klassificering af organismer, der kombinerer flere forskellige videnskabelige discipliner og metoder for at identificere og beskrive arter mere præcist. Traditionel taksonomi har primært fokuseret på morfologiske træk (dvs. fysiske egenskaber), men integrativ taksonomi inddrager også data fra genetik, økologi, adfærd, og andre områder.

Denne tilgang hjælper med at løse nogle af de udfordringer, som traditionel taksonomi står overfor, såsom at identificere arter, der ser ens ud, men genetisk er forskellige, eller omvendt. Ved at bruge flere kilder til information kan forskere få et mere nuanceret og præcist billede af biodiversiteten.

Lad mig give et eksempel:
Forestil dig, at vi studerer en gruppe fugle, hvor nogle af dem ser meget ens ud, men andre har små forskelle i fjerfarve, næbform eller sang. Traditionel taksonomi (som bruger primært morfologiske træk) kan klassificere dem som én art, mens genetiske data (DNA-sekvenser) kan afsløre, at de faktisk er to separate arter.

Integrativ taksonomi ville tage højde for alle disse oplysninger. Forskerne ville kombinere morfologiske, genetiske, økologiske og adfærdsmæssige data for at danne et mere nuanceret billede af artens diversitet. Dette kan føre til opdeling af den oprindelige “art” i to eller flere separate arter baseret på en bredere forståelse af deres biologi.

Så integrativ taksonomi handler om at se på hele billedet og bruge forskellige datakilder for at opnå en mere præcis og omfattende klassifikation af fuglene. 😊

Integrativ taksonomi bruges i praksis til at forstå arters relationer og klassificering ved at kombinere forskellige datakilder og metoder. Her er nogle måder, der anvendes:

Morfologiske træk og genetik: Forskere sammenligner morfologiske træk (f.eks. udseende, fjerfarve, næbform) med genetiske data (DNA-sekvenser) for at identificere forskelle mellem individer og grupper.
Økologi og adfærd: Integrativ taksonomi inddrager også økologiske og adfærdsmæssige data. F.eks. kan man studere habitatpræferencer, fødevalg og parringsadfærd for at forstå arters relationer.
Fænotypisk variation: Ved at se på variationen inden for en art kan man afgøre, om der er flere arter gemt i denne variation. Integrativ taksonomi hjælper med at afgøre, om forskelle er signifikante nok til at retfærdiggøre opdeling i separate arter.
Hybridisering: Integrativ taksonomi tager højde for hybridisering (krydsning mellem arter). Det vurderer, om hybridisering er en hindring for at betragte to former som separate arter.

I praksis involverer alt dette et samarbejde mellem forskere med forskellige ekspertiseområder og brug af avancerede teknikker som DNA-sekventering og statistisk analyse. Resultaterne hjælper med at opdatere klassifikationssystemer og forstå arters evolutionære historie.

Kontroverser ved artsklassifikation ved brug af integrativ taksonomi

Der er kontroverser om artsklassifikation ved brug af integrativ taksonomi. Her er nogle eksempler, der har været kendetegnende for de fire fuglelister:

Artskoncepter og grænser: Integrativ taksonomi udfordrer traditionelle artsdefinitioner. Nogle forskere mener, at vi bør anerkende flere arter baseret på genetiske forskelle, mens andre fastholder mere konservative definitioner baseret på morfologi og økologi.

Hybridisering: Når to arter hybridiserer (krydser sig), kan det være udfordrende at afgøre, om de stadig skal betragtes som separate arter. Integrativ taksonomi forsøger at finde en balance mellem at anerkende hybridisering og opretholde artsdistinktion.

Datakilder og bias: Integrativ taksonomi bruger forskellige datakilder som genetik, morfologi og adfærd. Men disse data kan have bias. F.eks. kan genetiske data være mere tilgængelige for nogle arter end andre, hvilket kan påvirke klassifikationen.

Praktisk implementering: Integrativ taksonomi kræver samarbejde mellem forskere med forskellige ekspertiseområder. Det kan være udfordrende at kombinere data og metoder på tværs af discipliner.

I sidste ende er kontroverser en naturlig del af videnskabelige fremskridt. Integrativ taksonomi søger at forbedre vores forståelse af arters diversitet, men det er vigtigt at sætte debatten og evaluere tilgangens styrker og begrænsninger. 😊derfor er kontroverser en både naturlig og vigtig del af afgørelser om en art vitterlig er en art – og vise versa.

*Biological Species Concept (BSC) / Det biologiske artsbegreb

BCS definerer en art som en gruppe af naturlige populationer, der kan krydsesmed hinanden og producere levedygtigt og frugtbart afkom, men som er reproduktivt isolerede fra andre sådanne grupper.

Dette betyder, at medlemmer af forskellige arter enten ikke parrer sig med hinanden, eller hvis de gør, producerer de ikke levedygtigt eller frugtbart afkom.

BSC er nyttigt i bevaringsarbejde, da det hjælper med at identificere populationer, der er truet af udryddelse. Ved at forstå reproduktiv isolation kan bevaringsbiologer udvikle strategier for at bevare genetisk diversitet og sikre levedygtige populationer.

Hovedidéen bag Biological Species Concept:

Den centrale tanke er, at artsdannelse ikke blot handler om fysiske eller morfologiske forskelle, men om reproduktiv isolation, som er en barriere, der forhindrer gener i at flyde mellem forskellige grupper.

Reproduktiv isolation som drivkraft:

Reproduktiv isolation betyder, at to grupper ikke kan udveksle gener. Dette kan ske på forskellige måder:

– Præzygotisk isolation: Her forhindres parring eller befrugtning. Det kan skyldes geografisk adskillelse, forskelle i parringsadfærd, eller at kønsorganerne simpelthen ikke passer sammen.

– Postzygotisk isolation: Selv hvis to individer fra forskellige populationer parrer sig og producerer en zygote (zygote er resultatet af en befrugtning), kan afkommet være svagt, ikke levedygtigt eller steril. Dette opretholder artsgrænser, da gener ikke kan flyde frit mellem arter.

Denne reproduktive isolation er central for BSC, fordi den adskiller arter ved at hindre genflow og sikrer, at arter udvikler sig uafhængigt af hinanden.

Nøgleelementer i BSC:
De centrale elementer, der gør Biological Species Concept unikt:

Evnen til at krydse sig og få frugtbart afkom:
En art defineres af sin evne til at krydse sig med medlemmer af sin egen art og producere **frugtbart afkom**. Dette betyder, at individerne i en art deler et fælles genpulje, og det frugtbare afkom sikrer, at generne kan videregives til fremtidige generationer, hvilket opretholder kontinuiteten af arten.

Eksempel 1:
Musvit (Parus major) og blåmejse (Cyanistes caeruleus) er to forskellige arter af mejser, der ikke krydser sig i naturen. De har forskellige adfærdsmønstre, sangtyper og livsmønstre, der sikrer, at de forbliver reproduktivt isolerede. Skulle de forsøge at krydse sig, ville det resultere i enten ingen levedygtige afkom eller afkom med nedsat overlevelsesmulighed.

Eksempel 2:
Gråand (Anas platyrhynchos) og Knarand (Anas strepera) er to andearter, som sjældent krydser sig i naturen, men det kan ske under særlige omstændigheder. Når de gør det, kan de producere levedygtigt afkom, der dog ofte er sterilt eller har reduceret levedygtighed, hvilket understreger vigtigheden af reproduktiv isolation for at opretholde artsgrænser.

Reproduktiv isolation:
Reproduktiv isolation opstår på mange måder og sikrer, at arter forbliver genetisk adskilt. Isolation kan være:

– Geografisk isolation: To nært beslægtede fuglearter, som eksempelvis Gulbug (Hippolais icterina) i Nordeuropa og Langnæbbet gulbug (Hippolais polyglotta) i Sydeuropa, lever i forskellige geografiske områder. Denne geografiske adskillelse forhindrer krydsning og holder dem genetisk adskilt, selvom de har lignende økologiske nicher.

– Økologisk isolation:
Et andet eksempel kan ses mellem forskellige arter af spætter, som lever i samme område, men specialiserer sig i forskellige typer af levesteder eller fødekilder. Dette økologiske skel forhindrer krydsning, selvom de lever tæt på hinanden.

– Temporal isolation:
Mange fuglearter har forskellige ynglesæsoner. For eksempel kan to arter af sangfugle, som lever i det samme habitat, have forskudte parringssæsoner, hvilket forhindrer dem i at krydse sig med hinanden, selvom de ellers kunne gøre det.

– Adfærdsbetinget isolation:
Hos fugle spiller parringsadfærd og sang en afgørende rolle i reproduktiv isolation. Forskellige arter af spætmejser, f.eks. Europæisk spætmejse (Sitta europaea) og Kashmirspætmejse (Sitta cashmirensis), har forskellige parringssange og adfærd, der forhindrer dem i at opfatte hinanden som mulige partnere, selvom de ligner hinanden fysisk.

Naturlige populationer:
Det er vigtigt, at definitionen omhandler naturlige populationer, fordi BSC ikke tager højde for, hvad der kan ske i kunstige omgivelser, såsom fangenskab eller laboratorieforsøg. Det, der betyder noget for BSC, er, hvordan organismer opfører sig og interagerer i deres naturlige miljø. Hvis to fuglearter ikke normalt ville krydse sig i naturen på grund af adfærdsmæssige eller økologiske forskelle, men kunne gøre det i fangenskab, er de stadig separate arter ifølge BSC.
Arters dynamik over tid:
BSC understreger også, at arter er dynamiske enheder, som kan ændre sig over tid. Evolutionære processer som naturlig selektion, genetisk drift og mutationer kan føre til nye arter gennem speciation (artsdannelse), især når populationer bliver reproduktivt isolerede og udvikler sig i forskellige retninger.

Sammenhæng mellem hovedidéen og nøgleelementerne:

Den dybere forståelse af BSC ligger i erkendelsen af, at arter er naturlige biologiske enheder, der opretholder deres identitet gennem reproduktiv isolation. Nøgleelementerne som frugtbart afkom og reproduktiv isolation sikrer, at arter forbliver distinkte og ikke blandes med hinanden i naturen. Reproduktiv isolation kan opstå gradvist, hvilket er centralt i artsdannelse, da det tillader populationer at divergere genetisk, ofte som et resultat af geografiske eller økologiske barrierer.

Ved at forstå disse mekanismer kan det ses, hvorfor BSC er så nyttigt for at forklare den biologiske diversitet blandt fuglearter og andre organismer. Selvom det har sine begrænsninger, især med arter, der ikke følger seksuel reproduktion, giver det en klar ramme for, hvordan arter forbliver genetisk adskilt.

Her er nogle eksempler på de nævnte begrænsninger ved Biological Species Concept (BSC), der er vigtige at forstå i forhold til de situationer, hvor BSC ikke fungerer optimalt:

Aseksuelle organismer:

Biological Species Concept er udviklet til organismer, der formerer sig seksuelt, og derfor har det svært ved at definere arter blandt organismer, der formerer sig asexuelt.

Hybridisering mellem nært beslægtede arter:
Selvom BSC lægger stor vægt på reproduktiv isolation, er der nogle undtagelser, hvor nært beslægtede arter kan krydse sig og få frugtbart afkom. Dette ses ofte i planter, men det kan også forekomme hos fugle. For eksempel:

– Hybridisering i andefugle: Mange arter af andefugle, såsom Gråand (Anas platyrhynchos) og Knarand (Anas strepera), kan krydse sig i naturen og producere frugtbart afkom. På trods af dette betragtes de stadig som separate arter på grund af deres forskelle i adfærd, habitater og udseende.

– Hybridzoner: I nogle geografiske områder kan nært beslægtede arter overlappe og danne hybridzoner, hvor individer fra de to arter krydses og får frugtbart afkom. Dette udfordrer BSC, fordi der er mulighed for genudveksling mellem arter, som ellers skulle være reproduktivt isolerede.

Et eksempel er Halemejsen. Danmark er en vigtig del af overlapningszonen for de to varianter af halemejsen, nemlig den nordlige variant (Aegithalos caudatus caudatus) og den sydlige variant (Aegithalos caudatus europaeus).

I Danmark mødes disse to varianter, og det er et af de områder, hvor overlapningen er tydelig. Dette skyldes Danmarks geografiske placering, som ligger mellem Nordeuropa og Centraleuropa. Her lever både de mere nordlige, næsten helt hvide halemejser, og de sydlige, som har det mørkere mønster på hovedet.

I overlapningszoner som Danmark sker der faktisk en vis hybridisering mellem de to varianter. Det betyder, at man kan se individer med en blanding af karakteristika fra begge varianter, fx halemejser med delvist mørke hoveder, der ikke er så mørke som hos de sydlige fugle, men heller ikke helt hvide som de nordlige.

Disse hybrider er et resultat af, at de to varianter mødes og krydser sig. Dette er dog ikke så udbredt, at det skaber en fuldstændig udviskning af forskellene mellem varianterne.

Ringarter:
Et andet interessant eksempel på en begrænsning af BSC er forekomsten af ringarter. Ringarter er en gruppe populationer, der kan krydse sig med deres nærliggende populationer, men hvor de to populationer i de yderste ender af distributionsområdet ikke kan krydse sig med hinanden. For eksempel:

– Sølvmåger og svartbage (Larus argentatus og Larus fuscus): I Europa danner disse to mågearter en slags ring omkring Arktis. Populationer i det vestlige Europa kan krydse sig med hinanden, men når man når til de yderste populationer, kan individerne i den østlige ende af ringen (i Østasien) ikke krydse sig med dem fra den vestlige ende (i Vesteuropa). Dette udfordrer BSC, fordi populationerne glider over i hinanden, men de yderste grupper er reproduktivt isolerede.

Opsummering:
BSC er et stærkt værktøj til at forstå og forklare artsdannelse i seksuelt reproducerende organismer, men det har sine begrænsninger. Aseksuelle organismer, hybridisering, fossile arter, ringarter og organismer med komplekse livscyklusser falder uden for dets forklaringsrammer. I disse tilfælde anvender biologer ofte andre artsbegreber, som morfologisk, økologisk, fylogenetisk artsbegreb eller det moderne og samlende begreb ”integrativ taksonomi”, der er bedre til at beskrive og klassificere disse typer af organismer.

Sammenhæng mellem hovedidéen og nøgleelementerne:
Den dybere forståelse af BSC ligger i erkendelsen af, at arter er naturlige biologiske enheder, der opretholder deres identitet gennem reproduktiv isolation. Nøgleelementerne som frugtbart afkom og reproduktiv isolation sikrer, at arter forbliver distinkte og ikke blandes med hinanden i naturen. Reproduktiv isolation kan opstå gradvist, hvilket er centralt i artsdannelse, da det tillader populationer at divergere genetisk, ofte som et resultat af geografiske eller økologiske barrierer.

Her er nogle eksempler på de nævnte begrænsninger ved Biological Species Concept (BSC), der er vigtige at forstå i forhold til de situationer, hvor BSC ikke fungerer optimalt:

Aseksuelle organismer:

Biological Species Concept er udviklet til organismer, der formerer sig seksuelt, og derfor har det svært ved at definere arter blandt organismer, der formerer sig asexuelt.

Hybridisering mellem nært beslægtede arter:
Selvom BSC lægger stor vægt på reproduktiv isolation, er der nogle undtagelser, hvor nært beslægtede arter kan krydse sig og få frugtbart afkom. Dette ses ofte i planter, men det kan også forekomme hos fugle. For eksempel:

Disse hybrider er et resultat af, at de to varianter mødes og krydser sig. Dette er dog ikke så udbredt, at det skaber en fuldstændig udviskning af forskellene mellem varianterne.

Ringarter:
Et andet interessant eksempel på en begrænsning af BSC er forekomsten af ringarter. Ringarter er en gruppe populationer, der kan krydse sig med deres nærliggende populationer, men hvor de to populationer i de yderste ender af distributionsområdet ikke kan krydse sig med hinanden. For eksempel:

HBW og BirdLIfe Internationale

HBW (Handbook of the Birds of the World) og BirdLife International’s fuglechecklister blev sammenlagt i 2014. Dette skete som et led i samarbejdet i med Lynx Edicions (bogforlag), udgiveren af HBW, og BirdLife International´s håndbog.

BirdLife Taxonomic Working Group (BTWG) inkluderer således HBW (Handbook of the Birds of the World) checklisten. BTWG er ansvarlig for at vedligeholde og opdatere HBW/BirdLife International Illustrated Checklist of the Birds of the World. Denne gruppe træffer beslutninger om ændringer i checklisten baseret på ny taxonomisk forskning og systematiske kriterier.

Denne sammenlægning resulterede i en fælles taxonomisk database for verdens fuglearter, kaldet HBW and BirdLife International Illustrated Checklist of the Birds of the World

HBW/BirdLife Internationale checklist anvendes af IUCN til udgivelse af de såkaldte ”rødlister”.

BirdLife International er et globalt partnerskab af ikke-statslige organisationer. Organisationen arbejder for at beskytte fugle og deres levesteder. De repræsenterer 123 nationale partnere, der dækker alle kontinenter – eks. vis Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i Danmark.

BirdLife International bruger taksonomien offentliggjort i to bind (2014 og 2016) af HBW og BirdLife International Illustrated Checklist of the Birds of the World og efterfølgende årlige opdateringer.

Vedligeholdelse og ajourføring af BirdLifes taksonomiske liste foretages af BirdLifes taksonomiske arbejdsgruppe (BTWG), som træffer beslutninger om revisioner af tjeklisten på grundlag af nyere taksonomisk forskning og om nødvendigt brugen af systematiske kriterier, der gør det muligt at vurdere arternes rang konsekvent (Tobias et al. 2010). Disse kriterier vægter morfologiske og akustiske forskelle mellem taxa, og har vist sig at fungere stærkt sammenlignet med andre taksonomiske tilgange (Tobias et al. 2021).

BirdLife bruger HBW-listen som grundlag for meget af sit globale, regionale og nationale prioriteringsarbejde, herunder f.eks. vurdering af alle fugle til IUCN’s rødliste, og identifikation af vigtige fugle- og biodiversitetsområder (IBA’er) og Key Biodiversity Areas (KBA’er). Nogle nationale BirdLife-partnere kan dog bruge andre tjeklister og taksonomiske kilder.

BirdLife International fungerer som den officielle autoritet for fugle på IUCN’s rødliste. Dette betyder, at BirdLife International leverer data og vurderinger om fuglearter til IUCN, som derefter integreres i den overordnede rødliste.

Så selvom BirdLife International ikke udgiver den globale rødliste selv, spiller de en central rolle i at vurdere og rapportere status for fuglearter, hvilket bidrager til den samlede rødliste, som IUCN offentliggør.

IUCNs rødlistekategorier og -kriterier er et objektivt og bredt accepteret system til klassificering af arter med høj risiko for udryddelse. Den baseses på HBW checklisten – og kun den.

BirdLife koordinerer vurderingen af status for verdens fugle ved hjælp af disse rødlister kategorier og kriterier, og som den officielle rødlistemyndighed for fugle til IUCNs rødliste indsendes disse oplysninger til optagelse på IUCNs røde liste sammen med oplysningerne for andre dyr og planter.

IUCN’s rødliste ( Den Internationale Naturbeskyttelsesunions rødliste over truede arter).
International Union for Conservation of Nature’s rødliste over truede arter blev oprettet i 1964 og har udviklet sig til at blive verdens mest omfattende informationskilde om den globale udryddelsesrisiko for dyre-, svampe- og plantearter. www.iucnredlist.org

Alle land tilsluttet IUCN skal have sin egen rødliste for truede arter. Sidstnævnte gælder kun inden for en nations geografiske
grænser. En arts rødlistestatus kan derfor være forskellig internationalt og nationalt.

I Den Danske Rødliste er i skrivende stund 297 arter/underarter af fugle blevet behandlet efter IUCN´s rødlistekriterier (Moeslund et al. 2015 efter IUCN 2012a, IUCN 2012b og IUCN 2016). Af disse er 241 arter/underarter behandlet som ynglefugle, 138 som trækfugle og 83 arter som både trækfugl og ynglefugl.

Rødlistens 9 kriterier:
Nær truet (LC), Sårbar (VU), Truet (EN), Kritisk truet (CR), Uddød i naturen (EW),
Uddød (EX) og Ikke evalueret (NE)

Artskoncept og arbejdsgang for HBW

HBW/ BirdLife International’s taxonomi, anvender en kombination af det biologiske artsbegreb og det fylogenetiske artsbegreb til artsafgrænsning, men med en særlig vægt på morfologiske, adfærdsmæssige, og økologiske forskelle. Deres tilgang er detaljeret og inkorporerer en bred vifte af data for at identificere og klassificere arter.

De vigtigste kriterier og metoder, som HBW tjeklisten anvender til artsafgrænsning

Her er de vigtigste kriterier og metoder, som HBW tjeklisten anvender:

Tobias-kriterierne – HBW og BirdLife bruger et sæt kvantitative regler udviklet af ornithologen Joe Tobias og kolleger i 2010 til at vurdere artsgrænser. Disse kriterier tager udgangspunkt i forskelle inden for fysiske, vokale og økologiske egenskaber mellem populationer. Forskellene måles og kvantificeres i form af point, hvor en samlet score over en bestemt tærskel indikerer, at populationer bør klassificeres som separate arter.
HBW følger det biologiske artsbegreb, hvor en art defineres som en gruppe individer, der kan interbreed og producere frugtbart afkom under naturlige forhold, og som er reproduktivt isoleret fra andre sådanne grupper. Dette begreb lægger vægt på reproduktiv isolation som en central faktor for artsdannelse.
Morfologiske egenskaber – Fysiske træk såsom størrelse, form, fjerdragt, næbtype og vingeform er centrale elementer i HBW’s artsafgrænsning. Disse egenskaber spiller en særlig vigtig rolle i HBW’s vurdering af, om en population er unik nok til at blive betragtet som en selvstændig art. HBW kombinerer disse træk med genetiske data og adfærdsmæssige data for at sikre, at morfologiske forskelle ikke blot skyldes lokal variation, men faktisk indikerer artsadskillelse.
Adfærdsmæssige og økologiske forskelle – HBW lægger stor vægt på forskelle i adfærd, habitatvalg og fødeøkologi. Træk som vurderes nøje. Hvis populationer udviser forskellige adfærdsmønstre eller lever i forskellige økologiske nicher, betragtes dette som en indikation på artsdannelse. Adfælrd, såsom sangmønstre, parringsritualer og terretoriale vaner, tages i betragtning, da disse også kan være indikator for artsdannelse og reproduktiv isolation. Unikke adfærdsmænstre kan understøtte opdeling af arter.
Geografisk isolation – Populationer, der er geografisk isolerede og viser morfologiske og økologiske forskelle, betragtes som sandsynlige selvstændige arter, især hvis der er tegn på reproduktiv isolation. Populationer, der er geografisk isolerede eller besidder forskellige økologiske nicher, vurderes for deres potentiale til at blive seperate arter. Geografisk isolation bidrager til genetisk divergens og kan føre til artsdannelse.
Molekylære data – Selvom HBW-listerne primært er baseret på morfologiske og adfærdsmæssige kriterier, anvender de også DNA-sekvensering og genetiske data, når disse er tilgængelige. Molekylære data hjælper med at klarlægge fylogenetiske relationer og evolutionære historie. Molekylære data bruges dog ofte i kombination med andre faktorer og har ikke den samme vægt som i fx IOC-listen.
Fylogenetiske relationer – Evolutionære relationer mellem populationer tages i betragtning, især når genetiske eller morfologiske data indikerer en dybere afvigelse mellem populationer.
Konsensus og Samarbejde: HBW arbejder tæt sammen med andre taksonomiske organisationer og lister, såsom IOC og Clements, for at sikre konsistens og anerkendelse på tværs af forskellige systemer. Selvom HBW ofte følger sin egen uafhængige vurdering, tager de også hensyn til konsensus blandt forskere og andre autoritative kilder.
Reproduktiv Adskillelse: Selvom det biologiske artsbegreb allerede inkluderer reproduktiv isolation, fokuserer HBW også specifikt på beviser for, at forskellige populationer ikke indavles, selv når de lever i nærheden af hinanden (sympatrisk distribution).
Litteratur og Ekspertvurderinger: HBW tager højde for den nyeste videnskabelige litteratur og ekspertvurderinger inden for ornitologi. Taksonomiske beslutninger baseres ofte på konsensus blandt eksperter og de seneste forskningsresultater.

Helhedsorienteret Tilgang
HBW’s tilgang til artsafgrænsning er multifaktorial, og sigter mod at integrere forskellige typer data for at opnå en holistisk forståelse af artsdiversitet. Ved at kombinere genetiske, morfologiske, adfærdsmæssige og økologiske data sikrer HBW, at deres tjekliste både er videnskabeligt solid og taksonomisk præcis.

Denne metode balancerer kvantitative kriterier (Tobias-systemet) med klassiske taksonomiske tilgange, hvor morfologi, adfærd og økologi tillægges stor vægt. Dette gør HBW’s tjekliste relativt konservativ i forhold til artsopdeling, da enhver klassifikation understøttes af omfattende data fra flere kilder.

Denne integrerede fremgangsmåde gør HBW’s tjekliste til en af de mest detaljerede og omfattende inden for fuglearter, hvilket gør den til et uvurderligt værktøj for både forskere og fugleentusiaster.

* Morfologiske – Adfærd - Økologiske forskelle

Morfologi refererer til arternes fysiske struktur, såsom størrelse, form, fjerdragtens farvemønster og struktur, næbbets form, og vingelængde. Disse træk hjælper med at adskille arter, da visse træk er unikke for bestemte arter eller grupper. For eksempel kan små forskelle i næbbets form afspejle arternes tilpasning til forskellige fødevarer eller habitater.

Adfærdsmæssige Forskelle
Adfærdsmæssige forskelle omfatter variationer i dyrenes handlinger og reaktioner. Disse forskelle kan være afgørende for artsafgrænsning, især når morfologiske forskelle er små og vanskeligt definerbare detaljer.

For eksempel kan fuglearter have forskellige adfærd, som sangmønstre, parringsritualer, migrationsmønstre eller territorial adfærd. Fugle af samme art vil ofte have ensartet adfærd.

Disse adfærdsmæssige træk kan forhindre krydsning mellem arter og dermed opretholde artsgrænserne. Forskellige træk sikrer ”reproduktiv isolation” fra andre arter, der kan ligne dem fysisk.

Økologiske Forskelle
Økologiske forskelle refererer til variationer i arternes levesteder, tilpasning til klimaforhold og fødevalg. Disse forskelle kan føre til artsdannelse, når populationer af samme art tilpasser sig forskellige miljøer og dermed udvikler unikke træk. For eksempel kan to fuglearter, der lever i forskellige habitater (f.eks. skov vs. vådområde), udvikle forskellige næbformer tilpasset deres specifikke fødekilder.

Arter med lignende morfologi kan leve i helt forskellige økosystemer eller have forskellig føde, hvilket hjælper med at adskille dem økologisk.

Sammenfatning
Artsafgrænsning er en kompleks proces, der involverer en kombination af morfologiske, adfærdsmæssige og økologiske forskelle. Disse forskelle hjælper biologer med at identificere og klassificere arter samt forstå deres evolutionære relationer.

Clements Checklist/Cornell Laboratory of Ornithology

– Oprindeligt sammensat af James Clements og nu opdateret af Cornell Lab of Ornithology.
– Clements-taksonomi er en velkendt og udbredt taksonomisk liste over fuglearter.
– En omfattende liste over fugle, som er populær blandt både forskere, ornitologer og fuglekiggere.
– Vedligeholdt og udgivet af Cornell Lab of Ornithology. Er detaljeret og kan indeholde yderligere
underarter og opdateringer.
– Indeholder information om udbredelse, taksonomi og andre relevante data om fugle.

Cornell Lab of Ornithology overtog forpligtelserne til at vedligeholde og opdatere Clements Checklist of Birds of the World i juni 2007. Dette skete efter udgivelsen af den 6. udgave, som blev udgivet af Cornell University Press og baseret på et næsten færdigt manuskript efterladt af James Clements ved hans død i 2005. I dag er vi nået til version 2023b. Denne version inkluderer de nyeste opdateringer og ændringer, der blev offentliggjort i december 2023.

På Cornel Lab’s hjemmeside kan læses følgende (dateret 29. marts 2013):
Citat: ”Vores første elektroniske opdatering, tilgængelig kort efter udgivelsen af den sjette udgave af Clements-tjeklisten, vil omfatte en omfattende liste over arter med de forskellige almindelige (engelske) navne på Clements- og IOC-listerne. Som tidligere vil fremtidige opdateringer af Clements-tjeklisten afspejle officielle navneændringer, efterhånden som de er godkendt af American Ornithologists‛ Union (for AOU-tjeklisteområdet) og andre professionelle organisationer (alt efter behov andre steder i verden).” Citat slut.

Hos Cornell Lab/eBird vil der således altid fremgå det engelske navn anvendt både på Clement- og IOC listerne. IOC-betegnelsen kan ses i parentes efter Clement listens engelske navn, såfremt der skulle være navneforskel på den enkelte art.

Tidligere dannede HBW/BirdLife-tjeklisten det taksonomiske grundlag for HBW Alive, som siden er blevet integreret i Cornell Lab of Ornithology’s Birds of the World-platform. I den forbindelse kunne følgende læses på HBW/BirdLife side:

Citat: ”Fordi Cornell bruger en anden taksonomi end den, der bruges af BirdLife, stemmer listen over arter, der vises i Birds of the World (Clements liste), ikke nøjagtigt overens med den nuværende BirdLife-liste (2024). BirdLife og Cornell arbejder i øjeblikket sammen med andre gennem Working Group on Avian Checklists* (WGAC), der er nedsat i regi af International Ornithologists‛ Union (IOU), for at udarbejde en samlet tjekliste over verdens fugle”. Citat slut.

I den forbindelse forlyder det fra HBW/BirdLife: ”I fremtiden håber vi, at de arter, der vises i Birds of the World (og bruges i eBird), vil matche dem på BirdLife Data Zone og IUCN’s rødliste. Denne proces vil dog tage noget tid. BirdLife vil fortsætte med at opdatere sin tjekliste årligt, hvilket afspejler både opdagelsen af nye arter og hyppigere ændringer i eksisterende artsgrænser baseret på den nyeste forskning. Vi vil søge at gøre dette på en måde, der i højere grad tilpasser vores taksonomi til andre tjeklister gennem WGAC-processen*, og vi vil fortsat give en fuld begrundelse for de ændringer, der er vedtaget for at sikre gennemsigtighed”.

”Når revisioner af den nuværende behandling er vedtaget, er der en nødvendig forsinkelse, før de reviderede taxa vurderes i forhold til IUCN’s rødlistekriterier. Efter vurderingen offentliggøres de på BirdLife-datazonen og IUCN’s rødlistewebsteder og medtages i nye versioner af tjeklisten, som typisk frigives ved årets udgang. Vores taksonomiske beslutningstagning sker hurtigere end vores evne til at implementere disse beslutninger. For at hjælpe brugerne med at se, hvilke taksonomiske beslutninger der er truffet af The BirdLife Taxonomic Working Group (BTWG), men endnu ikke gennemført, opretholder vi derfor en liste over kommende taksonomiske ændringer”.

*WGAC-processen - Working Group Avian Checklists

The Working Group Avian Checklists (WGAC) er et initiativ under International Ornithologists’ Union (IOU). Dens primære mål er at skabe og vedligeholde en samlet, åben tilgængelig global tjekliste over fuglearter. Denne indsats har til formål at harmonisere forskellige taksonomier og give en konsekvent reference for ornitologer og fugleentusiaster over hele verden.

WGAC involverer samarbejde mellem forskellige organisationer og eksperter, herunder repræsentanter fra eBird/Clements, BirdLife International, IOC World Bird List, Avibase og andre. Gruppen har arbejdet på at integrere og færdiggøre taksonomiske behandlinger på tværs af adskillige fuglefamilier med det formål at frigive en omfattende tjekliste i begyndelsen af 2025.

Oversigt over WGAC-processen

🦜 WGAC-processen vedrører arbejdsgruppen for fugletjeklister, som fokuserer på fuglenomenklatur og taksonomi, med det formål at etablere standardiserede tjeklister for fuglearter.

Værktøjer til samarbejde WGAC-processen bruger GitHub til samarbejde mellem medlemmerne, hvilket sikrer effektiv kommunikation og koordinering mellem taksonomiske og andre relaterede udvalg.

Den seneste udvikling Fra juni 2022 har arbejdsgruppen om fuglenomenklatur udpeget en ny formand og er aktivt engageret i at udvikle processer til forbedring af fugletaksonomien.

Cornell Lab of Ornithology; fugle-database, institution inden for fugleforskning og fuglebevarelse.

Cornell Lab er en af verdens førende institutioner inden for fugleforskning og fuglebevarelse. De driver en omfattende database, der støtter både videnskabelig forskning og borgerforskning. Deres platforme og databaser er designet til at samle observationer fra fuglekiggere over hele verden, hvilket gør den til en central ressource for både forskere og naturentusiaster.

Platforme og funktioner
Cornell Lab er bedst kendt for deres platform “eBird”, som er en global database til registrering af fugleobservationer. eBird tillader brugere at indtaste og dele deres observationer, som derefter kan bidrage til forskningsprojekter om fuglebevægelser, populationstrends, og biodiversitet.

Cornell Lab tilbyder også forskellige værktøjer som:
Merlin Bird ID: En app, der hjælper brugere med at identificere fuglearter baseret på observationer og billeder.

BirdCast: En platform, der leverer forudsigelser om fugletræk.

Macaulay Library: Et arkiv af fuglelyde og videooptagelser, som bruges til forskning og uddannelse.

Checklister hos Cornell Lab
Cornell Lab benytter en specifik og globalt anerkendt checkliste til deres fugleobservationsdata:

Clements Checklist: Denne checkliste over verdens fuglearter vedligeholdes af Cornell Lab og er en af de mest anvendte globale lister. Clements Checklist opdateres løbende for at tage højde for ændringer i fugletaksonomi, og den er også integreret i eBird-platformen. Når brugere registrerer observationer via eBird, matches disse med den nyeste version af Clements-listen.
eBird Taxonomy: eBird bruger også sin egen taksonomi, som er tæt integreret med Clements Checklist. Denne taksonomi opdateres årligt for at følge de nyeste ændringer og opdagelser inden for fugletaksonomi. Den inkluderer information om arter, underarter, samt regional variation af arter, hvilket gør den til en detaljeret kilde til fugleklassifikation.

Samspil med borgerforskning
eBird er en af de største borgerforskningsplatforme, hvor millioner af observationer indsamles globalt fra amatør- og professionelle fuglekiggere. Disse data bruges til at lave analyser af fuglepopulationer, migration, og bevaringsstrategier, hvilket gør det til en uvurderlig ressource for både forskere og forvaltere af biodiversitet.

Cornell Lab’s database, med eBird som central del, understøttes af en klar og opdateret checkliste via Clements, hvilket sikrer, at brugernes registreringer er taksonomisk korrekte og konsistente med de seneste forskningsresultater.

Artskoncept og arbejdsgang for Clements Checkliste

Clements Checkliste anvender primært et koncept baseret på det biologiske artsbegreb til artsafgrænsning. Dette betyder, at arten defineres som en population af individer, der kan krydse sig naturligt og producere frugtbart afkom, og som er reproduktivt isoleret fra andre sådanne populationer. Dog tager Clements-liste også højde for nye videnskabelige fund og data, såsom molekylære studier (f.eks. DNA-analyser) og morfologiske og økologiske forskelle mellem populationer.

Specifikke kriterier og metoder, som Clements tjekliste anvender til artsafgrænsning, omfatter:

Molekylære data – DNA- og genom-analyser bruges til at undersøge genetiske forskelle og relationer mellem populationer, hvilket kan føre til opdeling af arter eller sammenlægning af tidligere adskilte populationer.
Morfologiske egenskaber – Forskelle i fysiske træk såsom størrelse, fjerdragtfarver og sang kan bruges til at afgrænse arter, især når de kombineres med andre typer data.
Geografisk isolation – Populationer, der er geografisk adskilt og viser reproduktiv isolation over længere tid, kan blive anerkendt som separate arter.
Økologiske forskelle – Økologiske nicher og forskelle i habitat kan også spille en rolle i artsafgrænsning, når populationer har tilpasset sig forskellige miljøer.

Clements-liste opdateres regelmæssigt for at afspejle nye forskningsresultater, og deres tilpasning af arter følger internationale standarder og konsensus, hvor det er muligt, men kan afvige fra andre lister som IOC eller HBW i enkelte tilfælde.

IOC World Bird List (International Ornithological Committee)

IOC World Bird List er en åben adgangsressource for det internationale samfund af ornitologer. Det oprindelige mål med projektet var (og er stadig) at lette den verdensomspændende kommunikation inden for ornitologi og bevaring baseret på et samlet sæt engelske navne på alle verdens fugle. Som det første skridt mod dette mål anbefalede en verdensomspændende komité af ornitologer et trykbaseret sæt engelske navne, der fulgte eksplicitte retningslinjer for stavning og konstruktion (Gill & Wright 2006).

Den Internationale Ornitologiske Komité (IOC) indkaldte tidligere til en international kongres hvert fjerde år. IOC har siden omorganiseret sig selv til en nonprofit medlemsorganisation i International Ornithologists‛ Union (IOU), som sætter de nye mål og prioriteringer.

Den Internationale Ornitologiske Komité (IOC) opdaterede oprindeligt IOC World Bird List, men i dag er det International Ornithologists‛ Union (IOU), der står for denne opgave. IOU vedligeholder og opdaterer listen to gange årligt for at sikre, at den afspejler de nyeste videnskabelige opdagelser og ændringer i fuglenes taksonomi.

Det er en autoritativ liste over fuglearter, opdelt i forskellige ordener, familier og arter med 2 årlige opdateringer af taksonomiske ændringer.

Anvendes af ornitologer, forskere og fuglekiggere over hele verden som reference for Fugletaksonomi.

IOU fungerer nu som den overordnede organisation, og IOC er blevet en del af denne struktur.

IOU består af flere arbejdsgrupper og komitéer, herunder dem, der er ansvarlige for opdateringen af IOC World Bird List. Disse arbejdsgrupper fokuserer på forskellige aspekter af fugleforskning og taksonomi, hvilket sikrer, at IOU kan opretholde en høj standard og præcision i deres arbejde. Læs mere om denne struktur og arbejdsgrupper.

Den International Ornitologers Union (IOU) spiller således nu en central rolle i fugle taksonomi, forskning og arbejdet med samling af de fire fuglelister i arbejdsgruppen „Working Group Avian Checklists (WGAC)‟. IOU er nu ansvarlig for udgivelsen af „IOC World Bird List‟

Dansk Ornitologisk Forening tager udgangspunkt i International Ornithological Congress’ (IOC) liste over verdens fugle, og har udgivet en Fugleliste hvor alle verdens fugle og underarter har danske navne

IOC, Artskoncept og arbejdsgang for artsafgrænsning

Tjeklisten anvender en kombination af det biologiske artsbegreb* og det fylogenetiske artsbegreb* til artsafgrænsning. Denne tilgang inkorporerer både traditionelle morfologiske egenskaber og nyere molekylærbiologiske data, især fra DNA-analyser. IOC lægger vægt på en evolutionær forståelse af artsdannelse, hvor genetisk afvigelse og reproduktiv isolation spiller en vigtig rolle.

Her de vigtigste kriterier og metoder, som IOC’s tjekliste anvender til artsafgrænsning:

Molekylære data: Genetiske analyser, især baseret på DNA-sekvensering, bruges til at afgøre slægtskabsforhold mellem populationer. Genetiske forskelle kan føre til anerkendelse af nye arter, især hvis der er tegn på langvarig genetisk isolation.
Morfologiske egenskaber: Fysiske karakteristika som størrelse, fjerdragt, næbform og sangmønstre tages i betragtning, især når de kombineres med molekylære data for at sikre, at morfologiske forskelle ikke skyldes blot lokal variation.
Geografisk isolation og økologisk adskillelse: Populationer, der er geografisk eller økologisk adskilte, og som viser genetiske og/eller morfologiske forskelle, kan blive anerkendt som separate arter. Geografisk isolation spiller en vigtig rolle i artsdannelse og bliver brugt som et kriterium, når der er indikationer på reproduktiv isolation.
Fylogenetisk kontekst: IOC-listerne er stærkt påvirket af fylogenetiske studier, hvor arter klassificeres i henhold til deres evolutionære træ. Dette betyder, at beslutninger om artsopdeling eller sammensmeltning ofte foretages på baggrund af en forståelse af arternes udviklingshistorie.
Konsensus og sammenligning med andre lister: IOC samarbejder med og sammenligner sine resultater med andre globale tjeklister, herunder Clements og HBW (Handbook of the Birds of the World), men fastholder ofte sin egen uafhængige vurdering af nye taksonomiske data.

IOC’s tilgang er derfor mere åben over for molekylær og genetisk evidens end nogle af de mere traditionelle lister, hvilket ofte resulterer i flere opdelinger af arter baseret på nyere forskning.

*Artsbegreber - hvad er et biologisk- og et fylogenetisk artsbegreb?

Det biologiske artsbegreb og det fylogenetiske artsbegreb:

Der findes rigtig mange forskellige artsbegreber, som er nævnt andet steds i artiklen.

Her de to omtalte som anvendes hos IOC:

Det biologiske artsbegreb:
Det biologiske artsbegreb definerer en art som en gruppe af individer, der kan krydse sig med hinanden og få frugtbart afkom, men som er reproduktivt isoleret fra andre grupper. Med andre ord, hvis to populationer ikke kan producere frugtbart afkom sammen, betragtes de som forskellige arter. Dette begreb er især nyttigt for at skelne mellem arter i naturen og bruges ofte i zoologi.
Fordele:
Det er intuitivt og nemt at anvende for organismer, der formerer sig seksuelt.
Ulemper:
Det fungerer ikke godt for organismer, der formerer sig ukønnet (f.eks. bakterier), eller for fossiler, hvor reproduktiv isolering ikke kan observeres.
Det kan være udfordrende at anvende på arter, hvor der er hybridisering mellem nære arter.

Det fylogenetiske artsbegreb:
Det fylogenetiske artsbegreb definerer en art som den mindste gruppe af individer, der deler en fælles forfader, og som kan identificeres ud fra unikke egenskaber eller genetisk afgrænsning. Dette begreb fokuserer på arters evolutionære historie og slægtskab og bruger ofte genetiske eller morfologiske træk til at fastslå, om en gruppe er en selvstændig art.
Fordele:
Det kan anvendes på alle organismer, uanset hvordan de formerer sig (seksuelt eller ukønnet).
Det er nyttigt til at identificere arter ud fra deres evolutionære forhold og genetiske data.
Ulemper:
Der kan opstå en tendens til at opdele populationer i mange små arter, hvilket kan gøre det sværere at arbejde med i praksis.
Det kræver ofte avancerede genetiske analyser, hvilket kan være ressourcekrævende.

Forskellen mellem de to:
et biologiske artsbegreb fokuserer på reproduktiv isolering, mens det fylogenetiske artsbegreb lægger vægt på evolutionær historie og genetiske/morfologiske forskelle.

Howard and Moore – TAS (The Trust for Avian Systematic)

Howard and Moore Complete Checklist of the Birds of the World:

Dette er en anden autoritativ liste over fuglearter med detaljeret information, der leveres i form af en bog. Det er en omfattende referencekilde, der bruges af ornitologer og fugleentusiaster over hele verden:

– Anvendt af forskere og ornitologer som reference for taksonomiske spørgsmål.
– Angives som den mest konservative og sjældnest opdaterede liste af de fire.

Anvender det fylogenetisk artskoncept*, der i høj grad overvejer genetiske data sammen med traditionelle morfologiske kriterier.

Bruger således også Biological Species Concept (BSC), men med større fokus på fylogenetiske relationer. Se yderligere om koncepterne længere nede i teksten.

*Fylogenetisk artskoncept / Fylogenetisk artsbegreb

Der findes mange begreber og koncepter, når det drejer sig om videnskabelig omtaler, som er omtalt andetsteds i artiklen. Men nogle gange nævnes det samme begreb lidt forskelligt.

De to termer fylogenetisk artsbegreb og fylogenetisk artskoncept dækker over det samme. Begge beskriver den samme måde at definere og afgrænse arter på, nemlig ud fra deres evolutionære slægtskab og unikke træk, som adskiller dem fra andre arter.

Forskellen ligger kun i ordvalget ”begreb” og ”koncept” er synonymer i denne sammenhæng og bruges ofte om hinanden, især i videnskabelige diskussioner, hvor det handler om at beskrive en abstrakt idé eller en teoretisk tilgang.

Det fylogenetiske artsbegreb eller koncept 🙂 udgøres af mange forskellige enheder, og er det moderne, og i dag meget brugte koncept til artsafgrænsning af hvad der skal til for at en specifik fugl adskiller sig fra andre på en sådan måde, at den skal udgøre en selvstændig art og ikke en underart.

Det fylogenetiske artskoncept definerer en art som den mindste monofyletiske gruppe af organismer, der deler en fælles forfader og kan identificeres ud fra unikke egenskaber eller genetiske træk. Det betyder, at arterne i denne sammenhæng er de mindste grupper, der kan spores tilbage til en fælles oprindelse, og som er adskilt fra andre grupper gennem evolutionær udvikling.

Nøglepunkter i det fylogenetiske artskoncept:

Monofyletisk gruppe: En art består af en population eller gruppe af populationer, der har en fælles stamfader og deler karakteristiske genetiske eller morfologiske træk. Disse egenskaber adskiller dem fra andre arter.

Evolutionær historie: Arter defineres ud fra deres evolutionære slægtskab, hvilket betyder, at man undersøger deres fælles forfædre og de evolutionære grene, de tilhører. Evolutionær stamtræsanalyse (fylogeni) bruges til at afgøre, hvor en art hører til i forhold til andre arter.

Unikke træk: En art identificeres ved at have unikke genetiske eller morfologiske karakteristika, som ingen andre grupper besidder. Disse træk kan være meget små forskelle i DNA-sekvenser eller synlige fysiske forskelle.

Mindre afhængighed af reproduktiv isolation: I modsætning til det biologiske artsbegreb, der primært er afhængigt af reproduktiv isolering, fokuserer det fylogenetiske artskoncept på de evolutionære linjer og deres forskelle, uanset om der er mulighed for hybridisering mellem grupper.

Fordele:
Det er bredt anvendeligt på alle organismer, uanset om de formerer sig seksuelt eller ukønnet.

Det giver et stærkt evolutionært perspektiv og tillader forskere at klassificere arter på baggrund af deres genetiske og morfologiske udvikling.

Ulemper:
Det kan føre til en opsplitning af populationer i mange små arter, fordi selv små genetiske forskelle kan betragtes som tegn på, at en ny art er opstået.

Det kræver ofte detaljerede genetiske eller morfologiske data, hvilket kan gøre det komplekst og ressourcekrævende.

Det fylogenetiske artskoncept er en stærk metode til at forstå arters udviklingsmæssige forhold, især i moderne videnskab, hvor genetiske data spiller en central rolle.

UK-registreret velgørenhedsorganisation (Trust for Avian Systematics (TAS))

TAS Fonden, med interesse i fugle verden over, søger at give offentlig gavn ved at tilskynde til undervisning i taksonomi og forståelse af indholdet og værdien af det internationale kodeks for zoologisk nomenklatur*. Disse mål er naturligvis mest relevante for det professionelle ornitologiske samfund. I forfølgelsen af disse mål er fonden i stand til at acceptere overdragelse til den af intellektuel ejendom i forbindelse med levering af information af høj kvalitet om disse emner både til det ovennævnte samfund og til den bredere offentlighed, der er interesseret i fugle og deres bevaring på verdensplan.

*En zoologisk nomenklatur refererer til det videnskabelige system for navngivning og klassificering af dyrearter med det formål at skabe klarhed og ensartethed i de anvendte navne. Dette system omtales ofte som binomial nomenklatur, som består af et slægtsnavn efterfulgt af et artsnavn. For eksempel er det latinske navn for Lille flagspætte Dryobates (slægten) og minor (arten). Den internationale kodeks for zoologisk nomenklatur (ICZN) er det vigtigste regelsæt, der styrer dette system for navngivning af dyregrupper såsom arter, slægter og familier.

Howard and Moore Complete Checklist of the Birds of the World er tæt forbundet med The Trust for Avian Systematics (TAS). TAS har ansvaret for at opdatere og revidere tjeklisten.

Trust involverer sig ikke direkte i bevaring, da andre velgørende organisationer opfylder denne rolle.

Artskoncept og arbejdsgang for Howard and Moore

Denne tjekliste angives at anvende en konservativ tilgang til artsafgrænsning, som i høj grad er baseret på det biologiske artsbegreb, men også tager højde for nyere molekylærbiologiske data og fylogenetiske studier. Denne tjekliste har historisk set haft en lidt mere forsigtig holdning til opdeling af arter sammenlignet med andre lister som IOC og HBW, og den vægter i højere grad traditionelle taksonomiske metoder.

Howard and Moore’s tilgang til artsafgrænsning er karakteriseret ved at være konservativ og balanceret. De anvender både molekylærbiologiske data ogmorfologiske træk, men er mere tilbageholdende med at opdele arter baseret på små forskelle. De søger at opretholde stabilitet i fugletaksonomien og lægger vægt på, at nye artsopdelinger skal være velbegrundede og understøttet af flere uafhængige kilder til evidens.

Listen bygger således på enighed blandt et stort panel af eksperter, idet man kun accepterer ændringer, der understøttes af gode publicerede data. Den skulle alligevel være mere progressiv end de andre lister, hvad angår anvendelsen af ny molekylærbiologisk viden til formel klassifikation (dvs. mange slægter og familier). Listens styrke betegnes som liggende i grundig videnskabelig evaluering og et stort fodnotesystem med henvisning til hvilke kilder, der ligger til grund. Det er meningen, at den fra 2015 vil udkomme med årlige opdateringer på internettet. Men som genoptryk, er den ikke udkommet til nu i 2024 – sidste trykte eksemplar udkom i 2014.

The Howard and Moore complete checklist of the birds of the world har allerede fra 1980 haft tilgang af underarter, hvilket på det tidspunkt (så vidt jeg har kunne konstaterer) ikke var tilfældet hos andre lister.

Deres forsigtige tilgang har ført til færre opdelinger af arter sammenlignet med andre tjeklister som IOC og HBW, som ofte angives, at være lidt vel hurtige til at accepterer split og selvstændige arter.

Atskoncept for artsafgrænsing - vigtigste kriterier

Her er de vigtigste kriterier og koncepter, som Howard and Moore tjeklisten anvender til artsafgrænsning:

Biologisk Artsbegreb
Howard and Moore følger i stor udstrækning det biologiske artsbegreb, hvor en art defineres som en gruppe af individer, der kan krydse sig under naturlige forhold og producere frugtbart afkom, og som er reproduktivt isoleret fra andre grupper. Det biologiske artsbegreb er centralt for mange af de beslutninger, tjeklisten træffer.
Molekylære Data
Selvom Howard and Moore har en konservativ tilgang, inkorporerer de også molekylære data fra DNA- og genom-analyser. Genetisk evidens bruges især til at klarlægge relationer mellem populationer, men listen er ofte mere forsigtig med at anerkende nye arter alene baseret på genetisk forskel. De kræver typisk, at molekylære data understøttes af andre forskelle, såsom morfologi eller adfærd.
Morfologiske Egenskaber
Morfologiske træk såsom størrelse, farve, fjerdragtmønstre og næbform spiller en vigtig rolle i artsafgrænsningen. Fysiske forskelle mellem populationer bliver nøje overvejet, men Howard and Moore kræver normalt, at morfologiske forskelle ledsages af enten geografisk isolation eller genetiske data for at anerkende en ny art.
Geografisk Isolation
Geografisk isolation er et vigtigt kriterium for Howard and Moore, især når den ledsages af genetisk og morfologisk divergens. Populationer, der har været adskilt over lange tidsperioder og viser tydelig genetisk og morfologisk forskellighed, kan blive anerkendt som separate arter.

Fylogenetisk Kontekst
Selvom Howard and Moore er mere konservative, anvender de også fylogenetiske studier til at placere arter i deres evolutionære kontekst. De bruger fylogenetisk information til at sikre, at
klassificeringen af arter afspejler deres evolutionære relationer, men er tilbageholdende med at opdele arter uden stærke fylogenetiske og morfologiske beviser.

Adfærdsmæssige Faktorer
Adfærdsmæssige egenskaber som sangmønstre, parringsritualer og territoriale vaner spiller en rolle i artsafgrænsning, men disse faktorer vurderes normalt i kombination med andre kriterier som genetisk og morfologisk evidens.
Økologiske Forskelle
Økologiske forskelle mellem populationer, såsom adskilte levesteder og forskelle i økologisk niche, kan også være en faktor i artsopdelingen. Howard and Moore tager dette i betragtning, men vægter det normalt lavere end genetisk og morfologisk divergens.
Traditionel Taksonomi
Howard and Moore er kendt for at være mere forankret i traditionelle taksonomiske metoder, og de forsøger at balancere mellem modernisering baseret på nye molekylære data og at bevare konsistens med tidligere taksonomiske værker. De er mere tilbageholdende med at anerkende opdelinger baseret på små genetiske forskelle uden stærk støtte fra andre typer data.

Helhedsorienteret Tilgang
Howard and Moore’s tilgang til artsafgrænsning er karakteriseret ved at være konservativ og balanceret. De anvender både molekylærbiologiske data ogmorfologiske træk, men er mere tilbageholdende med at opdele arter baseret på små forskelle. De søger at opretholde stabilitet i fugletaksonomien og lægger vægt på, at nye artsopdelinger skal være velbegrundede og understøttet af flere uafhængige kilder til evidens. Deres forsigtige tilgang har ført til færre opdelinger af arter sammenlignet med andre tjeklister som IOC og HBW.

Det Polymorfe Artskoncept

Et artskoncept jeg ikke har nævnt, er det „Polymorfe Artskoncept‟ Det har altid været et af de mest centrale begreber i biologisk klassifikation, og benyttes i stor udstrækning til artsafgrænsninger. Dette koncept udvider forståelsen af, hvad der udgør en art, ved at anerkende variationer inden for arten, som kan fremstå forskelligt i udseende og adfærd – det bygger på det man ser „fænotypen‟. Men det skal i dag bindes sammen med „Det biologiske Artskoncept‟, for at tilføre det genetiske islæt.

Det polymorfe artskoncept spiller således stadig en vigtig rolle i moderne biologisk klassifikation ved at fremhæve variationen inden for arter, samtidig med at det bygger på det solide fundament af det biologiske artskoncept (BEC). Samlet giver det en mere nuanceret forståelse af artsdiversitet, og kan være med til at fremme både forskning og naturbevarelse.

Se nærmere for beskrivelsen sidst i efterfølgende „harmonika‟, hvor principperne om de forskellige begreber gennemgås.

Hvad er forskellen og sammenhænget på de to termer „Polymorf‟ og „Morfologisk‟?

Polymorf refererer til noget, der kan have mange former. Det bruges ofte i biologi og
programmering til at beskrive variationer i form eller struktur.

Morfologisk relaterer sig til form og struktur af noget (det man se). I biologi betyder det udseendet og strukturen af organismer eller dele af organismer.

Polymorf handler således om mangfoldighed af former, mens morfologisk handler om selve formen og strukturen. Samlet udgår de to begreber det „polymorfe‟ – fx en musvåge med mange varierende farvenuancer og mønstre, musvågens fænotypiske udseende „den variation man ser eller farve og mønster morfer‟.

De forskellige koncepter / begreber forklaret

Tobiaskriteriet

Tobias-kriterierne anvendes af HBW & BirdLife International til artsafgrænsning hos fugle. Disse kriterier vurderer og vægter morfologiske (fysiske træk) og akustiske (vokalisering) forskelle mellem taxa ved at sammenligne dem med deres nærmeste beslægtede taxa.

Det primære fokus er på fænotypiske (det man ser) forskelle frem for genetiske data. Dette system udelukker i vid udstrækning genetisk information ved bestemmelse af artsgrænser, hvilket kan føre til uoverensstemmelser sammenlignet med andre taksonomiske systemer, der prioriterer genetisk analyse. Kriterierne er især udformet med henblik på at give en standardiseret tilgang til evaluering af artsgrænser og sikre, at sådanne beslutninger er baseret på observerbare karakteristika.

Jeg skal bemærke, at Tobias-kriterierne primært fokuserer på ikke-genetiske faktorer for artsafgrænsning. Selvom flere lister generelt følger Biological Species Concept* (BSC), kan der opstå variationer på grund af inkonsekvent anvendelse af disse kriterier.

Morfologiske egenskaber

Morfologi refererer til studiet af formen og strukturen af organismer. Når vi taler om morfologiske egenskaber hos fugle, ser vi på deres fysiske træk og hvordan disse træk er tilpasset deres livsstil og miljø. De omfatter ”det der kan ses”.

Nedenfor listes en række ”morfologiske egenskaber”, som har betydning for hvor en art placeres i det taksonomiske system.

Fjerdragt
Fjer er en af de mest karakteristiske træk ved fugle. De tjener flere formål:

Flyvning: Primær- og sekundærfjer på vingerne hjælper med at skabe løft og fremdrift.
Isolering: Dunfjer holder fuglene varme ved at fange luft tæt på kroppen.
Kamuflage og signalering: Fjerdragtens farver og mønstre kan hjælpe med at skjule fuglen fra rovdyr eller tiltrække en partner.

Næb
Fuglenes næb varierer meget afhængigt af deres kost:

Kødædende fugle som ørne og falke har skarpe, krumme næb til at rive kød fra byttet.
Frøædende fugle som spurve har korte, kraftige næb til at knække frø.
Nektarspisende fugle som kolibrier har lange, tynde næb til at nå nektar i blomster.

Fødder og kløer
Fuglenes fødder er også tilpasset deres livsstil:

Gribefødder: Rovfugle har stærke kløer til at fange og holde fast i bytte.
Svømmefødder: Ænder og gæs har svømmehud mellem tæerne, hvilket gør dem effektive svømmere.
Løbefødder: Strudse har kraftige ben og fødder til at løbe hurtigt på jorden.

Vinger
Vingernes form og størrelse varierer afhængigt af fuglens flyvestil:

Lange, smalle vinger: Albatrosser har lange vinger, der er ideelle til svæveflyvning over havet.
Korte, brede vinger: Skovfugle som spurve har korte vinger, der giver dem manøvredygtighed i tæt vegetation.

Krop og skelet
Fuglenes kroppe er lette men stærke, hvilket er nødvendigt for flyvning:

Hule knogler: Mange fugle har hule knogler, der reducerer vægten uden at gå på kompromis med styrken.
Kraftige brystmuskler: Disse muskler er nødvendige for at bevæge vingerne under flyvning.

Øjne og syn
Fugle har ofte fremragende syn, som er tilpasset deres behov:

Rovfugle: Har skarpt syn til at spotte bytte på lang afstand.
Natteaktive fugle: Ugler har store øjne, der giver dem bedre nattesyn.

Disse morfologiske egenskaber er resultatet af millioner af års evolution og tilpasning til forskellige miljøer og livsstile. Hver fugleart har udviklet unikke træk, der hjælper dem med at overleve og trives i deres specifikke levesteder.

I forbindelse med Morfologi, er Udseende er dog ikke alt

Følg nedenfor værende link og se hvorfor

Organismer kan se ud til at være ens og alligevel være forskellige arter. For eksempel ser vestlige englærker (Sturnella neglecta) og østlige englærker (Sturnella magna) næsten identiske ud, men krydser sig ikke med hinanden – de er således separate arter ifølge det biologiske artsbegreb – se eksempel via linket Forstå evolution, et billede eksempel her.

Biologisk artsbegreb (Biological Species Concept, BSC)

Det biologiske artsbegreb (Biological Species Concept, BSC) er en bredt accepteret og definerer en art som en gruppe af naturlige populationer, der kan krydses og producere levedygtigt og frugtbart afkom, men som er reproduktivt isolerede fra andre sådanne grupper. Dette betyder, at medlemmer af forskellige arter enten ikke parrer sig med hinanden, eller hvis de gør, producerer de ikke levedygtigt eller frugtbart afkom.

Konceptet blev foreslået af den evolutionære biolog Ernst Mayr og lægger vægt på reproduktiv isolation som en nøglefaktor for at opretholde adskilte genpuljer. Reproduktiv isolation kan opstå på flere måder, såsom forskelle i parringsadfærd, geografisk adskillelse eller genetiske uforeneligheder¹.

Anvendelsen af det biologiske artsbegreb (BSC) er central i mange områder af biologien, især inden for evolutionær biologi, økologi og bevaringsbiologi. Her er nogle måder, hvorpå BSC anvendes:

Identifikation af arter: BSC bruges til at identificere og klassificere arter baseret på deres evne til at krydses og producere frugtbart afkom. Dette er vigtigt for at forstå biodiversitet og evolutionære forhold mellem organismer.
Studier af reproduktiv isolation: Forskere undersøger mekanismerne bag reproduktiv isolation, såsom geografisk isolation, adfærdsmæssige forskelle og genetiske barrierer. Dette hjælper med at forstå, hvordan nye arter opstår (speciation).
Bevaringsbiologi: BSC er nyttigt i bevaringsarbejde, da det hjælper med at identificere populationer, der er truet af udryddelse. Ved at forstå reproduktiv isolation kan bevaringsbiologer udvikle strategier for at bevare genetisk diversitet og sikre levedygtige populationer.
Økologiske studier: Ved at definere arter baseret på BSC kan økologer studere interaktioner mellem arter, såsom konkurrence, prædation og symbiose. Dette er vigtigt for at forstå økosystemers struktur og funktion.
Landbrug og husdyravl: BSC anvendes også i landbrug og husdyravl for at udvikle nye sorter og racer. Ved at forstå reproduktiv isolation kan avlere krydse forskellige populationer for at opnå ønskede egenskaber.

Et eksempel på anvendelsen af BSC er studiet af Darwin-finker på Galápagosøerne. Forskere har brugt BSC til at forstå, hvordan forskellige finke-arter er opstået gennem reproduktiv isolation og tilpasning til forskellige økologiske nicher.

Det fylogenetiske artskoncept

Det fylogenetiske artsbegreb/artskoncept også kaldet det evolutionære eller kladistiske artsbegreb, er en måde at definere arter på, baseret på deres evolutionære slægtskab. Det definerer en art som den mindste gruppe af individer, der deler en fælles forfader, og kan identificeres ved unikke genetiske eller morfologiske træk.

Dette koncept fokuserer på de evolutionære relationer mellem organismer og bruger fylogenetiske træer til at illustrere disse relationer.

I modsætning til det klassiske, biologiske artsbegreb, der definerer arter ud fra deres evne til at få fertile afkom, fokuserer det fylogenetiske artsbegreb på arters fælles stamtræ og evolutionære historie.

I modsætning til traditionel taxonomi, beskriver fylogeni den evolutionære relation mellem arter, nemlig hvilke arter der havde en fælles stamfader og hvornår..

Centrale principper i det fylogenetiske artsbegreb:

Fælles stamfader: Arter defineres som grupper af individer, der deler en fælles stamfader. En art er en monofyletisk gruppe, hvilket betyder, at alle medlemmer af arten kan føres tilbage til den samme stamfader – de stammer alle fra en enkelt evolutionær linje.
Genetiske og morfologiske træk: En art består af individer, der har tilstrækkelige genetiske eller morfologiske forskelle fra andre grupper, så de udgør en adskilt gren på livets træ. Morfologiske egenskaber eller træk = det man ser.
Historisk udvikling: Det fylogenetiske artsbegreb tager højde for den evolutionære proces over tid. Det understreger, at arter er dynamiske og ændrer sig gennem naturlig selektion og mutationer, og derfor fokuserer det på historisk slægtskab frem for reproduktiv isolation.

Dette artsbegreb bruges ofte i systematik og kladistik, hvor biologer forsøger at rekonstruere evolutionære slægtsforhold mellem arter.

Det genetiske artskoncept

Det genetiske artsbegreb definerer arter ud fra deres genetiske materiale (DNA). I modsætning til det klassiske biologiske artsbegreb, der primært fokuserer på morfologiske træk (fysiske karakteristika) og reproduktiv isolation (individers evne til at formere sig med hinanden), undersøger det genetiske artsbegreb de genetiske forskelle mellem populationer for at afgøre, om de tilhører forskellige arter.

Dette koncept bygger på ideen om, at arter kan adskilles genetisk, selv hvis de ligner hinanden fysisk eller kan formere sig indbyrdes. Derfor fokuserer det på DNA-sekvenser og genetisk variation som afgørende faktorer for at definere, om en gruppe individer udgør en selvstændig art.

Det genetiske artsbegreb er særligt anvendeligt ved undersøgelse af fuglearter, hvor mange arter har unikke parringsritualer og adfærdsmønstre, der kan føre til genetisk isolation, selv uden åbenlyse fysiske forskelle.

Nøgleelementer:

Genetisk divergens:
Genetiske forskelle som grundlag for artsafgrænsning: I stedet for at fokusere på fysiske træk eller reproduktiv isolation, identificerer forskere arter ved at undersøge forskelle i deres genetiske kode (genetisk divergens). Dette kan være små variationer i DNA-sekvenser, der adskiller en population fra en anden

To populationer anses for at være forskellige arter, hvis deres genom er så forskelligt, at det forhindrer naturlig genudveksling. Selv små genetiske forskelle kan skabe isolerede genpuljer, selv når der ikke er åbenlyse morfologiske forskelle.

Genetisk Isolation af Fugle
Genetisk isolation (adskillelse) er en nøglefaktor i artsdannelse. For fugle kan genetisk isolation opstå på flere måder:

Geografisk Isolation: Fuglepopulationer kan blive adskilt af fysiske barrierer som bjerge, floder eller store afstande. For eksempel kan en population af spurve blive opdelt i to grupper af en nyopstået flod. Over tid kan disse grupper udvikle sig til separate arter, da de ikke længere udveksler genetisk materiale.
Adfærdsmæssig Isolation: Mange fuglearter har specifikke parringsritualer, sangmønstre eller fjerdragt, der tiltrækker partnere. Hvis to populationer udvikler forskellige parringsritualer, vil de ikke længere genkende hinanden som potentielle partnere, hvilket fører til genetisk isolation. For eksempel kan to populationer af sangfugle udvikle forskellige sangmønstre, der forhindrer dem i at parre sig med hinanden.
Økologisk Isolation: Fugle kan også blive genetisk isolerede ved at tilpasse sig forskellige økologiske nicher. For eksempel kan en population af mejser tilpasse sig til at leve i skove, mens en anden population tilpasser sig til at leve i åbne græsarealer. Disse forskellige levesteder kan føre til genetisk isolation, da fuglene sjældent mødes og parrer sig.

Eksempler på Fuglearter og Genetisk Isolation

Et klassisk eksempel på genetisk isolation hos fugle er Darwin-finkerne på Galapagosøerne. Disse finker har udviklet sig til flere forskellige arter, hver med unikke næbformer og fødepræferencer. Genetisk isolation opstod, da finkerne tilpassede sig forskellige økologiske nicher på de forskellige øer.

Et andet eksempel er de forskellige arter af kolibrier i Sydamerika. Disse fugle har udviklet forskellige næblængder og former, der passer til specifikke blomster. Denne specialisering har ført til genetisk isolation, da kolibrier med forskellige næb ikke konkurrerer om de samme fødekilder og derfor ikke parrer sig med hinanden.

Anvendelse af DNA-sekvensering: Moderne teknologier som DNA-sekvensering bruges til at kortlægge genetiske forskelle mellem individer eller populationer. Dette gør det muligt at opdage nye arter, som tidligere blev betragtet som en del af den samme art.

Evolutionær baggrund: Det genetiske artskoncept understøttes af molekylær evolutionsteori, hvor ændringer i DNA over tid akkumuleres og kan føre til, at populationer bliver genetisk forskellige nok til at betragtes som separate arter. Den genetiske information er også med til at spore arters evolutionære historie og slægtskab.

Objektivitet i artsafgrænsning og Fordele:
En stor fordel ved det genetiske artsbegreb er, at det giver en mere objektiv måde at skelne arter på, da genetisk analyse kan påvise forskelle, som ikke nødvendigvis er synlige i udseendet.

Det genetiske artsbegreb giver en præcis måde at måle variationer og evolutionære relationer på, som morfologi eller adfærd alene ikke kan afsløre.

Dette artsbegreb har revolutioneret biologisk forskning og givet dybere indsigt i biodiversitet.

Begrænsninger:
Nogle arter kan have genetiske forskelle uden at være isolerede i reproduktion, hvilket skaber udfordringer ved entydig afgrænsning af arter.

Betydningen af Det Genetiske Artsbegreb

Det genetiske artsbegreb hjælper os med at forstå, hvordan nye fuglearter opstår og udvikler sig. Ved at studere genetisk isolation og artsdannelse kan forskere få indsigt i evolutionære processer og biodiversitet. Dette er afgørende for bevaringsindsatser, da det hjælper os med at identificere og beskytte truede arter og deres levesteder.

Det polymorfe artskoncept

Det Polymorfe Artskoncept

Introduktion

Et af de mest centrale begreber i biologisk klassifikation er det såkaldte “polymorfe artskoncept.” Dette koncept udvider forståelsen af, hvad der udgør en art, ved at anerkende variationer inden for arten, som kan fremstå forskelligt i udseende, adfærd eller genetik. Teksten herunder vil gennemgå, hvordan dette koncept fungerer i praksis, samt dets fordele og begrænsninger i forhold til andre artsbegreber.

Hvad er det polymorfe artskoncept?
Det polymorfe artskoncept bygger på ideen om, at en art kan have flere forskellige morfer eller varianter, som alle tilhører samme art, selvom de kan se meget forskellige ud eller have forskellig adfærd. For eksempel kan sommerfuglearter vise forskellig farvetegning afhængigt af miljøpåvirkninger, men de anses stadig for at være samme art, da de kan krydse og producere fertile afkom.

Forhold til det biologiske artskoncept
Det polymorfe artskoncept er tæt forbundet med det biologiske artskoncept, som definerer en art som en gruppe individer, der kan indavle og producere fertile afkom. Begge konceptuelle tilgange understøtter ideen om, at genetisk og reproduktiv sammenhæng er fundamentet for artsdefinition, selv når der findes betydelige variationer inden for en art.

Fordele ved det polymorfe artskoncept

Genetisk diversitet: Det tillader en bedre forståelse af den genetiske variation inden for en art, hvilket kan være vigtigt for bevaring af arter.
Tilpasningsevne: Polymorfe arter kan bedre tilpasse sig forskellige miljøer, hvilket øger deres overlevelsesrate i naturen.
Fleksibel klassifikation: Det gør det muligt for forskere at klassificere arter mere præcist, selv når der er betydelige fysiske eller adfærdsmæssige forskelle mellem individerne.

Udfordringer og begrænsninger
Selvom det polymorfe artskoncept har mange fordele, kan det også være udfordrende at anvende i praksis. En af de største udfordringer er at definere, hvornår variationerne er store nok til at retfærdiggøre klassificering som forskellige arter frem for som forskellige morfer.

Konklusion
Det polymorfe artskoncept spiller en vigtig rolle i moderne biologisk klassifikation ved at fremhæve variationen inden for arter, samtidig med at det bygger på det solide fundament af det biologiske artskoncept. Det giver en mere nuanceret forståelse af artsdiversitet og kan være med til at fremme både forskning og naturbevarelse.

Eksempel på ”polymorfe arter eller varianter”.
Når vi taler om fugle, betyder “forskellige morfer eller varianter” inden for en art, at fuglene kan
variere betydeligt i udseende eller adfærd, men stadig tilhører samme art. Disse varianter kan
opstå på grund af faktorer som miljøpåvirkninger, geografisk isolation eller genetisk diversitet.

For eksempel, inden for den polymorfe art Buteo jamaicensis (rødhalevåge), findes forskellige
farvemorfertyper: lys, mørk og mellemting. Selvom disse morfer ser forskellige ud, krydser de og
producerer fertile afkom, og derfor anses de alle for at være den samme art.

Dette koncept hjælper med at forstå, hvordan en enkelt art kan tilpasse sig forskellige miljøer og
stadig opretholde sin genetiske kontinuitet.

Jeg har ikke fundet nogen specifik information om, at nogen af de fire fugletjeklister (HBW, IOC,
Clements, Howard and Moore) direkte nævner anvendelsen af et “polymorft artskoncept” i deres
taxonomiske arbejde.

Disse kilder følger generelt det biologiske artskoncept, som er baseret på evnen til at interkrydse og producere fertile afkom. Det polymorfe artskoncept kan dog indirekte være til stede i deres arbejde, da de anerkender variationer inden for arter.

polymorfi

I biologien bruges polymorfi om forekomsten af flere udgaver af et gen i en population, forekomsten af to eller flere individformer (fx farvevarianter eller farvemønstre), samt undertiden det forhold, at et organ kan have forskellig størrelse og opbygning i forskellige faser af et individs livscyklus.

Hos fuglene kender vi dette hos Musvåger, som kan være fra mørk brune til næsten hvide samt have meget varierende mønstre.

Det kendes også hos mange ungfugle, hvor deres fjerdragt skifter i forskellige morfe variationer op gennem deres ungfuglestadier.

Polymorfi beskriver således variationer inden for en art, herunder forskellige “morfe varianter”. Dette ses ikke kun i voksne fugles fjerdragt, men også i hvordan ungfugles fjerdragt kan ændre sig, mens de vokser op til at blive voksne individer.

For eksempel kan en ungfugl have en anden farvet fjerdragt, som ændrer sig
flere
gange, indtil den får sin fuldt udviklede voksenfjerdragt. Denne variation i
fjerdragt og udseende bidrager til artens polymorfi.

Geografisk isolation

Et eksperiment med artsdannelse hos bananfluer, som blev udført af Diane Dodd i 1989.
Hentet hos Wikipedia.

I den ene linje holdes populationerne adskilte, i det andet kan de færdes frit mellem hinanden, hvilket medfører en hybridisering.

Artsdannelse opstår, når én art spaltes i to populationer, som er isoleret fra hinanden. De vil hver især ophobe de ændringer i genpuljen, der opstår ved forandringer under formeringen eller ved tilfældige mutationer, indtil der ikke længere kan frembringes frugtbart afkom ved krydsning mellem populationerne.

Hvad er geografisk isolation?
Geografisk isolation opstår, når populationer af en art bliver fysisk adskilt fra hinanden af geografiske barrierer som bjerge, floder, ørkener eller hav. Denne adskillelse forhindrer genudveksling mellem populationerne, hvilket kan føre til, at de udvikler sig forskelligt over tid.

Hvordan fungerer det?
Når populationer er geografisk isolerede, udsættes de for forskellige miljømæssige forhold og selektionspres. Dette kan føre til, at de udvikler unikke egenskaber gennem naturlig selektion og mutationer. Over tid kan disse forskelle blive så markante, at populationerne ikke længere kan parre sig med hinanden og få frugtbart afkom. Dette kaldes reproduktiv isolation og er en nøglefaktor i dannelsen af nye arter.

Eksempler på geografisk isolation

Darwins finker: På Galapagosøerne fandt Charles Darwin forskellige finkearter, der havde udviklet sig fra en fælles forfader. Øernes geografiske isolation betød, at finkerne tilpassede sig forskellige fødekilder og miljøer, hvilket førte til dannelsen af nye arter.
Afrikanske cichlider: I de store afrikanske søer som Malawi-søen har geografisk isolation ført til en eksplosiv artsdannelse blandt cichlidefisk. Forskellige populationer blev isoleret i forskellige dele af søen og udviklede sig til unikke arter.

Betydning for biodiversitet
Geografisk isolation spiller en central rolle i at øge biodiversiteten ved at skabe nye arter. Det er en af de primære mekanismer bag den store variation af liv, vi ser på Jorden i dag.

Fylogenetisk kontekst
Det fylogenetiske artsbegreb/artskoncept også kaldet det evolutionære eller kladistiske artsbegreb, er en måde at definere arter på, baseret på deres evolutionære slægtskab. Det definerer en art som den mindste gruppe af individer, der deler en fælles forfader, og kan identificeres ved unikke genetiske eller morfologiske træk.

Dette koncept fokuserer på de evolutionære relationer mellem organismer og bruger fylogenetiske træer til at illustrere disse relationer.

I modsætning til traditionel taxonomi, beskriver fylogeni den evolutionære relation mellem arter, nemlig hvilke arter der havde en fælles stamfader og hvornår.

Centrale principper i det fylogenetiske artsbegreb:

Fælles stamfader: Arter defineres som grupper af individer, der deler en fælles stamfader. En art er en monofyletisk gruppe, hvilket betyder, at alle medlemmer af arten kan føres tilbage til den samme stamfader – de stammer alle fra en enkelt evolutionær linje.
Genetiske og morfologiske træk: En art består af individer, der har tilstrækkelige genetiske eller morfologiske forskelle fra andre grupper, så de udgør en adskilt gren på livets træ. Morfologiske egenskaber eller træk = det man ser.
Historisk udvikling: Det fylogenetiske artsbegreb tager højde for den evolutionære proces over tid. Det understreger, at arter er dynamiske og ændrer sig gennem naturlig selektion og mutationer, og derfor fokuserer det på historisk slægtskab frem for reproduktiv isolation.

Dette artsbegreb bruges ofte i systematik og kladistik, hvor biologer forsøger at rekonstruere evolutionære slægtsforhold mellem arter.

Molekylære Data

Molekylære data spiller en afgørende rolle i moderne artsafgrænsning. Her er en grundig forklaring:

Hvad er molekylære data?
Molekylære data refererer til information hentet fra organismernes DNA, RNA eller proteiner. Disse data bruges til at undersøge genetiske forskelle og ligheder mellem forskellige populationer eller arter.

Hvordan bruges molekylære data i artsafgrænsning?
Genetiske markører: Forskere bruger specifikke sekvenser af DNA, kendt som genetiske markører, til at identificere og sammenligne genetiske variationer mellem populationer. Disse markører kan afsløre, hvor tæt beslægtede forskellige populationer er.

Fylogenetiske træer: Ved at analysere molekylære data kan forskere konstruere fylogenetiske træer, som viser de evolutionære forhold mellem arter. Disse træer hjælper med at forstå, hvordan forskellige arter er beslægtede, og hvornår de skilte sig fra en fælles forfader¹.
Det molekylære ur: Dette koncept bruger mutationsraten i DNA til at estimere, hvor længe siden to arter delte en fælles forfader. Jo flere genetiske forskelle der er mellem to arter, jo længere tid er der gået siden deres evolutionære linjer skiltes².

Eksempler på brug af molekylære data

Fugle: Molekylære data har været brugt til at afgrænse arter inden for fuglefamilier, hvor morfologiske forskelle kan være subtile. For eksempel har genetiske analyser hjulpet med at identificere forskellige arter af sangfugle, som tidligere blev betragtet som én art.
Cichlidefisk: I de store afrikanske søer har molekylære data afsløret en enorm genetisk diversitet blandt cichlidefisk, hvilket har ført til opdagelsen af mange nye arter³.

Fordele ved molekylære data

Præcision: Molekylære data giver en høj grad af præcision i artsafgrænsning, da de kan afsløre genetiske forskelle, som ikke er synlige ved morfologiske undersøgelser.
Historisk indsigt: De kan bruges til at rekonstruere evolutionære historier og forstå, hvordan arter har udviklet sig over tid.

Udfordringer

Kompleksitet: Analyse af molekylære data kræver avancerede teknikker og software, hvilket kan være komplekst og tidskrævende.
Datafortolkning: Det kan være udfordrende at fortolke data korrekt, især når der er uoverensstemmelser mellem genetiske og morfologiske data.

Traditionel Taksonomi / Klassisk Taksonomi

Dette koncept fokuserer på de evolutionære relationer mellem organismer og bruger fylogenetiske træer til at illustrere disse relationer.

I modsætning til traditionel taxonomi, beskriver fylogeni den evolutionære relation mellem arter, nemlig hvilke arter der havde en fælles stamfader og hvornår..

Centrale principper i det fylogenetiske artsbegreb:

Fælles stamfader: Arter defineres som grupper af individer, der deler en fælles stamfader. En art er en monofyletisk gruppe, hvilket betyder, at alle medlemmer af arten kan føres tilbage til den samme stamfader – de stammer alle fra en enkelt evolutionær linje.
Genetiske og morfologiske træk: En art består af individer, der har tilstrækkelige genetiske eller morfologiske forskelle fra andre grupper, så de udgør en adskilt gren på livets træ. Morfologiske egenskaber eller træk = det man ser.
Historisk udvikling: Det fylogenetiske artsbegreb tager højde for den evolutionære proces over tid. Det understreger, at arter er dynamiske og ændrer sig gennem naturlig selektion og mutationer, og derfor fokuserer det på historisk slægtskab frem for reproduktiv isolation.

Dette artsbegreb bruges ofte i systematik og kladistik, hvor biologer forsøger at rekonstruere evolutionære slægtsforhold mellem arter.

I forbindelse med Morfologi, som angiver de egenskaber man ser hos individet, så er udseende dog ikke altid nok – se beviset for det via nedenfor værende link

Globale fugleregistreringsdatabaser: Cornell Lab, iGoTerra, Avi-base, BirdTrack og Xeno-canto

Fugleovervågning og bevaring er afhængig af præcise data, som indsamles, registreres og deles globalt gennem forskellige fugleregistreringsdatabaser.

Når det gælder dokumentation og forskning inden for fugleliv, spiller især fem store databaser derfor en vigtig rolle: Cornell Lab (eBird og Merlin Bird ID), iGoTerra, Avibase, BirdTrack og Xeno-canto. Disse platforme tilbyder unikke værktøjer og indsigter til fuglekendere og ornitologer verden over, der tilbyder værdifulde redskaber for både amatør- og professionelle ornitologer verden over.

De er alle fem globale fugleregistreringsdatabaser, men de adskiller sig lidt fra hinanden i fokus og funktioner.

En oversigt og gennemgang af deres dækning, funktion og virke kan læses i den sammenfoldede tekst her under samt i den underliggende harmonika.

Cornell Lab (eBird og Merlin Bird ID)

Cornell Lab of Ornithology driver eBird, en af de største fugledatabaser, hvor brugere kan registrere observationer og bidrage til videnskabelig forskning.

Cornell Lab of Ornithology er en af verdens mest fremtrædende organisationer inden for fugleforskning og bevaring. De driver en af de største fugledatabaser, hvor brugere kan registrere observationer og bidrage til videnskabelig forskning.

Cornel Lab, Birds of the World har i skrivende stund samlet 11.017 artsregistreringer med uddybende detaljer om udseende, taksonomi, levesteder, kost, avl, adfærd, samt 251 Fuglefamilie-registreringer. En udførlig database ned gennemgang af alle arterne, som er et rent mekka for enhver fugleinteresseret. Et medlem skab til en pris af ca. kr. 350,- kan absolut anbefales.

Gennem eBird giver de brugere mulighed for at registrere fugleobservationer og bidrage til en af de største offentlige fugledatabaser, der bruges til videnskabelig forskning.

Merlin Bird ID hjælper med at identificere fugle baseret på eBird-data

iGoTerra

Cornell Lab of Ornithology driver eBird, en af de største fugledatabaser, hvor brugere kan registrere observationer og bidrage til videnskabelig forskning.

Cornel Lab, Birds of the World har samlet 11.017 artsregistreringer med uddybende detaljer om udseende, taksonomi, levesteder, kost, avl, adfærd, samt 251 Fuglefamilie-registreringer. En udførlig database ned gennemgang af alle arterne, som er et rent mekka for enhver fugleinteresseret. Et medlem skab til en pris af ca. kr. 350,- kan absolut anbefales.

Gennem eBird giver de brugere mulighed for at registrere fugleobservationer og bidrage til en af de største offentlige fugledatabaser, der bruges til videnskabelig forskning.

Merlin Bird ID hjælper med at identificere fugle baseret på eBird-data

iGoTerra tilbyder en platform til at registrere og dele personlige fugleobservationer, lister og billeder. Tjenesten giver en global dækning og muliggør, at brugere kan administrere deres naturrelaterede registreringer på ét sted, hvilket især appellerer til fuglekendere, som ønsker at opbygge og vedligeholde personlige data over deres observationer.

Brugere kan opbygge og dele deres personlige lister over fugleobservationer, fotos og ture, med global dækning og værktøjer til håndtering af data.

Avibase
Avibase er nok verdens største og mest omfattende fugledatabase, der indeholder informationer om over 10.000 fuglearter og 22.000 underarter. Med mere end 52 millioner optegnelser og en registrering af arter fra 151 forskellige verden- og lokaldækkende fuglelister, fungerer Avibase som en central kilde for både forskere og fugleentusiaster, der ønsker at få adgang til information om verdens fuglefauna. Arternes navne angives også på de fleste internationale sprog, og kan derfor bruges som en søge-base for specifikke arters lokale navne.

BirdTrack
BirdTrack er en gratis platform fra British Trust for Ornithology (BTO), hvor brugere kan indrapportere fugleobservationer. Data fra BirdTrack bruges til forskningsprojekter og fuglebevaringsinitiativer.

BirdTrack en bekvem måde at gemme fugleregistreringer online. BirdTrack lader dig holde dig ajour med, hvad andre ser, se de seneste trends og bidrage med dine data til BTO-videnskaben.

Xeno-canto
Xeno-canto er en global database dedikeret til deling af fuglelyde. Den dækker fugle fra hele verden og er et vigtigt værktøj for forskere og fugleentusiaster, der ønsker at studere og identificere fugle gennem lydoptagelser. Et websted til deling af optagelser af dyrelivslyde fra hele verden.

Konklusion
De fem databaser tilbyder hver deres unikke perspektiv på fugleregistrering og datahåndtering, men sammen danner de en afgørende del af den globale indsats for at overvåge og bevare fuglelivet. BirdTrack og Xeno-canto kunne også nævnes som yderligere ressourcer, der tilbyder specialiserede tjenester.

Lidt ekstra om oversigt og gennemgang af deres dækning, funktion og virke, samt hvilke fuglechek-lister de anvender, kan læses i den sammenfoldede tekst her under.

eBird, iGoTerra og Avibase - lidt ekstra om Indhold, Virke og Forskelle

eBird/Cornel Lab

eBird:
eBird, udviklet af Cornell Lab of Ornithology, er en global platform dedikeret til at registrere fugleobservationer og fremme både borgerforskning og videnskabelig forskning. Platformen tilbyder en bred vifte af funktioner:

Global dataindsamling: eBird tillader brugere over hele verden at indrapportere fugleobservationer, fotos, og lydoptagelser. Disse data bliver brugt til at opbygge en stor database, som giver indsigt i fuglearters udbredelse og ændringer i deres populationsstørrelser over tid (https://ebird.org/about).

Borgerforskning: Med millioner af observationer fra fuglekiggere globalt bidrager eBirds data til forskning i fugles migrationsmønstre, biodiversitet og bevaring. Dette er et eksempel på borgerforskning, hvor almindelige borgere hjælper med at samle data til videnskaben (https://chirpforbirds.com/how-to/an-introduction-to-ebird-and-citizen-science)].
Analyse og værktøjer: eBird leverer analyseværktøjer, herunder realtidskort, statusrapporter og trends om fuglearter. Disse bruges af både amatører og forskere til at forstå fuglearters dynamik og udbredelse (https://cornelllabofornithology.github.io/ebird-best-practices/intro.html)].
Taksonomi og standardisering: eBird bruger Clements Checklist som grundlag for taksonomiske opdateringer, hvilket sikrer, at dataene er videnskabeligt præcise og sammenlignelige på tværs af regioner (https://ebird.github.io/ebirdst/).

Den inkluderer information om arter, underarter, samt regional variation af arter, hvilket gør den til en detaljeret kilde til fugleklassifikation.

iGoterra

iGoTerra er en online platform, der primært bruges af fuglekiggere og naturentusiaster til at registrere observationer af fugle og andre arter. Databasen har fokus på at understøtte brugernes indsamling af personlige artslister samt organisere dem efter geografiske områder. iGoTerra tilbyder også værktøjer til at planlægge fugleture, holde styr på globale lister, og dele observationer med andre.

Checklister i iGoTerra:
iGoTerra benytter officielle og anerkendte fuglechecklister til at sikre, at observationerne følger standardiserede klassifikationssystemer. Nogle af de mest udbredte og anvendte checklister, der indgår i deres database, er:

IOC World Bird List (International Ornithological Congress) er en af de mest udbredte og opdaterede fuglelister, som mange fuglekiggere og organisationer benytter. IOC opdateres regelmæssigt for at tage højde for nye arter og ændringer i taksonomi.
Clements Checklist En global checkliste over fuglearter, som er meget brugt af især amerikanske fuglekiggere og forskere. Listen opdateres af Cornell Lab of Ornithology og er en af de mest anerkendte i verden.
eBird– I sammenhæng med Clements Checklist bruges også eBird, en platform til borgerforskning, hvor observationer kan indsamles og sammenlignes globalt.
Lokaliserede checklister iGoTerra tillader også brugere at benytte specifikke regionale eller nationale fuglelister afhængig af, hvor i verden observationerne finder sted. Det kan være tjeklister for bestemte lande eller regioner, der følger nationale standarder for artsregistrering.

Databasen er designet til at sikre korrekte og pålidelighed i registreringen af fuglearter, og brugerne kan tilpasse deres oplevelse ved at vælge den checkliste, der passer bedst til deres præferencer eller geografiske område.

Når man søger efter en fugleart på iGoTerra, vises arten og dens eventuelle underarter i henhold til IOC World Bird List (International Ornithological Congress) som standard.

iGoTerra anvender denne liste som basis for de fleste af deres artsdata, selvom brugere i visse tilfælde kan vælge at arbejde med alternative checklister som Clements Checklist eller andre regionale lister, når de opretter personlige lister eller observationer. Men ved en generel søgning efter en fugleart, er det IOC-listen, der styrer, hvilke arter og underarter der vises i databasen.

Avibase

Avibase er globalt anerkendt som den mest omfattende database for fugleinformation. Den indeholder detaljerede oplysninger om fuglenes videnskabelige og almindelige navne på mange sprog, samt deres taksonomi, udbredelse og klassifikation. Dette gør Avibase til en uundværlig ressource for forskere, fuglekiggere og myndigheder, der arbejder med fuglebeskyttelse og biodiversitet.

Databasen er udviklet og vedligeholdt af Denis Lepage i samarbejde med Bird Studies Canada. Avibase tilbyder en unik samling af data om mere end 11.000 fuglearter og over 22.000 underarter, organiseret efter geografiske regioner og taksonomiske grupper.

Med sine 151 optagne fuglechecklister fra hele verden og en avanceret søgefunktion, der understøtter flere sprog, giver Avibase brugerne en uovertruffen platform til at udforske fuglenes mangfoldighed. Den er derfor en af de mest anerkendte og udbredte ressourcer til registrering og klassificering af fuglearter.

Avibase er let tilgængelig for offentligheden via deres hjemmeside. Brugere kan søge på fuglearter efter region eller land og få detaljerede oplysninger om arter, inklusive fotos, kort over udbredelse og taksonomiske diskussioner.

Funktioner og Indhold
Avibase indeholder data om fugle på verdensplan, og går langt ud over de grundlæggende taksonomiske oplysninger. Databasen giver detaljerede oplysninger om:

Taksonomisk Klassifikation:
En af Avibases vigtigste funktioner er at præsentere forskellige taksonomiske opdelinger af fuglearter, herunder ordener, familier, slægter og arter. Den tillader også sammenligning af taksonomiske opfattelser på tværs af forskellige internationale kilder og institutioner, som fx International Ornithological Congress (IOC), HBW/BirdLife International, og Clements.

Indeholder nøjagtige klassifikationer og videnskabelige navne på arter, med en omfattende liste af synonymer og alternative navne, som bruges i forskellige fuglechecklister.

Multisproget Support: Brugere kan søge på flere sprog og finde arter under deres lokale navne, hvilket gør databasen tilgængelig for en global brugerbase.

Fuglechecklister: Avibase rummer 151 forskellige nationale og regionale fuglechecklister, som gør det muligt at få et præcist overblik over fuglelivet i specifikke geografiske områder.

Synonymer og Lokale Navne:
En bred samling af alternative navne og synonymer for fuglearter, som hjælper med at navigere mellem forskellige sprog og lokale navne.

Udbredelseskort: Avancerede kort viser, hvor hver art findes, både globalt og i mindre regioner.

Truede Arter: Omfattende data om truede og sårbare arter, der hjælper med at understøtte bevaringsindsatser.

Kriterier for Registrering:
For at sikre videnskabelig nøjagtighed og konsistens anvender Avibase en række strenge kriterier for deres registreringer af fuglearter og deres klassificering. Nogle af de væsentligste er:

Videnskabelig Konsensus:
1. Avibase baserer sin taksonomi på etableret videnskabelig forskning og samarbejder med internationale taksonomiske komiteer som IOC og BirdLife International. De justerer løbende deres klassifikationer baseret på ny forskning, genetiske studier og andre relevante opdagelser.

Geografiske Data:
For at registrere en arts tilstedeværelse i et givet område, benytter Avibase data fra både historiske og nutidige kilder, herunder feltobservationer, videnskabelige undersøgelser og bidrag fra fugleentusiaster.
Taksonomisk Opdeling:
Arter klassificeres på baggrund af internationale standarder, hvor forskere sammenligner forskellige karakteristika som morfologi (udseende), adfærd og genetik for at afgøre, hvordan en art skal klassificeres. Eventuelle ændringer eller nye beskrivelser af arter indarbejdes efter peer-review og videnskabelig validering.
Opdateringer:
Avibase opdateres løbende for at afspejle ændringer i fugletaksonomi. Nye forskningsresultater om arter eller deres genetiske relationer bliver indarbejdet, hvilket betyder, at navne, klassifikationer og udbredelser kan ændres med tiden.

Unik Anvendelighed
Avibase tilbyder en række unikke anvendelsesmuligheder, som gør den til et uundværligt værktøj for:

Forskere: Der får adgang til en præcis og opdateret database, som er afgørende for videnskabelige studier og biodiversitetsforskning.

Fuglekiggere: Der kan holde styr på personlige observationer og sammenligne dem med officielle checklister.

Naturbeskyttelsesorganisationer: Der kan bruge Avibase til at identificere og overvåge truede arter samt udvikle bevaringsstrategier.

Global Indflydelse
Med sin globale rækkevidde og dybde af information er Avibase mere end bare en database; den er en central aktør i den globale indsats for naturbeskyttelse. Ved at samle og organisere en enorm mængde data om fugle, understøtter Avibase videnskabelige opdagelser og bevaringsinitiativer, hvilket gør den til den mest omfattende ressource af sin art i verden.

Forskelle og ligheder de tre databaser imellem

Avibase, eBird og iGoTerra er alle platforme, der fokuserer på fugleobservationer og dataindsamling, men de adskiller sig i funktioner, fokusområder, og de checklister, de benytter. Her er en sammenligning af deres ligheder og forskelle:

Ligheder
1. Registrering af fugleobservationer:
Alle tre platforme gør det muligt for brugere at registrere deres fugleobservationer ved at oprette artslister og dele dem med andre brugere eller samfundet. De understøtter både amatør- og professionelle fuglekiggere. Globalt fokus:

Både Avibird, eBird og iGoTerra har en global rækkevidde og giver brugerne mulighed for at indtaste observationer fra hele verden. Dataene kan bruges til at forstå fuglearters udbredelse og bevægelser.
Fuglechecklister:
De bruger alle officielle eller anerkendte checklister for at sikre, at observationerne er konsistente og følger videnskabeligt anerkendte standarder for fugletaksonomi.
Borgerforskning:
Især eBird og iGoTerra understøtter borgerforskning, hvor data fra almindelige fuglekiggere bidrager til større forskningsprojekter. Disse data er vigtige for at overvåge fuglepopulationer og trækbevægelser.

Forskelle
1. Platformens Fokus
eBird: Primært en borgerforskningsplatform, der indsamler data til videnskabelig forskning om fuglebevægelser og biodiversitet. Den bruges af både forskere og amatører, og fokus er på at skabe en stor database med observationer, der kan bruges til analyser og bevaringsprojekter.

iGoTerra: Mere personlig og social, med vægt på brugerens egne lister og ture. Det er en platform, hvor fuglekiggere kan organisere deres egne globale lister, sammenligne dem med andre, og også planlægge og logføre fugleture. Brugerne kan tilpasse deres checklister efter geografiske præferencer, og der er mere fokus på personlig oplevelse og konkurrence end på borgerforskning.

Avibase: Selvom Avibird også giver mulighed for at registrere fugleobservationer, har den typisk et mere afgrænset eller specialiseret fokus, ofte rettet mod brugere i bestemte regioner eller lande. Den er ikke lige så vidt anerkendt internationalt som eBird og iGoTerra.

Checklister:
eBird: Bruger primært ”Clements Checklist” som sin hovedkilde for taksonomi og opdaterer årligt for at sikre, at registreringer følger de seneste forskningsopdagelser.

iGoTerra: Standardiserer efter ”IOC World Bird List” som den primære taksonomiske reference, selvom brugerne kan vælge alternative lister såsom Clements eller regionale tjeklister afhængigt af deres præferencer.

Avibase: Bruger ofte nationale eller regionale fuglechecklister, som kan være mere lokaliserede end de globale systemer i eBird og iGoTerra. Den taksonomiske dækning afhænger af den geografiske placering, som platformen fokuserer på.

Funktioner og Brugervenlighed
eBird: Har stærke forskningsværktøjer og dataanalysemuligheder, som gør den til en foretrukken platform blandt forskere og naturforvaltere. eBird giver brugerne mulighed for at hente rapporter om fuglearters bevægelser, træk og fordeling på både lokalt og globalt niveau.

iGoTerra: Fokuserer på den personlige oplevelse af fuglekiggeri, herunder muligheden for at oprette brugerdefinerede lister, planlægge fugleture og deltage i konkurrencer med andre brugere. Den er velegnet til fuglekiggere, der ønsker at holde detaljeret styr på deres egne observationer over tid.

Avibase: Typisk mindre funktionsrig sammenlignet med de to andre platforme, og ofte specialiseret i at dække specifikke regioner eller lande. Dens funktionalitet kan variere afhængig af målgruppen.

Brugerbase og Formål
eBird: Har en stor global brugerbase med millioner af observationer og dataindsamlinger. Dens formål er både forskning og borgerforskning, hvilket gør den til et vigtigt redskab for fugleforskning og biodiversitetsforvaltning.

iGoTerra: Henvender sig mere til den individuelle fuglekigger, der er interesseret i at opbygge personlige lister og deltage i sociale aktiviteter med andre fuglekiggere. Platformen kombinerer et socialt element med funktionalitet til seriøse observatører.

Avibase: Ofte mere lokaliseret og mindre udbredt end eBird og iGoTerra, og den fokuserer på at tilfredsstille brugere med specifikke regionale behov og interesser inden for fugleobservation.

Konklusion
eBird er ideel til dem, der vil bidrage til videnskabelig forskning og være en del af et stort, globalt fællesskab.

iGoTerra er en god platform for fuglekiggere, der ønsker at opbygge og dele personlige lister, med fleksible valg af checklister og sociale muligheder.

Avibird er ofte regionalt orienteret og mere fokuseret på specifikke behov, hvilket gør den mindre universel, men potentielt mere relevant for fuglekiggere i bestemte geografiske områder.

Valget mellem disse platforme afhænger af den enkelte brugers behov, om det er forskningsbidrag, personlig opfølgning, eller lokal registrering.

Genetiske og Fylogenetiske Artskoncepter:

En Sammenligning af Tilgang til Artsafgrænsning

Begrebet genetiske arter (det genetiske artskoncept/begreb) er delvist blevet introduceret i IOC, Clements og Howard og Moore-listerne, hvor genetiske data spiller en væsentlig rolle i artsafgrænsningen. HBW & BirdLife International har en mere forsigtig tilgang til nye genetiske data, og fokuserer mere på morfologiske og akustiske træk, som har en særlig høj vægtning hos denne liste.

Det fylogenetiske artskoncept refererer til studiet af de evolutionære forhold mellem forskellige arter eller typer inden for en bestemt taksonomisk gruppe. Fylogenetiske analyser bruger ofte genetiske data til at konstruere fylogenetiske træer (livets træ), der kan give indsigt i de historiske forhold og klassificering af forskellige organismer. Det resulterende fylogenetiske træ er et nyttigt værktøj til at forstå den historiske udvikling og taksonomi for forskellige arter, samt hvornår de opstod i forhold til hinanden.

Forskellen mellem ”det fylogenetiske artskoncept” og ”det genetiske artsbegreb/artskoncept” er forklaret i efterfølgende boks.

Et fylogenetiske artskoncept og det genetiske artsbegreb er nært beslægtede, men de er ikke helt det samme.

Det fylogenetiske artskoncept fokuserer på at definere arter baseret på deres evolutionære historie og fælles afstamning. Det identificerer arter som de mindste grupper af individer, der deler en unik afstamning, og som kan adskilles fra andre grupper ved hjælp af bestemte træk, som ofte omfatter genetiske markører.

Det genetiske artsbegreb lægger vægt på genetisk divergens (ulighed) mellem populationer. Dette koncept definerer arter baseret på graden af genetisk forskellighed og reproduktiv isolation, hvor en vis genetisk forskel anses for tilstrækkelig til at betegne en ny art.

Selvom begge koncepter bruger genetiske data, har det fylogenetiske artskoncept et bredere fokus på evolutionære forhold, mens det genetiske artsbegreb specifikt fokuserer på genetisk isolation og divergens (forskellighed).

Forskellig vægtning af disse forhold er med til at frembringe forskelle mellem de enkelte tjeklisters taksonomi.

Hvorfor kan de fire tjeklister ikke samles til én liste?

Fugleartskonceptet er komplekst, og forskellige lister har forskellige mål og filosofier.
Forskellige forskere og organisationer har forskellige synspunkter og prioriteringer.
Sammenlægning af listerne ville kræve enighed om standardiserede kriterier og metoder, hvilket er udfordrende.
Hvis listerne kom til enighed om fælles kriterier for tolkning af data og andre forhold, vil der ikke blive brug for fire listeførende organisationer. Her kommer WGAC-arbejdsgruppen under IOU ind i billedet.

Afgørende forskelle der bevirker forskelle de fire lister imellem

Det der væsentlig adskiller de fire lister er hvordan de optager/godtager nye data.

Der er tidligere nævnt, hvad der gør listerne forskellige, men det der udgør en særlig stor betydning, er forskel de enkelte checklister imellem, er den måde, de anvender de to handlinger, der oftest bruges til at give mening til ændringer i taksonomien, nemlig udtrykkene: “splitting/opdeling” og lumping/sammensmeltning (eller bare ”samling”).

Opdeling; er adskillelsen af to (eller flere) taxa, der tidligere blev betragtet som underarter eller underart-grupper, til status af selvstændige arter. Samlinger er det modsatte; at betragte to (eller flere) taxa, som nogle behandler som separate fulde arter, som kun værende underarts-grupper af én art. Hver tjekliste synes at have forskellige tilbøjeligheder til at træffe disse beslutninger, baseret på personlige meninger og anvendte kriterier for artsafgrænsning.

Én tjekliste kan have en stærkere tendens til at opdele, mens en anden kan være mere tøvende og krævende med hensyn til beviser, før den accepterer en mulig opdeling. Den sidstnævnte tendens betragtes som “konservativ”, hvilket ikke nødvendigvis bør opfattelse som en dårligere tilgang.

Forskellene mellem de fire lister skyldes også forskellige fortolkningsmetoder af nye data og filosofier bag det artskoncept, som de enkelte lister anvender, og som ligger til grundlag for deres artsafgrænsninger.

Men der er ”håb” undervejs mod den tid, hvor vi kun skal have én enkelt checkliste, som omfatter alverdens fugle. Der er et stort arbejde i gang mod dette. Hvilket jeg vil bearbejde i næste afsnit.

Tilbage til Del 1

Del 2 - Samarbejdet de fire lister imellem

På vej mod forsoning af de fire verdens fuglelister 2017

Taksonomi kan nogle gange virke som et konfliktfyldt emne, hvor de involverede personer stærkt går ind i et forsvar af egne synspunkter. Men der har igennem årene været gjort forsøg på at harmoniserer listerne, forsøg som langsomt må have forberedt grundlaget for en fælles forståelse for, at der vitterligt er mange fordele ved så ensartede checklister som muligt, samtidig med udviklingen på det videnskabelige område udviklede sig og opnåede resultater, som tydeligt viste, at der var brug for en revurdering af måden at klassificere arter på.

I 2017 blev der afholdt et møde på Cornell Lab of Ornithology i Ithaca, New York, hvor de ansvarlige for tre af checklisterne, samt andre interesserede gæster diskuterede en mulig proces for at forene de forskellige lister. Senere blev konklusionerne fra dette møde sendt til redaktørerne af den fjerde liste, og på det efterfølgende International Ornithological Congress i 2018 (IOC) blev initiativet til at forbedre harmonisering og konsolidering af disse uafhængige taksonomiske værker officielt foreslået.

Da artsdannelse er en kontinuerlig proces, og det er svært at fastslå det præcise øjeblik, hvor en takson går fra en underart til en art, vil de liste-bærende organisationer uvægerligt fortolke data fra videnskabelige studier forskelligt, eller tillægge deres betydninger forskelligt. Accept og ændringer kan derfor være forskelligartede, resulterende i visse forskelle i checklisterne – se forskellene

Listernes harmoniseringsprocesser angives (på daværende tidspunkt) som stagnerende, og bremset en smule op, måske fordi det nødvendige niveau af fleksibilitet endnu ikke var nået. Der er dog også opmuntrende tegn. For eksempel en artikel af McClure et al. 2020 under titlen ” På vej mod forsoning af de fire verdens fuglelister: brændpunkter for uenighed i taksonomi af rovfugle”. Her beskriver McClure (og 11 andre forskere) bl.a. noget om den manglende enighed, og de problemer dette medfører. Artiklen kan i sin helhed læses her.

Artiklen indledes med:
” Taksonomi er grundlæggende for økologi, evolutionær biologi, bevarelse og forvaltning af vilde dyr. Især er taksonomien på artsniveau ofte grundlaget for beslutninger om bevaringsprioritering af både geografiske områder og organismer. For eksempel bruges niveauer af artsrigdom ofte som et mål til at sammenligne områder for bevaringsindsats og finansiering. Uoverensstemmelser i taksonomi kan derfor påvirke prioritering af områder og arter til bevaring.

Bevarelse på artsniveau er også påvirket af taksonomiske beslutninger, hvor anerkendte arter generelt får mere opmærksomhed end taxa på lavere niveau såsom underarter eller populationer. Opdeling af arter i flere selvstændige arter har således en tendens til at øge beskyttelsen, hvorimod klumpning kan mindske den bevarelses opmærksomhed, der gives til sådanne grupper.”

McClure’s fremfører dog visse betænkeligheder i sin artikel, idet han (og teamet af forskere) har gransket de fire fuglelisters forskelle, ud fra et rovfugleperspektiv, og man må medgive ham, at der er store forskelle, når der ses på listernes enighed/uenighed omkring rovfuglegruppens slægtskaber

Her nogle af hans betragtninger (i uddrag):

Fremtrædende mønstre fremkommer af vores resultater. Hotspots af uenighed ser ud til at være ugler, der forekommer i det sydlige Asien. Strigiformes indeholder den femte-største uenigheds-gruppe af alle ordner på tværs af aves, og er den mest artsrige af disse top fem. Uglefamilier og deres slægter rangerede yderligere blandt dem, der indeholdt flest uenigheder.

Buechley et al . identificerede ugler som den mindst undersøgte gruppe af rovfugle og anførte dem således som den højeste prioritet for fremtidig forskning. Mange af de uglebegreber, der er genstand for uenighed, er små, nataktive og begrænset til øer, hvilket sandsynligvis bidrager til deres manglende forskningsbevågenhed.

Vores resultater tyder på, at forskning i taksonomi af ugler, især i slægterne Otus og Tyto, bør være en prioritet.Vores resultater fremhæver vigtigheden af klarhed i de taksonomiske begreber, der anvendes af tjeklister, forskere og databaser. Faktisk er eBird måske det største og mest indflydelsesrige fugleovervågningsprogram, der findes, hvilket gør integration med taksonomiske begreber anvendt af eBird/Clements-listen, særlig presserende.

Hvis en gruppe forskere eller fuglefolk følger en taksonomi, der anvender forskellige taksonomiske begreber fra eBird/Clements-listen, kan data ikke udveksles pålideligt med eBird, selvom de videnskabelige navne er identiske. Dette problem gælder for alle forskere, der ikke kun anvender forskellige taksonomier, men også modstridende taksonomiske begreber.

Et eksempel fremhæves: eBird/Clements og IOC er enige om, at Augur musvågen (Buteo augur) og Archers musvåge (Buteo archeri) er forskellige arter, men HBW & BirdLife International samt Howard og Moore anser Archers musvåge for at være en farvemorf af Augur musvågen, ikke en særskilt art. Det er derfor tvetydigt, om fugle betragtet som Augur musvåger af HBW & BirdLife International taksonomien er Augur eller Archers musvåger ifølge eBird/Clements, hvilket giver en alvorlig og komplicerer overførsel af data indsamlet under disse to forskellige taksonomier.

Mange uoverensstemmelser vil sandsynligvis blive afstemt ved blot at opdatere alle lister, så de afspejler den aktuelle videnskabelige viden.

McClure et al. Artiklen kan i sin helhed læses her.

Definition af rovfugle

McClure et all udgav i 2019 også et videnskabeligt papir, som lagde op til ændringer af klassifikationen af rovfuglegruppen, som blev fulgt – den kan læses her. Min tekst om ”Definition af en rovfugl” omhandlende definitionen før 2019 og efter 2019, den kan læses her

Med tiden ville det være ønskeligt, at eventuelle hindringer overvindes, så processen kan fortsætte mod skabelsen af en mere eller mindre universelt accepteret taksonomi for verdens fugle.

Da alle fire checklister bruger varianter af det samme biologiske artskoncept (selvom der er betydelige forskelle i deres vægtning og konklusioner), kan og bør målet om forening være realistisk, da det i betydelig grad kan øge succesen med forvaltning og beskyttelse af fugle – og ikke mindst beskyttelse af de mest udsatte arter.

Men der er meget til fælles mellem de fire lister

I bogen ”All the Birds of the World” (2020) kan ses, hvor meget de fire lister allerede har til fælles, og hvilke forskelle og præferencer der er for hver af dem. Det angives, at over 87% af de eksisterende arter, der præsenteres i bogen, anerkendes som arter ifølge alle fire lister, og tallet stiger til næsten 92%, når vi overvejer dem, der behandles som arter af tre ud af de fire lister (skrives der).

McClure et al. angiver i 2019 en enighed for rovfuglegruppen mellem de fire lister liggende mellem 75 – 89%, og skriver at Howard and More er mest uenig med de tre andre lister.

Jeg skal hertil tillægge et eksempel; Howard and More listen er den eneste af de fire lister, som ikke anerkender ordenen Cathartiformes (Den Nye Verdens Gribbe), som de tre andre lister for længst har udskilt fra Accipitriformes (rovfugle-ordenen), så de nu danner deres egen orden i de tre af checklisterne.

Disse (samt andre) arternes videnskabelige navne adskiller sig således, i de tekster der baseres på Howard and More listen i forhold til de der baseres på de tre andre lister.

Tekst ovenfor er baseret og inspireret (ikke en gengivelse) af All the Birds of the World og McClure’s artikler.

Tæt på harmonisering af tre af de store verdens fuglelister ?

Sidste nyt: På vej mod en samlet liste over verdens fuglearter 1. juli 2024?

Ornitologer fra de fire checklister samarbejder intens på at konsolidere de fire referencelister over fuglearter i en enkelt global fuglecheckliste.

Der er som tidligere beskrevet uoverensstemmelser, som opstår ud fra de forskellige måder, som de enkelte lister definerer en art på, og dette kan stadig på trods af meget arbejde mod en harmonisering her i 2024 gøre tingene forvirrende for fuglefolk. Eksempelvis er der i Mexico, en fugl på engelsk betegnet ”Rufous-backed Wren” (Brunnakket Kaktussmutte) ifølge International Ornithological Congress (IOC) og BirdLife checklister, men den findes ikke på eBird (som bruger Clements tjekliste, vedligeholdt af Cornell Lab of Ornithology). Her findes den under navnet Rufous-naped Wren – se boksen her under.

Disse artsnavne-uoverensstemmelser kan have betydelige konsekvenser i den virkelige verden, når det kommer til at identificere de fugle, der er mest udsat for udryddelse – selv om den omtalte art har det samme videnskabelige navn.

Eksemplet, Rufous-backed Wren / Rufous-naped Wren / Veracruz Wren alle tre er Campylorhynchus rufinucha. Avibase angiver dens danske synonym som både Brunnakket kaktussmutte og Sortkronet kaktussmutte, alt efter om der søges på det videnskabelige navn eller på et af de engelske.

Rufous-backed Wren findes ikke under det engelske navn på eBird/Cornell Lab (Clement), her er den navngivet Rufous-naped Wren – med det videnskabelige navn ”Campylorhynchus rufinucha”

På eBay angives den ved navnet Rufous-naped Wren, med navnet “Rufous-backed Wren” i parentes. Men den dukker ikke op på søgning under navnet ” Rufous-backed Wren”. Begge steder findes den under det videnskabelige navn Campylorhynchus rufinucha”.

Navnet i parentes angives, fordi eBird har besluttet, altid at angive det engelske navn fra IOC listen, hvis de to lister anvender forskellige engelske navne. En beslutning de har vedtaget ud fra den harmoniseringsproces der pågår.

Arten blev tidligere behandlet som seks af de otte underarter af Campylorhynchus rufinucha.. I en publikation fra 2009 foreslog, at Campylorhynchus rufinucha skulle opdeles i tre arter, og Den Internationale Ornitologiske Komité (IOC) accepterede opdelingerne.

BirdLife International (BLI) har implementeret opdelingen, men beholder det engelske navn rufous-naped wren for C. rufinucha . Den nordamerikanske klassifikationskomité for American Ornithological Society (NACC/AOS) og Clements-taksonomien har stadig ikke accepteret opdelingen her i midten af 2024.

For denne art er forvirringen således ”total”, for alt efter liste, er navnet som det kan ses nedenfor forskelligt:

Campylorhynchus rufinucha har fået hele tre forskellige engelske navne på grund af forskelle i de vigtigste fuglechecklister, hvilket virkelig understreger hvor væsentligt, det er, at listerne foretager en harmonisering. Her er en oversigt over de tre navne og hvilke checklister, der bruger dem:

Rufous-backed Wren:
- Bruges af Clements Checklist.
Rufous-naped Wren:
- Bruges af BirdLife International (BLI) og Howard and More.
Veracruz Wren:
- Bruges af International Ornithological Committee (IOC).
- Bruges af American Ornithological Society (AOS).

Disse forskelle skyldes, at forskellige organisationer har forskellige kriterier og metoder til at klassificere og navngive fuglearter. Hvilket tydeligt viser behovet for at harmonisere checklisternes navnebrug.

Billedet herunder viser Rufous-backed Wren / Rufous-naped Wren / Veracruz Wren. Samme art tre forskellige engelske navne.

Der har været arbejdet, og der arbejdes stadig uformelt på at forbedre tilpasningen og konsolideringen af disse uafhængige taksonomiske værker. Emne blev livligt diskuteret under en rundbordsdiskussion på International Ornithological Congress i Vancouver, British Columbia, i 2018. Der var bred opbakning til at konsolidere og forbedre tilpasningen af de globale tjeklister over fugle.

International Ornitologers Union (IOU)

Tidligere kaldt: International Ornitologisk Komite

International Ornithologists‛ Union (IOU) er en global organisation dedikeret til at fremme ornitologi. Organisationen forbinder både grundforskning og anvendt forskning og lægger vægt på uddannelse og opsøgende aktiviteter. IOU organiserer og finansierer regelmæssigt verdensomspændende kongresser inden for ornitologi, nedsætter kommissioner og udvalg, der arbejder med forskellige aspekter af fuglebiologi og bevaring, samt støtter internationale ornitologiske initiativer, der er i overensstemmelse med organisationens mission og mål. På sin hjemmeside offentliggør IOU en liste over medlemmer og deres faglige tilhørsforhold for at fremme internationalt samarbejde og netværk. IOU fungerer desuden som ornitologi-sektionen af International Union of Biological Sciences (IUBS).

IOU’s medlemmer omfatter ornitologer, forskere, akademikere samt repræsentanter fra forskningsinstitutioner og ornitologiske selskaber fra hele verden. Organisationen er dog ikke en medlemsforening i traditionel forstand, hvor institutioner optages som medlemmer. I stedet er det enkeltpersoner – ornitologer, forskere og studerende – der deltager i IOU’s arbejde.

IOU’s hovedaktiviteter inkluderer.
Internationale ornitologiske kongresser: Disse kongresser er blandt de største samlinger af ornitologer globalt og fungerer som en platform, hvor forskere præsenterer deres nyeste forskning.

Fremme af forskning og netværk: IOU skaber muligheder for internationalt samarbejde mellem ornitologer og forskere inden for forskellige grene af fugleforskningen.

Derudover har IOU tætte forbindelser til nationale ornitologiske selskaber og organisationer, som ofte bidrager til og samarbejder med IOU’s projekter, selvom de ikke nødvendigvis er formelle medlemmer.

IOU tilbyder også platforme for specialiserede arbejdsgrupper, som ledes af eksperter inden for specifikke emner. Disse arbejdsgrupper fremmer global vidensudveksling og kommunikation inden for ornitologi.

De vigtigste aktiviteter i IOU inkluderer:
Internationale ornitologiske kongresser: Verdens største ornitologiske konferencer, hvor forskere præsenterer deres forskning.

Forskning og netværk: IOU fremmer samarbejde mellem ornitologer globalt.

Derudover kan nationale ornitologiske selskaber og organisationer være tæt knyttet til IOU’s arbejde, selvom de ikke nødvendigvis er formelle medlemmer.

IOU Arbejdsgrupper

Arbejdsgrupper:
IOU tilbyder også platforme for specialiserede arbejdsgrupper, der fokuserer på specifikke emner og ledes af eksperter inden for deres felt og specialister. Disse arbejdsgrupper fremmer global vidensudveksling og kommunikation inden for ornitologi.

Arbejdsgrupperne har til formål at støtte og fremme fuglebiologi ved at nå ud til ornitologer, naturbevaringsfolk, politiske beslutningstagere, ikke-statslige organisationer, pædagoger og andre interessenter. Nogle af de nuværende arbejdsgrupper:

Fugletjeklister: Denne arbejdsgruppe udarbejder og vedligeholder en global tjekliste med åben adgang over fuglearter og underarter baseret på strenge taksonomiske principper og gennemsigtige beslutningsprocesser (IOC).

Fuglemorfologi: Denne arbejdsgruppe fremmer samarbejde og kommunikation mellem forskere, der studerer fugles form og funktion, herunder anatomi, fysiologi, biomekanik, udvikling og evolution.

Fuglemærkning: Denne arbejdsgruppe fremmer brugen af standardiserede metoder og bedste praksis til mærkning af fugle til videnskabelige og bevaringsmæssige formål.

Fugle som fredsstiftere: Denne arbejdsgruppe udforsker fuglenes potentiale som katalysatorer for fredsskabelse og konfliktløsning i regioner, der er ramt af vold og ustabilitet.

Etik i ornitologi: Denne arbejdsgruppe udvikler og formidler etiske retningslinjer for ornitologisk forskning, uddannelse og outreach.

Psittaciformes: Denne arbejdsgruppe behandler bevaringsudfordringerne og forskningsbehovene for papegøjer, en af de mest truede fuglegrupper i verden.

Gondwanan Ornithology: Denne arbejdsgruppe faciliterer samarbejde og udveksling mellem ornitologer fra de sydlige kontinenter, der engang var en del af Gondwana, såsom Afrika, Sydamerika, Australien, Antarktis og Indien.

Fuglenomenklatur: emme stabilitet i de videnskabelige navne på fugle i overensstemmelse med den internationale kodeks for zoologisk nomenklatur. Mision: Working Group on Avian Nomenclature (WGAN) er den internationale ornitologforenings forum for overvågning af fugles videnskabelige navne. Dens mål er at tjene som en „ærlig mægler‟ inden for fuglenomenklatur og at arbejde i alle ornitologers interesse. Stabilitet i navne og deres stavemåder er et kernemål.

Working Group on Avian Checklists (WGAC) er en arbejdsgruppe under International Ornithologists’ Union (IOU). Deres hovedmål er at harmonisere de fire store fuglelister: IOC World Bird List, eBird/Clements, Howard & Moore, og HBW/BirdLife.

Her er nogle nøglepunkter om WGAC:

Formål: At skabe en samlet eller tilnærmet global fugleliste, som kan bruges af forskere, fuglekiggere og andre interesserede parter.
Medlemmer: Gruppen består af eksperter fra de fire store fuglelister samt andre taksonomiske eksperter.
Metode: De arbejder på at integrere og sammenligne de forskellige lister ved hjælp af en fælles taksonomisk ramme. Dette inkluderer krydstjekning af arter og underarter for at sikre konsistens.
Fremskridt: De har allerede gjort betydelige fremskridt og har integreret deres udkast til taksonomi med Avibase, en omfattende database over verdens fuglearter.
Tidsplan: Den samlede liste forventes at være klar i slutningen af 2024, med en offentliggørelse i begyndelsen af 2025 efter en periode med krydstjekning.

Den International Ornitologers Union (IOU) spiller således en central rolle i fugle taksonomi og forskning. IOU er ansvarlig for udgivelsen af „IOC World Bird List,‟ som er en af de fire store verdensfuglelister. Disse lister bruges som referenceværktøjer i forskning og bevaringsarbejde globalt.

Lidt historie fra opstarten afInternational Ornithologists' Union (IOU)

Lidt historie om opstarten af IOU (hentet fra deres side https://www.internationalornithology.org)

Internationale kongresser inden for videnskab var sjældne indtil slutningen af det nittende århundrede. En af de første var den 1. internationale ornitologiske kongres i 1884, som var motiveret af et grænseløst problem i fuglebiologien: fuglemigration. Dette er et af de mest bemærkelsesværdige aspekter af fuglebiologien, da mange fuglearter rejser mod nord og syd hvert år, men man vidste meget lidt om det på det tidspunkt.

I Europa, hvor mange lande var involveret, krævede studier af fuglemigration en international indsats. Rudolf Blasius og Gustav von Hayek udtænkte en storslået plan for et multinationsprogram om fuglemigration i Europa, og sikrede sig støtte fra kronprins Rudolf af Østrig-Ungarn, og arrangerede den 1. internationale ornitologiske kongres i Wien, april 1884, som hovedsageligt koncentreret sig om migrationsundersøgelser. De etablerede et kompliceret system til at indsamle og publicere migrationsdata fra Europa, men det kollapsede i 1890’erne på grund af for meget information, der ikke blev analyseret.

Den 2. kongres i Budapest i 1891 fokuserede hovedsageligt på fuglemigration, men inkluderede også andre områder inden for fuglebiologi, såsom et større resumé af fugleklassificering af Richard Bowdler Sharpe. Den 3. kongres i Paris dækkede hele rækken af ornitologisk forskning, og denne blev fulgt i London, 1905 og Berlin, 1910, hvor den næste kongres, planlagt til Sarajevo, Jugoslavien, i 1915. Men første Verdenskrig stoppede processen.

Ernst Hartert var senere i høj grad ansvarlig for at genoplive kongresserne i København i 1926, hvor fremtidige møder blev fastsat til hvert fjerde år.

Règlement des Congrès Ornithologiques Internationaux, vedtaget i 1932, blev først offentliggjort på Rouen-kongressen i 1938. Det formaliserede oprettelsen og driften af Den Internationale Ornitologiske Komité ( nu International Ornithologists‛ Union (IOU). Verdensbegivenheder forhindrede igen iscenesættelsen af 1942-kongressen, der var planlagt til USA, og den næste kongres, der blev afholdt, var den 10. i Uppsala, Sverige, i 1950. Mere om opstarten kan læses HER

IOU's harmoniseringsarbejde gik i 2021 ind i en alvorlig og afgørende fase

Arbejdsgruppen Working Group on Avian Checklists (WGAC) under International Ornithologists‛ Union (IOU) blev dannet i 2021. Den består af ornitologer og taksonomer fra 11 forskellige institutioner (inklusive Cornell Lab),

Gruppens mål er at samle og harmonisere de fire store fuglelister (IOC World Bird List, eBird/Clements, Howard & Moore, og HBW/BirdLife), for at skabe en samlet global fugleliste. Opgaven er en betydelig udfordring, da der hersker forskellige synspunkter og taksonomiske kriterier på tværs af de eksisterende lister.

Problemløsningen for WGAC-gruppen skulle derfor starte med at finde enighed om et fælles artskoncept.

WGAC har haft månedlige møder for at drøfte klassifikationer på tværs af en masterliste med over 11.000 potentielle fuglearter, i stor udstrækning med at diskuterende denne svimlende række af navne, nuancer og regneark. Siden 10. juni 2022 har gruppen fundet et fælles artkoncept for artsafgrænsning, og udviklet en proces for at opnå en samling.

Working Group on Avian Checklists (WGAC):
Gruppen vil klassificere Aves fra klasse til underart baseret på opdaterede, bekræftende oplysninger om fuglenes fylogeni og differentieringen af arter og underarter. To udvalg blev etableret

Taksonomisk- og Bibliografisk Udvalg
Arbejdsgruppen om fuglenomenklatur (WGAN)

Fremme af stabiliteten i fuglenes videnskabelige navne i overensstemmelse med den internationale kodeks for zoologisk nomenklatur

Mission
Working Group on Avian Nomenclature (WGAN) er Den Internationale Ornitologforenings forum for overvågning af fugles videnskabelige navne. Dens mål er at tjene som en „ærlig mægler‟ i fuglenomenklaturen og at arbejde i alle ornitologers interesse. Stabilitet i navne og deres stavemåder er et centralt mål. For at opnå dette har WGAN

Medlemmer og struktur

Medlemmer: Gruppen består af eksperter fra de fire store fuglelister samt andre taksonomiske eksperter. Disse eksperter arbejder sammen for at nå enighed om de mest hensigtsmæssige klassifikationer.
Metode: Der arbejder på at integrere og sammenligne de forskellige lister ved hjælp af en fælles taksonomisk ramme. Dette inkluderer krydstjekning af arter og underarter for at sikre konsistens.
Integrering med Avibase: Der skal integreres udkast til taksonomi med Avibase, en omfattende database over verdens fuglearter. Dette hjælper med at lette sammenligninger og identificere forskelle.
Løbende Revision: Processen er dynamisk, og de foretager løbende revisioner og opdateringer baseret på ny forskning og data. Dette sikrer, at den samlede liste er så præcis og opdateret som muligt.
Transparens og Kommunikation: Der opretholdes en åben kommunikation med det videnskabelige samfund og andre interessenter for at sikre, at alle ændringer og beslutninger er velbegrundede og accepterede.
Tidsplan: Den samlede liste forventes at være klar i slutningen af 2024, med en offentliggørelse i begyndelsen af 2025 efter en periode med krydstjekning.

Professor Les Christidis (tidligere medredaktør af passerine-bindet af Howard & Moore Complete Checklist of the Birds of the World udgave 4) som er formand for et globalt konsortium af ornitologer, startede i februar 2021 arbejdet med at løse problemet med artsliste-mismatch med at opbygge en samlet global fuglecheckliste.

Problemløsningen for WGAC-gruppen skulle starte med at finde enighed om et fælles artskoncept.

Mere end 25 forskellige regler for, hvad der kan betragtes som en art, er blevet fremsat af videnskabsmænd, siden den svenske biolog Carl Linnaeus første gang etablerede taksonomiområdet i 1735 ved at indføre et system til klassificering af organismer. I dag er den fremherskende opfattelse blandt fugletaxonomer at bruge ”det biologiske artsbegreb*”, som først gang blev foreslået af den tysk-amerikanske ornitolog Ernst Mayr i 1942.

Det biologiske artsbegreb bygger på beviser for reproduktiv isolation – for eksempel en gruppe fugle, der kun yngler indbyrdes (inden for gruppen) på grund af eks.vis en barriere såsom en bjergkæde, der adskiller en populationen fra andre identiske populationer. Men, det klart og specifikt at definere en art er stadig ikke så simpelt selv under det biologiske artskoncept. Yderligere faktorer som fysiske træk, geografisk placering, stemme og genetik spiller alle en rolle i at bestemme, hvad der udgør en art, hvilket er faktore som vægtes med nogen forskellighed af de enkelte lister Se det her.

Derfor anvender arbejdsgruppen det „integrativt artskoncept*”. Ifølge Prof. Les Christidis ser det integrerende artskoncept på alle bevisområder for at foretage en vurdering, herunder morfologi (det man ser), adfærd, økologi, genetik, fylogenetiske relationer (artsforhold på et evolutionært træ), tid siden divergens baseret på genetik, biogeografiske fordelinger og selvfølgelig ethvert bevis på reproduktiv isolation.‟

Arbejdsgruppens debatter om artsstatus går ofte videre ud over at gennemsøge forskning i evolutionære træer til at analysere lydoptagelser af ynglesange, inspicere museumseksemplarer for fjerdragtforskelle samt overveje den nyeste DNA-forskning via genomsekventering. Beslutninger om den samlede tjekliste træffes i sidste ende ved en afstemning mellem otte af arbejdsgruppens 11 medlemmer.

Sammenspil mellem Artskoncepter mod det integrativt artskoncept

Hovedidéen bag Biological Species Concept

Det biologiske artsbegreb

Det biologiske koncept definerer en art som en gruppe af naturlige populationer, der kan krydsesmed hinanden og producere levedygtigt og frugtbart afkom, men som er reproduktivt isolerede fra andre sådanne grupper.

Dette betyder, at medlemmer af forskellige arter enten ikke parrer sig med hinanden, eller hvis de gør, producerer de ikke levedygtigt eller frugtbart afkom.

Hovedidéen bag Biological Species Concept:
Den centrale tanke er, at artsdannelse ikke blot handler om fysiske eller morfologiske forskelle, men om reproduktiv isolation, som er en barriere, der forhindrer gener i at flyde mellem forskellige grupper.

Reproduktiv isolation som drivkraft:

Reproduktiv isolation betyder, at to grupper ikke kan udveksle gener. Dette kan ske på forskellige måder:

– Præzygotisk isolation: Her forhindres parring eller befrugtning. Det kan skyldes geografisk adskillelse, forskelle i parringsadfærd, eller at kønsorganerne simpelthen ikke passer sammen.

Denne reproduktive isolation er central for BSC, fordi den adskiller arter ved at hindre genflow og sikrer, at arter udvikler sig uafhængigt af hinanden.

Nøgleelementer i BSC:
De centrale elementer, der gør Biological Species Concept unikt:

Evnen til at krydse sig og få frugtbart afkom:
En art defineres af sin evne til at krydse sig med medlemmer af sin egen art og producere **frugtbart afkom**. Dette betyder, at individerne i en art deler et fælles genpulje, og det frugtbare afkom sikrer, at generne kan videregives til fremtidige generationer, hvilket opretholder kontinuiteten af arten.

Reproduktiv isolation:
Reproduktiv isolation opstår på mange måder og sikrer, at arter forbliver genetisk adskilt. Isolation kan være:

Naturlige populationer:
Det er vigtigt, at definitionen omhandler naturlige populationer, fordi BSC ikke tager højde for, hvad der kan ske i kunstige omgivelser, såsom fangenskab eller laboratorieforsøg. Det, der betyder noget for BSC, er, hvordan organismer opfører sig og interagerer i deres naturlige miljø. Hvis to fuglearter ikke normalt ville krydse sig i naturen på grund af adfærdsmæssige eller økologiske forskelle, men kunne gøre det i fangenskab, er de stadig separate arter ifølge BSC.
Arters dynamik over tid:
BSC understreger også, at arter er dynamiske enheder, som kan ændre sig over tid. Evolutionære processer som naturlig selektion, genetisk drift og mutationer kan føre til nye arter gennem speciation (artsdannelse), især når populationer bliver reproduktivt isolerede og udvikler sig i forskellige retninger.

Sammenhæng mellem hovedidéen og nøgleelementerne:

Her er nogle eksempler på de nævnte begrænsninger ved Biological Species Concept (BSC), der er vigtige at forstå i forhold til de situationer, hvor BSC ikke fungerer optimalt:

Aseksuelle organismer:

Biological Species Concept er udviklet til organismer, der formerer sig seksuelt, og derfor har det svært ved at definere arter blandt organismer, der formerer sig asexuelt.

Hybridisering mellem nært beslægtede arter:
Selvom BSC lægger stor vægt på reproduktiv isolation, er der nogle undtagelser, hvor nært beslægtede arter kan krydse sig og få frugtbart afkom. Dette ses ofte i planter, men det kan også forekomme hos fugle. For eksempel:

Disse hybrider er et resultat af, at de to varianter mødes og krydser sig. Dette er dog ikke så udbredt, at det skaber en fuldstændig udviskning af forskellene mellem varianterne.

Ringarter:

Et andet interessant eksempel på en begrænsning af BSC er forekomsten af ringarter. Ringarter er en gruppe populationer, der kan krydse sig med deres nærliggende populationer, men hvor de to populationer i de yderste ender af distributionsområdet ikke kan krydse sig med hinanden. For eksempel:

iGoterra

IOC World Bird List (International Ornithological Congress) er en af de mest udbredte og opdaterede fuglelister, som mange fuglekiggere og organisationer benytter. IOC opdateres regelmæssigt for at tage højde for nye arter og ændringer i taksonomi.
Clements Checklist En global checkliste over fuglearter, som er meget brugt af især amerikanske fuglekiggere og forskere. Listen opdateres af Cornell Lab of Ornithology og er en af de mest anerkendte i verden.
eBird– I sammenhæng med Clements Checklist bruges også eBird, en platform til borgerforskning, hvor observationer kan indsamles og sammenlignes globalt.
Lokaliserede checklister iGoTerra tillader også brugere at benytte specifikke regionale eller nationale fuglelister afhængig af, hvor i verden observationerne finder sted. Det kan være tjeklister for bestemte lande eller regioner, der følger nationale standarder for artsregistrering.

Når man søger efter en fugleart på iGoTerra, vises arten og dens eventuelle underarter i henhold til IOC World Bird List (International Ornithological Congress) som standard.

Avibase

Funktioner og Indhold
Avibase indeholder data om fugle på verdensplan, og går langt ud over de grundlæggende taksonomiske oplysninger. Databasen giver detaljerede oplysninger om:

Indeholder nøjagtige klassifikationer og videnskabelige navne på arter, med en omfattende liste af synonymer og alternative navne, som bruges i forskellige fuglechecklister.

Multisproget Support: Brugere kan søge på flere sprog og finde arter under deres lokale navne, hvilket gør databasen tilgængelig for en global brugerbase.

Fuglechecklister: Avibase rummer 151 forskellige nationale og regionale fuglechecklister, som gør det muligt at få et præcist overblik over fuglelivet i specifikke geografiske områder.

Synonymer og Lokale Navne:
En bred samling af alternative navne og synonymer for fuglearter, som hjælper med at navigere mellem forskellige sprog og lokale navne.

Udbredelseskort: Avancerede kort viser, hvor hver art findes, både globalt og i mindre regioner.

Truede Arter: Omfattende data om truede og sårbare arter, der hjælper med at understøtte bevaringsindsatser.

Geografiske Data:
For at registrere en arts tilstedeværelse i et givet område, benytter Avibase data fra både historiske og nutidige kilder, herunder feltobservationer, videnskabelige undersøgelser og bidrag fra fugleentusiaster.
Taksonomisk Opdeling:
Arter klassificeres på baggrund af internationale standarder, hvor forskere sammenligner forskellige karakteristika som morfologi (udseende), adfærd og genetik for at afgøre, hvordan en art skal klassificeres. Eventuelle ændringer eller nye beskrivelser af arter indarbejdes efter peer-review og videnskabelig validering.
Opdateringer:
Avibase opdateres løbende for at afspejle ændringer i fugletaksonomi. Nye forskningsresultater om arter eller deres genetiske relationer bliver indarbejdet, hvilket betyder, at navne, klassifikationer og udbredelser kan ændres med tiden.

Unik Anvendelighed
Avibase tilbyder en række unikke anvendelsesmuligheder, som gør den til et uundværligt værktøj for:

Forskere: Der får adgang til en præcis og opdateret database, som er afgørende for videnskabelige studier og biodiversitetsforskning.

Fuglekiggere: Der kan holde styr på personlige observationer og sammenligne dem med officielle checklister.

Naturbeskyttelsesorganisationer: Der kan bruge Avibase til at identificere og overvåge truede arter samt udvikle bevaringsstrategier.

Forskelle og ligheder de tre databaser imellem

Både Avibird, eBird og iGoTerra har en global rækkevidde og giver brugerne mulighed for at indtaste observationer fra hele verden. Dataene kan bruges til at forstå fuglearters udbredelse og bevægelser.
Fuglechecklister:
De bruger alle officielle eller anerkendte checklister for at sikre, at observationerne er konsistente og følger videnskabeligt anerkendte standarder for fugletaksonomi.
Borgerforskning:
Især eBird og iGoTerra understøtter borgerforskning, hvor data fra almindelige fuglekiggere bidrager til større forskningsprojekter. Disse data er vigtige for at overvåge fuglepopulationer og trækbevægelser.

Checklister:
eBird: Bruger primært ”Clements Checklist” som sin hovedkilde for taksonomi og opdaterer årligt for at sikre, at registreringer følger de seneste forskningsopdagelser.

Funktioner og Brugervenlighed
eBird: Har stærke forskningsværktøjer og dataanalysemuligheder, som gør den til en foretrukken platform blandt forskere og naturforvaltere. eBird giver brugerne mulighed for at hente rapporter om fuglearters bevægelser, træk og fordeling på både lokalt og globalt niveau.

Brugerbase og Formål
eBird: Har en stor global brugerbase med millioner af observationer og dataindsamlinger. Dens formål er både forskning og borgerforskning, hvilket gør den til et vigtigt redskab for fugleforskning og biodiversitetsforvaltning.

Avibase: Ofte mere lokaliseret og mindre udbredt end eBird og iGoTerra, og den fokuserer på at tilfredsstille brugere med specifikke regionale behov og interesser inden for fugleobservation.

Konklusion
eBird er ideel til dem, der vil bidrage til videnskabelig forskning og være en del af et stort, globalt fællesskab.

iGoTerra er en god platform for fuglekiggere, der ønsker at opbygge og dele personlige lister, med fleksible valg af checklister og sociale muligheder.

Avibird er ofte regionalt orienteret og mere fokuseret på specifikke behov, hvilket gør den mindre universel, men potentielt mere relevant for fuglekiggere i bestemte geografiske områder.

Valget mellem disse platforme afhænger af den enkelte brugers behov, om det er forskningsbidrag, personlig opfølgning, eller lokal registrering.

Det integrativt artskoncept giver forståelse for relationer og klassificering

Integrativ taksonomi er en tilgang, der kombinerer flere typer data og metoder for at forstå arters evolutionære relationer og klassificering.

Så integrativ taksonomi handler om at se på hele billedet og bruge forskellige datakilder for at opnå en mere præcis og omfattende klassifikation af fuglene. 😊

Integrativ taksonomi bruges i praksis til at forstå arters relationer og klassificering ved at kombinere forskellige datakilder og metoder. Her er nogle måder, der anvendes:

Morfologiske træk og genetik: Forskere sammenligner morfologiske træk (f.eks. udseende, fjerfarve, næbform) med genetiske data (DNA-sekvenser) for at identificere forskelle mellem individer og grupper.
Økologi og adfærd: Integrativ taksonomi inddrager også økologiske og adfærdsmæssige data. F.eks. kan man studere habitatpræferencer, fødevalg og parringsadfærd for at forstå arters relationer.
Fænotypisk variation: Ved at se på variationen inden for en art kan man afgøre, om der er flere arter gemt i denne variation. Integrativ taksonomi hjælper med at afgøre, om forskelle er signifikante nok til at retfærdiggøre opdeling i separate arter.
Hybridisering: Integrativ taksonomi tager højde for hybridisering (krydsning mellem arter). Det vurderer, om hybridisering er en hindring for at betragte to former som separate arter.

Nyhed juni 2022 fra

Working Group on Avian Checklists (WGAC)

Fra den 10. juni 2022 har WGAC Taxonomic-gruppe samlet et team, samt udviklet en proces, og implementeret et teknisk værktøj (GitHub) til at poste spørgsmål, hvori der kan stemmes om ting i processen, opsummere beslutninger og bevare processen og data, så de kan arkiveres permanent som en del af processen. Gruppen har også integreret et udkastet til taksonomi med Avibase for nemt at kunne sammenligne med enhver offentliggjort taksonomi og version.

WGAC-Taxonomic Group inkluderet repræsentanter fra IOC World Bird List, BirdLife Taxonomic Working Group (inkluderer HBW), eBird/Clements team, Howard and Moore samt AOS-NACC, AOS-SACC, tidligere medlemmer af Howard og Moore team og andre myndigheder.

eBird/Clements og IOC er begyndt at implementere WGAC-gruppens beslutninger med kommende revisioner af disse taksonomier for at lette den fulde overgang til WGAC listen kort efter den første offentlige udgivelse.

BirdLife planlægger også at vedtage mange af de beslutninger der træffes i WGAC, men må bevæge sig langsommere end andre checklister på grund af integrationen med IUCNs rødliste og deres datazone. Forslags- og supplements-udgivelsesprocessen for AOS-NACC (Den nordamerikanske klassifikationskomité (NACC)) er i høj grad tilpasset WGAC, med forslag til de fleste nordamerikanske WGAC-spørgsmål, der bliver fremlagt for AOS-NACC, og kommende forslag til nordamerikanske taxa er under udarbejdelse; se for eksempel Trochilidae, Accipitridae, Tytonidae og Strigidae i dette sæt forslag, hvoraf de fleste var udløbere af WGAC-Processen: Se den her.

Til den kommende IOU-rundbordskonference vil arbejdet færdiggøres med alle ovennævnte familier og udarbejde et udkast (v2) til taksonomien, selvom det forventes, at der skal bruges mindst endnu et år til at færdiggøre resten af det taksonomiske arbejde for at vurdere alle taksonomiske uoverensstemmelser mellem de fire store lister.

WGAC Nyhedsbrev, Opdatering (januar 2024)

Vigtige fremskridt på tjeklisten

Fra nyhedsbrevet lød det: Vores udkast til liste, til dato, genkender 2382 slægter og 11.063 arter. Dette inkluderer alle beslutninger truffet af WGAC til dato, overlejret på basistaksonomien for IOC. Underarter vurderes ikke i detaljer på dette stadium, men listen omfatter i øjeblikket 19.896 underarter, de fleste i overensstemmelse med IOC-taksonomien.

Arbejdet med tjeklisten fortsætter, og det forventes, at det endelige udkast vil være færdigt i slutningen af 2024. Der vil være en periode med krydstjek, før den offentliggøres i begyndelsen af 2025. Som en del af udgivelsen bliver de sammenfattende erklæringer om de trufne beslutninger også blive stillet til rådighed for alle på IOU’s hjemmeside.

Værdien ved en samlet global dækkende checkliste.
En samlet fugleliste vil have flere betydelige og positive konsekvenser for forskere, fuglekikkere og de fire eksisterende fuglelister:

For Forskere:

Standardisering: En samlet liste vil skabe en standardiseret taksonomi, hvilket gør det lettere at sammenligne data på tværs af studier og regioner.
Effektivitet: Forskere vil kunne arbejde mere effektivt uden at skulle navigere mellem forskellige lister og taksonomiske uoverensstemmelser.
Samarbejde: Det vil fremme internationalt samarbejde og dataudveksling, da alle vil bruge den samme taksonomiske ramme.

For Fuglekikkere (birdwatchers):

Klarhed: En samlet liste vil give klarhed og konsistens, hvilket gør det lettere for fuglekikkere at identificere og rapportere observationer.
Brugervenlighed: Det vil forenkle brugen af apps og databaser, som ofte er baseret på forskellige lister.
Globalt Fællesskab: Fuglekikkere over hele verden vil kunne dele deres observationer og data mere effektivt.

For de Fire Fuglelister:

Integration: De fire lister vil blive integreret i en samlet liste, hvilket kan reducere deres individuelle betydning, men samtidig øge deres samlede værdi.
Opdateringer: De vil fortsat spille en rolle i at opdatere og vedligeholde den samlede liste, baseret på ny forskning og opdagelser.
Historisk Værdi: De eksisterende lister vil stadig have historisk værdi og kan bruges som referencepunkter for tidligere forskning og data.

Samlet set vil en harmoniseret fugleliste skabe en mere sammenhængende og effektiv tilgang til fugletaksonomi, hvilket vil gavne både videnskabelige og hobbyistiske interesser.

Verdens største sammenlignende fugle-genom-projekt "B10K"

Danske forskere er med i verdens største sammenlignende fugle-genom-projekt ‚B10k‛ kortlægge genomerne fra flere end 10.000 fugle. En ide der opstod, da Tom Gilbert fra Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet fik en fugleklat i hovedet på en café i Madrid for 10 år siden.

Projektet blev til et samarbejde mellem Københavns Universitet og kinesiske BGI (tidligere Beijing Genomics Institute), som er verdens største center for genomkortlægning.

Hvad er et genom?
Et genom er et dyr eller menneskes arvemasse eller samlede kerne-DNA-masse.

Genomet indeholder al genetisk information. Hos mennesker kan genomet for eksempel indeholde informationer om arvelige sygdomme, hårfarve, øjenfarve, personlighed eller intellekt

Milepælene i B10K-projektet

Uddrag fra B10K:
B10K blev bygget på succesen med Avian Phylogenomics Project, hvor vi omhyggeligt udvalgte 48 fuglegenomer til genomisk sekventering og sammenlignende analyser. Disse fuglearter repræsenterer alle 32 Neognathae og to af de fem Palaeognathae-ordener. Med disse genomer udførte vi fylogenomiske analyser for at undersøge fuglefamilien og anvendte komparative genomiske metoder til at løse forskellige spørgsmål, såsom fuglenomudvikling, kønskromosomudvikling, molekylær basis for flyvning, tab af tænder og vokal læring. Derudover udviklede vi nye bioinformatiske metoder og softwareværktøjer for at løse de tekniske problemer, vi støder på i dette projekt. Resultaterne af dette projekt er blevet rapporteret i ca. 50 forskningsartikler, herunder enten artikler i et specialnummer af Science den 12. december (2014) (fig. 3).

Den 12. november 2020 annoncerede B10K Consortium fuldførelsen af sin anden milepæl – frigivelsen af 363 genomer, der repræsenterer 92 % af alle fuglefamilier i naturen som en forsidehistorie

Læs resten og meget andet spændende vil linket.

Interessante fuglevidenskabelige sider:

B10K fugle-genom-projekt
https://b10k.genomics.cn/index.html

Genomer kan åbne porten til det forjættede land
https://videnskab.dk/naturvidenskab/danske-forskere-bag-verdens-stoerste-genom-projekt/

Banebrydende studie tegner stamtræ for alle nulevende fugle
https://videnskab.dk/naturvidenskab/banebrydende-studie-tegner-stamtrae-for-alle-nulevende-fugle/

Complexity of avian evolution revealed by family-level genomes
https://www.nature.com/articles/s41586-024-07323-1#auth-Josefin-Stiller-Aff1

Dansk Orientologisk Forening (DOF)
I Danmark udfører Dansk Orientologisk Forening et stort arbejde, og under overskriften her under annoncerer de:

Samtlige fuglearter og -underarter i hele verden har nu fået danske navne:
30.938 fugle har fået danske navne (2022) Ca. 11.000 arter og 19.981 underarter.

Listen kan hentes via linket:
Navne på alverdens fugle
– systematiske, danske, engelske og tyske navne

Seneste DOFT publikationer kan læses i publikationsbasen, hvor eks.vis
„Dansk Ornitologisk Tidsskrift” og Magasinet ”Fugl & Natur” kan findes – for ikke medlemmer dog et nummer forskudt – find det HER

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Indholdsfortegnelse

Indledning

Clements Checklist/Cornell Laboratory of Ornithology

Oversigt over WGAC-processen

De forskellige koncepter / begreber forklaret

I forbindelse med Morfologi, er Udseende er dog ikke alt

Det Polymorfe Artskoncept

Introduktion

eBird/Cornel Lab

iGoterra

Avibase

Forskelle og ligheder de tre databaser imellem

Indholdsfortegnelse

iGoterra

Avibase

Forskelle og ligheder de tre databaser imellem